Hvordan undgå farisæisme?

Når man stilles overfor lukasevangelistens beretning om farisæeren og tolderen, Luk 18,9-14, kan man prøve at identificere sig med tolderen, for at være på den sikre side, for man forstår jo nok på lignelsen, at man helst ikke skal identificere sig med farisæeren.

Men kan man sådan identificere sig med de personer, Jesus taler om? Og er det mon meningen, at man skal prøve at sætte sig i deres sted?

Og i hvert fald: Hvis man vil gøre sig anstrengelser for at identificere sig med tolderen, skal man være opmærksom på, at Jesus i næste kapitel i lukasevangeliet fortæller om Jesu besøg hos tolderen Zakæus. Og her fortæller Lukas om den virkning, retfærdiggørelsesforkyndelsen har på tolderen: Zakæus gør bod for sin afpresning. Så vil man identificere sig med tolderen, er det åbenbart ikke nok at tilegne sig den retfærdiggørelse, som Lukas i kapitel 18 fortæller, at Gud tildeler tolderen, man må have det med, som Lukas fortæller i kapitel 19, at tolderen omvender sig og vil prøve at råde bod på de skader, hans synd har forvoldt.

Det kan man selvfølgelig komme let om ved, hvis ens identifikation blot går ud på at fremkomme med en syndsbekendelse. En sådan vil nok for de fleste nutidsmennesker være tom, for hvilke synder har et normalt nutidsmenneske egentlig begået? Og hvis man bekender synder på en sådan lidt tom måde uden egentlig at føle, at man har gjort noget forkert, er så ikke ens syndsbekendelse en smart form for farisæisme? Farisæeren i lignelsen véd, at det er en god gerning at betale sin kirkeskat, derfor kan han ikke dy sig for at nævne det i sin samtale med Gud. Og nutidens farisæer véd, at det hører med til god kirkelig opførsel, at man bekender sine synder, derfor kan han ikke undgå at føle sig som en god kristen, når han ser tilstrækkelig brødebetynget ud og føler sig lille, når han går op til alteret for gennem nadveren at modtage sine synders forladelse.

Men denne følelse af at være et godt menneske eller være en god kristen, det er jo netop farisæisme. Og hvordan kan man undgå den, når det ikke nytter noget at ville identificere sig med tolderen?

Det vil jeg prøve at sige noget om her.

For spørgsmålet er, om ikke denne følelse af at have gjort noget godt, måske endda noget bedre end så mange andre mennesker, altid vil være den gode gernings følgesvend. Man véd af, at man har gjort, hvad loven kræver, eller hvad god moral tilsiger én at gøre. Og dette, at man véd af, hvad man gør, er det vand, der vander farisæismen.

Gerningen skulle jo gøres på samme måde som den rette almissegivning skal gøres: den venstre hånd véd ikke, hvad den højre gør, Matt 6,3. Eller det skulle være med os, som det er med de frelste og de fortabte på dommens dag: ingen af dem véd, hvad de har gjort eller ikke gjort af forkert eller rigtigt, eller altså: de har ikke handlet med det forsæt at ville frikendes på dommens dag, Matt 25,31-46. Men gør vi nogensinde sådanne gerninger? Vi gør dem i hvert fald ikke, når vi anstrenger os for at være gode mennesker, heller ikke, når vi gennem sådanne gerninger for næstens skyld opgiver noget, vi gerne ville have gjort. Så snu er djævelen, at han ved alt det, vi kalder gode gerninger, er usædvanlig hurtig til at få os til at synes om os selv, at vi da vist ikke er så helt forkert på den.

Jamen, hvad så? Vi skal vel ikke ligefrem gøre onde gerninger for at kunne undgå farisæismen?

Selvfølgelig ikke. Men det er måske selve begrebet ”gode gerninger”, vi har fået galt i halsen.

Er det f.eks. en god gerning at give sine børn en god opvækst? Joh, det er det vel nok, men det er da vist så selvfølgeligt, at det ikke kan gå ind under begrebet ”en god gerning”.

Eller er det en god gerning at overraske sin kone med en buket blomster uden nogen særlig anledning? Tja, hvis det skyldes, at man vil fjerne enhver mistanke om, at man har gjort noget forkert, så er det vel snarere en klog gerning. Og hvis det skyldes, at man stadig er smaskforelsket i hende, så er det vel noget ret selvfølgelig noget.

Eller er det en god gerning, at du på din arbejdsplads gør dig umage med ikke at fornærme nogen, heller ikke den kollega, der kan være ret nærtagende? Ærlig talt, det er vel bare noget, du gør for din egen skyld, og så kan det vel ikke kaldes en god gerning.

Netop. Dèr har vi fejltagelsen. Vi misforstår begrebet ”en god gerning”, fordi vi tror, at en god gerning aldrig må gavne os selv. Men hvorfor må den egentlig ikke det?

At opbygge de fællesskaber, vi står i, er det ikke en god gerning? Er det ikke tillige en klog gerning, for vi kommer jo selv til at nyde godt af det, hvis det lykkes os med lidt eller meget at bidrage til at gøre vore fællesskaber mere trygge, mere tillidsfulde?

Jeg har, som man nok har opdaget, arbejdet en del med den lille dobbeltlignelse i slutningen af bjergprædikenen, Matt 7,24-27, lignelserne om manden, der byggede på klippen, sat overfor manden, der byggede på sand. Jeg mener faktisk, at Jesus med denne lignelse forandrer hele det jødiske fromhedsideal. Hvor man som farisæeren her tror, at man har opfyldt Guds krav ved at betale tiende, og i øvrigt ikke begår utugt eller snyder nogen i pengesager eller ellers er uretfærdig, dèr siger Jesus, at det drejer sig om ikke at dømme (Matt 7,1-3), det drejer sig om at være eftergivende (Matt 5,39), det drejer sig om ikke at se inviterende på en anden mands hustru (Matt 5,28), det drejer sig om ikke at skælde sin næste ud (Matt 5,22).

Og det er på ingen måde det samme, som farisæerne tror. Det er heller ikke en skærpelse af de regler, farisæerne rettede sig efter. Det er tanker, sat ind i en helt anden sammenhæng. Hvor farisæerne ville mene, at de overholdt Guds lov i betydningen: Guds befaling, hvor de ville mene, at Gud ville straffe dem, hvis de overtrådte hans lov, dèr er Jesu opfattelse en helt anden.

Han mener, at den nye pagt, Gud har givet, en pagt, der virkeliggøres gennem hans forkyndelse, er en pagt eller en lov, mere i betydningen ”en naturlov” end i betydningen ”en befaling fra Gud”.

I hans øjne er mennesket et resonnansvæsen, et væsen, der svarer i samme tonefald, som det bliver tiltalt i. Tiltales det i et vredt tonefald, vil der opvækkes vrede og modvilje i det, tiltales det i et imødekommende tonefald, vil der opvækkes velvilje og forståelse i det. Det ses nok tydeligst i ordene fra Luk 6,37-38, hvor Jesus, som jeg forstår det, formulerer denne afsmitningsregel eller fortæller, hvad der kan ligge i det, at mennesket er et resonnansværen, se f.eks. nogle af mine overvejelser her.

Sådan er mennesket, og den, der behandler andre mennesker ud fra denne ”naturlov”, handler klogt. For det er jo modsætningen klog/dum, Jesus omtaler med sin dobbeltlignelse, ikke modsætningen lovtro/lovovertræder.

Og når det kaldes klogt at handle efter ordene i bjergprædikenen, skyldes det, at jeg jo selv er medlem af det fællesskab, der opbygges af mig, hvis jeg taler imødekommende og med indlevelse. Man kan derfor ligesåvel kalde en sådan handling af mig for selvisk, som man kan kalde den uselvisk. En sådan handling lader sig faktisk ikke bedømme efter moralske målestokke. Men man kan rolig sige, at der er tale om en klog handling.

Det er de samme handlinger, Paulus anbefaler, når han i 1 Kor 10,23 siger, at ”alt er tilladt, men ikke alt bygger op”.

Og se, med sådanne overvejelser får man et svar på, hvordan farisæisme kan undgås, når man vil gøre ”gode gerninger”. For gør man sådanne gode gerninger, som mange måske vægrer sig ved at kalde gode gerninger, fordi de forekommer så selvfølgelige, så gør man dem jo i en vis forstand for sin egen skyld, fordi man selv er medlem af det fællesskab, som man med sine ord forsøger at styrke. Der er derfor ikke noget at prale af, det er derfor ulogisk at tale om, at man har fortjent noget med sine gerninger, man gør dem jo, fordi man selv har fordel af dem.

Men man er med til at bygge op, nemlig bygge det fællesskab op, som handlingen foregår i. Spørgsmålet er derfor, om den ”gode gerning”, man udøver, er med til at bygge op, dvs. om der er fornuft bag den, om man med sin fornuft i behold kan sige, at man får en bedre verden gennem denne handling.

Jeg har f.eks. mange gange her på bloggen angrebet farisæismen bag den europæiske flygtningepolitik. Jeg har kaldt den samaritanisme, fordi man mener, at man ved en slavisk efterfølgelse af samaritaneren i Jesu lignelse, Luk 10,25-37, gør de gode gerninger, som Jesus kræver. Deri ligger det farisæiske i handlingen: man, dvs., de forskellige regeringsoverhoveder, sammenligner sig med andre og er bange for at blive set ned på, hvis man ikke overholder konventionerne til fulde.

Det er den ligegyldige side af farisæismen. Men der er en farlig side også. Man opdager ikke, eller ser bevidst bort fra de nedbrydende virkninger, ens lovoverholdelse har for det folkelige fællesskab, man befinder sig i. De mange ghettoområder, der skyder op i vort land, er jo ellers synlige nok. Og de består alle af alle de såkaldte flygtninge, som vore politikere og deres medløbere i deres godhed har lukket ind i vort land. Og her nytter det ikke at komme med løftede pegefingre og kræve af os danskere, at vi affinder os med de nye borgere og deres fællesskabsundergravende skikke. Om det er moralsk rigtigt at komme med formaninger til os danskere om at tage godt imod de fremmede, det er ikke afgørende, afgørende er, at det ikke er klogt. For menneskene er nu engang ikke, som moralisterne forestiller sig det, specielt er vi danskere ikke sådan. Og så er det forresten højst tvivlsomt, om det er vores skyld, at de tilrejsende muslimer vil holde sig for sig selv. Det kan lige så godt være muslimernes egen skyld.

Til sidst: Der står en lille lidt ubehagelig bibemærkning i farisæerens lovprisning af sig selv. Efter at have omtalt, hvor god han er, at han ikke er som andre mennesker, uretfærdige og ægteskabsbrydere, føjer han: ”Og heller ikke som denne tolder”.

Med til farisæismen hører altså sammenligningstrangen. Og det nøder os til at spørge, om vi ikke-farisæere, der angriber de andre for farisæisme, kan undgå at anklages for netop farisæisme. Og mere relevant: om vi kristne, der sammenligner os med muslimerne, ikke allerede ved en sådan sammenligning er godt filtret ind i farisæismens hængedynd. Men det kræver et nyt indlæg her på bloggen.

Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente, Samfundsforhold og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.