Afghanistan

I søndags, da jeg gik til kirke, kom der imod mig på cykelstien en lille dreng efterfulgt af sin mor. Da han var så nogenlunde ud for mig, hørte jeg et angstfyldt ”mor?” fra ham, og umiddelbart derefter et beroligende ”ja, ja!” fra hans mor. Hun var lige bag ham, og han var åbenbart blevet bange for, om han mon var kommet til at cykle for langt foran hende. Derfor hans lidt angstfyldte råb.

Og indrømmet, det er da en så selvfølgelig hændelse, at det kun er en gammel hengemt romantiker som mig, der gider lægge mærke til det og endda skrive om det.

Men jeg ville måske heller ikke have skrevet om det, hvis ikke jeg senere på søndagen havde hørt en video med et interview med Helena Edlund, som fortalte om afghanerne, om deres sære for os uforståelige traditioner, og – vover jeg at sige allerede nu – om deres djævelske nedbrydning af al normal menneskelighed. Helena Edlund er præst og forfatter. Men hun har også vært svensk feltpræst og soldat i Afghanistan.

Interview’et kan ses her, en skriftlig gengivelse af væsentlige dele af det her.

I den grad er der tale om en nedbrydning, at Helena Edlund gang på gang må give udtryk for sin undren over, at disse mennesker alligevel synes at kunne få et menneskeliv ud af deres lidelser. Men naturligvis – hvad den afghanske kultur betragter som et menneskeligt menneskeliv er noget helt andet, end hvad et vesteuropæisk menneske betragter som et ægte menneskeliv.

Det er denne afgrundsdybe forskel, hun har blik for. Og det er den, der er baggrund for det spørgsmål, jeg i mit forrige indlæg lovede at ville behandle: Er vi kristne en værre samling farisæere, når vi mener, at vores religion og vores deraf prægede folkelighed er bedre end afghanernes religion, islam, og deres deraf prægede folkelighed?

Hvis man vil mene, det er tilfældet, så er vist samtlige vestlige mennesker farisæere. For hvis de må give Helena Edlund bare nogenlunde ret i de forfærdelige ting, hun fortæller, så kan man ikke mene andet, end at vores samfund og vores folkelighed er bedre. Vi sammenligner os altså med afghanerne og finder langt mere menneskelighed hos os end hos dem. Og er det ikke nøjagtig det samme, farisæeren i Jesu lignelse, Luk 18,9-14, gør, når han siger Gud tak, fordi han ikke er ”som denne tolder”?

Men lad os først se lidt på Helena Edlunds beskrivelse af afghanerne. Hun har selv oplevet, fortæller hun, hvordan folk ikke troede på hende: “Da jeg holdt foredrag om mine møder med afghanske kvinder og børn, lærte jeg hurtigt aldrig at nævne de virkelig svære møder eller begivenheder. Selvom folk var ærligt interesserede, var de ikke interesseret i mere end dele af sandheden.”

Så hendes erfaring er altså, at folk ikke turde indrømme, at vore vestlige, kristne samfund er bedre end afghanernes muslimske samfund. Og det måske en angst for at være farisæere, der ligger bag en sådan afvisning af kendsgerningerne. Man vil gerne mene om andre folkeslag, at de da er lige så gode som os. Det er det mest hensynsfulde.

Måske. Men det er vel ikke derfor det mest sande.

Og når Jesus tør gøre op med farisæerne og de skriftkloge og virkelig mene, at hans samfund, den kristne menighed, er bedre end deres – se evt. Matt 23 – så bør vel også vi have mod til at gøre op med diverse muslimske samfund og virkelig overfor os selv og overfor dem påstå, at vore samfund er bedre.

Tag en ting som den forstokkelse, afghanerne udviser overfor deres sædvaner og traditioner. De afviser på forhånd enhver forbedring. Edlund skriver: Jeg havde mødt landsbyens ældste, der hellere ville se deres børn sulte ihjel end at ændre deres landbrugstraditioner ved f.eks. at indføre afgrøderotation. ”Mine forfædre har dyrket hvede i dette felt i flere hundrede år! Jeg er nødt til at dyrke hvede her!” Hele landsbyer måtte gå til grunde af sult frem for, at landsbyen blev flyttet til den anden side af en bakke, hvor der både var græsning og vand. Der gik ikke lang tid, før jeg på forhånd vidste, hvad motivationen ville lyde: “Landsbyen har altid været her, så den må være her!” Jeg havde også hørt religiøse ledere forklare alt dette ved at sige, at det var rigtigt ifølge islam, at det var deres guds vilje, og at intet kunne ændres, fordi islam forbød det.

Hun mener, at den pashtunske kultur og islam har indgået en alliance: Men islam og den patriarkalske kultur i landet stikker meget dybt skriver hun.” Det er “en årtusindgammel, patriarkalsk og æresbaseret kultur og islam. De to passer sammen som hånd i handske. En kultur, der værdsatte tradition og ære og modsatte sig alle former for forandring, mødte en ideologi, der værdsatte tradition og ære og modsatte sig alle former for forandring. Hvad kan overhovedet gå galt?”

Allerede Nasar Khader kunne fortælle os, at ære og skam er begreber, der i høj grad styrer tankegangen hos muslimer. Og jeg vil da være tilbøjelig til at tro, at islam alene nok formår at skabe en sådan kultur, omend jeg ikke kan fremlægge korancitater, der beviser det. Men Helena Edlund giver mange eksempler på, hvilken umenneskelighed et æresbegreb kan fremelske.

Jeg var marineret i den svenske tro på, at alle mennesker i grunden er lige. At vi, uanset kultur og race, kan forenes af kvaliteter som at ville andre mennesker det godt, at ofre sig for vores børn, og at vi alle har det samme grundlæggende moralske kompas. Jeg tog fejl. Da jeg kom hjem i foråret 2011, påstod jeg eftertrykkeligt, at det eneste, der forener os mennesker, er, at vi i standardtilstand har to arme, to ben og en næse midt i ansigtet. Jeg troede ikke længere på en automatisk aktiv “indre kerne af godhed”.

En sådan ”indre kerne af godhed” tror til gengæld jeg på. Men når jeg ser en sådan kerne nærmest tilintetgjort af religionen islam, så erkender jeg ikke blot, at islam og kristendom er totalt forskellige, jeg erkender også, at hvis vores religion er fra Gud, så er muslimernes religion fra djævelen.

Noget af det, der muliggør dette djævelskab, er muslimernes hierarkiske forståelse af menneskesamfundet: mænd står over kvinder, kvinder står over ikke-muslimer. Når de således overordnede har lov at udøve vold mod de underordnede, skal det gå galt.

Jeg havde oplevet, hvordan en forælder ikke betragtede sit eget barns liv som værd at gå på hospitalet fem kilometer væk, fordi “der kommer nye børn”. Jeg havde besøgt hospitalsafdelinger, hvor spædbørn og småbørn blev passet for opiummisbrug, da mødrene blæste opiumrøg i munden for at få dem til at stoppe med at skrige. Jeg var blevet tvunget til at høre børn blive voldtaget og kvinder blive misbrugt uden at få lov til at gribe ind. Jeg havde set børn skoldet med kogende vand til uddannelsesmæssige formål, set babyer, der havde sorte, frosne fødder efter at have været båret rundt uden fornuftigt tøj i vinterkulden af fire- eller fem-årige søskende, fordi moderen ikke måtte forlade hjemmet. Jeg havde set uudviklede små piger i en alder af ti, gift, voldtaget og slået til ukendelighed.

Man spørger sig selv, hvilke mennesker kommer der ud af børn, der i stedet for at blive omfavnet og trøstet, når de græder, får pustet opiumsrøg i munden.

Helena Edlund spørger i videoen om, hvordan piger på 12-14 år, der får børn, nogensinde vil kunne varetage deres opgaver som mødre. Så jeg gamle hengemte romantiker, der føler en glæde dybt i hjerte bare ved at høre en mor sige ”ja, ja!” til sin søn, jeg må da blive dybt fortvivlet over de mange børn, der dèr kommer til at mangle den omsorg, vi andre føler både naturlig og nødvendig.

Og ja, det bliver jeg. Som vel alle vesterlændinge må blive det, når de hører om det.

Og videre fortæller Edlund:

Jeg havde talt med lærere, der gladeligt præsenterede “deres drenge” for mig – små drenge, der blev udnyttet seksuelt – og læste den officielle statistik, der sagde, at størstedelen af ​​alle drenge i det nordlige Afghanistan var ofre for seksuelle overgreb. Bacha bazi -fænomenet var udbredt. Da adskillelsen mellem kønnene var næsten total, og det var umuligt at have veninder (og for mange fattige mænd var det også umuligt at købe en kone), blev drenge simpelthen brugt til seksuelle formål. Et velkendt ordsprog lød: “Kvinder er til børn, drenge er til glæde.”

Hvad skal dog sådanne drenge blive til, når de bliver voksne. Kan det undgås, at de vil forføre dem, der til den tid er yngre end dem? Og kan det undgås, at hver enkelt mand føler sig alene og kun kan klare sig gennem magtanvendelse eller ved at slutte op om dem, der har magt? Deres ære står og falder jo med, om de har noget at prale af. Og bliver de ægtemænd, er deres ære afhængig af, at de kan styre deres kvinder.

Helena Edlund besøgte også i sin tid – det var vist i 2011 – et kvindefængsel. Herom skriver hun:

Alle de kvinder, jeg talte med, blev fængslet som et direkte resultat af vold i hjemmet. Den mest almindelige kriminalitet, kvinderne begik, var at flygte hjemmefra, i princippet altid efter mange års voldeligt overgreb eller at flygte fra et tvangsægteskab. Den obligatoriske straf for denne forbrydelse var ti års fængsel.

Ti års fængsel! Så må mandens ære betyde enormt meget. Og var det endda det hele:

Selvom livet i fængsel var svært, talte jeg ikke med nogen, der længtes efter at blive løsladt. Årsagen var enkel: I fængslet var de friere, end de havde været hjemme. De kunne gå skjulte ud og hænge ud med andre kvinder. De kunne tale frit og undgå slag og voldtægt. En af kvinderne havde snart afsonet hendes straf og skulle løslades et par uger senere. Da jeg spurgte hende, hvad hun så ville gøre, kneb hun øjnene til mig. ”Det skal jeg ikke tænke over,” svarede hun med en fast stemme. Øjnene bøjede ikke en tomme. “Når jeg er fri, bliver jeg dræbt.” Kvindernes forbrydelser er muligvis blevet sonet i lovens forstand, da de tilbragte deres år i fængsel, men familierne glemte det aldrig. Æren for manden og familien krævede, at kvinden døde, og det var snarere reglen end undtagelsen, at de kvinder, der blev løsladt fra fængslet, blev dræbt af slægtninge.

Men, fortæller Helena Edlund, det forunderlige er, at der selv i sådanne omgivelse kan frembryde en sand menneskelighed:

Nogle kvinder havde myrdet deres ægtemænd. De fortalte om, hvad de havde gjort, med stolthed i deres stemmer – de havde talt, de havde beskyttet sig selv og deres børn. De beklagede ikke, de var stolte og stærke, og deres øjne vidnede om oplevelser, jeg aldrig kunne forestille mig.

Og ikke sandt, dèr kan man se, dèr tog jeg fejl. Jeg troede ud fra det, Helena Edlund fortæller, at al moderkærlighed forsvinder, dræbes, udsultes, gøres umulig. Men så eksisterer den dog alligevel stadig, giver en kvinde mandsmod og -hjerte, så hun som en løvinde forsvarer sine børn.

Så nej, islam er ikke naturlig, hvor islam hersker er det ikke det naturlige menneskeliv, der får første prioritet, det er i stedet en afstumpet umenneskelighed, en falsk æresfølelse, en djævelsk undertrykkelse.

Og derfor: alle de mennesker, der nu er på flugt for Taleban, er mennesker, der på den ene eller anden måde har smagt lidt af kristendommens frugter, de frugter, vi betragter som en del af vor kultur, det er mennesker, der vil prøve at undgå at komme til at leve under dette djævelske herredømme igen, det er mennesker, der har oplevet, at kvinder er selvstændige væsener, der selv kan tage ansvar for deres liv.

Så at sige, at Vestens indsats i Afghanistan har været forgæves, når så mange mennesker er blevet påvirket af os, det er forkert, det er at tildele os selv alt for lidt ære. Om det frø, der på den måde er sået, så vil vokse op og bære frugt, det står tilbage at se. Nogle af disse mennesker vil sikkert dø, men andre vil bære kristendommens skjulte anerkendelse videre i sindet, og intet vil derfor være, som det var før.

Er det farisæisme, der præger os, når vi hævder, at kristendom er bedre end islam, at vort samfund er bedre end det afghanske samfund?

Selvfølgelig ikke. Det er jo ikke noget, vi siger for at prale. For vi kan ikke prale af de kræfter, der styrer vort samfund, lægger sig i menneskesindene og gør os til hele mennesker. Men vi kan takke for dem, vi kan glæde os over dem, og vi kan ud fra disse samfundskræfter have medlidenhed med de samfund, der må undvære en sådan menneskelighed, og med ord prøve at overbevise dem om det forkerte ved deres samfundsmodel. Det vil for Afghanistans vedkommende sige: tale imod islam det bedste, vi har lært.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.