Den glemte martyrteologi

Det projekt, jeg her giver mig i gang med, lyder fuldstændig skørt: Jeg vil hævde, at vi vestlige mennesker har opført os tåbeligt i Afghanistan, fordi vi har glemt martyrteologien.

Ikke sandt, at tro, at teologiske spørgsmål har nogen betydning overhovedet på menneskers opførsel, det må da være tåbelighedernes tåbelighed. Og dog vil jeg prøve at eftervise netop det.

Vi plejer at forbinde ytringsfrihed med de frihedsrørelser, der dukkede op i 1700-tallet. Og sædvanligvis regner vi med, at ytringsfrihed blev etableret imod kirkens vilje. Men her er det værd at gøre opmærksom på, at det kristne budskab fra begyndelsen var et budskab om ytringsfrihed, man brugte blot ikke det ord, men hædrede martyrerne i stedet.

Men hvad hædrede kirken martyrerne for? Ja, netop for at holde fast ved ytringsfriheden. Og altså holde fast på trods af, at det kostede den enkelte livet. Kejseren forlangte i romerriget, at hans undersåtter skulle ofre til et billede af ham. Det mente de kristne, at deres tro forbød dem, og derfor nægtede de at ofre til kejseren. Men samtidig understregede de, at deres religion påbød dem at være trofaste undersåtter i romerriget. Og det endte som bekendt med, at de kristne fik den romerske kejser Konstantin Den Store til at ophøre med forfølgelserne af de kristne.

Senere overtog imidlertid kirkens folk kejserens rolle som undertrykker af ytringsfriheden. Man mente, at det var god kristendom at forfølge anderledes tænkende, nu, hvor man havde fået magt til at gøre det. Det vendte Luther sig imod. Men det fandt paven sig ikke i. Han opstillede 41 artikler, som Luther skulle afsværge. Ifølge artikel 33 har Luther hævdet, at det var imod Helligånden at brænde kættere, se her. Men hverken denne artikel eller de andre ville Luther tilbagekalde. Berømt er situationen i Worms, hvor Luther hævdede, at det ikke er tilrådeligt at handle imod sin samvittighed. Og det er værd at lægge mærke til, at Luther på det tidspunkt ikke anede, at han ville slippe fra det med livet i behold.

I Kristeligt Dagblad for den 19-8 er der en kronik af Bo Kristian Holm og Nina Kofoed om ”Den politiske lutherdom og velfærdsstatens rødder”, se her. Det er en meget interessant kronik. Den omtaler en bog om det samme emne, der hedder ”Pligt og omsorg: velfærdsstatens lutherske rødder”. Her prøver man at sige, at den danske velfærdsmodel ikke er poppet op ud af ingenting, men har rødder tilbage til Luthers anbefalinger om, hvordan forholdet mellem fyrste og folk skulle forstås. Det skulle nemlig forstås i lighed med forholdet mellem en far og hans børn, så både folket har en lydighedspligt overfor fyrsten, og fyrsten har en pligt til at understøtte skoler og fattigforsorg. Og det kommer der nogle interessante betragtninger ud af.

På lignende måde vil man kunne vise, hvordan vore tanker om ytringsfrihed går tilbage til Luthers situation i Worms. Dog er risikoen her, at man ”glemmer”, at for Luther og for dens senere forsvarere kostede ytringsfrihed noget. Deres ytringsfrihed var ikke noget, staten bevilgede dem, det var noget, de bevilgede sig selv, fordi de ikke følte, at de kunne være et sandt menneske, hvis ikke andre kunne stole på det, de sagde, det vil sige: hvis andre fik mistanke om, at deres udsagn var præget af angst for repressalier. Derfor talte de – som Luther i Worms – på trods af deres forståelige angst.

Denne angst er imidlertid forsvundet i vore dage. Her har vi fået ytringsfrihed ind med modermælken, så her går vi på forhånd ud fra, at alle andre siger, hvad de mener, ja, her forstår vi dårlig nok, at nogle menneske, endda nutidsmennesker, kan nære ønske om at begrænse ytringsfriheden. Og vi kan slet ikke sætte os ind i, at en religion, nemlig islam, i sin dna har et gen siddende, der vil knægte ytringsfriheden. Man har indenfor islam fra første færd villet henrette dem, der vendte sig imod koranens lære. Og selv om de muslimske stater officielt har fragået det princip, har de menige muslimer ikke. Men det glemmer vi vesterlændinge glad og gerne.

Dette er fatalt. For det betyder, at vi – ganske korrekt – behandler vore muslimske landsmænd som alle andre borgere i vort land, giver dem religionsfrihed og frihed til at bibeholde deres traditioner, så længe de ikke skader samfundet, samtidig med at vi – ganske ukorrekt – af hensyn til integrationen undlader at angribe islam, undlader at påpege den selvmodsigelse, der ligger i, at muslimer påstår, at deres religion så udmærket kan harmonere med demokratiets forudsætninger, men føler sig ude af stand til at gøre op med koranens mange voldsopfordringer mod anderledes troende.

Vi lader altså fra vestlig side, som om man da så udmærket kan være en god muslim, der følger sharia-loven i alle detaljer, samtidig med, at man går ind for demokrati med herhenhørende ytringsfrihed. Vi afholder os omhyggeligt fra enhver diskussion med muslimer om diverse koransteder, for – siger vi – vi vil da ikke missionere overfor dem. Men hvordan vi så skal få dem bort fra deres – som vi siger – middelalderlige opfattelser af forholdet mellem kønnene, af tyrkertroen på koranen, af religionens overhøjhed over al normal fornuft, det står hen i det uvisse.

Ja, vi går endda så vidt i vore forsøg på at få integrationen af vore muslimske landsmænd til at foregå så glat som muligt, at vi ser ned på dem, der vover at sige noget ondt om islam, om koranen eller om Muhammed. Og vi hylder de forskere iblandt os, der formår at tale udenom volden i islam, dvs. formår at gøre islam lige så ligegyldig for samfundsopbygningen, som man mener kristendommen er. Dertil har vi fået love imod ”hate-speech”, love imod nedsættende tale om islam, osv. Og ikke sandt, så er enhver tale om at missionere blandt muslimer forstummet. Så lyder det: ”de har deres religion, vi har vores, og sådan skal det forblive”.

Disse tankegange gennemsyrer langt de fleste vestlige mennesker, politikere og mediefolk inklusive.

Så da amerikanerne stod overfor det, man kan kalde ”nationbuilding” i Afghanistan, var det sådanne forkrøblede tankegange, der lå bag.

Disse tankegange fik dem til at godkende vedtagelsen af en forkrøblet afghansk grundlov. Jeg omtalte to uheldige virkninger af denne grundlov allerede i 2008, se her. Den ene handlede om en journalistelev, der var blevet fængslet, fordi han havde downloaded nogle artikler, der var kritiske overfor islams kvindesyn, den anden handlede om en afghaner, der konverterede til kristendommen og af den grund blev dømt til døden af de afghanske myndigheder. Han reddede kun livet ved formentlig med amerikanernes bistand at få lov til at forlade landet.

Og den grundlov skulle sikre afghansk ytringsfrihed??

Lad mig nu igen som tidligere, blandt andet her, henvise til Luthers Store Galaterbrevsforelæsning! Da han er nået frem til Gal 2,14, stedet, hvor Paulus skælder Peter ud, fordi han, efter at der kom kristne fra Jerusalem til Antiokia, hvor han var, ikke mere ville spise sammen med hedningerne, tager han omhyggelig afstand fra de fortolkere, der ville tage Peter i forsvar. Nej, siger han, Paulus har fuldstændig ret i at bebrejde Peter hans opførsel. Han skriver:

Men i denne meget vigtige sag kunne han overhovedet ikke give efter. Og efter Paulus’ eksempel kan enhver kristen hovmode sig. For kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt (1 Kor 13,7), troen derimod hersker, styrer, triumferer, viger ikke for nogen, men alt bør underkastes den og vige for den, skarerne, folkene, kongerne, jordens dommere, som Sl 2,10 siger: “Og nu, I konger, forstå, lad jer undervise, I, der dømmer jorden, tjen Herren med frygt osv. Hvis ikke, skal I forgå på jeres veje”. Derfor er det hele modsatte virkninger, embeder og dyder, som kærligheden og troen har. (Se her).

Det vil sige, at selv om vi skal indrømme vore muslimske landsmænd alt den frihed, vi selv nyder godt af, skal vi ikke undlade at lade dem ane vores mening om deres koran og deres Muhammed. Det var det, det lykkedes os danskere at gøre med Kurt Westergaards Muhammed-tegning, men sikke vi dog stak piben ind oven på de protester, der strømmede os imøde fra muslimsk side! Men har vi husket at gøre nar af muslimerne på grund af den modsigelse, der ligger i, at de på éngang hævder, at tegningen er forkert: Muhammed er en fredens mand, og samtidig truer med at straffe dem, der offentliggør tegningen, med vold? Det har vi glemt, hvad enten det så skyldes forkert hensyntagen til muslimernes fine følelser, eller det skyldes angst for at blive ét af de ofre, der vil blive ramt af deres terror.

Og hvis vi skal følge Luther og Paulus – og Jesus med, for øvrigt – så skal vi altså ikke blive ved med at tale muslimerne efter munden, eller få dem til at tro, at vi mere eller mindre giver dem ret i deres mærkelige trossætninger. Nej, så skal vi oplyse vore menigheder om, hvad der ligger i islam, herunder gøre dem – og os selv med, jo – klart, at de almindelige muslimer, der siger, at de ikke gør en kat fortræd, udgør en sympatisørsump bag terroristerne og en rekrutteringsbase for nye terrorister, så længe de regner koranen for deres hellige bog. For det er deri, terrorister henter deres rabiate synspunkter, og når det er tilfældet, nytter det ikke noget, at almindelige muslimer er fromme og fredelige.

Men vi skal mere end det.

Vi skal gøre os klart, hvordan kristendom og islam står i forhold til hinanden. Og vi skal fastholde, at selv om kristendommen ”kun” er et enzym, der i en sociologisk proces får det til at ske hurtigere, som måske ellers ville ske af sig selv, så har islam omvendt den sociologiske virkning, at den menneskelige naturlige indbyrdes forståelse af lutter fromhed overbefolkes af lovbestemmelser, så den næsten fuldstændig bukker under.

Vi mennesker er skabt til ægteskabets tosomhed, hvor ægtefællerne bindes sammen i kærlighed. Men den ligelighed, dette giver anledning til, ødelægges af islams påstand om, at manden er overlegen i forhold til kvinden. Det geniale – eller det djævelske – ved denne ordning er, at det på sæt og vis svarer udmærket til den ydmyghed, som mange kvinder ser som et kvindeideal. Men når det har udartet som i Afghanistan, hvor kvinder nærmest ses som en fødemaskine – jævnfør Helena Edlunds beretning, som jeg fortalte om her – så bliver samfundet umenneskeligt, og så oplever man det mærkelige, at man ligefrem sidder og glæder sig over, at en sand menneskelighed hos en kvinde kan vise sig derved, at hun slår sin mand ihjel.

Men den rolle, den muslimske sharia-lov tildeler manden, er ikke meget bedre. Hvor vi kristne betoner, at alle mennesker på forhånd har Guds godkendelse, dèr lægger islam op til, at anerkendelse og respekt er noget, man skal kæmpe for. Og manden sættes derfor til at kæmpe for at blive respekteret i hjemmet, i landsbyen og i klanen. I klanen kan han gøre sig afholdt ved at kæmpe for klanens ære imod de andre klaner i samfundet. Men der er ikke som hos os på forhånd givet en grundlæggende respekt, som ikke kan tages fra ham. Det giver anledning til evindelige interne kampe i de muslimske samfund, hvor alle påstår, at netop de er de sande muslimer, at netop de retter sig efter shariaen helt og fuldt.

Det skulle være så godt, men det er faktisk skidt.

Man har blandt muslimer en forestilling om ”ummaen”, det muslimske samfund. Og heldigvis for muslimerne har de igennem mange hundrede år haft os kristne som fjenden, for så længe der er en fjende, kan ummaen nogenlunde holde sammen på de forskellige muslimer. Men trods det har det lige fra islams begyndelse hersket fjendskab mellem shiiterne og sunnierne.

Kristendommen er ”kun” et enzym, der får naturlige processer til at forløbe hurtigere, eller som får unaturlige forhold til at skalle af i samfundslivet.

Hvordan går det for sig?

Det har Jesus og hans disciple vist os. Det går for sig på den måde, at Jesus med sin forkyndelse afslører det djævelske eller unaturlige i den lovholdning, der lægger sig tungt over hele menneskelivet og gør det til et voldssamfund, lukker i for den frie debat og dræber kærlighed og hengivenhed mellem mennesker. Den er from, denne holdning, bestemt, men dens fromhed holder al naturlighed tilbage. Kun det at overholde loven drejer det sig om.

Der er ingen tvivl om, at Jesus elskede sit folk. Men han så også den snare af lovfromhed, det var hildet i. Derfor holdt han sig ikke tilbage fra at provokere, for han indså, at kun ved at gøre jøderne klar over den falske gudsdyrkelse, deres lovfromhed førte dem ind i, kunne han gøre dem til hele mennesker. Han helbredte derfor f.eks. en mand med en vissen hånd på en sabbat, Mark 3,1-6, selv om han givetvis har vidst, at man ville anklage ham for det. Og ja, det fik han jo alt for meget ret i: jøderne anklagede ham og fik ham henrettet.

Men det er jo så det, der ligger i opstandelsesberetningen – der ligger en flammende protest mod lovfromheden, et indstændigt forsøg på at gøre denne fromhed til intet. For igennem opstandelsesforkyndelsen siges det, at Jesu metode med at sige sandheden om den falske lovfromhed er den rette metode til at vise sin kærlighed mod jøderne på. Og det viste sig jo at være sandt. Skønt mange af disciplene blev martyrer, bredte budskabet sig dog ud over verden, så vi i dag kan betragte både ytringsfrihed og kønnenes ligeberettigelse som naturlige og selvfølgelige ting.

Men begge dele skal med, også overfor muslimerne: forkyndelsen af sandheden om islam: at den er en falsk religion, der avler umenneskelighed, og kærligheden til muslimerne, der giver dem rettigheder på linje med os i vore samfund.

Det er altså ikke helt forkert, hvad Paul Wolfowitz ifølge en artikel i Information, se her, hævder:

Paul Wolfowitz, der var en stærk neokonservativ fortaler for med magt at fjerne ‘onde regimer’ og eksportere den amerikanske model – og med denne ideologiske bagage hovedarkitekt bag USA’s invasion af Irak året efter – appellerede i senatskomiteen om opbakning til en sådan udvidelse af Afghanistan-missionens mål og omfang. Komiteformand Biden støttede tilsyneladende strategien med en dybere amerikansk involvering:

»Vil vi fastholde kursen og opbygge sikkerhed i Afghanistan, eller vil vi tillade dette land at glide tilbage i kaos?« spurgte han retorisk under komitehøringen.

Det er virkelig sådan, at der i ethvert folk ligger naturlige tilbøjeligheder til at leve i et demokrati. Blot har disse amerikanske neokonservative fejlagtigt troet, at disse tilbøjeligheder kan indsættes i et folk fra oven, og at et folk, når diktatoren er fjernet, med det samme vil oprette demokratiske institutioner. Efter århundreders islamisk unaturlighed lader det sig ikke gøre. Og det lader sig slet ikke gøre, hvis vi dropper forkyndelsen af sandheden om islam: at den er en falsk forståelse af, hvem mennesket er. Det vil sige: Når vi vestlige mennesker kommer til Irak eller kommer til Afghanistan med den overbevisning, at der er forskel på islam og islamisme, og at islamisme er terroristisk, hvorimod islam er fredelig og næsten demokratisk, så skal det gå galt. For kan gerne være, at mange muslimer er godt tilfredse med, at vi har den anskuelse om dem, men når de mennesker, vi kalder islamister, vinder frem, så afsløres det, at islam og islamisme er ét og det samme, at vi altså er løbet med muslimernes limpind.

Jamen, kan det virkelig passe, at stakkels forfulgte afghanere, som har hjulpet os i Afghanisten, og som vi føler os moralsk forpligtet til at tage med til Danmark, her i landet skal høre, at deres religion er noget djævelskab. Det kan vi da virkelig ikke tillade os.

Hvorfor egentlig ikke?

De har jo selv indvilget i at tage med til et kristent land. De har selv set, hvordan islam er blevet misbrugt i Afghanistan. Er det ikke på tide, at nogen hjælper dem til at få øjnene op for deres religions farlighed? Har de ikke tværtimod en ret til at få at vide, hvad der bærer os vesterlændinge, hvad det er for en grundanskuelse, de har været med til fremme ved at hjælpe os i Afghanistan, at det er den kristne frihed- og lighedsanskuelse, og at den siger det modsatte af koranen eller sharia?

Vi har derfor kun været kristne i halv forstand i Afghanistan. Vi har prøvet at gennemføre kristne lighedsidealer og ytringsfrihedsidealer uden dog at kalde dem kristne, men vi har ikke vendt os imod den islam, som det afghanske samfund – med og uden Taliban – hidtil har bygget på. Vi har talt imod korruption og forskelsbehandling, men har ikke henført det til islam, hvilket har medvirket til, at disse onder blev videreført under amerikanernes besættelse af landet.

Blandt andet derfor er missionen mislykkedes. Men om der i kraft af, at mange afghanere i disse tyve år har fået lov til at opleve lighedens og ytringsfrihedens livgivende kræfter, i fremtiden skulle være mulighed for en samfundsfornyelse, det kan der ikke siges noget bestemt om endnu.

Ligesom det om Stefanus eller Jakob eller de mange andre kristne, der blev dræbt af jøderne, ikke dengang kunne siges med bestemthed, at de var døde forgæves, sådan kan det heller ikke i skrivende stund siges om de soldater, der er døde i Afghanistan, at deres død ikke har betydet noget.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Luther og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.