Fat mod, Tom!

Det er Berlingskes chefredaktør, der menes med drengenavnet i overskriften. Han hedder Tom Jensen, og han har, som mange andre, skrevet en kommentar om situationen efter Kabuls fald, se her. I denne kommentar er han efter min mening lidt for tilbageholdende. Lidt unødig tilbageholdende, kan jeg også sige.

Eller måske man skal sige, at han bedømmer vor nuværende situation ud fra en for lille del af fortiden. Han går kun tilbage til 89, Berlinmurens fald og Sovjetunionens opløsning. Vindene er vendt, siger han, og fortsætter:

Det sker på bagkant af en sommer, hvor Socialdemokratiets førende tænker, indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek, har skoset de såkaldte ‘89’ere’ for at være nogle drømmere og grænseløse frihedsfanatikere. Med Talebans generobring af magten i Afghanistan kom endnu et lammende tilbageslag for det verdenssyn, mange abonnerede på i de første par årtier efter Murens fald.

Dette verdenssyn, som mange abonnerede på dengang, var ikke mindst Francis Fukuyamas verdenssyn: at den liberale verdensorden endegyldigt havde sejret. Jeg véd nu ikke, om det ligefrem var mange, der delte dette verdenssyn, for det var da ret outreret. Men en fornemmelse af de liberale værdiers sejr, var vi da mange, der havde. Og det var jo ikke helt forkert.

Alligevel stiller Tom Jensen og mange andre det op, som om vi i vor datidige optismisme har taget helt og aldeles fejl. Han nævner Samuel P. Huntingtons modsvar til Fukuyama, hvor han siger, at fortidens ideologiske oprør er erstatte af kulturelle og civilisatoriske, og fortsætter:

Alligevel fortsatte drømmene om at forandre, demokratisere og frisætte hele verden. Om nødvendigt gerne med militære midler.

Her smutter lige en bemærkning med ind om, at denne frisættelse eventuelt kan ske med militære midler. Og ja, det kan siges at være en fejl, som de neokonservative i USA lavede, anført af George W. Bush. Men var det ikke meget naturligt, at man kom til at se sådan på det? Jeg mener: Man havde bekæmpet Hitlers stormagtsdrømme med militær magt og fået en demokratisk stat ud af det: Vesttyskland. Man havde sat magt imod magt overfor Sovjetunionen og overøst Østeuropas befolkninger med vestlig radiopropaganda, og se så, hvordan hele Østeuropa omvendte sig og tilsluttede sig EU. Og de diktaturer, der havde hersket i Grækenland, Spanien og Portugal var blevet afløst af demokratier.

Jeg mener som Tom Jensen, at man skal vende sig imod neokonservatismen, både som den kom til udtryk i angrebet på Afghanistan og i angrebet på Irak. Men fejlen består ikke i et forkert syn på den vestlige tankegangs gennemslagskraft, fejlen består i, at man undervurderer religionens betydning.

Tom Jensen citerer Henrik Dahl fra Liberal Alliance for denne bemærkning på Facebook:

»Derfor er noget af det, der nu irriterer mig mest i den danske debat, at 2000ernes beslutningstagere ikke bare vil indrømme, at 1990ernes febervilde fantasier om den historiske nødvendighed, der lå indlejret i den vestlige samfundsmodel, netop bare var fantasier,« skrev Dahl på Facebook.

Men både Tom Jensen og Henrik Dahl overser, at der faktisk ligger noget i den vestlige samfundsmodel, som har tendens til at brede sig ud over hele verden.

Det er denne model, der har stået bag dannelsen af FN, en organisation, som alle nationer har tilsluttet sig. Det er denne model, der har fået utrolig mange stater til at gå med i en verdenshandelsorganisation, der satser på frihandel og patentrettigheder. Det er denne model, der står bag WHO, verdenssundhedsorganisationen, som giver råd og vejledning til bekæmpelsen af corona, og som måske også får anklagerne mod Kina for at have tilladt alt for farlige forsøg med alt for ringe beskyttelse, så coronavirussen slap ud af et laboratorium i Wuhan, til at resultere i strengere regler på disse områder – noget, The Economist gør rede for, se her. Det er den vestlige model, der har fået demokratitanken – indrømmet i ret forskellig udformning – til at brede sig til selv muslimske lande.

Dèr, hvor vi tager fejl, det er i bedømmelsen af religionen.

Utrolig mange vestlige tænkere har så at sige lagt al religion i graven. Man er ophørt med at tillægge religion betydning, man betragter religion som unødvendig, gammeldags overtro på mærkelige væsner – det gælder selv de videnskabsfolk, der siger om sig selv, at de studere religion – og man slår derfor alle religioner sammen i én pulje: kristendom, islam, buddhisme, hinduisme, alt dette hører fortiden til og vil ikke komme til at spille nogen rolle i fremtidens tankesystemer.

Det mest betænkelige ved disse tanker er, at man lader kristendom og islam ligge i samme pulje. Derved får man et helt forkert syn på islam.

For hvor man om kristendommens forhold til den vestlige samfundsmodel måske kan sige, at denne model er fremstået af kristendommen, og i hvert fald kan sige, at kristendommen i sin grund ikke modsætter sig denne models tale om ytringsfrihed, dèr må man om islam sige, at denne religion bygger på magt: islam blev udbredt i de første hundrede år efter Muhammeds død med magt til det halve af den daværende verden, og islam var indtil 1816 en stadig trussel mod europæiske befolkninger – der foregik muslimske angreb for at skaffe slaver, der foregik pirateri mod europæiske handelsskibe – og først efter at osmannerne var slået tilbage i 1683, da de belejrede Wien, fik Europa nogenlunde fred for Tyrkiet.

Men hele denne islamiske magtudfoldelse har man mere eller mindre glemt i de elitære cirkler i Vesten. Islam er en religion, som er ligeså fredelig som kristendommen, hævder man nu, med pave Frans i spidsen. Muslimer er blevet mennesker, der har en vældig stor fromhed i sig, og man bør ikke anfægte denne fromhed ved at angribe Muhammed eller koranen. Og da man alligevel ser det ene terrorangreb efter det andet, hvor terroristen råber Allahu Ahbar som tegn på, at dette er et muslimsk terrorangreb, har man her i Vesten foretaget en lille tilføjelse til ordet ”islam”: man er begyndte at skelne mellem islam og islamisme, hvor islamisme er den slemme terroristbevægelse. På den måde mener man at kunne friholde islam for terroristanklager.

Men dette skel og denne friholdelse er dybt naiv.

Og det er denne naivitet, der fik de neokonservative amerikanere til at forvente, at demokratiet ville bryde frem af sig selv i Irak, blot man fjernede Saddam Hussein. Ligesom vi alle blev grebet af store forhåbninger under det arabiske forår. For var det ikke en række vestligt inspirerede menneske, vi her så demonstrere på Tahrir-pladsen i Kairo, og måtte det ikke nødvendigvis føre til demokratiske tilstande både i Egypten, Tunis og Syrien?

Det var tanker, der lå lige til højrebenet, når man på den måde fik dannet islam i kristendommens billede.

Men sådan er islam ikke.

Da man havde nedkæmpet nazisterne, var nazismen som tankekonstruktion forsvundet. Hitler, føreren, var en nødvendig ingrediens i dette tankesystem, og han havde begået selvmord. Derfor var det en forholdsvis let opgave for de vestlige magter at nedkæmpe de rester af nazismen, der måtte være i Tyskland. Og det betød selvfølgelig også noget, at man, mens krigen stod på, havde argumenteret kraftigt imod nazismen.

Det samme kan i nogen grad siges om Sovjetunionens fald. Der var i den kolde krigs tid ikke på nogen måde tale om, at man undlod at argumentere imod kommunismen, tværtimod, man havde et stort propagandaapparet i gang. Og det viste naturligvis, at man mente, at ens egen samfundsmodel, den frie, demokratiske, var bedre end den kommunistiske. Og det holdt man sig ikke for god til åbent at sige.

Overfor islam, derimod, synes man ikke, man kan være bekendt sådan lige ud at sige, at det er en dårlig og irrationel religion, muslimerne har. Dels skal man jo ikke prale af sit eget, og dels er det lidt synd for de stakkels fromme og fredelige muslimer hele tiden at skulle høre, hvilken forfærdelig religion de har. Så det holder vi mund med. Og den opfattelse af vor samfundsmodel som den bedste tier vi også stille med. Vi er vel gode, kristne, ydmyge mennesker.

Denne naive opfattelse af islam er det, der slår til os nu ved nederlaget i Kabul.

Denne opfattelse af de to religioner véd jeg ikke, om Tom Jensen deler. Men jeg kan se, at han ikke er glad for en alt for stor kulturrelativisme. Han skriver hen imod slutningen:

Når jeg alligevel tøver en kende med at give fuldt medløb til en ny tids illusionsløshed på demokratiets og frihedens vegne, skyldes det, at den for mig at se ultimativt risikerer at ende i en underlig form for kulturrelativisme.

Fra især nationalkonservativ side har flere gjort gældende, at krigene i Afghanistan, Irak, Libyen, Mali og så videre var perspektivløse. Fordi disse lande tilhører kulturer, hvor demokrati ikke er en mulighed.

Nogle nationalkonservative har fremført den grundholdning, at det faktisk er moralsk diskutabelt at ville påføre andre kulturer vores egne, vestlige demokratiske værdier.

Og han slutter på denne måde:

Men i min egen efterrationalisering nu, efter Kabuls fald, kan jeg stadig ikke frigøre mig fra det moralske standpunkt, at hvis vi faktisk tror på, at vore egne værdier om frihed, demokrati, kvinders ligestilling og rettigheder, ytringsfrihed og vores modstand mod diktatur og undertrykkelse er både vigtige og grundlæggende rigtige, da kan det ikke være værdier, vi ønsker at afskære noget menneske på kloden fra at få del i. Det betyder ikke, at vi naivt skal drage på demokratiske korstog, hvor friheden synes at have umulige vilkår. Men frihed fortjener alle.

Og bliver det for idealistisk for nogen, så om ikke andet ud fra den rå, realpolitiske erkendelse, at verden er lille. Og at andres ufrihed og tyranni i morgen kan blive vores død og ulykke. Det skete 11. september 2001.

Og se, her er han efter min mening kommet et godt stykke vej i den rigtige retning. Men hvorfor kan han ikke se, at de lande, man opregner som på det nærmeste uimodtagelige for demokrati, er muslimske lande? Hvorfor kan han ikke åbent sige, at islam er en magtreligion, der kun pro forma retter sig ind efter demokratiske normer? Hvorfor er det umuligt for ham at udpege muslimske tanker som det, der gør demokrati næsten umuligt at indføre.

Lad mig nævne nogle af disse tanker!

Der er nu først den tanke, at en muslim er mere værd i Guds øjne end en ikke-muslim.

Der er den tanke, at en muslim, der fornægter sin muslimske tro, skal slås ihjel. Godt nok har de fleste stater frafaldet den forestilling, men man gør stadigvæk det, at man straffer en morder meget blidt, hvis frafald er grunden til mordet.

Der er den tanke, at man godt må bruge bedrag i kampen mod de vantro. Derfor kan man ikke altid regne med det, en muslim siger, heller ikke en muslimske statsleder.

Der er den tanke hos sunnierne, at shiitterne repræsenterer en forkert islam, og at man er nødt til at bekæmpe dem. Det er en kilde til bestandig uro i de muslimske lande.

Der er den tanke, at man kommer i paradiset, hvis man dør i kampen mod de vantro. Den har skaffet os vesterlændinge mange terrorister på halsen, og det vil den blive ved med, så længe det er en pligt for enhver muslim at regne koranen for Guds skinbarlige ord.

Og derfor er måske den farligste tanke netop tanken om koranen som Guds ord. For der står i koranen mange voldsopfordringer, og selv om man er en aldrig så fredelig muslim, kan man ikke hindre sine medmuslimer i at læse i koranen. Og bliver de dèr grebet af disse ord, har vi en ny terrorist. Til stor irritation for de fredelige muslimer, men indrømme, at det er deres koranovertro, der er skyld i det, det vil eller det tør de ikke.

Og så er der de mere skjulte og derfor oversete forskelle mellem de to religioner. Hvor det kristne menneske glad og interesseret går i gang med at forbedre den tilværelse, han sættes i, dèr er det muslimske menneske, når det er rigtig fromt, kun interesseret i at overholde shariaen, dvs., i at fastholde alting, som det var på Muhammeds tid.

Og hvor den kristne Gud hele tiden interesserer sig for, hvad mennesket kan få ud af det forunderlige sprog, Han har givet det, dèr er den muslimske gud kun interesseret i, om muslimen fromt finder sig i de genvordigheder, der møder det, med et ”det er guds vilje”, med det til følge, at udviklingen af både den tekniske og den sociale verden finder sted i Vesten og ikke i de muslimske lande.

Men måske Tom Jensen og jeg i det mindste kan blive enige om, at indsatsen i Afghanistan trods nederlaget ikke har været spildt. Dels har vi overfor os selv fastholdt de værdier af almenmenneskelig karakter, som vi mener, man bør handle efter, og dels har vi sat noget i gang hos adskillige mennesker i Afghanistan, af hvilke nogle kommer til Danmark, nogle forbliver i Afghanistan, og det, der dèr er oplevet af almindelige mennesker, det vil aldrig helt forsvinde.

Kanhænde han vil begrunde det humanistisk. Men han har formentlig ikke noget imod, at jeg begrunder det kristeligt, nemlig ud fra Jesu lignelse om den automatiske sæd, altså lignelsen om sæden, der gror helt af sig selv, mens bonden sover og står op, hvordan det går for sig, véd han ikke. Jeg skrev om denne lignelse her. Og jeg tilføjede et digt, jeg skrev om situationen op til murens fald netop ud fra denne lignelse. Det er et ret langt digt, og vil man læse det hele, kan man se det i ovennævnte indlæg. Her nøjes jeg med en tre-fire vers:

4. Men skjult for vores falkeblik det voksed’ i det stille.

En sæd var så’t i grødejord og vokse op den ville.

Vi sov og vi stod op, såmænd,

og sæden gror, igen, igen,

det gærer og gror, går fra mand og til mand

båd’ i Polen og Ungarn og Østtyskland.

8. Nu bagefter ka’ vi jo se, at magten skal sig smykke,

at folket tror dens ægthed, er for den den pure lykke.

Man ta’r det for demokrati,

ku’ faktisk ikke blive fri.

Men netop det ord blev så så’t og fik vand

båd’ i Polen og Ungarn og Østtyskland.

11. Det mærk’ligste, det var måske, det trods vor vantro gro’de,

vi brugtes, men vi stod der bare dumt og på det glo’de;

vi blev i dette sære spil

tilsku’re degraderet til,

det gror af sig selv, se dog bar’, hvor det kan

båd’ i Polen og Ungarn og Østtyskland.

Som det hedder et sted i Det gamle Testamente: Ordet vender ikke tomt tilbage.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.