Djævelens hævn

Vi taler ikke meget om djævelen i vore dage. Vi tror vist, at vi kan undgå hans djævelske indflydelse ved at lade, som om han ikke er til. Men så nemt slipper vi ikke.

Om vi ligefrem skal sige som Kaj Munk, at i vore dage går djævelen i laksko, det er måske tvivlsomt. Men i hvert fald skal vi på én eller anden måde gøre os klart, at alle steder, hvor Gud bygger en kirke, bygger djævelen et kapel ved siden af. Og det er såmænd ofte sådan, at det er ham, der samler flest tilhørere.

Jeg har ofte her på bloggen anvendt udtrykket samaritanitis. Dermed betegner jeg den sygdom, der præger eliten i Europa, både den politiske og den journalistiske elite, en sygdom, der viser sig ved, at man forstår det, man kalder flygtningekrisen, som et totalteater, hvor Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner opføres. Man ser sig selv i rollen som den barmhjertige samaritaner, og man ser de mennesker, man kalder flygtninge, i rollen som den overfaldne.

Jeg nægter ikke, at denne opfattelse tager sig ganske etisk og humanitær ud. Jeg hævder blot, at det er den laksko-iførte djævel, der står bag. Men han afslører sig naturligvis ikke som den djævel, han er, tværtimod, han tager sig from og ædel ud. Han får ved hjælp af en øjenforblændelse eliten til at se ting, der ikke kan ses, og omvendt undlade at se ting, der nærmest springer i øjnene.

Eliten – og det er nok mest journalisterne – ser i de mange migranter, der kommer til Europa pr båd med menneskesmugleres hjælp, forfulgte mennesker, der med nød og næppe er undsluppet onde menneskers efterstræbelser i Syrien. At langt de fleste af dem kommer fra sikre flygtningelejre i Jordan, Tyrkiet og Libanon, det overser man. Når djævelen kan bilde ellers fornuftige mennesker noget sådant ind, hænger det sammen med, at samaritaneren i Jesu lignelse hjælper et mennesker, der ligger halvdød ved vejen. Skal vi derfor ligne samaritaneren, må de mennesker, vi hjælper, også være om ikke halvdøde, så i hvert fald ynkværdige stakler. Og det gør vi dem så til i vore fortællinger om dem. Eller rettere sagt: Djævelen får os til at se sådan på dem.

Og når journalisterne nok er dem, der lettest lader sig overbevise af djævelen, hænger det sammen med, at de har opdaget, at de snøfthistorier, dette fejlsyn giver anledning til, simpelthen er fortrinligt til at fange tv-seeres opmærksomhed. Med sådanne historier kan man virkelig få følelserne frem hos mennesker og derigennem skaffe sig seere.

Også på anden måde fordrejer djævelen vort syn på begivenhederne.

Normalt vil man sige, at det er imod ånden i havretsreglerne, hvis mennesker med vilje gør sig skibbrudne. Men det ser man stort på overfor det, der sker på Middelhavet.

Normalt vil man opfatte det som et lands pligt selv at beskytte sine grænser og selv tage ansvar for, hvem man vil tillade at komme ind i landet. Men denne normalitet har man i stor udstrækning sat ud af kraft for at kunne overholde det, jeg har kaldt fodjordsreglen. Derfor har man igennem mange år tilladt NGO’er at hive fake-skibbrudne op af Middelhavet og bringe dem til Italien eller Spanien. Og NGO’erne er vel de mest djævlebesatte: de er i hvert fald overbevist om, at de gør en god gerning; de redder liv, som de siger, idet de jo så overhovedet ikke hører det modargument, at det ville de jo også gøre, hvis de bragte de reddede til Tunis eller Libyen.

Og djævelen holder også øjnene tillukkede på langt de fleste journalister og politikere med hensyn til det EU’ske hykleri, der består i, at man soler sig i bevidstheden om, at man overholder fodjordsreglen: man giver virkelig alle dem, der sætter fod på europæisk jord, ret til at få sin asylsag behandlet, men man har jo samtidig med et direktiv fra 2001 forbudt flyselskaber at medtage passagerer til Europa, som ikke har visum. Klart nok! Hvis man lod flyselskaberne medtage asylansøgere, ville menneskesmuglerne blive arbejdsløse, men resultatet ville blive, at asylsystemerne ville blive fuldstændig overbelastede; der ville komme migranter i et antal, der fuldstændig ville ødelægge vore lande i løbet af kort tid. Nok vil man glæde sig over og pudse sin glorie, fordi man overholder fodjordsreglen, men hvis man blot kan holde mund med 2001-direktivet, så kan man på én gang sole sig i sine egne gode gerninger og kun modtage et overkommeligt antal asylansøgere.

Så ikke sandt, han er ganske snild, denne djævel.

Men med situationen i Afghanisten melder der sig nu en ny udfordring for djævelen. Dog tyder sprogbrugen indtil nu på, at han såmænd nok skal klarer også disse ærter.

Det, der kunne tænkes at blive et problem for ham, er, at situationen på Middelhavet og situationen i Kabuls lufthavn er vidt forskellige. De migranter, der kommer til os med menneskesmugleres hjælp, kalder vi flygtninge, fordi vi af vores samaritanitis er kommet ind i et mummespil, hvor ordene har mistet deres oprindelige betydning. Vi har om disse migranter været nødt til kunstigt at tildele dem rollen som ynkværdige og forfulgte mennesker.

Men de migranter, der nu kommer ombord i et fly i Kabuls lufthavn, er flygtninge på ganske almindeligt menneskesprog. Om dem behøver vi ikke af opfinde en forfølgelse, de er bange for at blive udsat for, den forfølgelse ses kun alt for tydeligt i Talibans handlinger.

Der er ingen menneskesmuglere i Kabul lufthavn, der er kun europæiske og amerikanske fly, der letter med mennesker ombord, der er bange for Taliban. Der er ingen NGO’er med farisæiske motiver, som skal overbevise havnemyndighederne om, at de skal modtage disse ynkværdige mennesker, der er kun officielt personel, der ud fra lister over ambassademedarbejdere og andet hjælpepersonale sender de mennesker af sted, som vi vesterlændinge finder med rette kan mene, at de vil være i fare under et Taliban-regime.

Men det er der så at sige ingen af vore mediemennesker, der har opdaget. På en højst uheldig måde – hvis ikke man direkte skal sige: på en djævelsk måde – slår den tilvante sprogbrug igennem. Man har hidtil med højst tvivlsom ret kaldt de mange Middelhavsmigranter for ”flygtninge”, og nu, hvor mange ægte flygtninge viser sig, har man ikke andet ord for dem. Og det bruger man så med det resultat, at al den uvilje, der for mange mennesker har knyttet sig til ordet ”flygtninge” uden videre overføres på dem.

Dette djævelske skuespil fører så med sig, at de ægte flygtninge i Kabul fremkalder den samme politiske uenighed, som de uægte flygtninge fra Middelhavet har fremkaldt. Man sætter på ingen måde tillægsordene ”ægte” eller ”uægte” foran ordet ”flygtninge”, og derfor diskuterer man sagen, som om det var en fortsættelse af den sædvanlige diskussion.

Kunne man således forestille sig, at venstrefløjen ville begrunde deres positive holdning til flygtningene fra Kabul med det argument, at man her kan bruge betegnelsen ”flygtninge” med en helt anderledes sikkerhed end ved Middelhavsmigranterne? Det kan man naturligvis ikke tænke sig, for derved ville man jo indrømme, at Middelhavsmigranterne ikke var rigtige flygtninge.

Desværre må man også omvendt sige, at de, der går ind for et stop for al flygtninge- eller migrantmodtagelse, heller ikke har opdaget forskellen på den ene og den anden slags flygtninge. Er man i så høj grad hoppet med på Middelhavs-sprogbrugen, at man ikke kan komme fri af den? Det synes at tyde på det.

Lad os se på, hvordan Ralf Pittelkow beskriver problemet i en artikel i Den korte Avis, se her.

Han begynder med efter Max Webers forbillede at skelne mellem sindelagsmoral og ansvarsmoral. Det svarer nogenlunde til den skelnen, som jeg i sin tid fandt hos Konrad Ott, se her. Og derefter får Simi Jan, TV2’s korrespondent i Kabul, et ordentligt fur, fordi hun i et tweet afslørede, at det til den store guldmedalje var sindelagsmoralen, der havde bemægtiget sig hende. Det er et svigt, hvad der sker i Kabul, skriver hun, hun skammer sig, som dansker. Og det er så uklart formuleret, at Pittelkow må bruge en del krudt på at finde ud af, hvad hun egentlig mener. Men hans hovedtese er, at journalistisk venstreparti har alt for stor magt over det, der udsendes fra vore tv-kanaler, og at disse folk har en sindelagsmoral og ikke en ansvarsmoral.

Og det kan jo alt sammen være rigtigt nok.

Men det skal alligevel ses i lyset af, at journalisternes sindelagsmoral har præget al tale om migranter hidtil, og – som beskrevet ovenfor – har medført, at almindelige ord er blevet fordrejet bort fra deres normale betydning, så de kan passe ind i sindelagsetikernes tankegang, en tankegang, der er falsk – for ikke at sige djævelsk.

Det, der er det positive ved hans artikel, er, at han tilsyneladende godkender, at der er nogle afghanere, som danskerne ikke kan være bekendt af efterlade til Talibans forgodtbefindende. Men han ser det blot som et udtryk for den strammere udlændingepolitik, der er kommet på bordet med socialdemokratiets kovending via Mette Frederiksen. Han ser det ikke som en konsekvens af, at situationen i Kabul er helt forskellig fra situationen på Middelhavet, og at derfor de flygtninge, regeringen har på sin liste, formentlig alle er ægte flygtninge.

Hvor kunne man ønske sig, at denne forskel kom med ind i debatten!

Så kunne man f.eks. gøre noget ud af, at man nu fra de danskeres side, der har med flygtningene at gøre, ser en stor taknemlighed fra flygtningenes side. Det har man aldrig fortalt os, at Middelhavsmigranterne var i besiddelse af, formentlig fordi der ikke var nogen taknemlighed at berette om, for de har betragtet rejsen i menneskesmuglernes regi, som vi betragter en ferierejse: man betaler for en ydelse og forventer så at få det, man har betalt for. Oven i købet har vi jo hørt om migranter, der klagede over den bolig, de fik tildelt.

Men naturligvis, hvis man fremhævede denne forskel, ville man jo også gøre det nærliggende for os almindelige mennesker at opdage, at Middelhavsmigranterne måske alligevel ikke var ægte flygtninge, sådan som medierne ellers har fortalt os.

Det kunne også være velgørende, hvis medierne ville gøre lidt mere ud af flygtningenes mulighed for at indgå i vor arbejdsstyrke. Formentlig ville den taknemlighed, vi har set, gøre dem meget mere motiverede til at prøve at tilbagebetale det, de synes de skylder vort land. Og jo, det har vi hørt nogle af dem sige, men det bør følges op. Og det bør medierne gøre, fordi disse flygtninge er helt anderledes end Middelhavsmigranterne.

Endelig kunne det være en god idé på sigt at finde ud af disse flygtninges holdning til islam. Det er jo en muslimsk bevægelse, de er bange for, en bevægelse, der giver koranske begrundelser for de uhyrligheder, de foretager sig. Kan man blive ved med at være korantro, når man erfarer sådanne trusler? Her kommer det til at betyde noget, hvordan vi vesterlændinge ser på koranen. Jo mere vi undskylder islam og opdeler den i en fredelig del og en voldelig del, des vanskeligere vil det nok være for dem at skulle sige afgørende farvel til i hvert fald de sider af islam, der ikke passer ind i vort samfund, og måske endda islam selv. Og dog håber vi jo på som minimum, at de frasiger sig alle de uskikke, som islam vil påføre sine troende: nedladende syn på piger og kvinder, æresbegreber, der gør mændene til voldsmænd, tro på, at muslimer er Guds yndlinge, noget, som deres taknemlighed mod os ikke-muslimer dog vist viser, at de er kommet bort fra.

Jeg må indrømme, at jeg på grund af denne taknemlighed ikke er så bange for at modtage de afghanere, der nu er ankommet til Danmark. For netop fordi de er ægte flygtninge, vil de meget lettere glide ind i den danske dagligdag, altså lettere end de afghanere, der kom til os som Middelhavsmigranter.

Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.