Er De forvirret?

Jeg mener: over situationen i Kabul? Over mediernes mange udmeldinger? Over de kloges i alle retninger strittende forklaringer? Så er De ikke alene. Jeg er også forvirret. Heller ikke jeg kan finde hoved eller hale i de oplysninger, der nu fremkommer.

Indtil selvmordsaktionen forleden kunne vi vel så nogenlunde fatte det. Medierne havde jo fortalt os, at USA og Taliban var fjender. Og sammen med medierne så vi tumulterne omkring lufthavnen i Kabul som et tovtrækkeri mellem Taliban og USA.

Tag bare Kristeligt Dagblads analyserende artikel på forsiden den 28-8, se her! Her gennemgår avisens USA-korrespondent Sidsel Nyholm situationen efter selvmordsangrebet. Men det er mere situationen i USA, hun har for øje, end situationen i Afghanistan. Det svarer for så vidt meget godt til mediernes hidtidige vinkling af Afghanistan-historierne: man tildeler skyld og ansvar til alle Vestens politikere, men gør ikke noget ud af det ansvar, de ikke-påvirkelige talebanere har. Om de f.eks. skulle vise sig ikke at være til at stole på, så er det ikke dem, man bebrejder noget, men Biden, at han var naiv nok til at stole på dem.

Eller tag Deadline den 27-8! Her fremstod en jihad-ekspert, Tore Hamming, og kunne fortælle en masse om den terrorgruppe, ISIS-khorasan, som stod bag det voldsomme selvmordsangreb. Joh, det var da det i Irak og Syrien besejrede IS, der var genopstået i Afghanistan og Pakistan. Og de havde hidtil gennemført mange terrorangreb i Afghanistan. Oven i købet var det lykkedes dem at holde sig i live, selv om USA med luftangreb havde dræbt den ene leder efter den anden.

Og ikke sandt, så sidder man igen tilbage, forvirret og med mange ubesvarede spørgsmål. Luftangreb forudsætter agenter på landjorden, der kan fortælle, hvem og hvornår der skal angribes. Og luftangreb kan næsten ikke undgå at ramme uskyldige sammen med den skyldige. Hvem har USA samarbejdet med for at finde frem til lederne? Taliban, måske?

Tja, det er måske den mest sandsynlige forklaring. Og Tore Hamming véd det måske. Men han blev ikke spurgt. Og han sagde det ikke selv.

Alligevel. Kan det virkelig tænkes? Nok hører vi, at Taliban og ISIS-khorasan er drabelige uvenner, skønt de begge er højkonservative muslimer, men i betragtning af, at USA er en fælles fjende for dem begge, kan man så virkelig tænke sig, at den ene part vil alliere sig med USA for at få bugt med den anden?

Og et helt andet spørgmål: medierne har været dybt forargede over, at terrorbomben slog over 100 mennesker ihjel, men ”kun” dræbte 13 amerikanere. Resten bliver åbenbart betragtet som ”collateral damage”, utilsigtede bivirkninger. Og det er jo lige til at forarges over. Men hvad så med amerikanernes luftangreb på ISIS’s ledere og de utilsigtede dødsfald, de næsten nødvendigvis må have medført? De nævnes ikke. Og Hamming blev ikke spurgt.

Men altså: forholder det sig virkelig så indviklet? Forvirringen breder sig.

Og den bliver ikke mindre af at læse denne artikel fra document.no. Her får vi at vide, at amerikanerne forlod Bagram-basen uden at tage over tusind ISIS-khorasan-fanger med sig. For det første er det underligt, at der virkelig fandtes så mange tilhængere af ISIS, for det andet er det underligt, at amerikanerne skulle kunne indfange så mange. Men mest mærkeligt er det måske, at Taliban, da de overtog basen, løslod disse fanger, altså fanger, der efter Tore Hammings oplysninger er Talibans fjender. Nogen har jo selvfølgelig bemærket, at hvis selvmordsbombemanden har været anbragt i dette fængsel og derfor er blevet løsladt, er det altså amerikanerne selv, der har et stort medansvar for de 100 dræbte.

Nu kom jeg til at sige, at vi indtil selvmordsaktionen nogenlunde kunne fatte begivenhederne i Afghanistan. Det er ikke helt rigtigt. Javist, Weekendavisen fra i fredags – før selvmordsaktionen var kendt for dem – prøvede at forklare os det. Men blev vi særlig meget klogere?

Der var en artikel af Anna Libak, se her. Hun sammenligner Sovjetunionens tilstedeværelse i Afghanistan med USA’s, og finder en del ligheder, men også adskillige forskelle.

Der er en artikel af Anne Knudsen, se her. Hun gennemgår i korte træk Afghanistans historie fra engang i 1850erne, hvor det var englænderne, der kæmpede, over problemerne under Første Verdenskrig frem til i dag. Og det viser sig, at den, der har penge, kan få afghanerne med sig eller i hvert fald forhindre, at de vender sig den anden vej. Opbyggeligt? Tja, jeg véd såmænd ikke.

Så er der Hans Mortensens artikel, se her. Han har haft en samtale med Søren Gade, som i sin telefon får mange opkald fra tidligere soldater, som spørger, hvad det alt sammen skulle til for. Og selvfølgelig gør Søren Gade det, at han prøver at overbevise veteranerne om, at det ikke var forgæves, de kæmpede dèr, men han føler, at han i denne anstrengelse bliver kraftigt modarbejdet af diverse politikere og kommentatorer, der jonglere med tanker om, at vi har tabt, og at det hele var forgæves. Kunne de dog ikke holde deres mund med dette, i det mindste af hensyn til veteranerne?, spørger han. Men det har de nok ikke tænkt sig at gøre.

Og en begrundelse for det kan man såmænd se i Martin Krasniks leder, se her. Han går ud fra begrebet ”fortrængning”, og mener, at vi i Vesten i høj grad har fortrængt det nederlag, vi har været udsat i Afghanistan. Derfor kommer det som et chok for os, at vi nu drager af sted under så nedværdigende forhold. Og dette nederlag er ikke det eneste, siger Krasnik, hvorefter han opregner nederlag på nederlag for Vesten fra Anden Verdenskrigs afslutning til i dag. Nå ja, han når lige at få nævnt Sovjetunionens sammenbrud i 1989, men iler så ellers videre til nye kriser og nye nederlag.

At Vestens tanker via FN og det internationale samarbejde via FN er blevet udbredt til hele verden, det springer han over. At handelssamarbejdet har gavnet selv de mest indelukkede udviklingslande, heller ikke det ser han. Og at den vestlige lægevidenskab har forbedret levevilkårene overalt i verden, er også noget, han lukker øjnene for. Man kan næsten kalde det fortrængning. Men man skal måske snarere kalde det en påtaget ydmyghed, der lader hånt om virkeligheden og kun er opsat på at få os vestlige mennesker ned med nakken: vi har virkelig ikke noget at være stolte af.

Det eneste positive ved artiklen er vist, at han slutter med at sige, at vi ikke skal tro, det bliver bedre, hvis vi opgiver kampen. Men hvilken kamp, der er tale om, siger han ikke. Og hvad vi skulle kæmpe for, heller ikke.

Nå, alt dette blev udtalt, før USA dræbte en ISIS-leder med et droneangreb. Jyllands-Posten fortæller om dette angreb her. Og de fortæller, at der ikke er rapporter om dræbte civile. Så dèr blev jeg lidt klogere. I en anden artikel fra Jyllands-Posten, se her, gøres der opmærksom på, at en amerikansk officer har sagt, at målet var en ‘planlægger’. Så mindes man Storm-P: ”Der la’ en planlægger og planlå”. Og nu ligger han så effektivt, at han ikke længere kan ligge og planlægge.

Berlingske kan også være med. Her har de allieret sig med Tore Hamming fra Deadline forleden. Han er nu blevet klar over selvmordsangrebet, men er ikke forundret over det. ”De har dermed underskrevet deres egen dødsannonce”, siger han, og hentyder dermed formentlig til, at Taliban og USA nu med forenede kræfter vil søge at udslette ISIS helt. Det har de forresten forsøgt tidligere, hedder det, uden dog at få ISIS fuldstændig decimeret.

Sidst i denne jeremiade skal jeg nævne Tom Jensens leder i Berlingske den 28-8, se her. Den har den opløftende overskrift: ”Lad os få et Fort Europa og tage ansvar for Afghanerne”. Man kan ganske vist med Pia Kjærsgaard i en Deadline-udsendelse hævde, at det ikke er os, der skylder nogen afghanere noget, men dem, der skylder os noget. Og det er jo sandt. Skal nogen klandres for at have ladet Taliban komme tilbage, må det være den afghanske hær, ikke os vesterlændinge, fordi vi stolede på hæren. Men det afslører måske alligevel en slags svaghed hos os, nemlig den, at vi ikke sådan rigtig for alvor tør anse vort samfundssystem for bedre end andres. Men derom senere.

Først til det positive, at Tom Jensen dog erkender, at vi må standse al videre tilførsel af uintegrerbare muslimer, altså: vi må bygge et Fort Europa. Han skriver som afslutning på lederen:

Vi bør takke Polen og Litauen, når der bygges grænsehegn mod et Hviderusland, der vil lade flygtninge og migranter strømme igennem til Europa, vi bør takke Ungarn for den grænsemur, man opførte under migrantkrisen i 2015, vi bør takke grækerne for at patruljere effektivt og forhindre migrantstrømme i at nå Europa fra blandt andet Tyrkiet. Fort Europa er ikke ondskab. Vi skal overholde konventioner, og tingene skal foregå ordentligt. Men at få bremset tilstrømningen er forudsætningen for, at vi kan hjælpe dem, vi faktisk må og skal hjælpe. Herunder afghanerne.

Men problemet er, hvem dette ”vi” er. Når han kort forinden kan skrive, at Danmark ikke kan løse dette problem alene, synes ”vi’et” at betyde EU. Og så kan vi godt kikke i vejviseren efter Fort Europa. For det eneste Ursula von der Leien kan sige om dette problem er, at det skal løses i fællesskab. Og dermed mener hun ikke noget med at skubbe både tilbage i Ægæerhavet eller hjælpe den libyske kystvagt med det samme, nej, hun mener kun, at EU skal fordele de ankommende flygtninge eller migranter uden smålig hensyntagen til, hvordan det i praksis skal kunne lade sig gøre.

Jeg har her gjort opmærksom på, at Norge i 2016 brød den konsensus, der synes at herske blandt europæiske regeringer om, at asylretten gælder også for dem, der kommer fra et sikkert land. Og når Norge har kunnet, må vi også kunne. Det vil sige: Når en flygtning eller migrant kommer fra et sikkert land, behøver vi ikke modtage ham og efterprøve hans ansøgning.

Vi skal ikke forvente, at EU vil gøre noget tilsvarende. For i kommissionen oplever man ikke almindelige menneskers frustration over de fremmedes (læs: muslimernes) tilstedeværelse i landet. Så først når de mennesker, der har ansvar for det enkelte lands borgere, tager sig sammen til at nægte at deltage i den fromhedskonkurrence, som hidtil har sat kravene – fromhedskonkurrence er titlen på en kronik, jeg fik optaget i Jyllands-Posten, se her – først da kan Fort Europa-tanken brede sig, formentlig fra den dansk/tyske grænse til den tysk/østrigske grænse og så videre sydpå.

Men dette er kun den mere barske del af det, der skal gøres. Der er en anden del også, og den er nok betydelig vanskeligere at håndtere.

For vi er virkelig nødt til at få vores elite til at vænne sig til den forestilling, at samtlige migranter til Europa synes at være besat af: at de europæiske samfund er bedre at leve i end de muslimske samfund, de kommer fra. Den tanke kan størstedelen af vores elite ikke kapere. Ydmygt holder man sig tilbage, ikke engang en enkelt beskeden forestilling om, at vor ytringsfrihed dog er bedre end den mangel på ytringsfrihed, der hersker indenfor islam, kan man tillade sig. Oven i dette kommer så det forhold, at denne muslimske tilbageholdenhed overfor vor forståelse af ytringsfrihed er ved at brede sig i vore lande. Man vil være så ydmyg, så ydmyg, så forstående, så forstående. Så sige noget imod islam, det vover man sandelig ikke.

Det er jo ikke, fordi vi sådan direkte skal prale. Vi er nødt til at sige med Paulus, at ”ved Guds nåde er vi det, vi er” (1 Kor 15,10). Den tillid, vi har til hinanden, den vane, der har dannet sig i vore samfund, at vi stillet overfor en måske lidt krænkende påstand, aldrig griber til vold, men altid spørger: mener du nu også det?, alt dette er noget, der er vokset frem i kraft af Guds ånds medvirken. Vi kan jo blot konstatere, at sådan tænker muslimer ikke.

Da Theo van Gogh blev angrebet af en muslim, fordi han havde lavet filmen Submission, som mange muslimer anså for krænkende, fortælles det, at han råbte: ”Lad os dog tale om det!” Men det gav muslimen ham ikke lejlighed til. Han slog ham og stak ham, så han døde af det.

Van Gogh var vistnok ateist. Derfor er det lidt forunderligt, at det er ham og ikke én af os kristne, hvis handlemåde minder om Jesu handlemåde. Som jeg før har bemærket ud fra Joh 18,23, så svarede Jesus under forhøret hos ypperstepræsten, den af tempelvagterne, der slog ham: ”Har jeg talt forkert, så bevis, at det er forkert, har jeg talt rigtigt, hvorfor slår du mig så?” Og Theo van Goghs handlemåde er nøjagtig den samme. Og de mødte jo også den samme skæbne i denne konflikt med de lovtro.

Men vi skal naturligvis ikke blot forsvare vor ret til at tale imod islam, vi skal også virkelig gøre det. Det vil sige: vi skal påvise alle de modsigelser, en muslim lokkes ind i, først og fremmest den mangel på logik, der ligger i at tilkende en tilfældig historisk bog: koranen, guddommelig gyldighed, ja, så guddommelig betragter en from muslim denne bog, at dens ord har gyldighed, hvad enten man forstår dem eller ej. Der kræves ikke, som for kristnes vedkommende, nogen forståelse af sagen, blot blind lydighed. Vi kristne har dog Jesu gengivelse af den gyldne regel at prøve at komme overens med: Hvad I vil, at andre skal gøre mod jer, det skal I gøre mod dem, Matt 7,12. Her forudsætter Jesus, at alle andre har samme rettigheder, som vi har. Og vil vi hævde vore egne rettigheder, må vi ifølge denne logik give andre samme rettigheder. Det er dog noget, vi skal forstå.

Men muslimen får at vide, at når han kæmper for Muhammeds sag, er det Guds sag, han kæmper for. Derfor er han mere værd i Guds øjne end en ikke-muslim, og derfor vil kampen fortsætte, indtil alle er blevet muslimer.

Og besynderligt nok har denne tanke en mærkelig evne til at binde muslimerne sammen. Naturligvis virker også den regel, der siger, at en frafalden muslim skal dræbes, med til at knytte alle muslimer sammen. Men selv, hvor den regel bliver sat ud af kraft, hører muslimens muslimskhed i den grad med til hans identitet, at der virkelig skal meget til, før han opgiver sin muslimske tro.

Det har f.eks. undret mig, at de såkaldte moriscoer i Spanien, dvs., de muslimer, der fra 1492 og fremefter blev tvangsdøbt og senere tvunget til at lade sig selv og deres børn blive tvangsundervist i kristendom, kunne fastholde deres muslimske tro helt indtil et stykke ind i 1600-tallet. På én eller anden måde er det lykkedes muslimerne at binde deres medtroende i den grad til islam, at de er noget nær uomvendelige. Herhjemme ser vi det med f.eks. Naser Khader og Ahmed Akkari, som ikke opgiver muslimnavnet, selv om de af andre muslimer betragtes som frafaldne og derfor må have politibeskyttelse.

Vi skal naturligvis ikke forsøge at tvangskristne vore muslimske landsmænd, men vi skal i betydelig højere grad være vores kristendom bekendt, også når dens teser står i modsætning til den muslimske tro. Om de vil gribe vores tro, hvis de forstår, hvorfor vi er bundet af den, det er ikke vores, men Guds afgørelse, men hvordan skal de lære det, vi bygger på, hvis vi hele tiden holder mund med vort eget og taler muslimerne efter munden?

Som jeg tidligere har sagt: Der vil jo nok gå et par hundrede år, inden vore muslimske landsmænd lærer at leve sammen med os uden sammenstød. Men der må sættes en prop i, vi kan ikke blive ved med at acceptere en stadig tilstrømning af nye migranter, der jo lynhurtigt forvandler sig til indvandrere.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.