Den naturlige taknemlighed

Det har igen været den 13. søndag efter trinitatis i et ulige kirkeår. Det vil sige: vi har igen skullet høre en prædiken over Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner.

Jeg skal ikke komme ind på den prædiken, der blev holdt i Horsens Klosterkirke, mit sædvanlige tilholdssted søndag formiddag. Men jeg vil godt begynde med en kritisk bemærkning om den nye forsøgsoversættelse, Bibelen 2020, som man har besluttet at forsøge sig med i Klosterkirken.

Som man måske husker fra teksten, altså Luk 10,25-37, begynder det med, at en lovkyndig vil sætte Jesus på prøve. Og Jesus får ham til at citere det dobbelte kærlighedsbud, det, der slutter med: ”Du skal elske din næste som dig selv”, vers 27. Men både dèr og i den tekst, dette bud er hentet fra, en tekst, der læstes op fra alteret, 3 Mos 19,18, har den ny oversættelse oversat dette bud forkert. Man oversætter det nemlig til: ”Du skal elske din næste, som du elsker dig selv”. Man vil muligvis kunne undskylde, at man oversætter således fra Det ny Testamente, for sådan kan den græske tekst godt oversættes. Men ifølge pålidelig oplysning fra en kyndig gammeltestamentler skal den hebraiske tekst fra Det gamle Testamente oversættes med ”Du skal elske din næste, for han er som dig selv”. Og jeg véd da godt, at Augustin forstår ordet, som man nu i 2020 vil oversætte det, men det er jo ikke ham, vi skal rette os efter ved oversættelsesarbejdet.

Det ville vel være naturligt at oversætte som den autoriserede oversættelse, hvor det er uvist, om der menes det ene eller det andet. Det har man ikke gjort. Man har valgt side, det vil sige: man har valgt Augustin til, og Det gamle Testamente fra. Det har man muligvis gjort, fordi det forekommer mere letforståeligt. Men hvis der skulle være en tanke, der skulle vækkes med originalteksten, så blev den altså ikke vakt.

Det er for dårligt. Men nok om det.

Denne gang er det ikke én eller anden prædiken, jeg er ude efter, det er i stedet den historiske oplysning, Kristeligt Dagblad giver til bedste forud for søndagens prædiken, se her.

Det er både godt og skidt med en sådan historisk oplysning. Jeg plejer at være en hund efter relevante historiske oplysninger, og det er da også interessant nok, hvad der siges i denne artikel om fjendskabet mellem samaritanerne og jøderne på Jesu tid og i vore dage.

Men når den journalist, der har interview’et lektor ved Menighedsfakultetet, Morten Hørning Jensen, i en underoverskrift hævder, at ”Det var derfor forargeligt i samtiden, at samaritaneren i søndagens tekst bliver fremhævet som den, der virkelig forstår kærlighedsbuddet”, så er det ikke den konklusion, Jesus vil have den skriftkloge til at drage. Spørgsmålet er ikke, om det er den ene eller den anden, der har forstået kærlighedsbuddet korrekt, men om ordet ”næste” skal forstås kun om landsmanden, eller det skal forstås om ethvert menneske, man møder.

Hos os er det nærmest en selvfølge, at en ”næste” er et menneske, der kommer til at krydse vor vej, ligegyldigt, hvilken hudfarve eller religion han end har. Men det var, fortæller en lærd rabbiner, David Novak, i sin bog om den naturlige lov i jødedommen, på Jesu tid den almindelige antagelse blandt de skriftkloge, at det ord, der bruges i 3 Mos 19,18, og dèr oversættes ved ”næste”, er det samme, som andetsteds, f.eks. i 2 Mos 21,35-36, oversættes ved landsmand, se her. Ergo: den “næste”, der skal elskes, er kun landsmanden, ikke den fremmede, ikke en samaritaner. Eller, sagt på anden måde: det had, der bestod mellem samaritanerne og jøderne, kunne med denne tolkning af næstekærlighedsbuddet få lov til at bestå.

Den tolkning vender Jesus sig imod med sin lignelse. Efter at have fortalt, hvordan samaritaneren lover at betale herbergsværten for den ekstra pleje, der er nødvendig, spørger han den skriftkloge, ham, der ville have svar på spørgsmålet om, hvem den næste er, som buddet vil have os til at elske: “Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?« Og ham, der faldt i røvernes hænder, kunne meget vel være en jøde; og dermed bliver det klart, at Jesus vil mene, at samaritaneren i kraft af den naturlige taknemlighed, som vel ethvert menneske tænkes at have, også den overfaldne, bliver den næste, som buddet vil skal elskes.

Man kan så lægge mærke til, at Lukas har været snild nok til at give udtryk for den skriftkloges uvilje mod samaritanerne ved ikke at lade ham svare, at det var samaritaneren, der var den overfaldne jødes næste, han nøjes med at sige: »Han, som viste ham barmhjertighed.«

I det hele taget er der en del finurligheder ved lignelsen, som man plejer at overse. Der er blandt andet det træk ved fortællingen, at Jesus siger, at “tilfældigvis” kom en præst ned ad den samme vej som den overfaldne. “Tilfældigvis”, det ord gælder naturligvis også levitten og samaritaneren. Det vil sige: samaritaneren havde ikke planlagt, at han den dag ville ud og gøre gode gerninger og hjælpe overfaldne, han kom blot forbi, sådan rent tilfældigt.

Derved mindes man om den finurlighed, som Jesus anbringer i sin dommedagslignelse, Matt 25,31-46, hvor hverken de, de frelses, eller de, der fortabes, véd af, at de har gjort noget, der kan bringe dem frelse eller fortabelse. Den gode gerning skal altså gøres, så den højre hånd ikke aner, hvad den venstre gør, Matt 6,3. Og det er noget, det er svært at leve op til for alle de “Gutmenschen”, der så inderlig gerne vil gøre en god gerning.

Og hvis man gør sig klart, at Jesus jo så udmærket har været klar over, hvordan de jødiske rabbinere og de samaritanske rabbinere gør sig de største anstrengelser for ud fra skriften at bevise, at det er den anden part, der er helt forkert på den og skal bekæmpes om muligt med vold, og hvis man af den grund anser det for nødvendigt at betragte samaritaneren som en “god” samaritaner, der deler sin klans hadefulde opfattelse af jøderne, så bliver dette, at han ynkes over den overfaldne jo nærmest at betragte som et guddommeligt mirakel. Det ligger på ingen måde i nogen naturlig forlængelse af den opfattelse af jøderne, som var gængs blandt samaritanerne. Her kan man have lidt hjælp af Morten Hørning Jensens iagttagelser. Han fortæller, at fjendtlighederne gik begge veje. Jøderne undgik som regel at rejse gennem Samaria, fordi det var for farligt. Og i Luk 9,51-55 fortælles der om, hvordan samaritanerne ikke ville tage imod Jesus, og om, hvordan hans disciple af den grund ville nedkalde ild fra himlen, noget, Jesus dog satte sig imod.

Men hvordan kan samaritaneren så gribes af medynk med den overfaldne? Det må da være fuldstændig umuligt. Hans klans had forhindrer det.

Javist, men Ånden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen (Joh 3,8). Vi tror, vi forstår et menneske tilbunds, når vi kender dets anskuelser og overbevisninger, men vi har glemt at tage hensyn til Ånden. Pludselig, uden varsel, farer den frem, og lader et menneske gribes af medlidenhed, én af de livsytringer, som Løgstrup kalder suveræne. Så suveræn er den, at den bryder gennem alt, hvad samaritaneren har lært i sin barndom, gennem alle de hadske ord, han har delt med sine landsmænd, gennem den verden af nedladenhed overfor jøderne, han er vant til at lade sig styre af.

Nu er det jo jøder, Jesus fortæller lignelsen for. Og derfor rammer beretningen om de to, der gik forbi, naturligvis især dem. Det er Jesu finurlighed igen. De hører til dem, der ud fra skriften har overbevist sig selv og deres omgangskreds om, at jøder er Guds øjesten, hans særlige yndlinge, fordi de overholder loven. Og med til loven hører altså buddet om næstekærlighed: “Du skal elske din næste, for han er som dig selv!”

Fint, det skal vi nok klare.

Og så møder de en overfalden, der ligger ved vejen, halvdød. Og så går de forbi. Uden at spekulere over noget som helst. Uden endda at overveje, om den halvdøde mand dèr er jøde eller samaritaner. Det fortæller Jesus nemlig ikke noget om i sin fortælling. Det hedder blot “en mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko”. Og tænker man situationen lidt igennem, bliver deres fine og alvorlige anstrengelser for at overholde loven nærmest gjort til grin. Jeg mener, det går jo ikke an at hjælpe den overfaldne, hvis det nu skulle vise sig, at han var en samaritaner, for dem har jøder efter deres omhyggelige lovstudium fået ordre til at holde sig fra. Så en sådan skal under ingen omstændigheder hjælpes. Og så er de to altså villige til at løbe den risiko, at manden er jøde, og at de derfor kommer til ikke at rette sig efter næstekærlighedsbuddet.

Altså, netop de mennesker, der i stor alvor har overvejet, hvad buddet betyder, hvor dets grænser er, hvem det gælder, netop de mennesker kommer til kort, når virkeligheden bryder igennem. Ånden har måske prøvet at få dem til at gribes af medlidenhed, men de havde begge for travlt til at se den nød, der dog var tydelig nok.

Hvordan kommer man et sådant had mellem to folkegrupper til livs?

Det er umuligt, siger vi. Eller: Det må dø ud efterhånden. Eller: Det holder op, når den ene folkegruppe har udryddet den anden fuldstændig.

Men Ånden mener noget andet. Altså: Jesu Ånd. Denne Ånd kender noget til det fænomen, som jeg har kaldt afsmitningsreglen, som jeg har omtalt bl.a. her. Denne Ånd véd noget om, at mennesket er et resonnansvæsen; når det møder forståelse, reagerer det uvilkårligt med forståelse. Og derfor: når Ånden har påvirket samaritaneren, så han ynkes over den overfaldne og hjælper ham, så forventer Ånden, at ethvert normalt menneske vil anse det for en naturlig og selvfølgelig reaktion fra den overfaldne, at han er taknemlig. Og når Jesus spørger, hvem der har vist sig at være den overfaldnes næste, og når svaret så indlysende er: “Den, der har vist ham barmhjertighed”, så er det lige så indlysende, at den overfaldne adlyder buddet om næstekærlighed ved at være taknemlig overfor samaritaneren, ligegyldigt, om den overfaldne er jøde eller samaritaner.

Vi véd ikke, om den overfaldne sagde tak til samaritaneren. Jesus fortæller os ikke om det. Men det er næsten umuligt at tænke sig andet. For hvis han var jøde og derfor undlod nogen taksigelse, så ville det jødiske samaritanerhad vise sig så utroligt umenneskeligt, at vi ikke ville kunne fæste lid til det. Nej, så hårdhjertede kan mennesker ikke være. Og derfor er vi næsten nødt til, drevet af vor forståelse af, hvem mennesket er, at tænke os en slutning med, hvor den overfaldne, selv hvis han er jøde, takker samaritaneren.

Og se, så har vi fået svar på det spørgsmål, jeg stillede ovenfor: Hvordan vi kommer et sådant had mellem to folkegrupper til livs. Det sker, når det naturlige menneske bryder igennem lovtrældommens barrierer; det sker, når et menneske gribes af medlidenhed; det sker, når et menneske modtager så megen omsorg og hjælp, at taknemligheden bliver umulig at tilbageholde, den må simpelthen havde udtryk.

Og se, derfor er der noget umådelig positivt ved den taknemlighed, danske hjælpere fortæller, at de blev mødt med fra de afghanske flygtninge, der kom med til Islamabad, se evt. her. Her brød en naturlig menneskelig reaktion igennem den negative holdning, islam fordrer, at dens tilhængere udviser overfor os vantro. Og man må gerne forklare det med, at disse flygtninge havde arbejdet sammen med nogle af danskerne, eller med, at de midt i kaosset i Kabul lufthavn havde set, hvordan danskerne næsten sled sig i laser for at hjælpe dem. Dette at mødes ansigt til ansigt spiller en stor rolle for, hvordan man opfatter hinanden. Eller: et sådant ansigt-til-ansigt-møde er en forudsætning for, at ægte taknemlighed kan fremstå.

Og derved adskiller Kabul-flygtningene sig på afgørende vis fra Middelhavs-flygtningene. Ja, så stor er forskellen, at vi snarere skal tale om Middelhavs-migranterne eller måske endda Middelhavs-snyderne.

For Middelhavs-migranterne mødtes jo ikke direkte med nogen, der havde kæmpet for at redde dem. De første, de stiftede bekendtskab med, var menneskesmuglerne. Og de gjorde ikke noget af godgørenhed, de krævede penge for det, de gjorde. Og betaler man for en tjeneste, er der ingen grund til taknemlighed.

Så mødte de nogle NGO-skibe, der – som menneskesmuglerne havde fortalt dem – tog dem ombord og førte dem til en europæisk havn. Her var der så fastlagt visse procedurer, som man dog meget let kunne slippe udenom som Middelhavs-migrant. Og i hvert fald havde man fra menneskesmuglerne fået besked om kun at sige det magiske ord “asyl” i det land, man havde udset sig på forhånd. Det var godt nok imod de regler, de europæiske lande søgte at opretholde, men da de ikke satte magt bag deres krav, betød det ikke noget i praksis.

Ja, så overfladisk tog de europæiske regeringer på sagen. Så ligeglade var de med de procedurer, de selv havde opstillet!

Hvorfor!

Fordi de tolker lignelsen om den barmhjertige samaritaner på en forkert – eller direkte djævelsk – måde. Man tolker lignelsen om verdensdommen forkert, når man tror, at det drejer sig om at mætte den sultne og give den tørstende vand, og derfor går ud og leder efter nogle sultne eller tørstige mennesker, som man kan gøre en god gerning overfor. Derigennem hører man ikke den mærkelige uvidenhed, som præger de pågældende.

Og man tolker lignelsen om den barmhjertige samaritaner forkert, hvis man tror, at man opfylde lignelsens krav ved at fylde sig selv med god vilje til at “gøre en forskel” og derefter prøver at finde nogen, man kan være god ved. Med den fortolkning hører man ikke ordet “tilfældigvis”.

Løgstrup har sat et skel op mellem den ægte spontane kærlighedsgerning, og det, han kalder en erstatningshandling, dvs., en handling, som i det ydre ligner kærlighedens handling, for man handler ganske, som man véd, at kærligheden ville have handlet, blot handler man ikke af kærlighed, men måske kun af angst for at blive set ned på af de andre, fordi man ikke er kærlig nok.

I tilfældet Middelhavs-migranterne: De enkelte europæiske regeringer havde sat sig for ikke at ville være ukærlige overfor Middelhavs-migranterne. Og derfor gennemførte man en række erstatningshandlinger, ikke i første række for migranternes skyld, men fordi man vidste, at “de andre” holdt øje med én.

Og så brutal er altså tilværelsen, at den slags uægte handlinger ikke fremkalder nogen taknemlighed. Taknemlighedens udebliven skyldes altså ikke blot muslimernes overbevisning om at være mere end os i Guds øjne, den skyldes også den manglende ægte menneskelighed i vore handlinger overfor dem.

På Jesu tid havde man at gøre med to folkegrupper, som hadede hinanden og som underbyggede deres had med diverse citater fra Det gamle Testamente. I vore dage har vi at gøre med to folkegrupper, hvoraf den ene, muslimerne, mener sig elsket frem for den anden af Gud. Men måden, uoverensstemmelserne kan ryddes af vejen på, er den samme: Ånden fremkalder en ægte medlidenhed hos den ene part; det giver sig udslag i en spontan hjælpende handling; og denne handling fremkalder så umiddelbart taknemlighed.

Denne Åndens gerning ser vi i Kabul.

Men vi ser den ikke på Middelhavet.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Ny testamente og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.