Det med småt

Det hedder sig som bekendt, at man altid skal læse det med småt, før man underskriver f.eks. en forsikringspolice. Her skal jeg argumentere for, at det lønner sig at tage forskellen mellem en fortidig person og nutiden med i betragtning, når man vil udlægge det, den fortidige person har skrevet.

Nu Luther, f.eks.!

Jeg har flere steder, f.eks. her, beskæftiget mig med Luthers mærkelige augustinisme: Han overtager den opfattelse fra Augustin, at menneskets begær er lig med menneskets synd. Det gælder begæret efter mad og drikke, det gælder begæret efter social anerkendelse, og det gælder også det kønslige begær. Dette sidste får ham til at hævde, at alene Jesus er fri for arvesynden, for han er undfanget ved Helligånden. Det er noget, som intet fornuftigt menneske i vore dage uden videre kan give ham ret i. Men det er noget, der gør grundlaget for hans tanker meget anderledes end grundlaget for vore tanker.

Ikke desto mindre er det de færreste Lutherforskere, der tager denne forskel alvorligt. Man gider ikke læse det med småt. Jeg har her vist, hvordan Asger Højlund så at sige er ligeglad med denne forskel mellem Luthers tid og vores tid. Efter min mening er denne undladelsessynd fatal, fordi vi, når vi prøver at eftergøre Luthers totalsyndighedstanke, nødes til at opfatte synden som en psykologisk totalsynd, ikke som en legemlig totalsynd, sådan som Luther gør det.

Men også hos andre fortidige personer vil det være det korrekteste at læse det med småt.

Grev Zinzendorf, f.eks., brødremenighedens stifter, havde den i vore øjne lidt mærkelige tanke, at man kunne finde ud af, hvad Gud ville, ved at trække lod. En god herrnhuter, der havde gennemlevet den behørige omvendelse og fuldstændig overgivet sig til frelseren, havde nu kun det ønske at rette sig helt og holdent efter det, frelseren ville have ham til. Men hvordan skulle man finde ud af det?

Ja, Zinzendorf argumenterede for, at ligegyldigt, hvilken beslutning han selv tog, ville hans egen selviskhed blande sig i afgørelsen. Derfor, for at undgå al menneskelig indblanding, foretrak han at lade loddet afgøre det. Frelseren fik forelagt et spørgsmål og op af en hat med tre svarmuligheder trak man så det svar, frelseren i sin almagt lod lodtrækningen resultere i.

Og det gav sig jo ganske imponerende udslag. Havde man overgivet sig til frelseren i den grad, at man ville udbrede evangeliet til andre folkeslag, var det lodtrækningen, der afgjorde, om man kom til Grønland eller til De dansk-vestindiske Øer. Og spurgte man, om man skulle gifte sig, var det lodtrækningen, der svarede ja eller nej, ligesom det var lodtrækningen, der bestemte, hvem man skulle giftes med.

Denne praksis fragik man et stykke tid efter Zinzendorfs død i 1760. Men selve tanken opretholdt man. Man gik i stedet for over til at trække mannakorn. Det vil sige: man havde en bunke med ensartede kort, hvorpå der var skrevet forskellige skriftord. Dem blandede man og trak så hver dag et kort fra bunken. Og meningen var ikke, at man skulle lade sig opbygge af skriftstedet, meningen var, at man ud fra skriftstedet skulle gøre sig tanker om, hvad Gud ville have én til at gøre netop i dag. For det var man jo overbevist om, at det på ingen måde var tilfældigt, at det var netop dette skriftsted, der kom frem den dag, nej, Gud ville sige én noget gennem dette skriftsted.

Senere fik man i disse pietistiske kredse den tanke, at når en bestemt tanke havde grebet én med stor kraft, så måtte det skyldes, at det var Gud, der havde lagt tanken ind i sindet på én. Noget, man dog aldrig vovede at sige ligeud, det blev altid sagt med kodeord og antydninger.

En sådan tankegang har gået som en understrøm gennem alle de senere pietistiske bevægelser, dansk Indre Mission medinddraget. Helt frem til 1900-tallet kan man finde den. Jeg har her fortalt om et meget morsomt tilfælde fra Kaj Munks liv. Morsomt er det, fordi Munk skriver til sin gode ven, Niels Nøjgaard, at han har fået den indgivelse, at han skal være præst i Berlin; derfor vil han bede Nøjgaard ringe til bestyrelsesformanden i DKU for at høre, om han kan komme i betragtning, selv om ansøgningsfristen er overskredet.

Ordet ”indgivelse” er ét af de kodeord, pietisterne anvender. Det antyder den mulighed, at det er Gud, der ved at lægge den tanke ind i Kaj Munks sind vil have ham til Berlin. Men det sprog forstår Nøjgaard ikke, selv om de to har ført intense teologiske diskussioner, hvad de altså har gjort, uden at sådanne kodeord er kommet indenfor rækkevidde. Ret besynderligt! Nå, som bekendt opgav Gud den tanke, hvis han i det hele taget har haft den.

Denne understrøm i det pietistiske miljø af kodeord og antydninger kan formentlig findes hos mange mennesker i tiden fra herrnhuternes frembrud op til nutiden. Hvad der her er af interesse, er, at den kan findes hos Søren Kierkegaard. Den hører til det, der står skrevet med småt i hans samlede værker. Men som med mange forsikringspolicer og som med Luthers værker er det også i tilfældet Søren Kierkegaard sådan, at forskerne ikke læser det med småt; man springer over alle sådanne ligegyldigheder eller uforståeligheder, hvis man i det hele taget opdager dem.

Jeg har tidligere, bl.a. her, gjort opmærksom på, at dette mærkelige træk faktisk findes hos Kierkegaard, endda ret mange steder. I denne artikel er jeg i færd med at vise, hvordan ”Frygt og Bæven” er et dobbeltbundet skrift, der på overfladen handler om Abraham, der får ordre fra Gud om at ofre Isak, men under overfladen handler om Kierkegaard, der af Gud får ordre om at bryde sin forlovelse med Regine Olsen. Og jeg undrer mig dèr over, hvordan alvorlige Kierkegaard-forskere så at sige ‘en bloc’ nægter at forstå skriftet sådan. Jeg syntes dengang og jeg synes det sådan set stadig, at skriftet bliver langt mere genialt og givende, hvis man forstår det som en hemmelig besked til Regine, sådan som bemærkningen på bagsiden af titelbladet lader ane.

Jeg skal ikke gentage alle de udmærkede argumenter, jeg dèr kommer med, men nøjes med at igen at fremhæve de ”Reflexionsbølger”, der hjemsøgte Kierkegaard, da han stod overfor det dilemma, om han skulle udgive ”Krisen og en krise i en Skuespillerindes Liv”. Hjalmar Helveg har i sin bog om Kierkegaards sygdom – han led, som han selv siger, af tungsind – forklaret os, at den slags dilemmaer er noget, som mennesker med depressive tendenser næsten kan gå i stykker på. Og Helveg beundrer Kierkegaard, fordi han omsider gør sig klart, at refleksionen er blevet syg, og derfor tyr til det eneste middel, der dur, nemlig handling, handling for enhver pris.

Og det er en læges betragtning. Uden tvivl sand nok og i hvert fald tankevækkende.

Men en teolog burde også komme med en bemærkning ud fra denne begivenhed. For Kierkegaard skriver kort efter, at han traf sin beslutning om at udgive, at han ikke fik lov at slippe, før han gjorde, som han skulle. Det vil sige: de utålelige refleksionsbyger var sendt ham af Gud, og han slipper først for dem, når han gør, som han skulle, altså, når han gør det, Gud vil have ham til at gøre.

Blander Gud sig da i den slags ting, om et værk skal udgives eller ej?

Ja, det gør han i Kierkegaards tankeverden. Sådan forstår han sit forhold til Gud. Derfor kan han senere tale om Styrelsens andel i hans forfatterskab.

Og derfor kan han også se, at det brud med Regine, som han foretog, var noget, Gud ville have ham til at gøre, for var der ikke sket det, da han i foråret og sommeren 1841 blev angrebet af store refleksionsbølger: skulle han bryde eller skulle han fastholde forlovelsen?, at disse bølger holdt fuldstændig op, da han havde sendte hende hendes ring tilbage? Ergo: Ved at bryde havde han fuldbyrdet Guds vilje. Og det er, hvad han prøver at fortælle Regine gennem den historie, der ligger under overfladen i ”Frygt og Bæven”. Vil man se en lidt længere gennemgang af Kierkegaards kærlighedshistorie, er jeg leveringsdygtig her.

Der er to ting, jeg nok må give Sørine Gotfredsen ret i i hendes anmeldelse af Anders Kingos bog, den anmeldelse kan ses her.

Den ene er det, hun skriver om hans behandling af herrnhuterne:

Herrnhuterne forsvinder simpelthen for meget undervejs, og man overvejer et par gange, om Kingo mon mest bruger dem som påskud til igen at skrive om sin elskede magister.

Jeg kunne jo for så vidt være lidt nysgerrig efter, om mon Kingo har ”læst det med småt” i Kierkegaards værker, altså er blevet klar over, at denne understrøm med kodeord og gudsbefalinger, som bevæger sig under mange pietisters tankeverden, også gør sig gældende hos Kierkegaard. Men ærlig talt, jeg gider ikke undersøge det nærmere. Jeg købte i sin tid Kingos doktorafhandling ”Analogiens teologi”, men så vidt jeg husker, kom jeg ikke særlig langt ind i den, før den blev mig for indviklet og indspist. Og når jeg i dag slår op i den under ”Olsen, Regine”, erfarer jeg, at den tanke, jeg finder ret indlysende: at Isak i ”Frygt og Bæven” skal afbilde Regine – en tanke, som Eduard Geismar også er inde på – meget overlegent affærdiges af Kingo: ”Den kuriøse notits om ligheden mellem Isak og Regine lader vi ukommenteret”, (Analogiens teologi, side 341). Så jeg tror ikke, det er helt galt, når jeg formoder, at Kingo ikke har blik for den understrøm, som jeg lægger vægt på, og som jeg oven i købet mener, klart nok er til stede i Kierkegaards værker, oven i købet inspireret af de herrnhuter, som Kingo tænkes at behandle i sit værk.

Det andet, jeg vil give Gotfredsen ret i, er det, hun skriver til sidst:

Derudover lider Anders Kingo af alle kristne superdialektikeres problem. Han er så ivrig efter at beskrive mennesket som intet uden Gud og advarer mod at opfatte kristendommen som hverken holdning, mening, ideologi eller følelse – men blot som tiltale og liv – at læseren kan føle sig en kende afkoblet og med en vis ret spørge: hvor begynder jeg?

I det foregående indlæg prøvede jeg at tage et filosofisk opgør med følgende sætning: Mennesket er nemlig selv usandhed, og indser man ikke dette, kan man heller ikke forstå, i hvor høj grad man insisterer på at forme den højeste sandhed efter sit eget omskiftelige følelsesliv.

Men jeg vil mene, det er nødvendigt også at tage et eksistentielt opgør med sådanne tanker. Man må altså spørge: Hvordan lever egentlig et menneske, der har den overbevisning i sig, at han er usandhed? Eller man må spørge: Hvordan har angst og fortvivlelse præget tænkeren, før han nåede frem til den frigørende sandhed? Har han ikke hele tiden været et nogenlunde almindeligt menneske, der har sagt goddag til sin nabo og læst sin avis? Man kan i nogen grad forstå, hvordan Kierkegaard med sit depressive følelsesliv i det skjulte har båret på en angst og en fortvivlelse, som kun gudstanken kan helbrede fra, når altså angsten og fortvivlelsen når dybt nok ned, men kan et almindeligt menneske uden nogen lægeattest på depression eftergøre sådanne indre bevægelser? Og er det nødvendigt for at turde kalde sig kristen?

Til sidst skal jeg fremhæve et Kierkegaard-citat, som jeg vist ikke før har brugt her på bloggen. Det stammer fra ”Kjerlighedens Gjerninger” i kapitlet ”Kjerlighed er Lovens Fylde”, og står på side 118 (i SV3-udgaven):

Kun da er der Fynd og Mening og Sandhed og Virkelighed i Tilværelsen, naar vi Alle, hver især, om jeg saa tør sige, paa eet Sted modtage vor Ordre, og saa, hver især, ubetinget adlyde den ene og samme. Da det er den ene og samme Ordre, saa kunde forsaavidt det ene Menneske jo faae den at vide af det andet – dersom det var sikkert, eller dog sikkert nok, at dette andet Menneske meddelte det Rigtige. Imidlertid var det alligevel en Uorden, som det er stridende mod Guds Orden, thi Gud vil, baade for Sikkerhedens og Ligelighedens og Ansvarets Skyld, at hver Enkelt af ham faaer Lovens Fordring at vide. Naar saa er, da er der Hold i Tilværelsen, fordi Gud har Hold i den; der |118 er ingen Hvirvel, thi hver Enkelt begynder ikke med »de Andre«, og altsaa heller ikke med Udflugter og Undskyldninger, men begynder med Guds-Forholdet, og altsaa staaer han fast, og standser derved tillige, saavidt han rækker, det Svimlende, der er Mytteriets Begyndelse.

Jeg gætter på, at Kingo og jeg nok vil udlægge dette stykke noget forskelligt. Hvad jeg vil hefter mig ved, er to ting.

Først vil jeg gøre opmærksom på, at min tale om den pietistiske understrøm så udmærket kan verificeres af dette citat. For her beskriver Kierkegaard jo, hvordan Guds fordring overleveres til hvert enkelt menneske. Og det er netop, hvad pietisterne hævder med deres kodeord og antydninger. Men indrømmet: Når man kan overse det alle de andre steder, hvor det kommer noget tydeligere til udtryk, vil man nok også overse det her.

Det andet er, at det her kommer frem, at det, den enkelte får at vide af Gud, er lovens fordring. Men gudsforholdet er ikke et lovforhold, et forhold mellem en lovgiver og en lovadlyder, gudsforholdet er et forhold mellem mennesket og tilværelsens inderste, og det er af lignende art som et fortrolighedsforhold mellem mennesker, og ligesom det i et fortrolighedsforhold mellem mennesker er forholdet selv og det, der tjener til at opretholde tilliden, der bestemmer, hvad der skal gøres, og hvad ikke, sådan er det i forholdet til Gud ikke nogen lov, men derimod tilliden, der afgør det, der skal gøres. Loven er en senere opfindelse, og den er udmærket til at holde orden på samfundet, når der bliver flere at holde orden på, end det umiddelbare tillidsforhold kan afstedkomme, men at gøre loven til det overordnede også i de nære tillidsforhold, det er at give loven mere, end det, der hører loven til.

Og det er fatalt. Kierkegaards tese om, at mennesket er i usandheden har således fået Karl Barth til at tale om åbenbaringen ”senkrecht von oben”, og derved har han nedbrudt ethvert forsvarsværk, vi kunne have overfor muslimerne. Bibelen bliver en koran, indeholdende Guds tale, lodret fra oven, og vil en ateist indvende mod muslimerne, at deres tro på koranen er en tro ud i det blå: ”senkrecht nach oben”, så har vi med sådanne tanker givet ham belæg for at rette nøjagtig den samme anklage mod os.

Men hvordan vi da skal tale om Gud, det har jeg sagt en del om andetsteds her på bloggen. Men måske der alligevel kræves et nyt indlæg derom.

Dette indlæg blev udgivet i ateisme, Etik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.