Hvor har vi brug for gudsbegrebet?

Jeg skrev engang i 2010 et indlæg her på bloggen, der hed ”Penge-fiktion og Guds-fiktion”, se her. Det var fremkaldt af en filosof ved navn Klemens Kappel, der i en serie på seks indlæg i Politiken havde muntret sig med at vise, at ”vi véd, at Gud ikke eksisterer”. Den argumentation, jeg brugte dengang, skal jeg ikke gentage, men ved en nylig genlæsning af indlægget, fandt jeg et nyt og måske mere afslørende angrebspunkt mod d’herrer ateister. Det stykke af Kappels indlæg, jeg dengang citerede, tager jeg nu i en lidt større udgave. Klemens Kappel skriver:

Denne enorme fælles indsats, der ydes i forsøget på at give en rationel forklaring på, hvordan verden hænger sammen, holdes sammen af bånd af tillid til, at det, de andre finder ud af, er korrekt og til at stole på, også selvom man ikke selv har mulighed for at gå det efter. Når og kun når disse bånd af tillid er tilstede, så kan man vide meget i kraft af, at andre har undersøgt sagerne nøje og transmitteret noget af deres viden til os. Det er i kraft af tillid til resultaterne af den fælles distribuerede bestræbelse på at forstå verden og i kraft af, hvor langt denne er kommet, at vi ved, at Gud ikke eksisterer.

Dette er et generelt fænomen ved vores viden. Det meste af det, vi ved, ved vi i kraft af at indgå i sociale fællesskaber med en kognitiv arbejdsdeling og transmission.

Det, der i dag slår mig med en vis undren, er, at Kappel kan skrive så utrolig meget og så særdeles positivt om tillid som forudsætning for de videnskabelige fremskridt uden tilsyneladende at skænke det en tanke, hvordan vort samfund er blevet et samfund med en sådan høj indbyrdes tillid. Det tages bare hen som en selvfølge, der ikke behøver forklaring, ja, værre endnu, det ”tages overhovedet ikke hen”, det opfattes som en kendsgerning, det udgør en del af en videnskabelig eller filosofisk forklaring på, hvordan videnskaben finder frem til sine resultater.

Der er altså tale om en række mennesker, der lever i et samfund, præget af en række bånd af tillid, og disse mennesker samtaler – i en form for indbyrdes tillid – om, hvordan verden ser ud, hvilke love der gælder, hvad vi kan forvente os, hvis vi gør dette eller hint. Det kommer der videnskab ud af, alle mulige forskellige videnskaber, herunder samfundsvidenskaber, der opridser for os, hvilke betingelser den videnskabelige samtale har, nemlig bånd af tillid mellem deltagerne.

Men religion, tro på Gud som en magt i menneskesamfundet, det er ikke noget, de videnskabeligt kan eftervise, og derfor findes den slags fænomener ikke.

At religion, eller i hvert fald kristendommen, kunne optræde som en forudsætning for alle fænomener i vort samfund, herunder for videnskaben, det falder ikke Kappel ind, ligesom det også er fremmed tale for alle andre ateister.

For eksempel for Jürgen Habermas.

Sjovt nok er den fejl, Kappel her begår, den samme som den, Habermas begår i sit digre værk ”Teori des kommunikativen Handels”.

Det har jeg skrevet om i en kommentar eller en videreførelse af tanker, som Svend Andersen har fremført angående Habermas, se her. Habermas erkender eksistensen af et ”jeg”, hedder det, og jeg føjer så til:

Spørgsmålet er imidlertid, om Habermas tilsvarende har blik for, at der i samme kristne tradition optræder et ”du”, og videre – og måske især det – om han har blik for, hvordan der i enhver samtale finder en form for sammensmeltning sted mellem dette ”jeg” og dette ”du”. I hans forestilling om, at den kommunikative handlen forudsætter ”et herredømmefrit rum”, hvori kommunikationen kan udvikle sig, ligger der en antydning af et sådant blik. Men i hans – undskyld udtrykket – lidt sløsede tanke om, at et sådant rum opstår af sig selv, eller om, at vi sådan bare uden videre kan forudsætte oprigtighed eller sandfærdighed, savner jeg en påstand om, at noget andet end mennesket selv må indvirke i denne sammensmeltning, noget større, noget i sproget selv, en sprogets ånd, som ikke beherskes af os mennesker, men er skjult tilstede i sproget selv.

Altså, Habermas er lidt ”sløset”, når han uden videre går ud fra, at der findes et ”herredømmefrit rum”, og ganske undlader at undersøge forudsætningerne for, at et sådant rum kan opstå. På samme måde, altså, som Kappel er lidt sløset, når han går ud fra, at det bånd af tillid, der ligger bag videnskabens resultater, bare er der.

Jamen, kan da d’herrer ikke se, at det, at et sådant bånd af tillid kan opstå, har med det forhold at gøre, at ytringsfriheden igennem meget lang tid har været en præmis i vore vestlige samfund?

Og kan de ikke se – eller tør de ikke se – at i samfund, hvor ytringsfriheden er knægtet, vil en sådan tillid have utrolig vanskeligt ved at fremstå?

Tag det gamle Østtyskland! Her havde Stasi spioner ude alle vegne. Man brugte sågar børn imod deres forældre. Hvordan skulle der i et sådant samfund opstå ”et bånd af tillid”?

Og vil man sige, at dette måske ville forstyrre socialvidenskaberne noget, men jo ikke naturvidenskaberne, så kan man se på tilfældet ”Lysenko”, som jeg også gjorde opmærksom på i ovennævnte indlæg. Det var bestemt naturvidenskab, han bedrev, men han fik stor fremgang i Sovjetunionen med sine falske teorier, fordi de stemte nogenlunde overens med de teorier, Sovjetunionen byggede på. ”Bånd af tillid”, jo tak, men tillid til forkerte teorier, fordi ingen vovede at sige fra.

Og hvis man ser et enkelt afsnit i ”The Economists” lederartikel for den 3-9, se her, så vil man opdage, at ytringsfrihed så sandelig ikke er nogen selvfølge. Man er ved at undersøge faren mod ytringsfriheden fra det yderste venstre, men når frem til følgende bemærkninger om ytringsfriheden generelt:

Nogle aspekter af liberalismen går imod det inderste i menneskets natur. Liberalismen fordrer, at man forsvarer sine modstanderes ret til at ytre sig, selv når man véd, at det, de siger, er forkert. Man må være villig til at sætte spørgsmålstegn ved sine dybeste trosoverbevisninger. Forretningshensyn må ikke beskyttes fra stormene fra en kreativ nedbrydning. Ens familie må have fremgang, udelukkende baseret på deres fortjenester, selv om alle ens instinkter går ud på at bøje reglerne for dem. Man skal acceptere sine fjenders sejr ved stemmeurnen, selv om man mene, de vil bringe landet til fallit.

Det er udmærket således at få vanskelighederne ved ytringsfriheden beskrevet. For der er vanskeligheder. Den giver sig ikke af sig selv. Der må hele tiden kæmpes for den.

Jeg plejer at indrømme humanisterne ret til at hævde, at disse udmærkede grundsætninger for vort samfund udelukkende er af humanistisk karaktér, at man altså udmærket kan tænke sig, at ytringsfriheden og de andre friheder er fremkommet uden kristendommens medvirken.

Men her får jeg lyst til at gøre en undtagelse fra denne selvpåførte regel og direkte spørge diverse humanister, ateister og troende i flæng: Hvordan man kan egentlig overse kristendommens rolle i fremkomsten af f.eks. ytringsfriheden?

Jeg mener: Man undersøger nazismen, man undersøger DDR, man undersøger Sovjetunionen, og alle steder opdager man, at det kræver mod at sige, hvad man mener? Men hvordan kan man overse, at det mod er det netop kristendommen, der i sin grundform har villet opfordre til?

Og nuomstunder: Man ser farer i det yderste venstre, man ser farer i det yderste højre, og nogle af os ser også farer i islams større og større indflydelse, i dens letkrænkelighed, i dens krav om hensyntagen, i dens tale om islamofobi, osv. Men hvordan kan man undlade at opdage, at de indskrænkninger i ytringsfriheden, som moderne muslimer kræver, er nogenlunde de samme, som jøderne på Jesu tid krævede overholdt af bl.a. Jesus, og hvordan kan det gå ens snude fuldstændig forbi, at Jesus og de kristne martyrer efter ham netop så det som deres opgave at holde fast ved deres tro, også om det kostede dem livet?

Vi forlader spørgsmålsmetoden og går over til den almindelige fremstillingsmetode:

Sandt nok er det, som ”The Economist” skriver, at dette at skulle acceptere liberalismen og specielt ytringsfriheden går imod menneskets natur. Men man må dog ikke overse, at mennesket er en sammensat størrelse. Det har også en natur af en anden art. For mennesket er et sprogligt væsen og sproget har trukket andre sider af det naturlige opførselsskema hos mennesket frem og bygget på det.

Da jeg sin tid prøvede at pejle mig ind på forskellen mellem kristendom og islam ved at skrive en lille afhandling ”Frihed contra fromhed”, skrev jeg bl.a.:

I islam åbenbarer Gud sig på anden måde end i kristendommen. Han åbenbarer sig som en politisk med- og modspiller. I kristendommen åbenbarer Gud sig i sproget eller i ordet, i logos, som de gamle grækere sagde. Og sproget fungérer kun, når den, der taler, hengiver sig ganske. Det gjorde Gud da. Han lod sin søn dø på et kors. Derfra udspringer sprogets hele kraft. Deri ligger Guds mysterium gemt.

Men i islam ligger det gemt i spændingsfeltet mellem ordet i Muhammeds åbenbaring og den kraft, der ikke vil lade sig binde af ordet, men bryder det, hvis det passer ham. Hvilket igen vil sige, at i kristendommen er den inderste kraft, der bevæger mennesket, respekten for ordet, lysten til at rette sig efter sproget, mens i islam den inderste kraft, der driver mennesket, er frygten for døden. (Se her).

Men den kraft, som jeg her hævder ligger i kristendommen, ligger i virkeligheden i menneskets natur som sprogligt væsen. Desværre må man sige, at der også ligger noget naturligt i den måde, vi kæmper imod ytringsfriheden på. Magtinteresser gjorde sig gældende i chimpansesamfundet, og med sproget som redskab kan sådanne interesser få langt større virkekraft end uden sproget.

Disse to dele af menneskets natur står derfor i stadig kamp mod hinanden. Man kan med et kirkeligt eller kristeligt udtryk sige, at det er Gud og Satan, der kæmper mod hinanden, og at mennesket er den arena, hvorpå denne kamp udspiller sig. Det er altså ikke os, der med vores vilje afgør kampen. Og det kan jo nok være én af grundene til, at humanister afviser kristendommens tolkning af menneskelivet.

Og dog er det mere indviklet end som så. Der hører den komplikation med til billedet, at Satan hele tiden prøver at efterligne Gud. Satan sætter sprogets kræfter i bevægelse, argumenterer ud fra disse kræfter, samtidig med, at han i stedet for at lade sproget være baggrunden, lader magtkampen være det.

Eksempler på det er den undermenneskestatus, man i forskellige diktaturer tildeler dele af indbyggerne. Det gælder nazisterne overfor jøderne, det gælder tyskerne overfor de slaviske folk i nazitiden, det gælder det sande sovjetmennesket overfor de republikfjender, som man raskvæk kaldte ikke-mennesker.

Men det gælder også muslimerne overfor ikke-muslimer. Hvis de vil være liberale, eller hvis de bare vil være gode medlemmer af et demokrati, så fordrer det – som ”The Economist” skriver – at de forsvarer deres modstanderes ret til at ytre sig, selv om de véd, at det, de siger, er forkert. Og det lever de krænkelsesparate muslimer på ingen måde op til, når de kræver straf til dem, der vover at tale imod islam. Og de lever bestemt heller ikke op til kravet om, at man skal være villig til at sætte spørgsmålstegn ved ens inderste trosoverbevisninger.

Derfor står der en stadig kamp om ytringsfriheden, og derfor må der finde en sådan kamp sted. Og vi kristne deltager gerne i denne kamp. Endda lader vi uden at øve vold vore modstandere sætte spørgsmålstegn ved det inderste i vores kristentro. Men pas på! Vi svarer igen! Ikke med vold, men med ord.

Når således de to omtalte filosoffer, Kappel og Habermas, vil lade, som om den indbyrdes tillid bare kommer af sig selv, så må vi protestere: Det ”herredømmefri rum”, som Habermas nævner som en forudsætning for, at den kommunikative handlen kan finde sted, springer kun frem i eksistens, når de kræfter, der bekæmper ytringsfriheden, holdes nede eller direkte bekæmpes; men altså bekæmpes ved mod til at trodse de bånd, der lægges på ytringsfriheden af ganske mange historiske epokers herskere.

Det er den ene ting: der har fundet en historisk udvikling sted – og Luthers bekendelse i Worms er en del af denne udvikling – som har muliggjort 1700-tallets opdagelse af ytringsfrihedens enorme betydning.

En anden ting er, at vi er nødt til at tale om ånd, ja om Helligånd, når talen er om den kommunikative handlen. Habermas er selv inde på det. For han opstiller som modsætning til den kommunikative handlen den strategiske handlen, som er en handlen, dvs., en talehandling, hvor den ene part er ude på noget, ude på at få den anden til at mene det samme som ham selv, ude på at få den anden til at tro på ens oprigtighed, eller ude på noget helt tredje.

Ved den kommunikative handlen, derimod, er den ene ikke ude på noget med de ord, han taler. Og den anden gribes af ordene og tror på den førstes oprigtighed. Men ingen af disse to fænomener kan gennemføres ved en almindelig menneskelig viljesakt. Om begge gælder det, at hvis ikke Ånden virker med, bliver der ikke noget ud af nogen kommunikativ handlen.

Og så er det, at jeg siger: Når nu disse to kloge herrer begge bekender, at de tror på, at en sådan tillid kan fremstå i menneskesamfundet, hvorfor tror de så ikke på den Ånd, der fremkalder tilliden? Når de filosofisk og sociologisk indrømmer, at det, vi kristne kalder Åndens virken, er en realitet, dens virkninger kan virkelig efterspores i vore samfund, hvorfor skal de så absolut lade, som om disse virkninger bare kommer helt af sig selv? Er det ikke lidt ”sløset” at se bort fra Ånden, man mister jo derved en oplagt mulighed for at efterspore værktøjer, der kan fremme væksten af dette ”herredømmefrie rum”?

Jeg skal villigt indrømme, at dette at tro på Gud som skaberen, som bibringeren af alle de livsmuligheder, vi svælger i, kan synes at være en påstand ikke blot ud i det blå, men ud i det modsætningsfyldte. For denne skabertro modsiges jo af alle de ulykker, naturen også frembringer.

Og jeg skal også indrømme, at den tanke, man i oldkirken holdt sig til: at mennesket var indsat som Guds vicekonge over jorden, har en del på sig og kan give en vis tilfredsstillelse af ens logiske sans, men dog ikke virker overbevisende i alle tilfælde. Kan gerne være, vi i vore dage synes, vi har lært så meget om vulkaner, at vi kan give dem, der bor på en vulkan, et rimeligt varsel før et udbrud, men er det så ikke os mennesker og ikke Gud, de skal takke? Og hvad med de mennesker, der døde under vulkanudbrud, før denne viden kom frem?

Men til gengæld mener jeg, det er uomgængeligt nødvendigt at tro på Åndens virken, når man én gang har erkendt tilstedeværelsen af et ”herredømmefrit rum”, eller når man i samlivet med et andet menneske oplever tillidens altgennemtrængende kraft, eller når man i den videnskabelige samtale finder ud af, at resultaterne kun bobler frem, når den gensidige tillid besætter det videnskabelige samtaleforum, man er en del af, eller når man hos sin lokale købmand, hos buschafføren, eller hos politibetjenten oplever, at de uden videre tror én på ens ord. Hvordan kan man ellers skabe forbindelse mellem ens hverdagsliv og ens teoretiske verden?

Til gengæld oplever man så også, at denne tro på Åndens virken kommer bag på én. Den fremkommer ikke ved en beslutning, den skyldes ikke lange, natlige overvejelser: skal-skal ikke, den kommer som en befrielse, den kommer som en forklaring på noget, man levede i i forvejen. Man lever jo dette tillidssamfund, man tror jo – uden at vide det – på Åndens virken, hver gang man åbner munden for at tale, man fremsiger jo alle de ord, man taler, med den bøn vedlagt: ”Vil ikke du, Gud, lade mit hjerte være rent, så mine ord kan blive ægte, vil ikke du lade mine ord trænge ind, lade dem skabe den tillid, som er meningen med det hele!”

Dette indlæg blev udgivet i ateisme, Islam versus kristendom, Luther og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.