Bagsiden af syndsforkyndelsen

Jeg har været til generalforsamling.

Det var meget hyggeligt.

Hvad siger du: hyggeligt?? En generalforsamling kan da ikke være hyggelig. Alting skal jo foregå efter et nøje fastlagt skema, så ingen bagefter kan rette nogen bebrejdelse mod nogen. Det er da noget, man véd. Og det er jo også derfor, at alle generalforsamlinger, selv i de mindste og ellers mest fornøjelige foreninger, er kedelige og ikke til at holde ud. Hyggeligt? Den må du længere ud på landet med.

Ja, ja, alt det véd jeg. Men jeg vil alligevel fastholde, at denne generalforsamling var hyggelig. Men selvfølgelig: netop ud fra denne almindelige opfattelse af generalforsamlinger skal jeg nu til at forklare for mig selv – og altså også for de arme læsere – hvorfor denne generalforsamling var hyggelig, eller hvorfor ordet ”hyggelig” faktisk er det bedste ord at anvende om den.

For ja, det lyder jo mærkeligt. Og mere mærkeligt er det måske, at der, hvad det juridiske angår, ikke er noget at komme efter. Alt foregik som efter en snor. Der forelå en dagsorden, der blev valgt dirigent, og dirigenten fulgte nøje dagsordenen, og det hele tegnede til at blive lige så gabende kedeligt som andre generalforsamlinger.

Hvorfor blev det så ikke det? Hvorfor blev den i stedet hyggelig?

Det har noget at gøre med de mennesker, der var forsamlet. De kendte hinanden og var glade for at ses og snakke sammen.

Og det har noget at gøre med den atmosfære, der herskede.

Atmosfære er jo noget sært noget. Det er noget, der eksisterer imellem mennesker, det er ikke noget, ét menneske skaber, det er ikke noget, der kan modarbejdes af et andet menneske – skønt det kan det måske nok – det er noget, der opstår næsten af sig selv i samspillet mellem mennesker.

Vi begyndte med at få noget at spise. Og det er jo en god begyndelse. Så bliver man samspist. Men bare et lille drilleri, inden den officielle generalforsamling begyndte, fortæller måske lidt om, hvad der skaber en god atmosfære. For vi fik ikke gule ærter. Det havde én af deltagerne tidligere klaget over, det kunne hun simpelthen ikke få sig selv til at spise. Og det fik en anden til at drille hende med, at de havde lavet om på menuen for ikke at risikere, at hun udeblev. Men hun måtte høre en del for det aftenen igennem: de plejede at få gule ærter, nu var den tradition brudt, osv.

Og det er måske den slags drillerier, der dels bundede i den gode atmosfære og dels var med til at opretholde den. Og når generalforsamlingen blev hyggelig, skyldes det nok også, at man ikke afholdt sig fra den slags små drillerier overfor hinanden undervejs i den mere alvorlige del. Dirigenten skulle således aflægge beretning, og derfor gav han højtideligt sig selv ordet. Men da han blev afbrudt, svarede han: du skal lige spørge dirigenten, om du må have lov til at komme med en kommentar, og dirigenten, ja, det var jo også ham.

Og efter at alle indlæggene under ”eventuelt” var færdigdebatteret, kunne dirigenten afslutte med at sige, at nu mangler vi kun, at formanden siger dirigenten tak for hans ledelse. Og det gjorde formanden så, og så var den potte ude.

I god ro og orden, ja, men også med så tilpas megen humor, at ordet ”hyggeligt” er på sin plads.

Når jeg tager denne oplevelse frem, skyldes det, at det for mig at se er væsentligt at påpege, at jura og god moral alene ikke er nok; der hører mere til et menneskeligt fællesskab end omhyggelig overholdelse af regler og store anstrengelser for at være et godt menneske; med til de gode oplevelser hører også en fornemmelse for stedets atmosfære, en mere eller mindre bevidst falden ind i tonen det pågældende sted, måske endda en lyst til at drille mod naturligvis at være villig til selv at blive drillet.

Faktisk ligger der nogle teologiske overvejelser bag disse tanker. Jeg har lige fra dengang, jeg i et tussekonvent hørte Sørine Gotfredsen fortælle om sin bog ”Fri og fra det onde”, haft en fornemmelse af, at hendes teologiske standpunkt ikke blot var uden indflydelse og derfor uskyldigt, men også kunne gå hen og blive farligt, se f.eks. min beretning om mødet her. Det er jeg blevet bestyrket i sidenhen, sidst af et indlæg i Kristeligt Dagblad, se her, hvor hun undrer sig over, at det at fortryde noget er blevet noget, ingen tør gøre.

Men derom senere.

Først en lille forsmag på min indvending imod den sædvanlige syndsforkyndelse i kirkerne:

En del prædikanter ser sig forpligtet på at efterligne Paulus, når han begynder romerbrevet med at anklage alle, både jøder og grækere, for at være syndere helt igennem, så han kan slutte denne del af brevet med at citere Sl 53,2-4, ifølge hvilket ingen gør godt, ikke en eneste, se Rom 3,10. Det gør f.eks. Merete Boye i en prædiken, som jeg tidligere har citeret fra her. Her hedder det:

”Det, der kommer ved Loven er syndserkendelse”, siger Paulus i Romerbrevet. (Rom 3,20). Syndserkendelse vil sige, at man erkender, at man er en synder – og at være en synder betyder ikke, at man er ond eller uforbederlig, det betyder bare, at man ikke er fuldkommen. At man er et uperfekt menneske. At have syndserkendelse vil sige at føle på sin krop, at Loven er god, men at man har brudt Guds fuldkomne lov og dermed gjort sig fortjent til helvede. Den eneste, der kan trække os op af helvede – både det helvede, vi selv skaber, og det helvede, der retfærdigvis burde vente os efter vores død – det er Kristus; og derfor må man krybe til korset, til Kristi kors, når man erkender, at man ikke kan leve op til de krav, Gud har fastsat i sin Lov. Når man erkender, at man bare er en synder – at man ikke kan leve op til det, som man godt ved er det gode – så må man råbe: ”Herre, frels mig!”, og det er alt hvad vi skal.

Dette er en gang pastorligt miskmask, vrøvl fra ende til anden. Det har jo ingen forbindelse med den virkelighed, vi almindelige mennesker befinder os i. Og dertil kommer, at Boye modsiger sig selv på det groveste. Først skal dette at være en synder gøres til noget ganske uskyldigt, det betyder bare, at man ikke er fuldkommen. Men straks efter vil hun påstå, at den, der har syndserkendelse føler, at han har gjort sig fortjent til helvede.

Hvordan i alverden hænger det sammen? Synd var jo bare – og det er Boye, der siger ”bare” – at man er uperfekt. Og det skulle gøre os fortjent til helvede, ja, det skulle oven i købet få os til at råbe: ”Herre, frels mig!”

Det hænger simpelthen ikke sammen. Der er ingen forbindelse mellem et menneskes mangel på perfektion og råbet om frelse, for vi lever jo alle meget godt med denne uperfekthed. Så hvis man råber ”Herre, frels mig!”, skyldes det kun, at man som fromt menneske véd, at man skal se brødebetynget ud, når man sidder i kirken, ikke, at man føler nogen synd, eller at man formår at opregne nogle tilfælde, hvor man har brudt det, Gud har fastsat i sin lov.

Det er tomme ord, det hele.

Kaj Munk har taget denne prædikeform under behandling i én af sine prædikener, se her. Teksten er sædemanden, der sår på vejen, på stengrund, blandt tidsler, og også i den gode jord. Og han begynder med at spørge, om ikke det ville være en god prædiken, hvis han begyndte med at indrømme, at han var som vejen, som stengrunden og som jorden med tidsler på, men aldeles ikke som den gode jord. På det spørgsmål svarer han:

Men der er ikke ret meget, jeg har Mistillid til, som dejlig Ydmyghed. Den er syndig, denne Bekendelse: “Jeg er en stor Synder,” hvis den bare er tillært og plapret.

At en sådan bekendelse ligefrem er syndig, det hører vi vist alt for sjældent. Men det forekommer mig at være sandt, skønt det måske er ret uskyldigt, hvis det kun er sådan en altomfattende syndighed, der udstrøs bredt over menigheden. Først, når præsten begynder med at skildre sine egne syndige lovovertrædelser, er der fare på færde. Og det undlader dog Merete Boye her.

Men det undlader Sørine Gotfredsen jo ikke. Både i de eksempler, som jeg tidligere har fremdraget, se her, og i det indlæg i Kristeligt Dagblad, se her, som jeg tidligere lovede at omtale, kommer hun med eksempler fra sit eget liv.

Og så nærmer vi os noget, som bedst kan betegnes som en ydmyghedskonkurrence. Så bliver ydmygheden syndig. Jeg opdagede det ikke dengang ved tussekonventet. Godt nok fortalte hun dengang om, hvordan hun havde opdaget en ond tilbøjelighed i sit indre, men dengang var jeg mere optaget af at kunne fastholde mig selv som en god kristen, selv om jeg aldrig havde haft den slags oplevelser. Nu, derimod, når jeg læser indlægget i Kristeligt Dagblad om at fortryde, ser jeg, at det ikke er så uskyldigt med denne ydmyghedskonkurrence, som man skulle tro, men at det kan have nogle ret farlige konsekvenser.

Hun begynder med en almen overvejelse:

Der findes talemåder, der gang på gang vækker undren. For eksempel lægger folk ofte vægt på at understrege, at de ikke fortryder noget, når de ser tilbage på deres liv. Det er, som om det forbindes med noget uværdigt eller skamfuldt at føle fortrydelse, og senest læste jeg et interview med politiker Ritt Bjerregaard (S), der udtalte, at begrebet fortrydelse ikke er noget, hun beskæftiger sig med. Man fornemmer forsøget på en vis hvidvaskning af egen personlighed, som om man antager, at eftersom alt jo blev gjort med de bedste intentioner, giver det ingen mening at forholde sig til det, der måske alligevel skulle have været anderledes.

Altså, Gotfredsen synes at mene, at det hører med til billedet af en ægte personlighed, at vedkommende er i stand til at indrømme, at der er noget han/hun fortryder. Det kan man selvfølgelig spekulere på, om hun har ret i.

Men senere siger hun:

Jeg gennemlevede det meste af min skolegang uden for alvor at bestille noget, hvilket er relativt nemt at slippe af sted med i dette land. Min indsats dalede støt fra omkring 4. klasse, i gymnasiet var jeg kun fysisk til stede, og jeg ærgrer mig over, at jeg i stort hovmod negligerede de velmente råd om at tage ved lære. Fortrydelse er visdom med forsinkelse, og når fortrydelsen agtes så lidt, har det at gøre med en overvurdering af egen dømmekraft.

Og så pludselig kommer jeg til at høre det, hun tidligere sagde, på en ny måde. Nu hører jeg, at hun sagde: ”Jeg har gjort noget ondt; alle har gjort noget ondt, og vil de ikke indrømme det, kan de ikke være ærlige mennesker”. Og ligeledes hører jeg, at hun nu siger: ”Jeg har noget i min tilværelse, som jeg har fortrudt; alle har noget, de må fortryde, og vil de ikke indrømme det, er de ikke ærlige mennesker”. Det kan høres på en lidt mere anklagende måde: ”Kan alle se mig! Andre fortryder intet, jeg er ikke bange for at indrømme, at der er noget, jeg fortryder. Vær ligesom mig, hvis I vil være ordentlige mennesker!”

Oh, nej, sådan siger hun jo netop ikke. Og sådan skal det da bestemt ikke forstås. Men sådan kan det ikke desto mindre høres.

Men lad os så antage, da, at hun får held med sin opfordring her: at det altså bliver almindeligt anerkendt, at vil man være et ærligt menneske – lige så ærlig som Sørine Gotfredsen – så må man være villig til at fortryde sine tidligere handlinger, får man så ærlige mennesker ud af det? Får man ikke en række kendte personligheder ud af det, som har lært, at det at fortryde noget, er ”in”, og at man, hvis man vil tages alvorligt, må være villig til at fortryde noget af det, man har gjort. Men er en sådan fortrydelse udtryk for noget ægte menneskeligt? Er den ikke påtaget? Er det ikke mundsvejr det hele?

Sagen er, at begrebet ”synd”, som Gotfredsen forstår det og afbilder det, hører hjemme i den moralske verden. Man tænker og argumenterer inden for den del af det menneskelige sprog, når man taler om synd. Sandt nok er der sket den ændring i forhold til tidligere, at man nu ved synd ikke forstår det forkerte, man har gjort, men forstår det forkerte, der ligger i, at man ikke vil indrømme det. Den første forståelse kunne udløse farisæisme, når ikke kunne lade være med at sammenligne sig med andre: disse andre har gjort det og det, men jeg har gjort nok så meget. Og den farisæisme er nogenlunde let at opdage. Men når man ved synd forstår, at man ikke vil indrømme sin synd, så popper farisæismen op lige så gesvindt som før. Så sammenligner den, der indrømmer sin synd, sig rask væk med den, der ikke vil indrømme sin synd og kan af andre bedømmes som bedre end andre af den grund – og vil måske også af sig selv bedømmes således.

Men hvad så?

Ja, så skal vi måske taget et opgør med Luther og hans totalsyndighedstanke. Eller vi skal måske tage et opgør med Paulus og hans lignende tanker. Så først kan vi nå frem til Jesus og hans anderledes lovforståelse. For den lov, Jesus taler om, er en lov, vi gør klogt i at være opmærksom på, en lov, der gælder for menneskeligt samliv på samme måde som den lov, der siger, at vi du tale med et andet menneske, må du gå indenfor hørevidde.

Jeg har kaldt denne lov ”afsmitningsreglen”. For den går ud fra, at mennesket er et resonnansvæsen: når et menneske møder forståelse og indlevelse, reagerer det med forståelse og indlevelse; når det møder rethaveriskhed og indelukkethed, reagerer det med rethaveriskhed og indelukkethed. Denne regel eller den lov er nok tydeligst afbildet i Luk 6,37-38: ”Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer”. Det vil sige, at den del af Matthæus’ bjergprædiken, der står foran dette ord hos Lukas, ikke skal forstås som en moralregel, der er strammet, så den bliver umulig at overholde. Der står jo:

Men til jer, som hører mig, siger jeg: Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer. Velsign dem, der forbander jer, bed for dem, der mishandler jer. Slår nogen dig på den ene kind, så vend også den anden til. Tager nogen din kappe, så lad ham tage kjortlen med. Giv enhver, som beder dig, og tager nogen, hvad der er dit, så kræv det ikke tilbage. Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem.

Vi skal ikke elske vores fjender, fordi vi derved overholder en finere moralregel, nej, vi skal elske dem, fordi vi derigennem – måske – kan forvandle dem til venner. Vi skal ikke i en retsstridighed om vores kappe være påholdende, nej, vil nogen have kappen, så lad ham tage kjortelen med, for på den måde kan du måske nedbryde ikke blot din egen, men også den andens pukken på retfærdigheden.

Hvorfor?

Jo, såmænd, fordi det fællesskab, som opbygges derved, er et fællesskab, hvor den gyldne regel gælder: når du handler mod andre, som du vil, at de skal handle mod dig, så kommer det før eller siden til at slå til: de andre undlader virkelig at pukke på retfærdigheden, de andre er virkelig overfor dig, som du er overfor dem.

Paulus har formuleret det med beundringsværdig korthed i 1 Kor 10,23: Alt er tilladt, men ikke alt bygger op. Alt er tilladt, ja, moralens og lovens tid er forbi, du går galt i byen, hvis du prøver at overholde regler eller være et godt menneske. Det, det drejer sig om, er at leve med i de forhold, hvori du står, at have blik for det, der behøves, for at disse forhold kan trives.

Og derfor: vil nogen holde en prædiken à la Merete Boye for de mennesker, jeg var til generalforsamling sammen med forleden, så vil de da sikkert reagere med venlighed og imødekommenhed og efter prædikantens ønske se tilpas brødebetynget ud, når det behøves, og tilsvarende glade ud, når der forkyndes syndernes forladelse, men en sådan prædiken vil ikke ramme ned i deres hverdag. For overfor den generalforsamling, jeg har omtalt, kan begrebet ”synd” ikke anvendes, ikke fordi det var syndfri mennesker, der var tilstede, men fordi dette at bibeholde den gode atmosfære er en ganske selvfølgelig ting, ikke noget at prale af, for man er jo selv til stede og nyder godt af den gode stemning.

Og det vil ikke hjælpe på sagen, at den nye oversættelse, Bibelen2020, ikke bruger ordet ”synd” nær så ofte som den autoriserede oversættelse, heller ikke er det nogen nytte til, at der prædikes ondskab efter Sørine Gotfredsens recept, for den virkelighed, vi lever i, består nu engang af en række forhold til andre mennesker, og Jesu lovforståelse har til hensigt at styrke disse forhold, Paulus’ formaninger – som de prædikanter, der prædiker ”paulinsk” som regel glemmer alt om, når de står på prædikestolen – sigter også på forholdet til de andre, ligesom Luther har netop de personlige forhold i tankerne, når han prøver at gøre det menneskelige træ til et godt træ ud fra den tanke, at et godt træ bærer gode frugter.

Men prædik tak til Gud for hans opretholdelse af de forhold, vi står i, opfordr til lovsang, fordi vi lever i tillid og møder hengivenhed, så vil prædikenen ramme ind i folks hverdag.

Efterskrift:

Kan det virkelig passe, at vi skal droppe Luthers totalsyndighedstanke?

Ja, det kan det, for den tanke skyldes, at Luther ligesom Augustin forestiller sig, at alle vore drifter er syndige. Den tanke kan vi ikke eftergøre. Og det skal vi heller ikke.

Det samme med Paulus. Når han skal have os alle sammen gjort til syndere, skyldes det, at han som gammel farisæer ikke kan slippe den forestilling, at det virkelig var Gud, der gav israelitterne loven på Sinai bjerg. Men vi kan i stedet følge Jesus, når han siger: ”I har hørt, at der er sagt til de gamle …. men jeg siger jer!”

Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.