Heltene fra Pennsylvania

Alle medier synes at være enige om, at Biden var meget uheldig med sin tilbagetrækning fra Afghanistan. Der er næsten ingen grænser for, hvor mange fejlbedømmelser vi vesterlændinge har foretaget med hensyn til afghanernes levemåde, religion og statsforståelse. Oven i alt det kan man så klandre Biden for, at han havde annonceret den endelig tilbagetrækning til at være afsluttet senest 11. september. Det blev så en lille månedstid tidligere, talebanerne tog over i Kabul, og datoen måtte derfor ændres til 31. august.

Og sandt nok, dette forløb ser ikke pænt ud. Og pænere bliver det da ikke af, at en række danske politikere stadig holder fast ved, at vi har opnået noget i Afghanistan, at indsatsen ikke har været forgæves, osv. Men jeg selv føler mig fristet til at spørge, hvor diverse politikere og medier var henne, da amerikanerne besluttede sig for at gå ind i Afghanistan. Og jeg kunne ønske, at flere medier end lige lille mig ville stille dette spørgsmål.

Det gør de dog højst sandsynligt ikke. For som jeg husker det, fandt alle det selvfølgeligt og uundgåeligt, at amerikanerne ville hævne sig på al-Qaeda.

Men da jeg nu som en slags forberedelse til denne artikel om 20-års jubilæet på 11. september-angrebet var ved at læse mine forrige artikler igennem, faldt jeg over denne fra 11. september 2010. Det interessante ved den er en del af det svar, jeg bringer én af dem, der kom med indvendinger til artiklen. Den gang skrev jeg efter at have omtalt min beskrivelse af begivenhedsforløbet:

Men jeg nåede ikke at få gengivet mine betænkeligheder ved USA’s angreb på Afghanistan, betænkeligheder, der i nogen grad grundede sig på det folkeretslig set betænkelige i affæren, men i langt højere grad på, at jeg ikke begreb, hvordan et land, der havde sådanne snarrådige borgere, kunne kræve større bekræftelse på deres kulturs overlegenhed end den, disse borgere gav dem. Var dette ikke nok til, at de kunne håne disse muslimer, både fordi måtte benytte sig af deres ofres uvidenhed – deres magt slap op, når passagererne blev klar over, hvad de havde i sinde – og fordi den moralske overlegenhed, de så ud til at have ved at kunne handle stillet lige overfor døden, ganske blev overgået af sådanne almindelige amerikaneres mod og handlekraft?

Jeg tror nok, at jeg på et tidspunkt mellem 2001 og 2010 har haft den tanke, at amerikanerne i stedet for at gå i krig i Afghanistan burde have genopbygget tårnene hurtigst muligt i tillid til deres borgere, der jo havde vist, hvordan terroristernes forehavende kun kunne lykkes, når de havde held til at bilde passagererne ind, at der var tale om en almindelig flykapring. Måske man så fra officiel side skulle have hånet al-Qaeda, fordi de ikke turde kæmpe på lige fod med amerikanske borgere.

Man kunne f.eks. have vendt sig imod de mange muslimske lærde, der gang på gang hævder, at muslimer ikke er bange for at dø, og fremhæver det som en modsætning til os vestlige mennesker: ”I søger at undgå døden hele tiden, I tror ikke rigtig på jeres religion, men vi muslimer, vi tager troen på Allahs belønning i efterlivet alvorlig”.

Til dem kunne man sige: ”Jamen, så se til passagererne i det fjerde fly. Ganske almindelige amerikanere var de, uden tanke om, at de skulle udvise mod stillet overfor døden, uden måneder til at forberede sig på at skulle dø, alligevel greb de effektivt ind og hindrede flyet i at flyve ind i Capitol i Washington. Jeres stærkt-troende tilhængere brugte måneder til at forberede sig på dødstanken, opildnede hinanden med henvisning til belønningen i paradiset, og alligevel var deres handlinger præget af en angstfyldt fanatisme”.

Og så skulle man naturligvis have ladet det være godt med det. Så skulle man have ladet passagererne i det fjerde fly stå som idealbilledet for alle amerikanere, ja for alle vesterlændinge, og på baggrund af deres mod og mandshjerte, indstillet på at redde liv, aftegnet kaprerne som kyniske menneskedræbere.

Som sagt husker jeg ikke, om jeg i sin tid ville have anbefalet amerikanerne at nøjes med den moralske sejr, deres borgere gav anledning til, men jeg véd, at jeg i 2001 skrev en lille bog ”Kristne prædikener imod islam”, hvor jeg i den første prædiken henvender mig til en far til én af kaprerne og bl.a. siger:

Nej, det næste, jeg vil sige, rammer jer [dvs. jer muslimer] uden tvivl dybere. Jeg vil nemlig gøre opmærksom på, at den Almægtige ler, og at det er jer, han ler af. Sandt nok, han ler ikke af alle de mennesker, det lykkedes jer at få dræbt. Han har medlidenhed med enhver skabning, der lider uden at det er nødvendigt. Nej, han ler af jer. Han ler af alle jeres forberedelser, han ler af også den detalje, I glemte, men han ler først og fremmest af al jeres alvor, af jeres hårdt tilkæmpede villighed til at dø, af jeres kyniskhed og følelseskulde, altså af alt det, som I mener er jeres styrke, og som også vi kristne i et øjebliks forblændelse har ladet os betage af. Alt dette ler den Almægtige af.

Og det kan jeg godt forstå, det er hårdt at skulle holde ud. Når man har mistet en søn, da at skulle høre, ikke blot, at han er død for et elendigt formåls skyld, men også, at den foragt for døden, han udviste, er for intet at regne imod den martyrvillighed, som tilfældige amerikanere udviste. Det første var du vel forberedt på, at vi kristne ville sige; det er ikke så svært at se, at vi ikke finder det særlig gavnligt for nogen sag at dræbe næsten syv tusind mennesker [N.B.: dette er skrevet, før det rigtigt tal kom frem]. Men det andet var jo netop det, I skulle hævde jer ved: villigheden til at dø for islams sag. Her skulle det vise sig, hvilke styrke islam har. Her har du regnet med, at det ville blive klart for alverden og ikke mindst for os i den vestlige verden, hvordan den muslimske moral var bedre og stærkere end den vestlige. Og så rammer Gud jer netop på det punkt, ler af jer netop af den grund. (Se her).

Men ak, sådan gik det ikke. De amerikanske politikere ville ikke nøjes med hån, de ville have hævn. Og ja, det fik de. Men havde det andet måske alligevel ikke været bedre?

Og faktisk fortæller min artikel her på bloggen, altså denne, hvorfor amerikanerne handlede, som de gjorde. Der var nemlig to, der kom med indvendinger imod min sammenligning mellem muslimer og kristne.

Der er Lisbeth, der den 12-9 hævder, at vi intet véd om, hvem passagererne var. At der er tale om en modsætning mellem islam og kristendom i kampen mellem passagererne og kaprerne, det er bare noget, jeg påstår, det aner vi intet om.

Og der er Lars, der den 18-9 2010 skriver, at vi ikke kender den virkelige sandhed, vi kender kun sandheden, som medierne beskriver den for os.

Begge disse indvendinger prøvede jeg at gøre op med. Om det lykkedes mig dengang, er sådan set ligegyldigt. Hvad der her er interessant, er, at disse to indvendinger er typiske forsøg på at undgå at rette bebrejdelser mod muslimer. Det er en indstilling, der synes at være trængt igennem i både medieverdenen og politikerverdenen: ”Intet ondt ord om islam”. Præsident Bush understregede lige efter nine-eleven, at attentatet jo selvfølgelig ikke havde noget som helst med islam at gøre, for islam er jo fredens religion. Og det er ikke så svært at regne ud, at når ingen fik den tanke at nøjes med hån og ikke hævn mod islam, så skyldes det denne uforståelige ulyst til at se i øjnene, hvad islam er for en størrelse.

Faktum er derimod, at islam er en åndelig størrelse, det er en tilværelsesforklaring, det er en overbevisning om altings sammenhæng, som opererer med en gudstanke, en profet og en hellig skrift, og gør det langt mere autoritært og gennemført, end kristendommen gør det. Men derved også langt mere umenneskeligt, end kristendommen gør det.

Bare det forhold, at hvor kristendommen opererer med den tanke, at hver enkelt frivilligt skal tilslutte sig dens teser, Joh 15,15, dèr opererer islam med en tese om, at den, der forlader islam, skal dræbes. Det har betydet, at islam klarer sig bedst, når den kan overbevise sine tilhængere om, at der er en fjende, der skal bekæmpes – og ”bekæmpes” vil her sige: bekæmpes med vold. Her har den kristne verden igennem alle islams leveår tjent som et afskrækkende eksempel, tjent som den fjende, der åbenbart skal til for at holde sammen på muslimerne.

Det var også, hvad terroristerne fra nine-eleven mente. De valgte med omhu datoen den 11. september for at rette op på den skade, som islams fjende, altså kristenheden, tildelte islam i 1683, hvor en polsk hær kom det belejrede Wien til undsætning og tildelte osmannerne et sviende nederlag. Dette nederlag fandt sted netop den 11. september 1683. Siden den tid har vi i Europa stort set haft fred for islam, bortset fra diverse sørøverier. Men nu mener altså al-Qaeda, at krigen er startet igen: vi skal ikke vide os sikre, siger de til os.

Men er de gode al-Qaeda-folk nu også så stærke?

Javist, vi i Vesten har været tvunget til at indføre en række modforanstaltninger. Og det er sandt nok, at der er kommet flere af dem, efterhånden som terroristerne har udfundet stadig nye metoder til deres terror, metoder, som det har været vanskeligt for os almindelige, vestlige mennesker at forudse, fordi vi mangler fantasi til at fortælle os, hvordan et ondt menneske tænker.

Men det er jo også sandt, at antallet af dræbte ved disse terroraktioner er faldet og faldet, indtil vi næsten kun har med såkaldte ”ensomme ulve” at gøre. Og deres ”høst” af dræbte vesterlændinge er meget begrænset.

Man kunne altså slå ihjel med flyvemaskiner. Javist. Men når passagererne opdager det, vil de ikke finde sig i det. De gør oprør mod terroristerne. Og denne reaktion har bevirket, at der efter nine-eleven ikke har fundet flykapringer sted. Som man måske husker, var flykapringer et ret almindeligt fænomen før nine-eleven.

Så var der ”underbuksemanden”, som blev forhindret i at sprænge flyet i luften, så kom det på mode blandt terrorister at blande forskellige væsker til noget sprængbart, men det blev søgt forhindret ved væskekontrol før afgang. Og da terroristerne opdagede, at lastbiler kunne bruges som mordvåben, opstillede vi rundt om i de europæiske storbyer ”koranklodser”, som skulle forhindre den slags terror.

Sådan er det gået ned ad bakke med antallet af dræbte ”vantro”.

Derimod befinder elitens sørgelige godtroenhed, hvad angår islam, sig stadig på det samme fakta-hadende sted. Præsident Biden taler stadig om islam som en fredens religion.

Blot har europæiske politikere set for sig i ånden store skarer af afghanere strømme til Europa. Og en sådan ny flygtningekrise vil de gøre ganske meget for at undgå. Men hvad de præcis vil gøre, ligger endnu ikke klart. Ja, Sebastian Kurz i Østrig har nægtet at tage imod flere afghanske flygtninge, de har nok i forvejen, siger han.

Om en sådan erklæring holder for virkelighedens prøve, vides ikke, ligesom det også er uvist, om der i det hele taget kommer en virkelighedens prøve.

Derimod er det ganske vist, at Bidens påstand om islam som fredens religion, ikke holder for virkelighedens prøve.

Én af dem, der har tilbagevist denne påstand er Robert Spencer på jihadwatch. Han har her en artikel, hvori han beviser, at islam vil krig, indtil al religion tilhører Allah. Han plejer at gøre det med korancitater. Denne gang gør han det ved at citere muslimske lærde fra de fire sharia-skoler. Fra Maliki-skolen citerer han således Ibn Khaldun, den Ibn Khaldun, som jeg har citeret fra her, hvilket jeg gjorde på et tidspunkt, hvor jeg ikke kendte noget til Robert Spencer; derimod havde jeg læst det meste af Ibn Khalduns ”Muqadimma”. Så nu forefindes der altså to nogenlunde troværdige videnskabsmænd, der uafhængigt af hinanden har fundet frem til netop det sted i ”Muqadimma”, hvor det hedder:

”I det muslimske samfund, er hellig krig en religiøs pligt på grund af den muslimske sendelses universalitet og forpligtelsen til at omvende enhver til islam enten ved overtalelse eller ved magt”. (Kapitel 3, afsnit 31).

Det er dog tvivlsomt, om Biden og de mange, der tænker som han, vil lade sig overbevise af disse to videnskabsmænd. Vi vil sikkert blive betegnet som islamofober. Men er vi det, er så ikke Ibn Khaldun det også?

Det spørgsmål står stadig tilbage, om man kan vinde en krig, som man ikke indrømmer, at man befinder sig i.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.