At gøre muslimer ansvarlige

Vi vestlige mennesker har en tendens til at betragte Middelhavsmigranterne som ynkværdige mennesker. Det hænger sammen med, at vi lider af sygdommen samaritanitis, dvs., vi betragter migrantsituationen som en genopførelse i stor stil af Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner.

I dette megaskuespil spiller vi vesterlændinge naturligvis rollen som den barmhjertige samaritaner, men for at få lignelsen til at gå op er vi nødt til at betragte migranterne som ynkværdige mennesker, der ikke kan noget selv, men kun har vores hjælp at sætte deres håb til.

Og det gør vi så. Det vil sige: vi lukker aktivt vore øjne for den kendsgerning, at de mennesker, der befinder sig på de synkefærdige både i Middelhavet jo ikke er de fattigste, men de rigeste migranter. Og vi ser aktivt bort fra, at de imod alle havretsregler ikke kommer i havsnød, men bringer sig i havsnød, noget, de under normale omstændigheder ville blive straffet for, men ak, så længe denne sygdom slører vore øjne, er det ikke normale omstændigheder, der hersker på Middelhavet.

Det vakte en vis opsigt i de kulturradikale kredse, da Uffe Østergaard sprang ud som ”fort-tilhænger” med en udtalelse om, at vi burde bygge et ”Fort Europa”, oven i købet ville han udstyre det med pigtråd og forsvare det med mere end løst krudt.

Og det har tilsvarende bragt overraskelse ind i medieverdenen – og det vil så nogenlunde sige de samme kredse – at Bo Lidegaard nu slutter sig til ”fort-tilhængerne”. Hvad mener De? En tidligere chefredaktør i det kulturradikale hoforgan ”Politiken”! Det er da med til at bringe sindene i kog – i hvert fald i disse kredse.

Og så meget har det medført, at Lidegaard er blevet interview’et i Weekendavisen for en god uges tid siden, se her, og at han den 13. september blev interview’et i Deadline. Og nævnes bør det vel også, at Pia Kjærsgaard på sin blog i Jyllands-Posten har ønsket ham ”velkommen i klubben” blandt de ikke-stuerene, se her.

I interview’et i Weekendavisen var der en ret bemærkelsesværdig passus, som både blev angrebet i dette interview og i interview’et i Deadline. Det spørgsmål bliver rejst, om ikke vi har et særligt ansvar for at sikre vore værdier, og dertil svarer han:

»Vi er nødt til at forholde os til, hvad vi kan. Hvad der er muligt. Måden, du spørger på, vidner om, hvor langt vi er kommet væk fra en realistisk opfattelse af, hvem vi er. Spørgsmålet underforstår jo, at vi kunne forhindre disse forfærdelige ting i at ske, hvis bare vi ville. Men det er præcis det, vi i mange tilfælde ikke kan. Det er altid mere kompliceret, end vi tror, og militær tilstedeværelse gør det ikke i sig selv. For eksempel var der jo vestlige styrker både i Rwanda og Srebrenica.«

Bo Lidegaard taler hurtigere nu, gestikulerer mere, først var det kun hænderne, nu er det med begge de lange arme, som foldes ud som et vingefang, der nærmest når fra væg til væg i det lille kælderrum.

»Lad mig skyde de etiske overvejelser tilbage til dig selv: Min påstand er, at du faktisk ikke interesserer dig for det! Det er jo de færreste af os, som rent faktisk gør noget. Så det er en selvretfærdig, moraliserende og overfladisk interesse, du har. Du mener ikke alvorligt, at du ville gøre noget. At du ville sætte dit liv på spil i en udsigtsløs kamp på den anden side af jordkloden for nogle mennesker, du ikke kender. Men du vil gerne mene noget om det. Skrive noget om det. Men ikke gøre noget, for du kan ikke gøre noget. Og det er ikke moralsk at lade, som om du vil gøre noget, hvis du ikke vil.«

I Deadline-interview’et forklarer han disse lidt bastante udtalelser med, at vi vesterlændinge, stillet overfor oprørerne i Syrien, gav udtryk for vores medleven, men at dette blev opfattet af oprørerne, som om vi ville gribe ind og hjælpe dem. Derfor skal vi hele tiden overveje, ikke blot, hvordan vi selv forstår vore ord, men også, hvordan vore ord vil blive opfattet. For vi drømte jo ikke om at gribe ind i Syrien.

Nu var begge de to interview’s præget af moralsk slagsmål. Lidegaard blev angrebet ud fra den moral, han tidligere havde arbejdet ud fra – og bebrejdet andre ud fra – og han formåede ikke at løfte spørgsmålene ud af den moralske suppedas, vi vesterlændinge hopper rundt i.

Jeg kan også sige, at han ikke formår at slippe ud af sygdommens greb, den føromtalte sygdom ved navn samaritanitis. Han formår ikke at få ændret sit syn på muslimerne. Det syn på dem som ynkværdige mennesker, som sygdommen lægger op til os at have, formår han ikke at ændre på.

Og det skal jo ændres. Vi skal jo betragte muslimerne som ansvarlige mennesker. Vi bør jo betragte dem som væsener på lige fod med os, det vil sige: som mennesker, der som vi har et ansvar, mennesker, der som vi kan drages til ansvar, og oven i købet kan anklages moralsk, uden at vi vesterlændinge på forhånd véd, hvad de vil svare på vores anklage.

Desværre bliver jeg så vist nok nødt til i samme åndedrag at anklage mig selv. Og det er jo ikke så rart. Men der er altså noget, som jeg først er blevet klar over nu, og som jeg mener, jeg kan bebrejde muslimerne og deres kvindesyn for.

Sædvanligvis nøjes vi med at anklage muslimerne, fordi de tilsyneladende betragter kvinden som næsten en ting, i hvert fald som et menneske, der er underordnet manden. Der er i de muslimske kulturer fremvokset den opfattelse af forholdet mellem kønnene, at mandens kønsdrift nærmest er ustyrlig; for at en nogenlunde orden kan herske i samfundene, må kvinden derfor tildække sine ynder.

Og så skal kønnene så vidt muligt holdes adskilt. At manden skulle kunne vænne sig til bare kvindearme og cyklende piger med kjolen svingende til og fra benene, uden at det fører til overgreb på den første den bedste kvinde, han møder, det kan vi vesterlændinge forstå, men muslimerne ikke.

Derfor er det altså kvinden, der styrer mandens kønsdrift, ikke ham selv. At der foregår en række overgreb på vestlige kvinder, efter at vore samfund er blevet fyldt med muslimer, det er ikke de muslimske hankønsvæseners skyld, det er de vestlige kvinder, der ikke har lært, at de med deres påklædning skal styre mandens kønsdrift.

Det er alt sammen noget, muslimerne mener at kunne læse ud af deres hellige bog, koranen. Dèr står der f.eks. i Sura 2,223:

Jeres kvinder er pløjejord for jer, så gå til jeres pløjejord, som I vil. Læg op til jer selv, og frygt Gud! I skal vide, at I vil møde Ham engang. Bring det gode budskab til de troende!

Det har Sara Omar i sin roman ”Dødevaskeren” vendt sig kraftigt imod, se her. Men hvad nytter det, at et enkeltmenneske, endda kun en kvinde, vender sig imod de hellige ord? Så den muslimske kønsmoral vil givetvis fortsætte uhindret, så længe korantroen – eller skal vi sige: ”koranovertroen” – fortsætter.

Og vi kunne naturligvis, som vi plejer, nøjes med at forarges tilpas over det kvindesyn, der ses indenfor islam. Men her må jeg indrømme, at jeg har lært noget af Bo Lidegaards bemærkning.

Man kan nemlig sige, at han har forvandlet sig fra én, der er sindelagsetiker, til én, der er konsekvensetiker. Jo, for nu er han begyndt at kunne se konsekvenserne af de lidt for letsindige etiske opfattelser, han havde før. Nu kan han både se, at vi i Danmark ikke kan holde til at modtage flere migranter, og at vi med den politik, vi fører i Middelhavet, giver stærke incitamenter til folk i Stormellemøsten til at prøve lykken på Middelhavet, om ikke de skulle kunne indvandre til et europæisk land.

Og man kan sige, at han med sin bemærkning vil have os andre til også at blive konsekvensetikere; vi skal gøre os tanker om, hvordan vore ord vil blive forstået.

Og her er det, jeg kommer med en lille udvidelse af tankegangen: Vil det ikke være rigtigt af os i den grad at betragte vore muslimske medmennesker som normale mennesker, at vi tiltror også dem mulighed for i deres etik at tage hensyn til konsekvenserne?

Det vil sige: Kan vi fremover nøjes med at udtale vor forargelse over det muslimske kvindesyn? Må vi ikke forvente af muslimerne, at de bliver så meget konsekvensetikere, at de gør sig klart, at med det syn på mandens ustyrlige kønsdrift risikerer de at komme til at stå med en befolkningstilvækst, som de ikke kan håndtere? Eller: Er vi ikke nødt til at gøre muslimerne opmærksom på, at koranens anbefalinger om kønsdriftens administration er ganske uansvarlige?

Men det er jo noget, vi overhovedet ikke har spekuleret på indtil nu. Jeg heller ikke.

Jeg mener: vi har en mægtig rigsretssag kørende, som har sit udgangspunkt i en forargelse over den muslimske kønsmoral, men kun meget perifert berører den dårlige opdragelse, en barnemor på 14 år kan give sit barn, og slet ikke berører emnet overbefolkning, selv om det er tæt forbundet med kønsmoralen.

Og vi er meget spændte på, om Taleban nu også virkelig vil give kvinder ligeret til undervisning, sådan som de har lovet, men det er kvindernes situation, vi er opmærksom på, ikke de mange børn, der kommer ud af det med den kønsmoral.

En artikel i Information illustrerer det, se her. Overskriften lyder: ”Taleban: Kvinder skal føde og opdrage børn, så der er ikke brug for dem i politik”. Informations artikel er bag betalingsmur, men da jeg har avisen som papiravis, er jeg i stand til at røbe, at artiklen som ventet er forarget over den manglende kvindeligestilling, men at den ikke med et ord omtaler, at dette syn på kvinder vil forværre det overbefolkningsproblem, som Afghanistan allerede nu lider under.

Jeg mener: Koranens anvisninger er jo stærkt selvmodsigende. Mandens kønsdrift er der givet meget løse begrænsninger for. Fire koner må han have, dertil slavinder efter råd og mulighed. Og disse kvinder tænkes at stå til rådighed for ham med sexuelle ydelser, så snart han ønsker det. En hadith lader Muhammed sige, at en kvinde, der lige har varmet ovnen op for at bage brød, må lade ovn være ovn og brød brød, for at tjene sin mand, hvis han er blevet brunstig. Og det kvikke ord fra Sura 2,223 om pløjejorden, som manden kan gå til efter behag, er jo også i den grad lagt op til at være gavnligt for manden og kun tænke på at tilfredsstille hans begær. Og så har vi helt glemt de 72 jomfruer, der venter i det hinsides på den trofaste kæmper for Allahs sag.

Men hvad Sura 2,223 ikke fortæller noget om, er, at skaberen – i hvert fald kristeligt forstået – har den hensigt med sexualiteten, at der skal komme børn ud af samlejet. Det er altså ikke kun for sjov. Om Allah har glemt at gøre opmærksom på denne lille detalje, eller han er positivt stemt overfor alle børn, der fødes muslimske forældre, fordi han derved får endnu en soldat i sin hær, når han med vold skal underlægge sig alle de ikke-muslimske lande, det skal jeg lade være usagt.

Men resultatet er, at det hankønsvæsen, der får at vide, at det ikke kan styre sin lyst, at det er næsten uansvarligt i den henseende, og derfor blot skal gå til sin pløjejord, det hankønsværen opdager bagefter, at det så sandelig nu pludselig pålægges et ansvar, at det nu står med det ene barn efter det andet og skal sørge for deres underhold.

Og spørgsmålet er: Skal vi ikke udvide vor forargelse overfor muslimerne til også at omfatte deres mangel på vilje til at tage sig af overbefolkningen?

Bo Lidegaard siger, at han er blevet hårdere. Og det kan man jo kun give ham ret i. Men spørgsmålet er, om han er blevet hård nok.

Tag Talebans situation i Afghanistan!

De har vundet magten over landet, javist. Men de er jo på utrolig mange måder afhængig af hjælp udefra. Sygehusvæsnet er for halvdelens vedkommende bekostet af velgørende, vestlige bevægelser. Folket har hele tiden haft svært ved at få jorden til at slå til, så de alle kunne få noget at spise. Det har donationer fra vestlige lande hidtil rådet bod på. Og blandt andet derfor har befolkningstallet kunnet næsten fordoble sig i de tyve år, Vesten har øvet indflydelse i landet.

Men hvad så nu?

Skal donationerne fortsætte? Ja, det er de vel næsten nødt til, hvis ikke vi skal se de helt store sultkatastrofer. Men skal vi ikke sætte en tidsgrænse for dem? Bør det ikke være den afghanske regering, det vil sige: Taleban, der prøver at få handelsaftaler i stand, så befolkningen kan komme til at arbejde for føden?

Og bør det derfor ikke være Taleban, der skal have malet den kendsgerning for øjnene, så de ikke kan undgå at se det, at med det kvindesyn og den kønsmoral, de foreskriver, vil befolkningstallet stige og stige og behovet for donationer stige tilsvarende. Og lukker vi i Vesten for kassen, så kan de muligvis hente nogen hjælp fra kineserne, men kineserne er nogle anderledes hårde halse, de vil – besynderligt nok – have noget ud af deres hjælp.

Nej, jeg véd ikke, hvad vi skal gøre i Afghanistan. Det eneste, jeg kan anbefale, er, at vi besvarer muslimernes anklager mod den vestlige løsslupne kønsmoral med den kendsgerning, at vi – men ikke de – har kunne holde befolkningstilvæksen i ave, at vi – men ikke de – har kunne tilpasse væksten, så der er nok til alle, at vi – men ikke de – har formået at gøre vore samfund til samfund med ægte menneskelighed, arbejde til næsten alle, rigdom så nogenlunde rimeligt fordelt, ytringsfrihed som basis for demokratiske valg.

Alt sådant vil de til stadighed være bagud med i lande som Afghanistan, hvor et typisk muslimsk kvindesyn hersker.

Men altså: kan vi helt tilbageholde det spørgsmål, om der mon ikke i fremtiden bliver brug for langt mere end en lidegaardsk hårdhed, hvis vi ikke vil se os overhalet af fanatiske muslimer på den lange bane? For med vor kultur i højsædet vil vi dog kunne holde os nogenlunde under det antal mennesker, som kloden kan brødføde, men med en muslimsk mangel på konsekvensetik i det ene land efter det andet, bliver vi så ikke tvunget til at sige nej til fødevarehjælp eller stille som betingelse, at der tages afstand fra den muslimske kønsetik? Og dette nej, bør det ikke fastholdes, også om vi så havde midlerne til at hjælpe, også om folk i disse muslimske lande dør af sult?

Hårdhed? Ok, nej, det kan gå hen og blive meget værre.

Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.