Løkkes dødssejler

Det viser sig, at Lars Løkke nu har fået samlet tilstrækkelig med underskrifter til at kunne danne et nyt parti. Godt nok er næsten alt, hvad vi på nuværende tidspunkt véd om dette parti, dets navn. Det skal hedde Moderaterne.

Men vi véd alligevel lidt mere. Ganske vist ikke om det, man kan kalde politik i snæver forstand, skattelettelser, indgreb her og dèr, og den slags. Men vi véd, at partiet vil være et midterparti, der vil undgå al den kævl – Christiansborg-kævl, som man kalder det – som ledsages af næsten ethvert forslag, og også undgå at yderpartierne får så megen indflydelse, som de får under det nuværende system.

Og det lyder jo meget rimeligt. Så hvorfor allerede nu begynde at tale om Løkkes dødssejler? Hvorfor ikke tro på ham og hans projekt?

Fordi han har en meget stærk modspiller, hvis han vil opnå disse strålende Christiansborg-tilstande. Og den modspiller hedder ”mediernes interesser”.

Den gode Løkke burde jo have opdaget, at medierne har en evne til at få forvandlet ethvert folketingsvalg til en præsidentvalgkamp. Hele tiden kommer de frem med det spørgsmål til de opstillede partier: Hvem vil I anbefale som statsminister? Det, der er det spændende ved et sådant folketingsvalg, er ikke klimapolitikken, indvandringspolitikken eller EU-politikken, men hvem der vinder racet frem mod statsministerposten.

Sådan har det altid været. Måske endda vort system er indrettet sådan og ikke kan fungére anderledes. Men så kunne man i det mindste fra mediernes side holde så megen afstand til det, at man kunne diskutere det. Det kan man ikke. For medierne siger naturligvis ja til at diskutere det, og de tager det gerne frem og lader pro møde contra. Men ikke så snart et nyt parti er på vej op over spærregrænsen i meningsmålingerne, før medierne glemmer alt om denne diskussion og lader partiet blive mødt med det spørgsmål: Hvem går I ind for som statsminister?

Jeg tror ikke, vi kommer ud af denne klemme. Men jeg tror, at det er det, Lars Løkke vil forsøge med sit nye parti. Og selv om jeg da sådan set godt kunne ønske ham held og lykke med sit forehavende, så tror jeg ikke på det. Jeg tror ikke på, at medierne frivilligt vil holde op med at lege præsidentvalgkamp ved næste folketingsvalg. Og jeg tror heller ikke på, at de partier, der op til valget er i fremgang i meningsmålingerne, vil undlade at pege på, at de er på vej til statsministerposten – hvis det er det, de er.

Så – so oder so – vi hænger på dem, disse medier med deres præsidentvalgkamp.

Men bevares, jeg kan da godt forstå, at Lars Løkke var inderlig træt af Anders Samuelsens trusler. Jeg mener, der stod noget i det regeringsgrundlag, som Lars Løkke dannede regering på baggrund af, om topskattelettelser. Men normalt betyder det jo, at man, når der kommer en forhandling om dette emne, lægger til og trækker fra fra begge parter, så man når et kompromis. Og når man oplever en Samuelsen, der aldeles ikke ville gå på kompromis, men først faldt til ro, da han fik en ministerpost, så er der måske ikke noget at sige til, at man bliver irriteret over det parlamentariske system, som i dette tilfælde både efterlader Samuelsen og Lars Løkke med kedelige skrammer; Samuelsen, fordi han faldt til ro uden at have fået det, han gik efter, Lars Løkke, fordi han nødvendigvis måtte blive afbildet af pressen som én, der gerne ville beholde statsministerposten.

Og da så Pernille Vermund fra ”Nye Borgerlige” ligeledes meldte sig med ufravigelige krav til Lars Løkke, hvis han ville gøre sig håb om at blive statsminister, kan jeg da sådan set godt forstå, at han blev træt af at blive skubbet til og derfor antydede muligheden af et samarbejde over midten. Blot gik han altså imod en årelang praksis hos både politikere og medier, og det eneste, han fik ud af det, var, at han gjorde det meget lettere for Mette Frederiksen at danne regering, uden at hun på tilsvarende måde skulle opfylde alle støttepartiernes små og store krav; for hun behøvede ikke at true med at udskrive valg, hun kunne nøjes med at true med at samarbejde med Venstre.

Og det var vist ikke meningen fra Løkkes side.

Denne årelange praksis husker jeg fra dengang, Retsforbundet var i valgkamp. Vi havde nogle tanker om, hvordan man kunne komme uden om dette statsministerræs: vi anbefalede en magistratsregering, hvorefter partierne skulle have indflydelse i forhold til deres størrelse. Det var yderst rationelt, det var strålende retfærdigt, men det var også naivt, meget naivt. Så kampen om statsministerposten og om regeringskontorerne vil fortsætte, for Lars Løkke er med sine tanker – hvis det er sådanne tanker, han har, og det tror jeg, det er – lige så naiv, som vi retsstatsfolk var det dengang.

Derfor: Det er en dødssejler, Lars!

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.