Kirsebærplukning

Robert Spencer gennemgår i et indlæg på jihadwatch, se her, det forsvar for islam, som en islam-forsvarer, Juan Cole foretager. Overskriften siger sådan set det hele: ”Islam-forsvareren Juan Cole hævder, at jihadisterne ”kirsebærplukker” (cherry-pick) i koranen og kun citerer halvdelen af verset for at retfærdiggøre sig”.

Spencers artikel går så ud på at vise, at det om nogen er Juan Cole, der nøjes med halvdelen af koranens vers.

Formålet med Coles anstrengelser er klart nok. Han vil vise os vesterlændinge, at islam er fredens religion. Han drømmer ikke om at kunne overbevise jihadisterne, for de kender koranen og den muslimske tradition. Men kan han få naive vesterlændinge overbevist, er han glad. Og selv om han må nøjes med at citere halvdelen af koranens vers, generer det ham ikke det bitterste. Og forresten: det generer heller ikke mange vesterlændinge, for han fortæller os jo det, vi så inderlig gerne vil høre.

Sidste gang Robert Spencer var ude med kritiske bemærkninger til én, der fejlagtigt vil beskrive islam som fredens religion, var det Joe Biden, han var ude efter, se her. Den gang brugte han den muslimske tradition til at tilbagevise påstanden, nu bruger han koranen selv. Forståeligt nok, for det er koranvers, Cole går ud fra.

Det første koranvers, Cole anfører, er Sura 25,63(64). Ifølge den norske oversættelse står der:

Og den Nåderikes (sanne) tjenere er de som vandrer i ydmykhet på jorden, og når noen uvitende taler til dem, sier de: Salâm [Fred].

Cole tillader sig at bearbejde teksten lidt. Skønt der i alle de forhåndenværende oversættelser står ”uvidende” om dem, som muslimerne skal svare med et fredsønske, udlægger han teksten, som om der står ”modstandere, som angriber og generer dem”. Og ikke sandt, så bliver muslimerne lige et nummer mere fredselskende og ydmyge. Og han får også lige føjet til, at bin Laden kun var en rig psykopat, som ikke havde noget offentligt embede. Hvis man følger koranen, siger han, var hans situation at sammenligne med muslimernes i Mekka, for de havde ikke nogen autoritet og fik besked om at lade Gud klare sådanne uoverensstemmelser.

Spencer indvender imod Coles anvendelse af dette vers, at verset aldrig i den muslimske tradition er blevet brugt til at lære pacifisme eller ikke-vold, for der er utallige vers i koranen, der opfordrer til vold. Sandt nok skal muslimerne i nogle tilfælde svare ”Fred!”, men der opregnes også omstændigheder i koranen, hvor muslimerne skal reagere ved at gå i krig, og det er det, jihadisterne retter sig efter.

Så fremfører Cole Sura 41,33-35 (34-36), og så bliver det ganske interessant. Her står der, stadig ifølge den norske oversættelse:

41:34 Og hvem fører skjønnere tale enn den som kaller (mennesker) til Allah og handler rettferdig, og sier: Sannelig, jeg hører til dem som underkaster seg (Allah) fullstendig?

41:35 Og godt og ondt er ikke likt. Gjengjeld (da) det (onde) med det beste, så (plutselig vil du) se, at den som var din fiende, er blitt en varmhjertet venn.

41:36 Og kun de utholdende vil oppnå denne (stillingen), og kun de som eier stor (del av de gode egenskaper), vil få den skjenket.

Og det er jo i sig selv ganske interessant. For det ser næsten ud, som om koranen er mere kristelig end Kristus selv. For Jesus siger ifølge Matt 5,38-40, at vi skal vende den anden kind til, hvis vi bliver slået, men her får vi serveret den ekstra begrundelse, at det skal vi gøre det for derved at kunne forvandle en fjende til en ven. Som ordet står i Det ny Testamente, kan det let (mis)forstås, som om der er tale om en skærpelse af loven, men meningen er, som jeg har tolket det flere steder her på bloggen, at man skal handle, så de forhold, man står i, opbygges og ikke nedbrydes; og givet er det, at en rethaverisk holdning skaber rethaveriskhed, mens en forstående og tilgivende holdning måske kan bevare forholdet.

Det har Cole også lagt mærke til. Han siger direkte, at teksten går ud over det, Jesus siger i Det ny Testamente. Og det er der jo noget om.

Men ak, Robert Spencer har en anden opfattelse. Der står jo: ”erstat det onde med noget, der er bedre”. Men i koranens kontekst kan ”det, der er bedre”, ofte være at føre krig. Cole tager fejl, når han mener, at koranen betragter det at føre krig, som noget, der er ondt i sig selv.

Det tredje vers er Sura 5,32(33). Dette vers har jeg ofte behandlet ret indgående, f.eks. her, idet jeg mener, at verset kan bevise, at det er Muhammed og ikke Allah, der står bag koranen. Verset (og det følgende vers) ser sådan ud i den norske oversættelse:

5,33 Av denne grunn foreskrev Vi Israels barn at den som dreper et menneske, hvis det ikke er for (mord på) et menneske eller for opprør i landet, så skal det (for ham) være som om han har drept hele menneskeheten. Og den som lar det i live, så skal det (for ham) være som om han holdt hele menneskeheten i live. Og Våre sendebud er visselig kommet til dem med klare tegn, men de fleste av dem handlet etter det visselig umåteholdent i landet.

5:34 Lønnen for dem som fører krig mot Allah og Hans Sendebud, og som anstrenger seg for å skape opprør i landet, skal ene og alene være at de drepes eller korsfestes, eller at deres hender og føtter hugges av på motsatt side, eller at de fordrives fra landet. Dette vil være til skjensel for dem i denne verden, og i den kommende vil de lide en betydelig straff.

I verset hævdes det, at et bestemt ord står i Det gamle Testamente. Det gør det imidlertid ikke, men man – eller altså: vi vantro – har fundet ud af, at det stammer fra en jødisk rabbiner, der levede engang i 200-tallet. Og en sådan fejl kan Muhammed begå, men ikke Allah.

Dog, Spencer nøjes med at gå i rette med Cole, fordi han springer over dette med, at den smukke formaning er givet til Israels børn, og tilsvarende springer over de voldsomme straffe, der i næste vers pålægges dem, der fører krig mod Allah og hans sendebud.

Det næste vers, som Cole vil mene viser islam som en fredens religion er Sura 2,190(191). Jeg viser den norske oversættelse igen, dog med lidt flere vers:

2:191 Og kjemp for Allahs sak mot dem som bekjemper dere, men vær ikke angripere, for Allah elsker visselig ikke angriperne.

2:192 Og drep dem hvor dere enn finner dem (mens krigen pågår), og driv dem ut fra den byen som de drev dere ut fra, for forfølgelse er verre enn krig. Men bekjemp dem ikke ved den Hellige Moské, før de bekjemper dere der. Men om de kjemper mot dere, så bekjemp dem. Slik er de vantros belønning.

2:193 Men om de avstår fra kamp, så er Allah visselig Tilgivende, Barmhjertig.

2:194 Og bekjemp dem til det ikke lenger er forfølgelse, og troen på Allah er (fri). Men om de avstår (fra kamp), (så skal de vite), at det ikke er noe fiendskap, unntagen mot de urettferdige.

Når man som Cole kirsebærplukker kun vers 190(191) får man det ud af det, at koranen i modsætning til bibelen kun tillader forsvarskrig. Og han siger, at ikke så meget som én eneste af dem, der blev dræbt den 11. september havde angrebet bin Laden eller al-Qaeda, så disse terrorister handlede uislamisk.

Robert Spencer nøjes med at gøre opmærksom på Sura 8,39. Men da der dèr står nogenlunde det samme som i det vers, der står kun tre vers efter 2,190(191), afslører da vistnok det, at man springer over 2,193(194) en større grad af kirsebærplukning. Udgiverne af den norske koran har da også fundet det nødvendigt at moderere 2,194 således:

Dette verset forteller også at muslimene er tillatt å krige i selvforsvar bare, når den andre parten ikke legger ned våpnene og fortsetter å krige. Muslimene skal da kjempe til full trosfrihet er oppnådd. Den Hellige Profeten (s.a.) kunne ikke ha inngått fredstraktater med de ikke-troende, hvis dette verset skulle tolkes som om muslimene skulle fortsette å krige, til de ikke-troende konverterte til Islâm.

Dette viser, at disse udgivere er lige så gode til kirsebærplukning som Cole. For de overser rask væk, at muslimerne op igennem historien hele tiden har skullet føre hellig krig, og at det derfor kun var tilladt for dem at slutte fredsaftaler af indtil ti års varighed.

Men lad os se, hvad der står i Sura 8,39(40):

8:40 Og kjemp mot dem inntil det ikke lenger er forfølgelse, og religionen bare er for Allah. Og om de avholder seg fra å kjempe, så ser Allah visselig hva de gjør.

Som man ser, det er nogenlunde det samme som i Sura 2,193(194), bortset fra, at endemålet for muslimernes kamp her fremstilles tydeligere: al religion skal tilhøre Allah.

Dette skriftsted gør det i praksis noget nær umuligt at slutte fred med muslimerne. Vi kan se det på Hamas’ holdning til Israel. Hamas er overbevist om, at deres holdning er den ægte muslimske holdning, på fuldt ud korrekt måde uddraget fra koranens tekster. Og derfor fortsætter de med at sende raketter ind over Israel. Og vi vesterlændinge fortsætter med at bebrejde Israel den manglende fred; for vi er forført af mennesker som Juan Cole og tror, at muslimerne da i bund og grund er lige så fredelige mennesker som os. Og alle Coles falske koranudlægninger – som han vel må vide er falske – har ikke til hensigt at overbevise f.eks. Hamas, men at overbevise os vesterlændinge, hvilket jo også er noget lettere. Blot ophører udlægningerne ikke af den grund med at være falske.

Så fremdrages Sura 8,61(62):

8:62 Og om de viser tilbøyelighet til fred, så vær også du tilbøyelig til det, og sett din lit til Allah, sannelig Han er den Althørende, den Allvitende.

Og Cole argumenterer ud fra dette vers imod al-Qaeda: de vidste ikke, om de mennesker, de angreb, gik ind for fred. Derfor var deres angreb uislamisk.

Hertil indvender Spencer, at en sådan våbenhvile kun må være midlertidig. Og så citerer han Qutb, der forklarer, at Sura 8 gjaldt, indtil Sura 9 blev åbenbaret, og i Sura 9 gås der helt anderledes til stålet fra Muhammeds side. Nu kan han kun acceptere fredelige forhold overfor kristne og jøder, hvis de betaler kopskat og indtager en underordnet stilling. Han henviser til Sura 9,29, hvor der står:

9:29 Kjemp mot dem fra Skriftens folk som ikke tror på Allah og heller ikke på den Ytterste dag, og som ikke holder det for forbudt som Allah og Hans Sendebud har forbudt, og som ikke følger sannhetens religion, inntil de betaler tributt med (egen) hånd og underkaster seg.

Og det lyder jo ikke særlig fredeligt. De norske udgivere har derfor fundet det relevant at tillægge en lille forklaring, der skal blødgøre de hårde ord. Men skal vi stole på dem eller på Qutb, som skriver, at hvis skriftens folk ikke ville underkaste sig. var det det eneste alternativ krig, hvornår det var praktisk for muslimerne at indlede den, indtil alle mennesker alene underkaster sig Gud?

Det sidste koranvers, som Juan Cole tager under behandling, er Sura 5,69(70). Jeg tager lige det foregående vers med, for det er oplysende:

5:69 Si: Å dere Skriftens folk, dere bygger ikke på noe før dere følger Torahen og Evangeliet og det som (nå) er åpenbart dere fra deres Herre! Og det som er åpenbart deg fra din Herre vil visselig forøke mange av dem i opprør og vantro, men fortvil ikke over de vantros folk.

5:70 Sannelig, de som tror, og de som er jøder, og sabierne og de kristne – forutsatt at de tror på Allah og den Ytterste dag og handler rettferdig, skal ingen frykt komme over dem, og de skal ikke sørge.

Det lille ord ”nu” (på norsk: ”nå”) som er tilføjet teksten, understreger, at det, som jøder og kristne tænkes at tro på ud over toraen og evangeliet, er Muhammeds såkaldte åbenbaringer. Og derved bliver det klart, at betingelsen for, at jøder og kristne kan leve i fred i de muslimske områder, er, at de tror på koranen. Og det harmonerer ikke særlig godt med hverken toraen eller evangeliet; når man altså kikker ordentlig efter.

Men nøjes man med Sura 5,69(70), så kan man vel nogenlunde få det ud af det, som Cole får ud af det: koranen lover kristne og jøder, at hvis de tror og arbejder, så behøver de ikke at frygte efterlivet. Han citerer Fred Donner, som mente, at Muhammed skabte en regnbuekoalition af monoteistisk troende, og han fortæller, at muslimer godt må dele mad med andre troende, ja sågar gifte sig med dem.

Imod dette vers, som almindeligvis bruges som forsvar for den fredelige islam, affyrer Robert Spencer en sand kanonade af skriftord. Og jeg tillader mig at citere dem alle for at vise, hvor farlig denne kirsebærplukning er.

Han begynder med at henvise til en Ibn Abbas, som henviser til Sura 2,62:

2:63 Sannelig, de troende og jødene og de kristne og sabierne – de av dem som tror på Allah og den Ytterste dag og handler rettferdig – de vil få deres belønning hos deres Herre, og ingen frykt skal komme over dem, og de skal ikke sørge.

Det siger jo nogenlunde det samme som 5,69(70). Men om det hævder Ibn Abbas, siger Spencer, at dette vers blev abrogeret – ugyldiggjort – af Sura 3,85(86), der lyder således:

3:86 Og om noen søker en annen religion enn Islâm, skal den ikke mottas av ham, og han skal i det kommende (liv) være blant taperne.

Og det lyder jo ikke så tolerant som Sura 2,62. Så det er ikke så godt. Så dette vers må naturligvis have en bortforklaring knyttet til sig. Den lyder sådan her:

Meningen med dette verset er at en som har tatt Islâm for den sanne religionen, og studert den nøye og vet i sitt indre at Islâm er den rette vei, som selv har fulgt den fullstendig, underkastet seg fullstendig og er kjent med Islâm som man er kjent med sitt hus. Hvis denne personen da konverterer fra Islâm til en annen religion av en eller annen grunn, med viten i sitt hjerte om at Islâm er den sanne religion, og så tiltar i sin vantro og dør som vantro; disse er de villfarne.

At tage ordene, som de står, nej, det går sandelig ikke an.

Spencer henviser til en 1400-tals muslimsk lærd, Abu Abdullah al-Qurtubi, som mener, at 3,85 ikke ligefrem abrogerer 2,62, men blot handler om de kristne og jøder, som tror på profeten og er faste i deres tro. Og det minder jo lidt om den norske bortforklaring.

Overfor det henviser Spencer til Sura 98,6(7). Jeg tager lidt af det foregående med:

98:5 Og de som mottok Skriften, ble først delt etter at det klare beviset kom til dem.

98:6 Og det ble kun påbudt dem å tilbe Allah i hengiven lydighet mot Ham (alene), og å vende seg mot Ham (alene) – og å holde bønn (regelmessig) og gi Zakât. Og dette er den varige religionen.

98:7 Sannelig, de som er vantro av Skriftens folk og avgudsdyrkerne, skal være i Helvetes ild, og forbli i den (i lang tid) – disse er de verste skapninger.

For mig at se ender alle disse forsøg på omskrivninger af koranens ord – både Juan Coles og den norske koranudgaves – med at det afsløres, at det, muslimerne plejer at skælde os ikke-muslimske koranlæsere ud for: at vi ”kirsebærplukker”, altså ikke læser koranen i sammenhæng, det kan man virkelig med god ret anklage disse koranforsvarere for. Cole tager jo faktisk kun de ord frem, som passer ind i hans kram, dvs., som kan lade os islam-kritikere forstå, at koranen går ind for fred. De ord, der tydeligt siger det modsatte, berøres ikke, nævnes ikke, forbliver lukket land.

Det kunne være spændende, om der mellem f.eks. Robert Spencer og én eller anden lærd muslim kom til en ægte diskussion om disse materier, hvor den lærde muslim tænktes at skulle svare på Spencers indvendinger. Nogenlunde ligesom det i kristenheden kom til en lærd diskussion mellem Erasmus af Rotterdam og Martin Luther om den frie vilje, en diskussion, hvor begge parter forholdt sig til både de ord, der mentes at kunne bevise den frie vilje, og de ord, der syntes at modbevise den. Men et sådant ønske må vist betegnes som et luftkastel.

Blandt andet, fordi der jo egentlig ikke er mere at komme efter, når Spencer har afleveret sine koranord.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.