Følelseskristendom

Jeg kan ikke rigtig blive klog på Karsten Møller Hansen, sognepræst ved Tårnby kirke.

Han har sat to mærker i min bevidsthed her fornylig. Og jeg kan ikke få disse to til at stemme overens.

Først læste jeg en kronik af ham i Berlingske, se her. Den handlede om arvesynden, som han mente var kristendommens grundvold.

Så læste jeg et langt interview med ham i Kristeligt Dagblad, se her. Her lod han sig afbilde som en præst, der ikke følte noget for gudstjeneste, salmesang eller orgelspil, men helt anderledes følte, at han kunne hengive sig ganske, når det var en moderne musiker, der spillede.

Ved nærmere eftertanke tror jeg ikke, jeg tror på ham. En mistanke sniger sig indenbords i mig: Han lader, som om han ikke føler noget for at gøre sig til præst for nogle mennesker, der som han ikke føler noget særligt for salmesang. Han lader, som om gudstjenesten ikke siger ham noget særligt for at få sagt til de kirkefremmede, at de ikke behøver føle nogen kirkelig alvorlighed for at gå til gudstjeneste hos ham. For han har det på samme måde.

Men man må jo sige, at hvis der er tale om, at han lader som om, så er Kristeligt Dagblad hoppet på hans limpind. For interview’eren tager det tilsyneladende for fuldt pålydende, hvad han hævder, og nøjes med – som formentlig planlagt af ham – at undre sig såre.

Han fortæller om, hvordan han ofte tilbringer søndag formiddag, når han ikke selv har gudstjeneste:

”I dag skal det være,” tænker sognepræsten, mens han cykler gennem byen. I dag skal han opleve en søndagsgudstjeneste, som Gud ville have udtænkt den. I dag er han klar til at blive en del af kirkens fællesskab. Der er bare et problem: forventningens glæde er aldrig blevet indfriet. Og selvom Karsten Møller Hansen føler sig overbevist om, at nogle af præstens budskaber lagrer sig i bevidstheden under gudstjenesten, så føler han ikke, at han hører til i kirkerummet. Det er ikke sådan, at han spilder tiden. Han nyder at cykle tur/retur, en god kop kaffe på vejen, og han finder glæde i velsignelsen.

”Det har bare aldrig været sådan, at det føltes rigtigt at sidde i kirken,” siger Karsten Møller Hansen og lyder som en teenager, der har taget tilløb til at røbe en hemmelighed: ”Faktisk,” siger han: ”har jeg altid en skønlitterær bog med, som jeg tager frem, hver eneste gang tekstlæsningen kommer, eller vi skal synge salmer.”

Ikke sandt, føleri oven på føleri. Åbenbart mener han, at det hele først er rigtigt, når han sådan helt alvorligt føler, at det er rigtigt.

Han bliver naturligvis spurgt, hvorfor han med den indstilling er præst i folkekirken. Og han svarer ved at tale udenom:

”I ’Sjælens Amerika’ skriver Karl Ove Knausgård, at ’Guds nåde ikke er at være det særlige, man så gerne vil være, men at være helt det samme som alle andre’. Det er dét, jeg gerne vil vise som præst. Jeg elsker mit arbejde, og nogle gange giver det rigtig god mening, at en som mig, der altid har følt sig lidt udenfor, måske kan være i kirke sammen med dem, som også føler sig udenfor. Jeg tror, jeg er på jagt efter de længendes fællesskab – det store grænseløse fællesskab. Dér hvor man bliver ét med alle. Det kan jeg godt lide. Og det er vel det samme, man søger, når man går til fodboldkamp eller til koncert. Man søger oplevelsen af at forsvinde ind i et fællesskab, hvor man giver sig hen i nogle andres ord, og det er også det, jeg søger i gudstjenesten, men det er aldrig lykkedes mig at komme derhen.”

Det er blandt andet sådanne udtalelser, der nærer min mistanke til ham: Han vil spille rollen som én, der længes efter det helt store fællesskab, skønt han føler sig udenfor, for så kan han måske være i kirke sammen med dem, som også føler sig udenfor. Altså: Kære kirkefremmede, kom kun indenfor, det forventes ikke af jer, at I føler nogen særlig samhørighed sammen med den øvrige menighed, for det gør jeg, jeres sognepræst, ikke.

Hvad han virkelig føler, kan jo ingen kontrollere. Nå ja, han skal jo nok vogte sig for at synge med på salmerne, hvis han vil blive ved med at sige, at salmerne ikke siger ham noget. Men ellers er hans følelser jo hans egne, skjult for alle andre, så om dem kan han frit påstå, hvad han vil.

Men få al denne snak om manglende følelser til at stemme overens med den kendsgerning, at han har været præst i Tårnby kirke i 12 år, det er nu svært.

Hvordan københavnerne – eller mere præcist: amagerkanerne – skal have det for at få dem til at lette rumpen og gå i kirke, det kan vel være lidt uvist. Men man plejer nu da at sige, at det har noget med prædikenen at gøre: rammer den ned i noget, der vedrører mig, eller er det hele holdt i Kana’ans sprog?

Som sagt har Karsten Møller Hansen skrevet en kronik til Berlingske her den 12. september. Og hvis man ud fra den skal bedømme, hvordan hans prædikener vel kan se ud, er det måske forståeligt, at han føler trang til at benytte sig af andre metoder til at få folk i kirke. Overskrift og mellemoverskrift samler meningen sammen på en udmærket måde:

Præst: Efter min første prædiken så jeg aldrig halvdelen af menigheden igen – i denne tekst begår jeg samme fejl

Over hele verden ligger mennesker vågne om natten. Det er det bedste fællesskab at være med i; vi som skulle have gjort det bedre, men bare er mennesker, skriver præsten Karsten Møller Hansen.

Nu synes det at være fællesskabet af søvnløse, han vil anbefale. Man kunne måske få den kætterske tanke, at han så vil have folk til at søge til kirke, fordi de dèr kunne dysses i søvn af præstens prædiken. Men det er vist alligevel ikke meningen.

Den fejl, han begik i sin første prædiken, var, at han prædikede over arvesynden. Og arvesynden forstår han på helt sin egen måde: Den betyder, at vi altid laver fejl, men det gør ikke så meget, for Gud er parat med sin tilgivelse.

Arvesynden er tematisk en dødssejler, men jeg er nu stadig virkelig vild med den. Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skulle gøre uden den. Nu skyder jeg mig selv i foden igen. Det gør jeg, fordi arvesynden er roden i kristendommen, og vi har brug for at huske den. Den lyder mørk, som en dom fra tider, der ikke er vores. Sådan er den også blevet fremlagt, som var der ikke noget godt i os, men for mig er den opløftende.

Arvesynden er; at noget bare ikke kan blive, som man vil have det, fordi man er den, man er. For så vidt er arvesynden det, vi engang sagde så let; vi er bare mennesker. Vi kommer til at tænke mest på os selv, vi kommer til at fejle. Guds nåde er: det ved Gud godt.

Nå ja, ”på helt sin egen måde”! Når han udlægger det som her, rammer han meget præcist ned i tidens ulykkelige præstetendens: synd er fejl, vi kommer til at lave, men frisk mod, Antonius, gå bare i kirke næste søndag og modtag syndernes forladelse, så er det helt i orden.

Men ærlig talt, er det noget, der kan få folk til at gå i kirke? Bevares, jeg véd da godt, at jeg af og til begår nogle fejl, men hvad, det gør jo alle, og det er vel ikke værre, end at vi alle så nogenlunde kan leve med det. Så hvorfor skal jeg ulejlige mig hen i kirken for at modtage syndernes forladelse? Det bliver det jo ikke anderledes af.

Så har han nogle overvejelser om skyld, hvor han på højst forvirrende måde blander dette at være skyldig sammen med det at skylde nogen noget. Og så hedder det:

Den dag, jeg ikke skylder nogen noget, er jeg for alvor alene med mig selv. Det lyder måske tillokkende, som den ultimative frihed, men det er vel langt bedre at være bundet til en anden end til sig selv. I hvert fald for mig.

Men skylden kan også være så tung, at man ikke kan leve med den. Det er, når der ikke er nogen, der vil bære skylden med én. Det er den værste ensomhed. For mig er det her kristendom; der er én, der vil bære min skyld med mig. Og derfor er den ikke så tung, at jeg ikke kan leve. Tilgivet. Kan man leve et sted, hvor tilgivelsen ikke har en chance?

Det hårde ved tiden er, at vi ikke bærer skylden sammen, og derfor er vi ekstra bange for at begå fejl, bange for at blive ensomme med vores fejl. Så vi skynder os at give de andre skylden, og når nogen så giver den til os, æder den os op indefra, eller også siger vi undskyld på kommando, holder vejret og venter til det bliver en andens skyld.

Det, han mangler, er den nytestamentlige formaning. Fejlagtigt tænker han hele tiden i individuelle moralbegreber. Vi skal altså absolut gøres til skyldnere. Dette, at vi er bundet til hinanden i vore fællesskaber, ændrer han uden videre til, at vi skylder andre noget. Og nu ændrer fejlen ved vort menneskeliv karakter. Nu er det ikke længer fejl, vi begår, nu er det det, at der ikke er nogen, der vil bære skylden med mig. Og på den måde kan han få indført Jesus. For han vil bære skylden med mig.

Hvis han nu slap alle disse moraltanker og nøjedes med at se på, hvordan vi er bundet til hinanden i vore fællesskaber, så kunne han måske få indført formaningen. Formaningen er jo ikke en ekstra fin moral, som man med løftet pegefinger opfordres til at prøve at leve efter, formaningen er et forslag til, hvad man kunne ta’ og gøre, hvis man vil have sit liv til at lykkes, det vil sige: hvis man vil styrke de fællesskaber, man står i, for det er derved, at livet lykkes. Det vil sige, at formaningen ikke henvender sig til vores mere eller mindre fine moralfølelse, den henvender sig til vores forståelse, vores egen velforståede egeninteresse. For det er jo livets mysterium, at vil du leve i et dejligt fællesskab, så skal du selv gøre det, du forventer, at andre skal gøre. Af ren og skær klogskab. Det vil sige: hjælp med til at opbygge en atmosfære af hjælpsomhed, af forståelse, af indlevelse. For du kan jo godt lide, at andre tilbyde dig hjælp, du bliver glad, hvis andre viser, at de forstår dig, du prøver at leve dig ind i de andres situation i jeres fællesskaber. Det gælder ægteskabet, det gælder arbejdspladsen, det gælder det frivillige arbejde, det gælder fritidsbeskæftigelserne. Overalt er der mennesker, hvis forståelse du nyder godt af, overalt drejer det sig derfor om at være et almindeligt menneske, der blot er glad for at leve med i fællesskaberne.

Men denne naturlighed risikere at blive ødelagt af al denne arvesyndstale. For den fører uvægerlig moralindstillinger med sig, den fører uundgåeligt til, at vi er bange for at begå fejl, fordi den hele tiden fokuserer på fejlene.

Og er der så i virkeligheden så mange fejl at fokusere på? De fleste mennesker lever nogenlunde fejlfrit i deres dagligdag. Det forkerte, vi gør – eller det fællesskabsnedbrydende – ligger langt snarere i betoninger i vore ord, i små hentydninger, i antydninger af mistro. Og det er så små ting, at det ikke rubriceres som fejl. Og når vi opdager fællesskabets velsignelser – ægteskabets, arbejdspladsens, vennekredsens, osv – så kommer det såmænd helt af sig selv, at vore ord bliver båret af glæde ved samværet, af ligefremhed overfor de andre.

Og så kommer fejlfriheden helt af sig selv. Ikke som noget, du beslutter dig til, men som en virkning af det gode fællesskab, som noget, fællesskabets kaster af sig.

Men jo, der kommer en form for formaning ind i det sidste, Karsten Møller Hansen skriver:

Vi har alle arvet vores menneskelighed. Det er vi fælles om. Den fejl, du begik, kunne jeg også have begået. Det er det, vi skal sige til hinanden. Arvesynden gør det klart, at havde jeg ikke selv brug for tilgivelse, ville jeg aldrig have opdaget, at andre også har brug for den.

Se, her bliver han pludselig klar over, at de andre har lært ham noget, nemlig, at andre også har brug for tilgivelse. Og det er jo sandt, sådan fungérer vore fællesskaber. Men ”arvesynd”, ”tilgivelse”, det er alt for store ord. Vi går jo ikke sådan og tilgiver hinanden hver eneste dag. Men bliver vi først klar over fællesskabets velsignelser, kommer vi næsten helt af os selv til at leve efter fællesskabets regler. Så vi driller hinanden sådan lige tilpas. Så vi kaster en vittighed af os i ny og næ uden at ville være centrum. Så vi spørger tilpas ind til andres velbefindende. Og så videre, og så videre. Vi véd det jo godt, og vi lever også efter det uafladeligt. Fordi vore fællesskaber lærer os det.

Og sjovt nok, hvis du er besat af taknemlighed over alt det, du får fra dine fællesskaber, så bliver du også et bedre medlem af fællesskaberne. Så derfor, det, du skal gå i kirke for, er at takke for tilliden i fællesskaberne.

Og dertil er der intet bedre middel end vore mange takkesalmer.

Nå nej, Karsten Møller Hansen føler jo ikke noget ved salmesang. Men hvis han nu prøvede at synge med, hvis han nu lod takkeordene trænge ind og være medbestemmende for, om han sang surt eller glad, så måske han efter nogle gudstjenester ville synge med glæde, for synge med glæde må man da, især da, hvis man virkelig selv er blevet klar over, at fællesskabet giver så rigeligt igen, hvis det lykkes mig at give noget. For dette, at fællesskaberne ”virker”, dette at denne given og tagen finder sted, det skyldes jo Guds gode Helligånd. Den er det, der skaber troen, tilliden, forståelsen. Og det må man da takke for.

Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.