Det er historiker og professor emeritus Brian McGuire, jeg hævder er faktaresistent. Han har skrevet en kommentar i Kristeligt Dagblad, se her, og deri boltrer han sig i selvmodsigelser og fordrejer kendsgerninger til den store guldmedalje.
Selvmodsigelsen kommer frem allerede i overskriften. Her citeres fra artiklen, hvor han siger:
Jeg taler ikke for åbne grænser. Men jeg taler imod lukkede grænser.
Men sådan kan man ikke behandle virkeligheden. En dør, der ikke er lukket, er åben. Logik for perlehøns. Men McGuire vil på én gang være ansvarlig og næstekærlig, vil som alle andre, der går ind for åbne grænser, sige, at vi naturligvis ikke kan tage imod alle flygtninge i verden, men i den handling at holde grænsen åben gøre netop det: tage imod alle dem, der melder sig ved grænsen.
Lad mig påvise hans ligegladhed med kendsgerninger med nogle citater. Først dette:
Fra Israels mur mod palæstinenserne til Trumps mur mod Mexico og nu Østeuropas hegn ser vi nye jerntæpper, der bygges af politikere, som hævder, at de tror på demokratiske værdier. Det er klart, at et land har ret til at sikre sine grænser, men ikke på en måde, der gør det umuligt for mennesker på flugt at komme hertil.
Det sidste punktum først:
Mattias Tesfaye siger i et interview i Berlingske, se her, at man skal søge asyl ved at banke på hoveddøren, ikke ved at kravle ind ad vinduet. Desværre har vi i Europa alt for længe affundet os med, at migranter med menneskesmugleres hjælp har misbrugt vor godhjertethed og har fået opholdstilladelse på falsk grundlag. Det vil vi nu prøve i nogen grad at sætte en stopper for. Men vi vil stadig modtage flygtninge gennem FN’s kvotesystem.
Og hvad angår det første punktum: Kan McGuire ikke huske, at Israels indhegning skyldtes de mange selvmordsbombere, der hjemsøgte Israel? Men man skulle måske bare have sat sig i en rundkreds og søgt at tale disse mennesker bort fra deres forehavende. Utopisk!
Og Ungarn! Jamen, Orban ville blot have ordnede forhold ifølge Dublin-aftalen. Flygtningene ved grænsen kunne fint komme til Ungarn, blot skulle de så lade sig registrere og søge om asyl dèr. Det ville de ikke. De ville til Tyskland. Og det gav Merkel dem som bekendt lov til. Det var godt nok imod Dublin-aftalen, men når man nu så gerne vil være god, så finder vi andre os nok i det. Hvad vi jo også gjorde! Men ligefrem skælde Orban ud, fordi han holdt sig til Dublin-aftalen, eller fordi han ikke ville være ”god” på samme måde, men have lidt orden på tingene, det er dog helt forkert.
Næste citat:
Ja, vor udlændinge- og integrationsminister, Mattias Tesfaye (S), giver udtryk for enighed med Ungarns ledere, der har blokeret vejen til Vesten med pigtråd. En ledende professor emeritus har samme tankegang om, at det er nødvendigt at forsvare vores levevis ved at holde asylansøgere på den anden side af hegnet. Hvad er der ved at ske i dette land, hvor mere end to tredjedele af befolkningen bekender sig til en tro, der siger, at vi er forpligtet over for hinanden – også dem uden for landets grænser?
Første afsnit: Nu, hvor grænsen mellem Grækenland og Nordmakedonien er ret effektivt lukket, og Tyrkiet holder migranter tilbage, er Orbans hegn af mindre betydning. Men Orban skal åbenbart skældes ud, ligegyldigt om det er med rette eller urette. Og man kan være enig eller uenig med Uffe Østergaard i hans påstand om, at vi må bygge et ”Fort Europa” for at kunne forsvare vor levevis, men det ville fremme vor indbyrdes debat, hvis McGuire ville komme med argumenter imod hans forslag. Det gør han ikke.
Andet afsnit: Her mener han, at hans tese om ikke-lukkede grænser – altså åbne grænser – anbefales os af kristendommen. Formentlig tænker han på lignelsen om den barmhjertige samaritaner, Luk 10,25-37. Det er der jo så mange, der gør, og naturligvis skal vi europæere spille rollen som den barmhjertige samaritaner.
Og så går da den barmhjertige samaritaner dag efter dag på sin rejse og samler overfaldne mennesker op. Han opdager slet ikke, at nogle ondsindede mennesker udnytter hans barmhjertighed og tager penge for at anbringe almindelige mennesker, der godt vil have en uges ferie på et herberg med alt betalt, på samaritanerens rute, så han kan få øje på dem og samle dem op. Og samaritaneren lader også, som om han ikke ser, at det blod, han ser på mange af de overfaldne, er rød saft, for nu har han jo fået øje på sine opsamlingsgerninger, at der er tale om gode gerninger, og dem vil han gerne gøre, så andre – og han selv – kan se, hvor godt et menneske han er.
Endnu et citat:
Skræmmebilledet forbliver, hvad der skete i 2015, da flygtninge fra Syrien endte på vore motorveje. Men katastrofen dengang kom, fordi Europas nationer ikke var i stand til at arbejde sammen på fælles løsninger. Mange af de syrere, der søgte asyl hos os, var virkelig i vanskeligheder i et land med massiv undertrykkelse og overgreb på befolkningen, også med giftgas. De løb for deres liv, men fandt hos os enten ligegyldighed eller fjendskab. Løsningen for Europa blev at låse et par millioner af disse flygtninge inde i Tyrkiet, et middel, som betød, at de kunne glemmes. En dag vil det sikkert komme frem, hvordan disse mennesker er blevet mishandlet.
For det første:
Det er siden kommer frem, at kun halvdelen af de migranter, der dukkede op i Europa i 2015, var syrere.
For det andet:
Løb migranterne fra Syrien for deres liv? Nogle gjorde, for der blev brugt giftgas, men de fleste kom nu fra flygtningelejre i Jordan og Tyrkiet. Og så véd McGuire ikke, at tsunamiens fremkomst hang sammen med, at Grækenland ikke mere anvendte push-back-metoden overfor bådene fra Tyrkiet, se evt. her. Men det skal såmænd være ham undskyldt, for det er der så at sige ingen, der har undersøgt og derved fundet ud af.
For det tredje:
Sikke dog en grumme mistanke at nære til Tyrkiet! Lad mig gøre opmærksom på, at den druknede dreng, Aylan Kurdi, hvis billede blev et ikon dengang i 2015, ikke var flygtning, og at hans far ikke flygtede, fordi han blev dårligt behandlet i Tyrkiet, se her. Der var ihærdige journalister, der undersøgte sagen og fandt ud af, at hans far havde arbejde i Istanbul, men ville til Tyskland for at få det bedre – og for at få ordnet sine tænder.
Endnu et citat, denne gang fra begyndelsen af kommentaren:
Jeg fortryder ikke, at jeg i 1980’erne og 1990’erne hjalp asylansøgere med at få lov til at blive her i landet. Jeg er klar over, at flere af dem, som dengang støttede asylansøgere, nu har vendt ryggen til dem. De mener, at Danmark skal reddes fra indvandring, og derved skelner de ikke mellem flygtninge og indvandrere.
Det er det eneste sted, hvor McGuire antyder, at han godt véd, at der er forskel på flygtninge og indvandrere. Flygtninge tænkes at vende tilbage til deres land, når der dèr hersker nogenlunde ro. Men indvandrere til vort land er en uafvendelig skæbne for os.
Det kunne være skønt, om han ville fortælle os andre, hvordan man kan bære sig ad med at skelne mellem flygtninge og indvandrere, eller måske snarere: mellem flygtninge og økonomiske migranter. Der har været advokater i de nordiske lande, der opfordrede asylansøgerne til direkte at lyve og sige, at de har været udsat for tortur, ellers kunne de ikke blive anerkendt som flygtning. Og visse menneskesmuglere giver dem samme ”gode råd”. Når dertil kommer, at medierne næsten altid ”holder med” asylansøgerne, bliver det meget svært for myndighederne at afvise asylansøgerne.
Det burde nok være gjort i mange flere tilfælde, end sket er. Det er efterhånden mange år siden, BT fortalte om libanesiske flygtninge, der rask væk tog til Libanon og tjente penge som f.eks. taxachauffører, samtidig med at de fik dagpenge i Danmark, skønt de havde fået asyl på baggrund af, at de var forfulgt i Libanon. Og da israelerne angreb ind i Libanon i 2008, hentede Danmark et utal af sådanne asylansøgere til Danmark, og det uden på nogen måde at tjekke, om de havde erklæret sig forfulgt i Libanon, gode, som vi er. Naturligvis! Det er jo en del af aftalen: Vi får lov at vise os selv og vore naboer, hvor gode vi er, asylansøgerne får lov at snyde, som det passer dem.
At det er en sådan aftale, vi går med til, viser sig i den manglende taknemlighed hos de såkaldte flygtninge. Man skulle jo synes, at hvis mennesker løber for deres liv, og derefter kommer til et land, der tilbyder dem beskyttelse, så ville de, så snart det sker, ånde lettet op og være taknemlig mod det første det bedste land, hvor de ikke behøver at være bange. Men sådan reagerer Middelhavsmigranterne ikke. De ser snarere på deres flugt, som vi ser på en ferierejse: som vi betaler rejseselskabet, betaler de menneskesmuglerne; hvis hotellet ikke fremstår som lovet, klager man over det: hvis vi ikke behandler migranterne, som de ud fra menneskesmuglernes salgsfremstød regner med at blive behandlet, er de utilfredse med det. Ja, det er sandt. Der er virkelig såkaldte flygtninge, som efter sigende er reddet fra tortur og giftgas, der mener, deres indkvarteringsrum er alt for små. Og vi, vi kan ikke finde ud af, hvad vi skal sige til det. Det nytter jo ikke noget at nægte, at disse mennesker har været forfulgt, for så går det gode af vores gode gerninger jo fløjten.
Jeg har her prøvet at skelne mellem Middelhavsmigranter og Kabulflygtninge. Og jeg har brugt flygtningenes taknemlighed som skelnemærke. Det samme kunne jo sådan set McGuire gøre. Men blandt de mange ting, han ikke får øje på, er også den noget overraskende taknemlighed, som disse flygtninge udviste.
Lad mig til sidst sige noget, jeg næsten ikke nænner at sige. Jeg mener, hvis McGuire læser det, må han vel nærmest gå i spåner. Men dels er sandsynligheden for, at han læser det, nok ikke stor, dels må der gælde den regel for ham som for alle dem, der er enig med ham: Der skal skrap lud til skurvede hoveder.
Og når han insisterer på at mene, at det er kristendommens værdisæt, der kræver af os, at vi åbner vore grænser – eller altså: ikke holder dem lukkede – for de asylansøgere, som NGO’ernes skibe bringer frem til de italienske havne, så må man fortælle ham, at den nemmeste måde at sætte menneskesmuglerne ud af spillet på er at ophæve det direktiv, som EU-kommissionen udsendte i 2001, hvorefter alle flyselskaber til EU-lufthavne skal sikre sig, at passagerer til Europa har gyldigt visum, se her. Gør man det, overfører man alle de asylansøgere, der nu kommer med menneskesmuglernes dyre transporter, til langt billigere flyselskaber. Ikke blot går menneskesmuglernes forretningsmodel helt i stykker, alle de drukneulykker, som nødvendigvis følger denne model, ophører.
Så hvis McGuire vil fastholde sin værdiopfattelse, må han søge at få ophævet dette direktiv. Naturligvis vil det medføre en tsunami af asylansøgere, langt større end den i 2015, men hvis det er en kristen værdi, at vi ”er forpligtet over for hinanden – også dem uden for landets grænser”, er vi så ikke nødt til det?
I hvert fald: når det er en kendsgerning, at der forefindes et sådant direktiv, og når nu McGuire bliver gjort opmærksom på det, så opdager han jo samtidig, at han i kraft af, at dette direktiv støder asylansøgerne over til menneskesmuglernes både, bliver medskyldig i deres druknedød. Han har måske ikke vidst det tidligere, men nu, hvor det må stå ham klart, at han er medskyldig i f.eks. Aylan Kurdis død, fordi EU ikke har fået ophævet dette direktiv, hvad vil han så gøre? Bliver så ikke alle hans ord tomme? Han siger, at han ”indrømmer, at vi har et problem med de mange, der ikke har integreret sig i vort samfund”. Når hans fine værdisæt har fået direktivet ophævet, så vore lufthavne overfyldes med asylansøgere, vil så ikke disse problemer tidobles? Og falder hans indrømmelse så ikke noget mager ud?
Lad mig antyde en knap så højtflyvede og noget mere hverdagsagtig overvejelse. Og hvis man vil ned fra det høje, er Luther god at gæste. Han tillader sig i sit skrift fra 1523 ”Om lydighed mod statsmagten” at sige:
At driste sig til at styre et helt land eller hele verden efter evangeliet, det er nøjagtigt det samme, som hvis en hyrde sætter ulve, løver, ørne og får sammen i en stald og lader dem færdes frit imellem hinanden og så siger: Æd nu af foderet, vær gode og fredelige mod hinanden, stalden står til jeres rådighed, foder er der nok af, hunde eller hyrdestave behøver I ikke at være bange for. Fårene skulle nok holde fred og fredeligt lade folk opdrætte dem og styre dem, men de ville ikke få noget langt liv. Det ene dyr ville ikke få lov til at leve for det andet. — Men hvis det åndelige styre er ene om at herske over land og folk, så får ondskaben frie tøjler og alskens ugerninger frit slag. For det store flertal kan ikke tilslutte sig det eller forstå det. (Se her).
Det har jeg i dette indlæg giver følgende kommetar med på vejen:
Enkeltmandsetikken eller evangeliet kan godt operere med barmhjertighed. Men samfundsetikken, som ikke skal rette sig efter evangeliet, er nødt til at have regler og love, så den kan behandle alle ens. Enkeltmandsetikken behøver ikke tage det så nøje med konsekvenserne i samfundet. Men det er til gengæld samfundsetikken nødt til.
Og jeg vil godt her føje til, at samfundsetikken bør være opmærksom på, at det gode samfund i høj grad bygger på menneskenes gensidige tillid, og at denne tillid ikke er vores egen fortjeneste, men er Guds Ånds værk. Derfor modarbejder vi Åndens virksomhed, hvis vi indfører muslimer ad libitum, som vi har gjort hidtil. Og derfor er det glædeligt, at regeringen nu vil tvinge asylansøgere til fremover at banke på hoveddøren i stedet for at kravle ind ad vinduet.
ricardtriis 