Tro som en viljesakt?

Dette indlæg vil – formentlig – ende med at hævde, at tro er noget, der kommer bag på os, altså så langt borte fra at være noget, vi vil, eller noget, vi beslutter os til, som tænkes kan.

Når spørgsmålet her rejses, skyldes det en bemærkning af Søren Kierkegaard. Jeg har citeret ham i min artikel ”Regines ligeværd”, se her, og jeg vil her tage nogenlunde de samme citater frem, dog i en lidt anden rækkefølge og sammenhæng.

Vi begynder med det nok mest bemærkelsesværdige – og også mest mysteriøse – citat, nemlig dette fra ”Frygt og Bæven” (se her, side 111):

Det var en aarle Morgen, Alt var beredt til Reisen i Abrahams Huus. Han tog Afsked med Sara, og Elieser den troe Tjener fulgte ham ud ad Veien, indtil han atter vendte tilbage. De rede eendrægtigen sammen, Abraham og Isaak, indtil de kom til Morijabjerget. Men Abraham beredte Alt til Offret, rolig og mild, men idet han vendte sig bort og drog Kniven, da saae Isaak, at Abrahams Venstre knyttede sig i Fortvivlelse, at der gik en Skjælven igjennem hans Legeme – men Abraham drog Kniven.

Da vendte de atter hjem, og Sara ilede dem imøde, men Isaak havde tabt Troen. Der er i Verden aldrig sagt et Ord derom, og Isaak talte aldrig til noget Menneske, om hvad han havde seet, og Abraham anede ikke, at Nogen havde seet det.

Naar Barnet skal vænnes fra, da har Moderen den stærkere Føde ved Haanden, at Barnet ikke skal omkomme. Held den, der har den stærkere Føde ved Haanden!

Jeg gik i lang tid ud fra, at denne stemning ikke kunne forklares ud fra den normale antagelse: at rollefordelingen gennem hele ”Frygt og Bæven” var den, at Kierkegaard var Abraham og Regine Isak. Man var, mente jeg, nødt til at følge Joakim Garff, når han mener, at rollefordelingen her er den, at Abraham er Kierkegaards far, og Isak Kierkegaard selv. Jeg fulgte nemlig Kierkegaards egen fortælling om bruddet med Regine, og den gik ud på, at hun ikke var klar over hans tungsind, og at hun derfor ikke forstod noget af, hvorfor han brød med hende.

Men dels modsiges denne opfattelse af de bevarede forlovelsesbreve, dels er Kierkegaard her i ”Frygt og Bæven” mere ærlig end i sine forklaringsforsøg fra 1849. Han har jo også på bagsiden af titelbladet anbragt en sentens, der skal vise, at den formelle historie om Abraham og Isak vel angår alle, men at den skjulte historie, den om Søren og Regine, kun kan forstås af Regine.

Men er det tilfældet, så kommer vi med bl.a. den fjerde stemning ind bag den rationalisering, Kierkegaard senere har foretaget; så får vi en antydning af, at han og Regine har talt om bruddet, at han har prøvet at sætte hende ind i den ret specielle gudsforståelse, han har, men at hun ikke har kunnet gå med til den tanke, at Gud kan give befaling til at bryde et forhold, der dog er blevet til efter hans bestemmelse. Altså, de to har talt sammen og i hvert fald prøvet at tale ud med hinanden, efter at Kierkegaard i august sendte Regine hendes ring tilbage.

Dette er mig bekendt det eneste sted i forfatterskabet, hvor noget sådant antydes.

I ”Philosophiske Smuler”, det tredje kapitel, se her, er Kierkegaard i gang med at overveje, om man kan bevise Guds eksistens, og i den forbindelse forekommer følgende udtalelse:

dybest i Gudsfrygten lurer vanvittigen den lunefulde Vilkaarlighed, der veed at den selv har frembragt Guden.

Det var vel ikke dengang en helt vanvittig udtalelse, at Gud var en menneskelig ”opfindelse”, for det lå på forskellig vis i tiden, men når Kierkegaard her kalder den lunefulde vilkårlighed vanvittig, antydes det, at han selv har måttet kæmpe imod, for ikke at give efter for denne fristelse, der altså ligger dybest i gudsfrygten.

Og den kamp må i vore øjne forekomme ekstra vanskelig og kræve ekstra viljesstyrke, når man betænker, at den Gud, der er tale om, er en guddom, der kan give befaling til at afbryde et kærlighedsforhold, men ikke blot det; det er tillige en guddom, hvis vilje et menneske må vove at gætte sig frem til.

Denne voven omtaler Kierkegaard i en optegnelse fra 1854, som jeg i ”Regines ligeværd” har citeret i sin helhed.

Det er en mærkelig optegnelse. Den giver udtalelsen fra Philosophiske Smuler om den lunefulde vilkårlighed, der lurer dybest i gudsfrygten, ret. For den hævder, at skal et menneske i nutiden have et særligt forhold til Gud, som f.eks. Abraham havde det, så kan Gud ikke tale direkte til det menneske. For vi lever ikke i umiddelbarhed, vi lever i reflexion, og selv om Gud kan ”pirre til” et menneske for at få ham til at gøre det, der skal gøres, er det dog det menneske selv, der må vove både at påstå sig udvalgt til at have et særligt forhold til Gud og at gøre det, Gud befaler skal gøres. Men derved bliver det jo det menneske selv, der skaber guddommen og afgør, hvad der mon kan være Guds vilje. Vel har han de indirekte påvirkninger at bruge til at udregne, hvad Gud vil have ham til, men der er en voven, som han ikke slipper for, han må selv tolke disse indirekte påvirkninger. Og så ligger jo den anfægtelse fristende nær, at det er hans og ikke Guds vilje, han gennemfører.

Skal den anfægtelse undgås, må gudstroen fastholdes med en enorm viljesstyrke. Forstanden kan ikke komme med argumenter her. Her er det viljen, der må sættes ind.

Det er det, der beskrives i al sin absurditet i den fjerde stemning.

Og det beskrives som noget, Abraham/Kierkegaard gennemlever. Men den beskrives også – i hvert fald antydningsvist – som noget, Isak/Regine iagttager, men ikke vil tro på. Godt nok hedder det, at Abraham ikke anede, at nogen havde set hans anfægtelse, men da det er Abraham alias Kierkegaard, der skriver den fjerde stemning, må han vel alligevel have haft sine anelser. Nok har han i hvert fald anet til, at han kan hævde, at Isak/Regine har mistet troen, det vil sige: hun tror ikke på den af Kierkegaard skildrede Gud, tror ikke på den tolkning, Kierkegaard giver af de indirekte påvirkninger, dvs., af de svingninger i hans tungsind, han oplevede.

Jeg har her søgt at give en nærmere forklaring på, hvad vel disse indirekte påvirkninger, eller disse ”rykkere”, som Kierkegaard også kalder dem, da kan være for noget. Og jeg har her søgt at vise, hvordan Zinzendorf og brødremenigheden lagde grunden til en næsten skjult understrøm under megen pietisme, en understrøm, som – netop som Kierkegaard skildrer det i 1854-optegnelsen – prøver ud fra tilsyneladende tilfældige tildragelser at finde ud af, hvad Gud vil have mig til netop i dag. Dette, at det er den pågældende selv, der skal tolke tilfældighederne, bevirker, at man næsten aldrig direkte siger, at det og det er Guds vilje med mig, man nøjes med i et særligt kodesprog at antyde det. Således kan Kaj Munk, der også var inspireret af pietismen, skriver til Niels Nøjgaard, at han har fået den indgivelse, at han skal være præst i Berlin, se her. I ordet ”indgivelse” ligger, at det er Gud, der har lagt den tanke ind i hans sind. Men det siges jo ikke direkte. Og Nøjgaard, der ikke kender dette kodesprog, bliver derfor bange for at have ødelagt noget, da han erfarer, at Munk ikke har talt med sin kone om at tage til Berlin. Hvis det er Guds vilje, der kommer til udtryk i denne ”indgivelse”, skulle det måske også være unødvendigt. Men det synes altså Nøjgaard – og vi andre med ham – alligevel ikke.

På den baggrund er det altså ikke så meget spørgsmålet om, hvorvidt Gud er til eller ej, der får Abraham/Kierkegaard til at knytte den venstre hånd og får en skælven til at gennemryste hans legeme, det er i lige så høj grad spørgsmålet om, hvorvidt Gud virkelig har givet ordre til Abraham/Kierkegaard om at skille sig fra Isak/Regine.

Og det er noget, Kierkegaard selv må vove at tro på. Kan hænde, han har fået visse indirekte påvirkninger gennem sit tungsinds bevægelser op og ned, det er dog ham, der vover at tolke disse påvirkninger som et udsagn fra Gud om, at han ønsker, at Kierkegaard bryder med Regine.

Og denne voven, denne viljesbeslutning angående tolkningen af de indirekte påvirkninger, den komme på forfærdelig, men yderst korrekt måde til udtryk i det, Kierkegaard skriver til sidst om Abraham: ”– men Abraham drog kniven”. Altså: Abrahams venstre knytter sig i fortvivlelse, hans legeme skælver, for det er jo hans voven, der vover at tolke påvirkningerne sådan, at der af Gud forlanges en adskillelse fra Isak/Regine, det er hans hele gudsforståelse, der fører til den forfærdelige konklusion: jo, det er det, Gud forlanger. Men hvor meget det end er mennesket selv, der skaber guden, hvor umuligt det end er for forstanden at bliver overbevist om Guds eksistens eller ikke-eksistens, hvor mange andre konklusioner der end måske ville kunne drages af de påvirkninger, det påstås at være Guds, Abraham/Kierkegaard vil forstå det, som hans voven indikerer for ham, han vil fastholde den gudsforståelse, han én gang har lagt sig fast på, og som stemmer så udmærket med hele hans natur (dvs., som medinddrager hans ellers uforståelige tungsindighed), derfor ”drager han kniven”, derfor fastholder han det nej, der fik ham til at tilbagesende Regines ring.

Dèr har vi viljesafgørelsen i troens sag afbildet så hårdt og sandt som muligt. Og det er den, jeg vil vende mig imod.

I ”Stadier paa Livets Vej”, se her side 347, lader Kierkegaard sit alter-ego, quidam, sige:

Har jeg brugt 15 Aar for at danne mig en Livs-Anskuelse og for at perfectionere mig i den, en Livs-Anskuelse, der baade begeistrede mig og laae ganske for mit Væsen, saa kan jeg ikke saaledes pludseligen gjøres om.

Det, Abraham/Kierkegaard udfordres af, det, der får hans legeme til at skælve, det er altså det, at den livsanskuelse, han har dannet sig, nu kræver, at hans siger nej til Regine. Men det er altså en livsanskuelse, han har dannet sig, eller – mere præcist sagt – det er en livsanskuelse, han griber til blandt de forhåndenværende, fordi den forekommer ham bedst egnet til at svare til hans væsen, det væsen, der gribes af tungsindighed på tilfældige tidspunkter.

Skal han have Gud med i sin livsanskuelse, må han – synes han – gøre Gud til ophavsmand til disse tungsindighedsbølgers kommen og gåen. Det har han gjort lang tid, før han mødte Regine, og det er blevet ham en fast grund under fødderne. Men det er unægtelig noget, han skriver meget lidt om, for det er omgærdet af den hemmelighedsfuldhed, der præger den føromtalte pietistiske understrøm: man benytter sig dèr af kodeord, det samme gør Kierkegaard, man nøjes med at antyde Guds indgriben, det samme gør Kierkegaard, ja, vel knap nok det, man forstås kun af de indviede, det sørger også Kierkegaard for, så grundigt sørger han for det, at langt de fleste forskere går udenom alt, hvad der kunne tyde på en gudsåbenbaring.

Og så kommer man til at stå med den samme gudsforståelse som Kierkegaard, en gudsforståelse, der bygger på tilfældighed, en gudsforståelse, der kræver en stor viljesanspændelse for at blive godtaget, men som netop af den grund hviler på et meget tyndt grundlag: på personens fornemmelse for, at der nok er noget om kristendommen, eller på en tilbøjelighed til at følge faderens eksempel, eller på – i Kierkegaards tilfælde – en tilfredshed med at have fundet en dybere forklaring på de ellers uforklarlige tungsindsanfald.

Men så må han altså også affinde sig med, at hele ens filosofiske kunnen kommer til kort overfor gudstanken. Der er og bliver en vanvittig vilkårlighed over det hele, det er og bliver ham selv, der vover at anse sig for stående i et særlige gudsforhold – formentlig, fordi han godt ser, at andre ikke angribes på samme måde at tungsindighed – men mere end det: vover at tolke disse tungsindsanfald som indirekte påvirkninger fra Guds side, og altså i tilfældet her: vover at tolke dem som en befaling om at bryde med Regine.

Om Abraham/Kierkegaard hedder det i ”Frygt og Bæven”, at Abraham efter at have fået Guds befaling ikke kunne tale, om han end gerne ville. Det passer ikke på Abraham, men det passer på Kierkegaard. For hans hemmelige forhold til Gud, den ”hemmelige note, der gør alt i hans liv forklarligt”, det er netop hemmeligt, det skal ingen nogensinde kunne opdage. Se evt. her min artikel fra Føniks 1986 om den hemmelige note.

Men nu er jo så spørgsmålet: Er den forståelse af, hvem Gud er, og hvad det vil sige at tro på ham, én, vi i vore dage kan efterligne? Er dette at komme til tro en viljesafgørelse?

Det er jo ret tydeligt, at det for Kierkegaard er en viljesafgørelse. Men der er andre indenfor den pietistiske kreds, der i højere grad gør noget ud af, at til tro kommer du kun, når ånden driver dig. Jeg tænker på den del af pietismen, der lægger vægt på omvendelsen. Godt nok kan det vist ofte siges at være en lidt kunstig affære, for man har jo hørt andre berette om deres omvendelse, og kunne måske nok ønske selv at blive omvendt for at kunne være helt og holdent med i flokken af pietister, og så – når en ”god” omvendelsesprædiken lyder, lader man sig rive med, så man først føler sig som en stor synder og bagefter som en tilgiven synder.

Andre lægger vægt på trosartiklerne. Dem drejer det sig om at give sin tilslutning. Og vel er det noget, man måske/måske ikke kommer til at indse sandheden af, men heller ikke det er noget, man kan ”ville” sig frem til.

Men i næsten alle tilfælde vil det gå sådan, at troen sætter skel mellem dem, der tror, og dem, der ikke tror. Det kan jo ikke være anderledes, synes man at mene, det er da klart, sådan må det være.

Men er det nu så klart?

Det kan måske være klart, at der sættes skel mellem dem, der siger, at de tror, og dem, der, på trods af, at de måske siger, at de ikke tror, faktisk alligevel gør det. For det at tro er jo ikke blot noget, man siger, det er også noget, man bevidst eller ubevidst lever efter.

Vi har jo i hvert fald oplevet, at de muslimer, der er kommet ind i vort land, lever på en anden tro end vores; de er muslimer, det lader sig ikke nægte, og de har taget hele deres muslimskhed med sig op til vores land.

Derigennem burde det vel også afsløres, at vi danskere er meget mere kristne, end vi sådan går og tror. For den måde, vi omgås hinanden på, den tillid, der hersker imellem os, den måde, vi taler til hinanden på, alt dette er noget andet end den muslimske måde at leve på.

Vi er jo f.eks. af den opfattelse, at respekt er noget, man får tildelt på frivillig basis af de andre i fællesskabet. At ”sætte sig i respekt” er blandt os en uting, og hvis endelig det er et udtryk, vi bruger, taler vi om et menneske, der i kraft af lederevner eller stor viden får andre til at rette sig efter deres råd. Men at ”sætte sig i respekt” med vold, som muslimerne gør, at ville tvinge andre til at adlyde, at ville bruge dominansvold til at ”sætte sig i respekt”, det er noget, vi kun dårligt forstår, ja, om så vi ser en sådan dominansvold udført for øjene af os, prøver vi at bortforklare det som alt andet end muslimsk dominansvold. For uden videre tror vi, at alle mennesker da tænker og føler som os. Hvad altså muslimerne blot ikke gør.

Det vil sige: det menneskesyn, vi betragter som naturligt, er aldeles ikke naturligt, det er kristent. De, der lever selvfølgeligt efter den danske model, lever så selvfølgeligt, at de ikke gør sig klart, at det er kristentroen, de lever ud fra. De, der mener, at de da selv frivilligt har tilsluttet sig en overbevisning, som de kalder human og ikke kristen, lever alligevel i stor udstrækning på den kristne tradition, og tror altså på kristendommen på den måde.

Men bliver denne kristentro da ikke på et tidspunkt til en åben erkendelse?

Jo, det kan ske. Og det afhænger i nogen grad af, hvordan man kommer til at se på kirken. Endnu er det almindeligt, at folk lader deres børn døbe og konfirmere. Så nogen goodwill har dog kirken i folket. Og hvis man erindrer sig, hvordan nogle kloge folk i kirken engang ville lave om på bryllupsritualet, så det kom til bedre at svare til skilsmisseprocenten i folket, men blev mødt af protester fra alle sider, herunder fra ikke så få af dem, vi plejer at kalde kirkefremmede. Hvorfor? Fordi disse mennesker var troende mennesker. Godt nok gik de ikke i kirke og ville måske heller ikke kalde sig troende, men de troede på kærlighedens kraft til at få folk til at blive sammen, og den tro gav de udtryk for med deres protest.

Så det, Kierkegaard via Abraham kalder at tro, det, der får ham til at sige, at Abraham på trods af sin tvivl og fortvivlelse greb kniven, det er en så speciel form for tro, at vi ikke kan bruge den til noget. Og en korrekt Kierkegaardforskning burde da også bortluge den form for tro fra Kierkegaards skrifter, hvis det i det hele taget er muligt.

Nej, tro er en livsholdning, vi bevidst eller ubevidst lever ud af, og den dag, vi med munden bekender, at det er den, vi lever ud af, da kan vi ikke sige, at vi får troen, for den har vi haft hele tiden, men da bliver det klart for os, at det er den tro, vi lever på.

Jeg skrev i sin tid en salme, hvor den form for tro tydeligt kommer til udtryk, se her. Efter at have fortalt om Peters fornægtelse, skriver jeg i vers 6 og 7:

6. Men så hører vi, at nej’et

blev trods døden helt bortfejet,

at som hyrde du antog ham,

at igen du kærligt drog ham,

ind i fællesskab med dig.

7. Tror jeg på, på denne måde

du tog Peter selv til nåde?

Herregud, hvor kan jeg andet,

jeg, der hver dag jo har sandet,

at min tillid bærer du.

Lidt tilfældigt får jeg her troen afbildet som noget selvfølgeligt, noget, jeg ikke kan nægte, at jeg tror på. For ja, jeg tror jo på, at Peters fornægtelse blev tilgivet, og det gør jeg, fordi jeg, også jeg, tror på tilgivelsens virkelighed, for jeg er jo også dansker og har suget til mig af folkets kristentro.

Dette indlæg blev udgivet i Etik og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.