Jeg kunne fortsætte med at sige: ”Sandbecksk betragtet”. For i Kristeligt Dagblad for den 25. september har Lars Sandbeck en artikel, hvori han prøver at fortælle os uvidende, hvordan almindelige mennesker ser på folkekirkens situation, se her.
Det er en mærkelig artikel. Den første halvdel bruger han til at fortælle os, hvor uvidende folk i vore dage er om, hvad kristendom er. De kender ikke de almindelige ord, der kendetegner det, kirken står for, de aner kort sagt intet om kristendommen.
Men den næste halvdel bruger han til at sige, at dette giver kristendomsforkynderne en chance, de ikke har haft før. For i ”gamle dage” stod man overfor det problem, at mange havde fået den dømmende Gud i den gale hals og havde med sig fra deres barndom frustrerende oplevelser, som de gav kirken skylden for. Alt det er borte nu.
Blanke, nysgerrige og forventningsfulde kommer de i stedet til kirken og glæder sig til at skulle høre noget om, hvad der mon foregår på dette eksotiske sted. Måske peger de på altertavlen – uden at vide, at det hedder en altertavle – og spørger undrende hinanden om, hvorfor i alverden der hænger en død mand på et kors.
Og ja, man må da indrømme ham, at han er god til at beskrive tingene. Men måske knap så god til at ramme virkeligheden.
Men det, der er mest mærkeligt ved artiklen, er vist alligevel, at han ender dèr, hvor han burde have begyndt. For han har ikke noget at byde på, når det væsentlige spørgsmål skal besvares, hvordan da den kristne forkyndelse kan ramme nutidens mennesker, så de forstår det. Han har brugt al pladsen på at beskrive nutidens mennesker, og nå ja, netop som han så skulle til at fortælle, hvordan man som kristen forkynder kunne gribe sagen an, når nu mennesker i vore dage tænker, som han har skitseret det, netop da slap pladsen uheldigvis op. Og derfor aner vi faktisk ikke, på hvilken måde han vil forkynde det kristne budskab.
Men nu har han jo skrevet ikke så få bøger, så han tænker måske, at der i disse bøger kan findes baggrundsmateriale for den præst, der står og skal forkynde evangelium til vore dages mennesker. Det kan der måske også. Men det er nu lidt pauvert, når han slutter sin artikel på denne måde:
Nu har kirken mulighed for at starte på en frisk. Vi står nu sammen med Paulus på Areopagos og skal til at fortælle om en ukendt guddom. Gud er ikke langt borte fra en eneste af os; alle mennesker er i Gud. Sådan begyndte Paulus. Det er et godt sted at begynde.
Ærlig talt, er det ikke det sædvanlige ”Kanaans sprog”, han her taler? Volapyk i moderne menneskers ører? Af samme art som de bonmot, han tidligere har forlystet os med: ”Gud eksisterer ikke. Du eksisterer, jeg eksisterer, et grantræ eksisterer. Men Gud eksisterer ikke. Han sker. Gud er en begivenhed”, se evt. her. Eller er det den tanke, han udviklede med mange kruseduller i sin tid, da man diskuterede Jesu opstandelse: Jesus var sandelig opstået, men hans opstandelse var ikke fysisk?
Lad mig klargøre Sandbecks position ved at citerer lidt mere fra Kristeligt Dagblad fra dengang i 2012, da Sandbeck udgav bogen ”De gudsforladtes Gud”, se ovenstående link. Her hedder det bl.a.:
Og hvor viser Gud sig? Det sidste først: De gudsforladtes Gud er den Gud, som har åbenbaret sig på korset. Her sker det spektakulære, at Gud i skikkelse af Jesus Kristus udråber: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Jeg ser det ikke som Jesu råb på korset som menneske, som det ellers ofte er blevet udlagt. Det er Gud, som splitter sig fra sig selv og gør sig en erfaring med, hvad det vil sige at være gudsforladt. På korset bliver Gud for en stund en slags ateist. Han påtager sig simpelthen splittelsen for at blive som det menneske, der ikke tror på ham, forklarer Lars Sandbeck.
Konsekvensen af denne forståelse af Gud åbner for en kristen Gud, der rækker hånden ud mod verdens tvivlere og ateister.
Ved at tage gudsforladtheden på sig selv demonstrerede Gud sin villighed til at lade sig forsone med det ikke-religiøse menneske. Hvor det i traditionel luthersk forstand hedder, at du bliver retfærdiggjort af troen alene, presser jeg den endnu længere. I kristendommen er der tale om retfærdiggørelse ved vantro alene, siger Sandbeck og henviser til Paulus’ tale i Romerbrevet, hvor det hedder, at Gud retfærdiggør den, som tror på ham, som gør den ugudelige retfærdig.
På den vis er der godt nyt til danske ateister og tvivlere. Den kristne Gud er om nogen for dem. Men hvor efterlader det så alle de troende? Dem, som er spirituelt søgende og oplever, at Gud som en magt griber ind i livet? Dem, som om søndagen i kirken lovpriser og beder til den almægtige Gud?
Ingen er fortabte. Gud tilgiver alle. Men at Gud i særlig grad åbenbarer sig i sin svaghed og gudsforladthed, er naturligvis en streg i regningen for alle troende, der higer efter en almægtig og nidkær Gud, som kræver tilbedelse, og som favoriserer de fromme, siger Lars Sandbeck og mener, at det bygger på en misforstået opfattelse af kristendommen.
Man fornemmer, at Sandbeck vil give os ”fromme”, der jævnligt frekventerer kirken, et drag over nakken. Og det er formentlig derfor, han vender op og ned på den almindelige forkyndelse. Hvor vi plejer at tale om retfærdiggørelse ved tro, taler han om retfærdiggørelse ved vantro. Hvor vi plejer at regne med, at Gud da er almægtig, dèr fortæller han os, at Gud gør sig selv afmægtig. Hvor vi ellers går ud fra, at vi trøstes, når vi hører eller fornemmer, at Gud er os nær, dèr fortæller Sandbeck os, at Gud tog gudsforladtheden på sig. Ja, han rækker hånden ud mod verdens tvivlere og ateister.
Men ender han ikke i det rene vrøvl? Jeg mener, mon dog ikke en ordentlig ateist er ret ligeglad med, at Gud rækker hånden ud mod ham? Det kan da ikke sige ham noget, for han tror jo ikke på den Gud eller den hånd. Så Sandbecks venden op og ned på alle kristne dogmer er forgæves. Det nytter ikke noget. Hvis han dermed mener, at han forkynder kristendom for ateister, må han da gøre sig klart, at hans tale er som at slå vand på en gås.
Lidt senere, i 2020, har Lars Sandbeck udgivet endnu en bog: ”Den gudløse verden”. Det gav mig anledning til endnu et livtag med ham, se her. Der indvender jeg overfor Sandbeck, at kirkens udfordring i vore dage ikke mere er ateismen, men islam. Men ligesom Sandbeck vil mene, at kirken kan udnytte den nye situation, der er opstået i folket, til at prædike evangelium, sådan vil jeg mene, at man, når man sammenligner kristendommen med islam, kan få et bedre blik for, hvad det egentlig er, kristendommen vil med sin forkyndelse. På lidt samme måde, som man ved at rejse til udlandet kan få øje på det typisk danske ved f.eks. de danske landsbykirker.
Jeg har engang i 2010 prøvet at se på forskellen mellem kristendom og islam for bedre at kunne forstå, hvad det er, kristendommen har gjort ved vor folkelighed. Det kan man nemlig bedre få øje på, når man nu har islam til at sammenligne os med. Da jeg havde læst Nicolai Sennels’ bog ”Blandt kriminelle muslimer”, prøvede jeg at gøre regnestykket op, se her. Jeg gjorde det på den for mig lidt usædvanlige måde, at jeg hævdede, at Jesus med sin forkyndelse fik bevidstgjort sine tilhængere, og at kristendommen, hvor den kom frem, ofte fik held med en bevidstgørelse.
Den bevidstgørelse består her i vort land i, at vi vokser op i et samfund, hvori vi på forhånd er anerkendt. Vi behøver ikke at slås for vor ære, for vi har i forvejen al den ære, et menneske skal have. Vi forstår f.eks. ordet ”respekt” som en størrelse, der kun er noget værd, når andres respekt kommer frivilligt, og vi regner den respekt, som man tvinger andre til at have overfor én, for ingenting værd.
På samme måde med ordet ”anger”. Da ajatollah Khoumeini ville have én eller anden muslim til at slå Salman Rushdie ihjel, mente det egyptiske universitet al-Azhar, at man måtte give ham mulighed for at angre, inden man tog livet at ham. Man skulle derfor indfange ham og bringe ham til et muslimsk land, hvor han så kunne blive stillet i valget mellem at blive henrettet og at angre sine anskuelser. ”Angre” betyder altså i muslimsk sammenhæng at lade sig tvinge til at gå bort fra de anskuelser, man egentlig har. Det her ikke meget med vor forståelse af ”anger” at gøre.
Naser Khader gjorde for lang tid siden opmærksom på, at ære og skam betyder utrolig meget for en muslim. Det er også, hvad Sennels finder ud af med de undersøgelser af de muslimske indsatte, han foretager. For en dansker er det en brist, hvis han bliver vred over ingenting. For en muslim er det en brist, hvis han ikke bliver vred, når nogen siger noget nedsættende om ham. For man har en ære, man skal forsvare. Og ære er – ligesom respekt – noget ydre; om den anden virkelig mener, at muslimen er værd at ære, det er ligegyldigt, han skal bare i det ydre lade, som om han viser den anden ære.
Det skal indrømmes, at den holdning, vi på den måde udviser, er så selvfølgelig for os, at vi ikke drømmer om at tilskrive kristendommen dens opkomst. Men sammenligner vi med den muslimske helt anderledes holdning, kan vi vel egentlig godt få den tanke, at vi har fået den bevidstgørelse, der stammer fra Jesus, ind i vor folkelige kultur.
Vi kan forresten også se, at det at være farisæisk er blevet noget uheldigt noget for os, noget, som vi alle søger at undgå, og derfor véd, hvad er. Så måske danskere i al almindelig ikke er klar over, at det, vi synger i kirken, er salmer – det er ét af Sandbecks eksempler på almindelige danskere uvidenhed – mere væsentligt er det vel også, at de véd, hvad det er at være farisæisk, eller at de passer på ikke at se splinten i den andens øje, når man render rundt med en bjælke i sit eget.
Så jo, vi er et kristent folk på et noget dybere plan, end Sandbeck afbilder det i artiklen i Kristeligt Dagblad.
Men hvordan skal der så forkyndes kristendom?
Jeg vil foreslå, at man i almindelighed lader spørgsmålet om Guds eksistens ligge, og bare lader Jesus forkynde evangelium gennem de tekster, der skal prædikes over.
Nu i her 17. søndag efter trinitatis, f.eks., hørte vi i dåbsritualet ordene fra Markusevangeliet om, at den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, slet ikke kommer ind i det. Er det ikke noget, der rammer ned i den måde, vi omgås hinanden på? Er det ikke til at forstå, hvis man er blevet sat til at omgås et barn i mange dage og år fremover? Giver det ikke barnet næsten en fortrinsstilling, som vi voksne ikke kan udkonkurrere?
Og i prædiketeksten, Luk 14,1-11, hører vi om folk, nemlig datidens jøder, der var så bundet af deres lovs bestemmelser, at de kunne få den tanke, at helbredelse ikke måtte finde sted på en sabbat, noget, Jesus pure afviser. Og det er vel ikke umuligt deri at se en opfordring til os om ikke at lade regler og anordninger skygge for det egentlige: kærlighedsgerningerne.
Dernæst fortælles der om nogle mennesker, der gerne vil ses og beundres af andre og derfor sætter sig øverst ved bordet. Jesus anbefaler, at man bærer sig anderledes ad. Og er det ikke sandt, at hans anbefaling er blevet hørt i vort folk, så netop dette at ville tiltvinge sig respekt er blevet noget næsten uhørt hos os?
Vi har også en anden søndag hørt om en farisæer, der bad i templet, og som benyttede sin bøn til at takke, fordi han ikke er som alle de andre. Og når vi erfarer, at han ikke bliver rost af Jesus for denne bøn, så forstår vi det godt, men vi forstår det netop, fordi vi af århundreders forkyndelse af denne art er blevet et kristent folk, bestående af mennesker, der hviler i at være dem, vi er, og som – hvis vi ikke gør det – igen og igen opfordres til at gøre det.
Men den vigtigste del af den kristne forkyndelse – det er jeg omsider nået frem til – er at opfordre til at takke for de fællesskaber, vi står i, for den oprigtighed og glæde, vi møder dèr, for den tillid, der dèr hersker overfor os. Vel kan det godt se ud, som om det er os selv, der med imødekommenhed og forståelse skaber en god fællesskabsånd, men vi må dog vist erkende, at vi er dybt afhængige af Guds ånds virken, for om vore ord bliver modtaget i tro og tillid, det er det ikke op til os at afgøre, hvad det angår kan vi belægge vore ord så inderligt, vi formår, det er ikke os, der skaber næstens tillid, det er ånden, der gør sin stille gerning.
Derfor er takkesangen en uundværlig del af gudstjenesten. Om så folk lærer, at det, vi synger i kirken, er salmer, er vel ret beset temmelig ligegyldigt.
ricardtriis 