Lov eller fif?

Der er åbenbart andre end mig, der har følt sig stødt over Lars Sandbecks artikel i Kristeligt Dagblad forleden. En stud. theol. Simon Højris Mejdahl har den 28-9 en indsigelse mod Sandbeck i avisen, se her, som imidlertid lider af den mangel, at heller ikke hans forkyndelsesforslag er godt. For at det ikke skal være løgn, giver Lars Sandbeck så et svar til anklagen den 29-9, se her. Og han når da at få fortalt den gode stud. theol., at han har meget at lære indenfor teologiens verden. Jeg er lige ved at sige, at det har såmænd Lars Sandbeck også, men lad mig nøjes med at hævde, at det har vi alle sammen. Og noget af det, man kan lære noget af, er den respektfulde samtale.

Og noget af det, man kan lære som teologisk studerende – livsstuderende kan jeg næsten sige for mig eget vedkommende – det er, at man ikke skal stole alt for meget på guruerne. Det er sandt, at Luther har sagt noget virkelig gennemgribende. Men han har også sagt meget vrøvl. Og det er en hård nød at knække for os nutidsteologer at skille det ene ud fra det andet. Og det er også sandt, at Paulus er værd at lytte til. Men det er de færreste, der opdager, at han på væsentlige punkter går ud over Jesus. Og hvis man opdager det, eller bare får en vag mistanke om, at det forholder sig sådan, så vover man sikkert ikke at komme frem med sin mistanke. For lille mig overfor en guru som Paulus, det er da for langt ude!

Den måde, hvorpå Paulus går ud over Jesus, har med hans forståelse af loven at gøre. Jesus forkaster ganske den jødiske lovforståelse, mens Paulus prøver at fastholde den.

Jesus går ind for den naturlige lov. Denne lov er givet af Gud i og med skabelsen. Den går ud fra, at vi selv kan indse, hvad der er godt, og hvad der er forkert, ud fra det liv i vore fællesskaber, vi har fået at leve, og ud fra det sprog, Gud har givet os. Det giver ham baggrund for at sige, at den gyldne regel indeholder alt det, som loven og profeterne kræver, Matt 7,12. Og det gør, at han kan gøre op med den tanke, som lå hos datidens jøder, at menneskeheden ikke har kunnet opfatte noget som forbudt, før Gud har åbenbaret en lovbestemmelse imod det. Det gør han i lignelsen om de betroede talenter, Matt 25,14-30. Her hedder det jo om Gud, at han høster, hvor han ikke har sået, og samler, hvor han ikke har spredt; det vil sige, han behøver ikke, som jøderne dengang troede, først at åbenbare en lov, før han kan anklage et menneske.

Disse lidt mærkelige ord lægger vi som regel ikke mærke til i farten. Men da jeg læste en bog af David Novak om den naturlige lov indenfor jødedommen, blev jeg klar over, at nogle af nutidens rabbinere – og formentlig også nogle af jøderne på Jesu tid – var af den opfattelse, at der måtte foreligge en lov, før der kunne være tale om en lovovertrædelse. Når f.eks. Gud anklagende spørger Kain, hvor hans bror er, og Kain svarer, at det véd han ikke, ”skal jeg være min bror vogter”, 1 Mos 4,9, så ser vi kristne teologer det uden problemer som en anklage mod Kain, men en from jøde vil spørge, hvor den lov er, som Kain har forbrudt sig imod, for, mener han, der må jo først være givet en lov, før det kan være tale om lovbrud. Se evt. mere om den sag her. Og så gennemsøger han de forudgående kapitler i 1 Mosebog for at finde noget, der kan gøre det ud for en befaling fra Gud.

Det er vi kristne teologer ikke interesseret i. For vi giver Jesus ret i, at det, vi skal gøre, ligger klart fremme i dagen og er til at forstå ud fra de forhold, vi lever i. Hvad enten vi så forstår det ud fra den gyldne regel eller ud fra lignelsen eller bare ud fra det, vi synes lyder fornuftigt og uomgængeligt.

Men sjovt nok synes Paulus at give sine datidige jødiske kolleger – skriftklogskolleger, förstås – ret, når han i Rom 5,13 siger, at synden ikke kan tilregnes, når der ikke er nogen lov, og lidt senere i Rom 5,20 kommer med den mærkelige tilføjelse, at loven kom til, for at faldet skulle blive større. Og det hjælper for mig at se ikke, at han i Rom 7,7 når frem til det resultat, at han først lærte synden at kende gennem loven.

Her går han ud over det, vi med en vis ret kan kalde Jesu teologi. For han skal absolut betragte loven som en størrelse, der er åbenbaret af Gud selv på Sinai. Den del af sin farisæiske fortid kan han ikke slippe. Men så skal han jo prøve at give en forklaring på, hvorfor da Gud i det hele taget åbenbarede loven på Sinai. Og den forklaring, han fremkommer med, forekommer ret mærkelig, Guds fornuft taget i betragtning. Vil Gud virkelig have faldet til at blive større? Har Gud virkelig det formål med at åbenbare en lov for israelitterne på Sinai omkring år 1000 – hvis vi forsøgsvis så nogenlunde følger den bibelske kronologi – at israelitterne i de næste 1000 år skal leve under en lov, der kun bevirker, at syndefaldet bliver større?

Og selv om Paulus prøver at redde sig ved at hævde – i Rom 3,20 – at det eneste, der fremkommer ved loven er syndserkendelse, er det så til megen nytte?

Godt nok kommer han med en lidt bedre forklaring i Gal 3,10ff, sluttende med påstanden i vers 24 om, at loven blev vores ”opdrager”, ”pædagog”, indtil Kristus kom. Men hjælper det os særlig meget? Kan vi virkelig tilskrive Gud sådanne hensigter? Er det ikke bedre at sige, at det var israelitterne, der havde misforstået lovens guddommelige ophav, idet de havde troet, at lovens gyldighed afhang af, at det var Gud, der stod bag den, i stedet for at lade dens gyldighed afhænge af, at vi mennesker selv forstod den og selv havde arbejdet os frem til den gennem vort arbejde med sproget?

Modsiges alle disse altfor velkendte, men lidt for luftige tanker ikke af Guds anklage mod Kain i 1 Mos 4,9? For han anklager ham jo uden videre ud fra broderforholdet, det burde han forstå, det burde han have handlet ud fra.

Og modsiges de ikke i lige så høj grad af Jesu lignelse om de betroede talenter? For hvis Gud er en Gud, der høster, hvor han ikke har sået, så betyder loven jo intet for vor erkendelse af vore overtrædelser; disse overtrædelser erkendes udelukkende ud fra de forhold, vi står i, dvs. ud fra tjenerens forhold til hans herre. På samme måde – for øvrigt – som det, der ligger bag anklagen mod den ældste søn i lignelsen om den fortabte søn, er det brud på broderforholdet, som hans følelse af uretfærdighed fører ham ud i.

Blot har vi altså utrolig vanskeligt ved at droppe Paulus og følge Jesus. Hvilket ikke mindst skyldes Luther. Han oplevede Rom 1,17 som den helt store befrielse efter sin klosterkamp, ordet om, at den retfærdige skal leve af tro. Og han tilsluttede sig uden tøven Paulus’ tanker om loven som en tugtemester til Kristus, noget, vi kloge teologer har holdt fast ved uden at tænke over, om Jesus var enig med os. Ja, sjovt nok, noget, vi holder fast ved med hensyn til bjergprædikenen uden at spekulere på, om Luther er enig med os. Hvad han besynderligt nok ikke er.

Vi mener nemlig – og ”vi” er her alle de andre teologer – at når Jesus i Matt 5,17 siger, at han ikke er kommet for at nedbryde loven, men for at opfylde den, så er formaningerne i bjergprædikenen udtryk for, at han skærper loven til det uoverholdelige for at få os til at gribe nåden i Jesus Kristus. De stærke ord i bjergprædikenen opfatter vi som syndespejl. Og det prøver vi så at opbygge en teologi på.

Blot er der den hage ved denne teologiopbygning, at Luther ikke er enig med os. Han har i 1531 holdt en række prædikener over bjergprædikenen, men i ingen af disse prædikener benytter han Jesu ord som syndespejl. Jeg har her prøvet at forklare, at Luther virkelig ikke er lutheraner på det punkt.

Jeg har, blandt andet her, plæderet for, at Jesu forståelse af begrebet ”lov” er helt anderledes end Paulus’. For Paulus fastholder åbenbaringsloven fra Sinai og dermed indirekte jødernes forståelse af loven som en størrelse, der kræver overholdelse. Men sådan skal ordet ”lov” ikke forstås i bjergprædikenen. Loven i bjergprædikenen er en sociologisk lov, en lov, der beskriver – og ikke kræver noget – hvordan menneskeligt samkvem foregår, og samtidig beskriver, hvordan det lykkelige liv ser ud. Ellers bliver ordene fra dobbeltlignelsen Matt 7,24-27, hvor den, der hører Jesu ord og handler efter dem, bliver kaldt en klog mand, meningsløse.

Det er det, der ligger bag denne artikels overskrift. Hvis spørgsmålet er, om formaningerne i bjergprædikenen skal forstås som en befaling – eller som lov – eller det skal forstås som et godt råd om, hvad man kunne ta’ og gøre, hvis man vil have sit liv til at lykkes, altså som et fif – så plæderer jeg kraftigt for ”fif”.

Jeg har flere steder søgt at underbygge denne opfattelse, f.eks. her. Nogle gange har jeg brugt begrebet ”afsmitningsreglen” for at klargøre, hvordan der er tale om en regel, der gælder for menneskeligt samkvem i de fællesskaber, vi står i. Man kunne også kalde det ”afsmitningsloven” for dermed at nærme sig Jesu forståelse af begrebet ”lov”. Men ak, de fleste teologer bibeholder opfattelsen af formaningerne i bjergprædikenen som en formaningslov, altså som en skærpelse af den jødiske lov, som vi skal anstrenge os endnu mere for at overholde, hvis det overhovedet kan lykkes for os.

At det virkelig er de fleste teologer, der tænker sådan, kan ses af ordet om ikke at dømme, som det oversættes i lukasevangeliet, Luk 6,37-38. I den nuværende oversættelse hedder det:

Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.

Men i oversættelsen af 1948 stod der ikke ”man”, men ”de” i den næstsidste sætning. Nu står der ”de” i den græske grundtekst, og man har åbenbart taget det for givet, at ordene handler om, hvordan Gud til sin tid vil dømme den, der dømmer, den, der fordømmer, den, der tilgiver, osv. Og så kommer dette ”de” lidt i vejen. For hvem er der dèr tale om? Guds dømmende engle, måske? Så derfor, for ikke at forvirre læseren, ændrer man den græske tekst og den tidligere oversættelse til et ”man”; så bliver det klart, at det er dommen ved tidernes ende, der er tale om.

Men er det det? Kunne dette ”de” ikke være de andre i fællesskabet? Kunne der ikke være tale om, at Jesus med disse ord vil afbilde en regel, der gælder i de menneskelige fællesskaber, og at man forhindrer, at ordene kan forstås på den måde, ved at oversætte forkert? Det er i hvert fald, hvad jeg vil hævde: den lov, der gælder for menneskelivet, og som disciplene opfordres til at tage hensyn til i bjergprædikenen, ikke er en befaling fra Gud, eller en høj og flot moralregel, som man skal anstrenge sig til det yderste for at overholde, men en afbildning af en kendsgerning om det menneskelige fællesskab, en ”afsmitningsregel”, der påstår, at menneskene nu engang er sådan indrettet, at de svarer igen med forståelse, når de bliver mødt med forståelse, og bliver rethaveriske, når de stilles overfor en rethaverisk person.

Denne forskel på de to forståelser af ordet ”lov”, som vi træffer her, svarer til forskellen mellem loven og evangeliet, eller – i min terminologi – til forskellen mellem at tænke i relationssprogspillet og at tænke i retfærdighedssprogspillet. Desværre er der altfor få teologer, der har opdaget, at der er noget, der hedder relationssprogspil. Man er som regel optaget af at forkynde Guds nåde for fuld kraft – og til det brug anvender man en kraftig påstand om menneskets totale syndighed – men ikke optaget af, at denne forkyndelse tænkes at føre mennesket over i en anden tankegang, over i et andet sprogspil. Det var dog ellers meningen, både hos Jesus og hos Paulus. Paulus formulerer det på udmærket vis i 1 Kor 10,23: ”Alt er tilladt, men ikke alt bygger op”. Og hvis man endelig taler om at bygge op, så mener man ofte, at dette sker ved at holde sig diverse moralregler efterrettelig, ikke ved at leve sig ind i det tillidsforhold, der gælder i fællesskabet.

Der er det særlige ved de handlinger, der gøres i fællesskabet, at man, fordi man er en del af fællesskabet, selv kommer til at nyde godt af dem. Det vil sige: det er næsten umuligt at gøre disse handlinger med den bagtanke, at man her gør en uselvisk handling. Men det er i Jesu øjne det fine ved dem. Derved bliver handlingerne jo netop gjort, så den højre hånd ikke véd, hvad den venstre gør, Matt 6,3.

I hvert fald ændrer formaningerne i bjergprædikenen fuldstændig karaktér, når man forstår dem som fif, der kan bruges, når man vil have sit ægteskab, sin familie, sin arbejdsplads til at blive præget af gensidig tillid.

Matt 5,22 lyder, hvis det læses med lovbrillerne på, som en skærpelse af det femte bud. Men hvis det læses med ”fif-brillerne” på, er det en advarsel mod at bruge så hårde ord mod sin næste i fællesskabet, at tilliden ødelægges. Og hvis det alligevel skulle forekomme, at man har talt for hårdt, så opfordrer de næste vers os til at søge forlig med næsten, hvilket jo ret tydeligt indikerer, at 5,22 er et fif.

Og Matt 5,28, ordet om det lystne blik på næstens hustru, kan vel også forekomme umuligt at overholde, læst med lovbrillerne på. Men er det helt umuligt at forstå det som en opfordring til at omgås mennesker af det modsatte køn med omtanke, drille, hvor det er muligt, more sig, hvis der lægges op til det, men aldrig gøre det på nogen inviterende måde, så man ødelægger både den andens og ens eget ægteskab?

Og ordet fra Matt 5,39, ordet om at vende den anden kind til, også det er et fif til os om at bevare vort tillidsforhold, idet det gør opmærksom på, at intet kan ødelægge gode og trygge forhold som det at ville lægge retfærdighedens tunge dyne ned over det. For hvis du viser dig forstående og imødekommende, skaber du i kraft af afsmitningsreglen – eller altså i kraft af den anderledes forståelse af ordet ”lov”, som Jesus gør gældende – en tilsvarende forstående og imødekommende holdning hos din næste.

Til sidst: Når jeg så mange steder her på bloggen har rost Paulus’ brev til Filemon – det lille étkapitlers brev i slutningen af samlingen af Paulusbreve – til skyerne, se f.eks. her, så skyldes det netop, at Paulus her særdeles dristigt handler ud fra en tro på det forstående forhold, der er skabt mellem ham og Filemon i kraft af, at de begge lever i den kristne menighed. Glemt er alt om menneskets allestedsnærværende syndighed, tilbage er kun en glad lyst til at lade dette tillidsforhold komme til udtryk i forskellige drillerier.

Og ikke sandt, så må man virkelig sige med tyskerne: ”Das ist was anders!”

Dette indlæg blev udgivet i Luther, Ny testamente og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.