Argumenter for afsmitningsreglen

Det må indrømmes, at der ikke er mange nytestamentlere, der ligesom jeg ser en afsmitningsregel afbildet i Luk 6,37-38. Som man måske husker fra det forrige indlæg, går min argumentation på, at der i den græske grundtekst står, at de skal give jer et topfyldt mål, mens den nye danske oversættelse skriver, at man skal give jer et topfyldt mål.

Jeg satte mig derfor for at undersøge de oversættelser, jeg har i huset. Men det var med et for mig ret nedslående resultat. Min kommentar fra 1703 skriver som den nye danske oversættelse “man”, og en kommentar fra engang i trediverne forklarer det oven i købet med, at “de” er brugt ubestemt, og så sætter man et forklarende “man” ind i parentes bagefter. Og skulle man ikke have fanget pointen, føjer man til, at lønnen naturligvis kommer fra Gud.

Lad os lige tage den latinske oversættelse med. Den ser sådan ud:

6:37 nolite iudicare et non iudicabimini nolite condemnare et non condemnabimini dimittite et dimittemini 6:38 date et dabitur vobis mensuram bonam confersam et coagitatam et supereffluentem dabunt in sinum vestrum eadem quippe mensura qua mensi fueritis remetietur vobis

Her ser man det samme, som man ser i den græske grundtekst, nemlig, at det “de”, som jeg gør så meget ud af, er pakket ind i verbets endelse; der står “dabunt”: de giver. Men man ser også den samme mærkværdighed, som ses i den græske grundtekst: der står “date et dabitur”, giv og der skal gives jer; det vil sige: her bruges den passive form af “at give”, og hvis meningen var den, som de fleste antager, nemlig at dette “de giver” egentlig skal forstås, som om der stod “der skal gives jer”, så ville man sagtens kunne finde ud af at bruge passivformen.

Men det gør man altså ikke. Og hvad er meningen så? Mere nøjagtigt spurgt: Hvem er disse “de”, der har hægtet sig på som endelse til det latinske ord “do”, der betyder “jeg giver”?

Til sidst i denne lidt kedelige gennemgang vil jeg konsultere Mogens Müllers kommentar til Matthæusevangeliet, som jeg har liggende på min computer, dog kun kommentaren til bjergprædikenen. Herfra henter jeg to iagttagelser:

1) Mogens Müller forstår som alle andre advarslen mod at dømme i Matt 7,1-2 som byggende på, at Gud vil dømme, hvis vi dømmer. Han henviser ikke til parallellen i Lukasevangeliet, hvad ikke skal bebrejdes ham.

2) Ligeledes undrer han sig ikke spor over, at Jesus i den afsluttende dobbeltlignelse taler om en klog mand versus en dåre. Han nøjes med at henvise til Matt 25,1-13, lignelsen om de ti brudejomfruer, der jo også kaldes kloge og tåbelige.

Lad mig bruge denne henvisning til at prøve at vise, hvordan vi moderne mennesker – teologer inklusive – misforstår fortidens mytetænkning, herunder Jesu mytetænkning!

En myte består at to lag: ét lag, der handler om den objektive verden; her fremsætter man en påstand, der ikke lader sig bevise eller modbevise, f.eks. om, at det er Gud, der har skabt verden. Og ét lag, der handler om den subjektive verden; her gør man sig tanker om, hvordan livet ser ud, og hvordan det skal leves, når den objektive påstand holdes for sand.

Skabelsesmyten har vi moderne mennesker misforstået derved, at vi giver os til at gå videnskaben igennem: hvad siger den om verdens tilblivelse? Lader det sig gøre at få skabelsespåstanden underbygget af de observationer, vi kan foretage os? Den subjektive side, derimod, at det, når man tror på skabelsesmyten, giver mening at leve, at sætte børn i verden, at holde sig til et menneske af det andet køn, fordi livets mening ligger deri. Alt dette betragter det moderne menneske som selvfølgeligheder, der ikke behøver nogen skabelsesmyte som understøtning.

På tilsvarende måde misforstår vi Jesus, når han fortæller os lignelsen om de ti brudejomfruer. Vi tror, at han har til hensigt at tilfredsstille vor nysgerrighed med hensyn til de sidste tider: er der en dobbelt udgang eller bliver alle frelst? Og så kommer vi i dybt klammeri indbyrdes, for skønt vi alle er enige om, at det er forfærdeligt, at brudgommen siger “jeg kender jer ikke” til de brudejomfruer, der ikke var til stede, da han kom, så er nogle iblandt os så bibeltro, at de fastholder, at der virkelig er nogle, der bliver afvist, mens andre hælder til den overbevisning, at lignelsen er en falsk lignelse, ikke fortalt af Jesus selv, men føjet ind af den ældste menighed.

Begge parter tager fejl med hensyn til Jesu måde at bruge en myte på. Det, han vil med denne tale, er at sige os noget om vor tilværelse her og nu, ikke noget om, hvordan det går på dommedag. Med denne lignelse vil han sige, at de personforhold, vi står i, både forholdet til vor næste i samfundet og personforholdet til ham, kan gå i stykker, hvis vi ikke er til stede i det afgørende øjeblik. Vore forhold udspiller sig som forhold, der hele tiden er udsat for at gå i stykker. Blot et uforsigtigt ord kan få det til at briste, blot en forkert bemærkning er nok til at tilliden går i stykker. Men også det, at vi lader vanen tage over, så vi overhører en bøn, vi burde have hørt, eller overser et forskræmt blik, der burde have fortalt os om den andens frygt.

Ja, så lidt skal der til. Så derfor drejer det sig om at våge og bede, som lignelsen siger til sidst, det vil sige, om at have et øje på hver finger i de forhold, vi står i, at have blik for næstens behov og uudtalte ønsker.

Alt dette er selvfølgeligheder i et tillidsforhold. Lignelsens tale er i hvert fald ikke noget, der kan forvandles til moralske krav til den enkelte, selv om vi ofte gør netop det. Men sagen er jo den, at de tillidsforhold, vi prøver at vedligeholde gennem en sådan omsorg, er vore egne tillidsforhold, vi har selv lod og del i dem, og trives de, er det til vor egen fordel, for så lykkes livet for os.

På lignende måde er det også vore tillidsforhold, Jesus beskriver i dommedagslignelsen i Matt 25,31-46. Ganske mange opdager ikke den finurlighed, der præger lignelsen, men går straks i gang med at fortælle, hvordan vi bør tage os af de sultne og tørstige, hjælpe de syge og besøge de fængslede. Og der er jo naturligvis ikke noget forkert i at gøre disse ting. Men hvis vi gør dem med den hensigt at opnå frikendelse på dommedag, er gerningerne intet værd. For de frikendte anede jo ikke, at de havde gjort noget, der kunne frikende dem på dommedag.

Nej, det, Jesus vil med sin lignelse, er at fortælle os, hvad det kommer an på i vort liv her og nu, før dommedag: at vi er så bundet til vor næste, at vi helt af os selv gør alle mulige gode gerninger imod ham, blot fordi han er vor næste.

Det vil sige, at vi med disse to lignelser har afsmitningsreglen beskrevet på en anden måde end gennem ordet om ikke at dømme.

Men sådan set har vi en lignelse om afsmitningsreglen, der noget mere letforståeligt fortæller, hvad livet i fællesskabet går ud på, når denne regel gælder. Men typisk for vor tids manglende forståelse af Jesu budskab har vi også svært ved at forstå denne lignelse.

Jeg tænker på lignelsen om den utro godsforvalter, Luk 16,1-9, og skal nøjes med at gøre opmærksom på godsforvalterens overvejelser i vers 4, hvor han siger: “Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for at folk skal tage imod mig i deres huse, når jeg bliver sat fra bestillingen”. Man kan se ret tydeligt, at han går ud fra, at afsmitningsreglen virker. Det er jo troen på den, der ligger bag hans beslutning. Gør han en god gerning mod de andre, vil de besvare denne gode gerning med en god gerning mod ham.

Man kan såmænd næsten tænke sig, at godsforvalteren har hørt Jesu tale i Luk 6,37-38, f.eks. opfordringen “Giv, så skal der gives jer”. For det er jo nøjagtig den opfordring, han handler ud fra.

Men vi kan ikke sådan rigtig forestille os, at Jesus blot vil give os nogle gode råd om, hvad vi kunne tage og gøre, hvis vi vil have livet til at lykkes for os. Nej, må vi bede om nogle vanskelige moralkrav, der helt anderledes sætter os på prøve, så vi helt anderledes kan få lov til at vise, hvad vi er værd.

Svaret er, at den slags moralkrav kan vi udmærket stille op, men ikke med Jesu gode vilje. For han véd, at den slags villede, alvorlige, bevidste handlinger intet er værd på dommedag. Eller altså: at det her i livet ikke drejer sig om sådanne handlinger, for de fører altid til farisæisme, vi véd jo, hvad vi gør, og vi kan ikke lade være med at prale af det, om ikke overfor andre, så overfor os selv.

I stedet drejer det sig om at udnytte afsmitningsreglen, at leve i afsmitningsreglens skygge, at leve i kald og stand, som Luther sagde. Eller med Paulus’ ord, det drejer sig om at lade lov være lov: “alt er tilladt”, og nøjes med at opbygge de tillidsforhold, man står i: “men ikke alt opbygger” (1 Kor 10,23).

Nu kunne det i og for sig være dejligt, om man kunne slutte her. For det er da noget, der lyder skønt og idealt: at vi mennesker faktisk kan blive påvirket af andre mennesker, så der skabes et ægte tillidsforhold mellem os. Men der er en tilføjelse, som vi må have med, hvis vi skal være ærlige overfor det nytestamentlige indhold. For Det ny Testamente har en tilføjelse, eller Jesus har en tilføjelse til dette med afsmitningsreglen. Den er, at du også skal møde din direkte fjende med afsmitningsreglens holdning. Også kristenfjender skal mødes med forventningen om, at de er hele mennesker, der som alle andre vil lade sig påvirke af den kristnes forsøg på at opbygge forholdet.

Og sker det ikke lige med det samme, at fjenden lader sig smitte af dit opbyggelige ord, ja, sker der tværtimod det modsatte: at du bliver slået ihjel, så hævder Jesus, at dit ord på trods af, at du dør, har virkning, for sådan havde jo hans ord virkning, selv om han blev slået ihjel. Opstandelsespåstanden siger ikke blot, at det var Jesu ord, der var de sande, den siger også, at hans ord havde virkning på trods af hans død. De havde virkning, ja, for hans disciple vovede på samme måde som han at stole på afsmitningsreglen på trods af de dødstrusler, de var udsat for, og det uforståelige skete, at hele romerriget efter tre hundrede år var blevet præget af kristendommen.

Det er måske nemmest at forstå, hvis vi gør os klart, at Gud ikke blot har givet os dyrenes overlevelsesinstinkt, han har også ladet os blive sprogvæsener. Og sproget giver os mulighed for at forstå den andens tankegang. Derfor har vi i historiens løb været vidne til en kamp mellem Ordet og Magten, blandt andet repræsenteret ved henholdsvis kristendom og islam. Ordmennesket vover netop at stole på Ordets kræfter, magtmennesket stoler kun på magten, men må dog bruge sproget til at understøtte sit magtkrav.

Den tids jøder lod som nutiden muslimer deres magtkrav komme til udtryk derved, at de satte Guds absoluthed bag en række lovkrav, forståelige og retfærdige blandet op med tilfældige og selvopfundne. Og fordi Jesus nægtede at anerkende disse sidste, måtte han henrettes. Men, hævder evangelierne, hans ord var sandt, Gud lod ham opstå for at vise, at afsmitningsreglen virkelig har kraft og gyldighed. Og at tro på hans opstandelse er at tro på afsmitningsreglen eller altså: på Ordets kræfter. Det gjorde han selv opmærksom på før sin død. F.eks. i den såkaldte udsendelsestale i Matt 10,5-42, en tale, som indeholder en række modsætningsfyldte udsagn.

Her hedder det, at de, der følger hans livsmåde, kommer ud for forfølgelser, men at Gud vil være med dem. Ikke sådan, at de ikke kommer til at dø for hans skyld, men sådan, at de, selv om de må dø, dog vinder livet, vers 39, og sådan, at der på trods af disse forfølgelser, stadig vil fremstå mennesker, der tager imod disciplene, vers 40.

Sproget eller ordkræfterne vil virke ind på forfølgerne og de passive mennesker, der ser på, så de kommer til at se, at det var forkert, det, de gjorde med deres forfølgelse, og at det ikke var dem, der var de ægte mennesker, men de mennesker, de forfulgte. Som Jesus siger det hos Lukas: “For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men miste sig selv eller bøde med sig selv?” (Luk 9,25).

Men det er måske alligevel Luther, der har sagt det tydeligst, hvilket er ganske mærkeligt, for Luther tillægger vi jo normalt ikke nogen martyrteologi. Men da to af hans klosterbrødre blev brændt på bålet den 1-7 1523 i Bruxelles, skrev han en salme om det, se her, og i to af salmens vers hedder det:

To store bål blev stakket op,
de drenge kom til syne,
og underfuldt for alle, de
foragted’ sådan pine.
Med glæde gav de helt sig hen,
med pris til Gud, med sange;
sofisterne, hvis mod var småt,
de stod med næser lange.
Her lod Gud selv sig ane.

Den skændsel har de angret nu,
de vil den helst udsmykke,
de tør ej prale af den dåd,
de skjuler der’s ulykke.
For skammen bed dem her i sind,
de klaged’ sig, de dybt fortrød.
Dog kan ej Ånden tie her:
Det Abelblod, de her udgød,
det melder Kains brøde.

Altså, det blev klart for magtens mennesker, at det var forkert, hvad de havde gjort, skammen bed dem i sindet, de fortrød, og kunne ikke bagefter komme udenom Åndens tale.

Og vil man sige, at min hidtidige tale om, at man i sine forsøg på at opbygge de fællesskaber, man står i, selv får fordel af denne handling, mister betydning, når det, man skal gøre for fællesskabets skyld, er at ofre livet, så er det kun tilsyneladende sandt. Sandt nok, umiddelbart betragtet har du ikke megen fordel af at lade dig slå ihjel for sandhedens skyld, men ser man nøjere til, er det ikke blot dig, der vinder i menneskelig henseende, og dig, der bevarer dig selv, altså din ægte menneskelighed, det er også dig, der opbygger det store fællesskab, menneskehedens fællesskab, med din troskab overfor sandheden.

Alt dette kan passende slutte med, at jeg gentager det forslag, jeg kom med i 2014, se her, om at oprette en ny helligdag, en martyrdag, hvor vi fejrer de martyrer, der stadig i vore dage holder sandhedskærligheden højt. Det er jo desværre stadig sådan, at muslimer har en idé om at ville udgyde kristenblod, men det er jo også sådan, at det Abelblod, de udgyder, det melder Kains brøde, og at få vore muslimske landsmænd til at indse denne brøde, det ville dog være en god kristen gerning imod dem.

I ovenstående link har jeg foreslået at mindes den kvinde, der under den muslimske massakre i Nairobi ikke nægtede at være kristen og af den årsag blev skudt. Man kunne også nævne den politiofficer, Arnaud Beltrame, der i Carcassonne tilbød sig som gidsel til en muslimsk terrorist og blev dræbt, se her. Og mange andre kunne komme på tale, for alle har de været med til at fastholde den sande menneskelighed, den, der bygger på sprogets mellemmenneskelige forståelse og ikke på magt.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Luther, Ny testamente og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.