Arvesynd, kritisk betragtet

Arvesynd. Det lyder, som om det er noget, der nedarves. Hvordan kan det hænge sammen?

Meget simpelt. Augustin var nået frem til den opfattelse, at kønsdriften var af det onde. Han mente, at Adam før syndefaldet dels med sin vilje kunne styre sit lems bevægelser, dels kunne udløse sin sæd uden nogen form for orgasme. Begge evner gik tabt ved syndefaldet, Adams lem bevægede sig, uden at Adam kunne gøre fra eller til, og hans sædudløsning var ledsaget af en vældig lystfølelse, som man nærmest måtte kalde brunst.

Og fordi forplantningsakten derfor var syndig i sig selv, måtte det barn, der blev resultatet, fødes som en synder, og hokus pokus filihankat: på den måde gik synden i arv til næste generation.

Den eneste undtagelse fra denne syndsnedarvning var Kristus. For han er jo undfanget ved Helligånden, og derfor blev han ikke født med arvesyndens forbandelse i sig.

Såvidt Augustin.

Men det mærkelige er, at Luther har nøjagtig den samme opfattelse. Det var dog ikke noget, vi lærte på universitetet. Og det er heller ikke noget, man i dag fra sædvanlig velunderrettet teologisk kilde gør opmærksom på. De skrifter af Luther, hvori der står noget i den retning, er ikke de skrifter, man oversætter og udgiver, når man laver bøger med udvalgte værker af Luther. Jeg blev således først klar over Luthers augustinisme, da jeg købte Luthers samlede tyske værker i 67 bind.

Deri læste jeg blandt andet, at Luther har holdt en prædiken på dagen for jomfru Marias undfangelse, hvori han gengiver Augustins syn på sagen og siger:

Og dette er årsagen til det hele: for menneskets kød kan aldrig mere i dette liv blive fuldkommen rent, sådan at det er uden lyst og syndigt begær; derfor kan forældrene ikke undfange og føde børn uden en sådan lyst og et sådant begær. Derfor siger også David i den 51. salme (vers 7): ‘Se, jeg er skabt i utugt og min mor har undfanget mig i synd’. Og det er det, som Augustin siger: ‘Det er ikke afstamningen eller fødslen, men vellysten, der medfører arvesynd’; som om han ville sige: Hvis forældrene kunne undfange og føde uden lyst og begær, så ville intet barn blive født med arvesynd. (Se her).

Og lidt senere siger han om Kristus:

For det sjette. Det er nu grunden til, at Kristus ville fødes af en jomfru ved den Helligånd, uden mand; han ville nemlig ikke besmittes med arvesynden, som på naturlig måde følger den menneskelige fødsel af mand og kvinde; som vi har hørt om det. (#38).

Men Luther går videre end det, dvs., videre end Augustin. For i slutningen af Middelalderen opstod der hos karmelitterne og franciskanerne den tanke, at hvis Jesus var uden arvesynd, så måtte jo også jomfru Maria være uden arvesynd; ellers ville han have arvet synden fra hende. Det var ikke alle, der drog den konklusion. Dominikanerne gjorde det f.eks. ikke. Men Luther gjorde.

Han forsøger at “redde” jomfru Maria med den tanke, at der hos mennesket sker en anden undfangelse, når kroppen i moders liv er vokset så meget til, at Gud kan indføre sjælen. Og denne proces er det altså, der sker uden synd i jomfru Marias tilfælde. Det er ganske mærkeligt at læse den slags højst spekulative tanker hos Luther. Men konklusionen er forholdsvis klar. Han ender disse overvejelser med om jomfru Maria at sige:

Men den anden undfangelse, indgydelsen af sjælen, tror man mildt og saligt er sket uden arvesynd; så da sjælen blev indgydt, blev hun samtidig renset for arvesynden og prydet med Guds gaver, så hun kunne undfange en hellig sjæl, indgydt hende af Gud, og hun altså fra det første øjeblik, da hun begyndte at leve, var uden al synd. (#51).

Hun var uden synd, da hun begyndte at leve. Ikke sandt, det er dog nok værd at undre sig over, at vor kirkefader, Martin Luther, kan være af den opfattelse.

Dog, her er det kun den tanke hos Luther, at mennesket fødes som en synder, jeg vil fremhæve. Den sætter jo Luther i stand til at fastholde en totalsyndighedstanke, som vi umuligt kan gøre ham efter. For vi kan ikke regne den arvesyndsopfattelse, han har, for sand. Vor orgasme hører nu engang med til den natur, vi har nedarvet fra dyrene, det vil sige: den er en del af Guds gode skabelse. Og med den opfattelse forsvinder den lutherske arvesyndstanke.

I mit forrige indlæg citerede jeg Anders Klostergaard for at sige, at han hver morgen og aften i sit spejl ser “en magtsyg, egensindig og selvvillende menneskeabe, som er sig selv kun alt for nok”. Hvis nu nogen skulle få den tanke at spørge, om jeg da ikke mener, at mennesket er en synder, hvad vil jeg så svare?

Jeg vil henvise til en tankerække, jeg havde forberedt, da jeg engang for en del år siden skulle høre en tysker fortælle om sin opfattelse af synden på baggrund af nazitidens forbrydelser. Jeg ville fortælle om en præstekollega, som en dag sammen med sin 10-årige datter havde set en tv-udsendelse om holocaust. Han lagde mærke til, at hun efter denne udsendelse sagde: “Far, hvorfor er vi mennesker sådan?” Hun sagde altså ikke, “hvorfor er tyskerne sådan?” Den bemærkning ville jeg bruge til at fortælle den tyske foredragsholder, at vi andre nok også under lignende omstændigheder som dem, tyskerne mødte, ville have kunnet handle så hjerteløst. Godt nok hindrede det forhold, at vi danskere var en lille nation, os i at blive ramt af den folkelige overlegenhedsfølelse, der prægede tyskerne i nazitiden, men hvis man i stedet for som Klostergaard at betragte synden som et altid tilstedeværende faktum betragter det onde i os som et potentiale, der under passende omstændigheder kan udløses, så ville man nå frem til en syndsopfattelse, der ikke blot var et postulat, men lod sig eftervise i virkelighedens verden.

Blot må man jo så spørge, om ikke man på tilsvarende måde måtte operere med en arvegodhed, altså, om ikke mennesket under andre omstændigheder kunne udvise en godhed, der gav sig udslag i gode gerninger.

Tag f.eks. det, der skete her i landet i oktober 1943: redningen af omkring 7000 danske jøder, som det lykkedes danske frivillige at få hjulpet til Sverige, se her. Der er ikke så få historikere, der har forsøgt at sige noget negativt om denne begivenhed, for de opfatter en god historiker som en “mytedræber”. Men jeg har dog endnu ikke truffet nogen, der vil hævde, at danskernes handlinger var afstedkommet af én eller anden form for arvesynd. Så hvis vi mennesker har i os et potentiale for ondskab, som under bestemte tildragelser kan udløses, må vi så ikke tilsvarende hævde, at vi også har et potentiale for godhed, som under andre tildragelser udløses?

Og hvis nogen ville fortsætte “forhøret” af mig og spørge, om jeg da ikke tror på syndernes forladelse, sådan som det kræves af trosbekendelsen, hvad ville jeg så svare?

Jeg vil svare, at udtrykket “syndernes forladelse” skal forstås ud fra Paulus ord i 1 Kor 10,23 om, at “alt er tilladt”. Derigennem vil Paulus sige, at forholdet mellem mennesker ikke mere skal forstås eller bedømmes ud fra lovens krav eller moralens opfordringer eller pæne opførselskriterier, nej, ud fra ordet om syndernes forladelse får vi kraft til at lade alt bero på den indbyrdes tillid, vi får frimodighed til at handle frit (og frækt) overfor vor næste i de fællesskaber, vi står i, ja, mere end det, vi kommer til at mærke, at vi i disse fællesskaber kan være helt os selv, med de sære egenskaber, vi måtte have, med de besynderligheder, vi har tillagt os, med lov til eller næsten krav om at lade det, der udgør det inderste i vor personlighed, komme til udtryk.

Alt dette vover vi at leve ud i kraft af ordet om syndernes forladelse.

Og derfor er der tale om en skæbnesvanger fejltagelse, hvis man vil mene, at man for at kunne leve på ordet om syndernes forladelse må erkende sig selv som en stor synder, eller hvis man tror, at man for enhver pris må påpege menighedens eller sine egne synder, før man kan forkynde syndernes forladelse. Faktisk får man på den måde vendt ordet om syndernes forladelse på hovedet, så det i stedet for at give frihed giver trældom under mærkelige fornemmelser og forestillinger: tror jeg nu nok? Anser jeg min synd for at være tilstrækkelig stor? Osv. Alt dette forsvinder, når man forstår ordet om syndernes forladelse som en påpegning af, at det nu ikke mere er lovoverholdelse eller syndserkendelse, det drejer sig om, men i stedet glæde over samlivet med næsten i de fællesskaber, hvori man står, og taknemlighed over den forståelse og imødekommenhed, man møder dèr.

Og hvis nu det tænkte “forhør” af mig gik videre, så “forhørslederen” direkte spurgte: “Hvorfor går du så i kirke hver søndag, hvis det ikke er for at få dine synders forladelse; du har det jo meget godt uden tilsyneladende ligefrem at vansmægte efter syndsforladelse?”, så ville jeg svare, at jeg går i kirke for at pleje min taknemlighed. Sandt nok, den næres tilsyneladende tilstrækkeligt af al den velvilje, jeg møder i mine fællesskaber, og man kan muligvis også sige, at der er tale om fællesskaber, jeg selv har valgt, og så tror da pokker, at jeg befinder mig godt i dem, ellers ville jeg da være et fjols. Men jeg er alligevel ikke helt sikker på, at det bliver ved, og jeg har en fornemmelse af, at et taknemligt menneske har lettere ved at falde til de forskellige steder end et utaknemligt, så for en sikkerheds skyld synger jeg med på salmerne for derved at udtrykke min tak for min tilværelse.

Så fremfor at gå rundt i de fællesskaber, jeg frekventer, og sige tak og tak og endnu en gang tak – hvilket nok ville virke lidt kunstigt – finder jeg det bedre eller ligefrem klogere at nøjes med at bringe Gud min tak hver søndag klokken halv elleve.

Det hænger da naturligvis også sammen med, at i min teologi er det eneste sted, hvor Gud er uundværlig, netop de fællesskaber, vi står i. Hvis ikke han gav os frimodighed, hvis ikke han stod bag vore ord og gebærder, hvis ikke han fik dem til at bære frugt, så jeg blev troet på min frimodighed, så ville vore fællesskaber være nul og niks.

Men forøvrigt, det mærkelige er, at netop den Luther, hvis anskuelser om drifterne som identisk med arvesynden jeg ovenfor har betragtet som anskuelser, vi nødes til at forlade, netop den Luther har et sted, hvor netop den opfattelse af fællesskabet dukker op. Det er i punkt 6 i “Om de gode gerninger”, og stedet har jeg brugt mange gange her på bloggen, men jeg tager denne gang lidt mere med:

For det sjette: Det vil vi kunne se af et tydeligt eksempel fra det jordiske liv: Når en mand eller en kvinde venter kærlighed og forståelse fra den anden, og tror fast på det, hvem lærer dem da, hvordan han skal anstille sig, hvad han skal gøre, undlade at gøre, sige, tie stille med og tænke? Alt det er det alene tilliden, der lærer ham, og det mere end nødvendigt; for der er for ham ingen forskel mellem gerningerne; han gør den store, den lange og de mange ligeså gerne som de små, de korte og de få; og ydermere gør han dem med et glad, fredfyldt og trygt hjerte, og han er i det hele taget et frit menneske.

Men hvor der er tvivl inde i billedet, da søger man sig, hvad der er bedst, da begynder man at udmale forskel på gerninger, hvormed man kan vinde sig gunst; og går alligevel til værket med tungt hjerte og stor ulyst, og er samtidig fanget og mere end halvt fortvivlet, og bliver ofte til nar af den grund. (Se her).

Det er kernen i Luthers tale om kristenlivet som et liv i kald og stand. Så helt tosset er han nu ikke, den gode Luther.

Dette indlæg blev udgivet i Luther, Ny testamente og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.