Den onde chimpanse?

Dette bliver – vistnok – det sidste indlæg om Anders Klostergaard Petersens mærkelige artikel i Kristeligt Dagblad den 2-10. Og jeg undrer mig noget over, at jeg i den grad har ladet mig irritere af bare to-tre sætninger. Selvfølgelig har det noget med arvesynden at gøre, som jeg ikke rigtig kan blive overbevist om relevansen af, selvfølgelig har det noget at gøre med, at Klostergaard Petersen søger at “bevise” arvesynden ved at gøre sig selv til en stor synder med forfærdelige indre foreteelser, som man vist ikke umiddelbart vil stole på ægtheden af, men det har også med det at gøre, at det hele – altså al teologi – får et uvirkelighedens præg af disse få sætninger.

Det, jeg ankede over – og stadig anker over – er denne sætning: “ Dagligt ser jeg syndens greb, når jeg står op, og før jeg går i seng. Spejlet viser en magtsyg, egensindig og selvvillende menneskeabe, som er sig selv kun alt for nok”.

Tag bare det trick, han bruger, når han skal gøre det rigtig klart, hvor ond han er: han siger, at han i spejlet ser en menneskeabe. Ikke sandt, så kan alle forstå, at når han er ond som et dyr, så er han altså virkelig ond.

Og det er altså noget af det, der virkelig undrer mig. At et menneske af Anders Klostergaards støbning kan komme med en så overfladisk udtalelse. Jeg plejer da at læse hans indlæg med interesse, fordi de sædvanligvis bærer præg af omhyggelig omtanke. Og så dukker en menneskeabe op som symbol på stor ondskab.

Jeg græmmes!

Nuvel, jeg véd godt, at min irritation også hænger sammen med, at jeg i sin tid, da jeg havde konfirmander, brugte min gennemgang af skabelsesberetningerne til at fortælle om menneskets udvikling fra abe til menneske. Og til den ende havde jeg ret nøje studeret Jane Goodalls oplevelser i Gombe, Tanzania, hvor hun fulgte en chimpanseflok igennem flere år. Det gav anledning til at gå ind på en sammenligning mellem menneske og chimpanse. Og det gav forøvrigt også anledning til, at jeg skrev en længere afhandling om denne sammenligning og lagde den ud på nettet her.

Og så skal man høre på sådan en grov udtalelse, som at et menneske, hvis det er rigtig ondt og rigtig mærker arvesynden, er en menneskeabe!

Bare tag den kendsgerning, som den amerikanske forsker Abigail Marsh har gjort opmærksom på, at mennesket, som alle andre pattedyr under fødslen udskiller store mængder af hormonet oxytocin, og at dette hormon binder mor og barn sammen på en højst individspecifik måde. Det er logisk, at der må være et bånd mellem mor og barn, ellers ville det udmærkede opfostringssystem med brystmælk ikke kunne lade sig gøre.

Dette bånd gør det yderst vanskeligt at anklage en pattedyrsmor for at være ond i alle sine handlinger. I det mindste véd vi, at man, hvis man går tur i egne, hvor der er bjørne, skal passe på ikke at komme til at anbringe sig mellem en mor og hendes unge. Og da en menneskemor har en tilsvarende ungeforsvarstilbøjelighed, kan man ikke meningsfuldt anklage et sådant væsen for total ondskab.

Men faderen, manden, ham kan vi vel så anklage?

Skudt forbi!

Allerede hos chimpanserne danner dyrene flokke på en tredive-fyrre individer, og vel kæmper hannerne om at blive alfa-han, men den kamp foregår altid uden blodsudgydelse, omend under megen larm og skrig.

Af og til går så nogle hanner på patrulje, dvs., de går ud i områdets periferi for at jage fremmede chimpanser bort. Om de kom i karambolage med fremmede chimpanser, så man imidlertid ikke i begyndelsen. For det var kun denne flok, der havde vænnet sig til menneskers nærhed, de fremmede chimpanser, der skulle jages bort, var forlængst forduftet, når der fulgte mennesker med på patrulje.

Derfor tillagde man chimpanser et fredeligt sindelag. Det vil sige: det gjorde man kun, indtil den oprindelige gruppe delte sig i to. Så havde man pludselig to grupper, der havde vænnet sig til menneskelig omgang, og så fik man kamp at se, så var det forbi med opfattelsen af chimpanser som fredelige dyr.

En stakkels hunchimpanse fra den anden gruppe blev overfaldet og slået og fik sten slynget imod sig så eftertrykkeligt, at hun senere døde af det. Og en han, der også kom i vejen for patruljen, fik også dens raseri at smage.

Men vil man beskrive dette, så gør man klogt i at holde alle moralske overvejelser borte og nøjes med en neutral beskrivelse. Sådan er nu engang chimpanser, at de danner grupper, der lever nogenlunde fredeligt indbyrdes – omend de udvikler et tydeligt hierarki – men med stærk vold søger de at holde fremmede chimpanser borte fra det, de åbenbart anser for deres område.

Man må nok indrømme, at denne tendens genfindes hos mennesket. Også vi organiserer os i nationer, folkeslag eller stammer, og også hos os foregår der kampe mellem stammerne om pladser at bebo eller dyrke.

Blot er der jo så den forskel på os og de andre dyr, at vi har fået et sprog, og at dette sprog har i sig en ligeværdighedsstruktur. Overført til indvandringsproblematikken: Vi kan nok blive enige om, at det ville være udtryk for den højeste moral, hvis vi lod alle folk få fri adgang til vort territorium, men ihukommende vor arv fra chimpanserne må vi vel også spørge os selv, om det ville være klogt, ligesom man jo også kunne spørge, om det var retfærdigt.

En anden ting: Hos chimpanserne kan man se det samme som hos menneskene: der dannes familier. Ikke familier med far, mor og børn, kun familier med mor og børn. Men båndet mellem en mor og hendes afkom bevirker, at der i alt væsentligt er fred mellem søskende. Dog med den forskel på kønnene, at et broderforhold synes at kunne vare ved langt hen i voksenalderen, mens et søsterforhold synes at ophøre, når en hun får unger og bliver bundet til dem.

Men altså, angående familiedannelsen er der den forskel, at dette, at han og hun danner par, synes at være noget for menneskedyret normalt, måske endda noget hormonbestemt. Marsh har en lille bemærkning om, at oxytocin hos mennesket også dannes ved samleje. Men indrømmet, jeg véd ikke, om det er det, der gør det, eller det er sprogets moralsk løftede pegefinger, der bevirker det, men vore familier synes verden over at bestå af både en han og en hun.

Disse kendsgerninger gør man i lovgivningsarbejdet klogt i at holde sig efterrettelig. Hvad man da også normalt altid gør. Men det er altså, som det ser ud, kræfter, der er lagt ned i mennesket fra begyndelsen af, noget, der er os givet med vor natur, og derfor noget, der kun dårligt lader sig beskrive med moralske begreber, herunder med begrebet arvesynd. De lader sig bedst og klogest behandle med Paulus’ ord “Alt er tilladt”, altså som noget, der ligger i det føretiske.

Godt nok er de så at sige løftet op på det etiske plan med f.eks. det sjette bud, men spørgsmålet er, om ikke Jesus flytter dem tilbage til det føretiske med sin lignelse om verdensdommen, der frikender handlinger, der er kloge, handlinger, der gøres som så selvfølgelige, at man ikke gør sig deres værdi som frikendelseshandlinger klar.

Hans pagt er jo den nye pagt, som Jeremias har skildret i Jer 31,31, hvor loven er skrevet så kraftigt menneskenes hjerter, at de ikke behøver at lære hinanden, hvad der skal gøres og hvad ikke, hvilket i Paulus sprogbrug bliver til en påstand om, at hans menighed er et Kristus-brev, skrevet ikke på tavler af sten, men på hjerter af kød og blod (2 Kor 3,3).

Men så står jo unægtelig det spørgsmål tilbage, som prædikeren stiller, her efter oversættelsen af 1931:

Dog se, det fandt jeg, at Gud har skabt menneskene, som de bør være; men de har så mange sære ting for.

En lidt andet ordlyd findes i den nye oversættelse Præd 7,29.

For det er jo så det, Anders Klostergaard synes at kunne hænge sin anklage mod dyrene op på: de kæmper som vi om retten til et stykke jord. Tyder det ikke på, at vi mennesker har onde tilbøjeligheder i os, der skal holdes i ave af lovens tugt?

Ak, det hele er meget mere indviklet.

Som sagt har Gud givet mennesket og kun mennesket et sprog. Og sproget er ikke blot et kommunikationsmiddel. Med sproget kan vi skabe historier, og disse historier giver os en kolossal fordel i forhold til dyrene. Vi får nemlig derigennem foræret en kollektiv hukommelse. Hvad vi véd, er ikke begrænset til det, vi selv har erfaret, men er udvidet i enorm stor grad med alle vore historier. Det er således derigennem, vi bliver klar over, at vi skal dø, noget, dyrene med deres individuelle erfaringer ikke har erfaret. Og det er også gennem sproget, vi får skabt et ejendomsbegreb, som gør det muligt for en flok at handle med andre flokke, og som i tidens løb gør det muligt at danne “flokke” på flere tusinde individer.

Hvad angår den materielle udvikling fra dyr til menneske, er der visse teologer, der tænker sig, at Gud har sat det hele i gang, men derefter sætter sig i sin lænestol, vældig spændt på, hvad der vel kommer ud af det. Man får nu ikke forholdet mellem udviklingen via naturlove og udviklingen i kraft af Guds skabervilje neutraliseret med sådanne tanker, men lad blot dette problem bestå i denne omgang.

For hvad udviklingen af menneskets kultur angår, giver det på sin vis mere mening at tænke sig, at Gud engang for lang tid siden gav mennesket sproget og derefter spændt observerede mennesket for at se, hvad det vel kunne blive til.

Godt nok hævder vi kristne, at Gud bearbejder mennesket med sin ånd, og den tanke kan vi ikke slippe. Men vi siger også, at ånden virker i frihed, og så lyder det, som om det alligevel er os mennesker, der står for udviklingen.

Det er det også. Det er os, der skal få alle idéerne, og at få en idé, eller at få et indfald, er ikke noget, vi kan beslutte os til, det er noget, der kommer af sig selv – eller med åndens hjælp – det er noget, der kommer bag på os, men jo ikke noget, der kommer uden arbejde fra vores side.

At et menneske i sin tid opfandt hjulet, er vi mange, der i dag er glade for. Men hvordan og i hvilken sammenhæng et menneske kunne få den idé, at man ved at gøre sådan og sådan kunne forvandle en slæde til en vogn, det er på det nærmeste uforståeligt.

Og at mennesket i den grad arbejdede med sprogets problemer, at det en dag lykkedes at føje multiplikationen til de matematiske redskaber, mennesket rådede over, også det er lidt af en gåde, selv om det for os, der lever på den anden side af denne opdagelse, forekommer som en ren børneleg.

Hvad værre er: Der ligger i sproget selv en antydning af, at alle mennesker er lige, for de er jo alle sprogbrugere i lige høj grad. Men der gik lang tid, før en sådan lighedstanke brød igennem. Den kom til at ligge i den ældste kristendom, men kun som noget, der gjaldt i menigheden, ikke som noget, der skulle smitte af på det verdslige område. Faktisk tog det jo utrolig lang tid, før kristne fik sig taget sammen til at overføre lighedstanken fra menigheden til verdsligheden. Men det skete dog. Og fra kristenheden bredte slavefrigørelsestanken sig til resten af verden, herunder også til den muslimske verden.

Hvilket egentlig er højst besynderligt. For koranen tillader jo slaveri, og ifølge normal muslimsk tankegang er koranen Guds eget ord. Men nutidens muslimske tænkere mener altså, at slaveri i vore dage er forbudt, der er opstået en ny bestemmelse i kraft af de lærdes konsensus, siger de.

Dog er jo på anden måde lighedstankerne ikke slået igennem i de muslimske miljøer. Dèr regnes manden stadig for mere værd end kvinden. Ligesom det også stadigvæk er sådan, at en muslim regnes for mere værd end en ikke-muslim.

Dette sidste kender vi også fra europæisk tankegang. I nazitiden regnede nazisterne tyskerne for mere værd end andre folk. Hvor de andre europæiske folk var dekadente, havde ødelagt deres indre folkelige ild, som Hitler sagde, dèr havde tyskerne oparbejdet deres selvbevidsthed til en voldsom kraft, som han mente at kunne udnytte på det groveste, så den ydre virkelighed kom til at svare til teorien om tyskernes overlegenhed.

Og det gjorde han så. Denne overlegenhedspåstand gav ham påskud til at blæse på alle normale regler om løfteoverholdelse. At han besatte Danmark på trods af den ikke-angrebspagt, han havde indgået med os, det er såmænd det mindste af det, langt værre var det, at han ud fra samme overlegenhedsfølelse brød pagten med Sovjetunionen.

Men altså, alt dette sker i kraft af, at Gud i sin tid indgav mennesket sproget. Og selv om det ser ud, som om han bare sidder i sin lænestol og spændt ser på, hvad vi vel kan få ud af det sprog, vi fik, så er han faktisk særdeles aktiv i alle vore sprogudvekslinger, aktiv med sin ånd.

Dog er der den hage ved det, at han er nødt til at vente på, at vi selv forstår, han kan og vil ikke tvinge noget igennem overfor os. Kan vi selv forstå og acceptere, at de to køn på mange måder er forskellige, men dog i rettigheder bør være ligestillede? Ja, vore muslimske landsmænd har jo svært ved det, og deres koran hjælper dem ikke med en sådan erkendelse, tværtimod, men når Gud ikke tvinger, skal vi naturligvis heller ikke tvinge, men nøjes med at drille og argumentere vore muslimer, hvilket vi dog som regel ikke gør alligevel.

Men altså: Menneskeaben er ond? Vel er den ej. Den følger sin natur.

Lad mig til sidst henvise til dette indlæg, som tænker flere århundreder frem i tiden, og dette indlæg, som går lidt mere i detaljer med udviklingen.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.