Billedtale

Som man nok har opdaget, har jeg i de senere dage brugt ikke så lidt krudt på at argumentere imod Anders Klostergaard Petersen. Og inden da tog jeg mig for at sige noget imod Lars Sandbeck, som heller ikke lige er min kop te.

Nu har jeg så været til samtalesalon i min sognekirkes menighedslokaler, Klostergården i Horsens. Og det var Lars Sandbeck, der stod for det indlæg, vi almindelige mennesker tænktes at samtale om bagefter. Han havde fået tildelt tre kvarter, men brugte vist lidt længere tid. Men skidt med det! Værre var, at han brugte sin tid på samme måde, som han brugte sin plads i Kristeligt Dagblad den 25. september, se her. Jeg tillod mig at kritisere ham for det her på bloggen, se her. Og dengang som nu går min kritik på, at han “glemmer” at sige noget om, hvad da hans forkyndelse går ud på, så optaget er han af at fortælle os om vor forkerte forkyndelse.

Sandbeck brugte f.eks. megen tid på at skildre tiden i Vesteuropa efter år 1700. Her begyndte videnskaben at gøre sig gældende. Og han skelnede mellem de forskellige gudsbilleder og de forskellige gudsbegreber, hvoraf han foretrak de sidste. Men hvordan han foretrak dem, måtte vi vente med at få at vide.

Dog omsider nåede vi frem til en opdeling af gudsbegreberne i a), b) og c).

a) var det direkte antropomorfe gudsbegreb, som han mente de fleste ret naive mennesker var tilhængere af, og som i hvert fald ateisterne – som han talte meget om – gik ud fra som en størrelse, de med største fornøjelse kunne vende sig imod. Blandt andet mente de, at dette at tro på Gud var lige så barnligt og naivt som at tro på julemanden.

b) var et gudsbegreb, der vel hældede til de antropomorfe, men dog var åben overfor andre.

c) var så det gudsbegreb, han selv gik ind for. Her er Gud, til forskel fra Gud i b), ren væren. Men vi kan vist ikke forestille os ham som en person. Han er i en vis forstand det hele, og han virker alt i alle, ja det er næsten sådan, at man kan bruge de kendte udtryk om ham: allestedsnærværelse og almagt.

Det er jo noget, man godt kan finde belæg for i skriften. Og Sandbeck gav os hele 5 bibelsteder, hvor Gud omtales på den måde.

Først skrev jeg ned, at han nævnte Ef 4,9. Men da jeg ikke nu bagefter kan se, at det understøtter hans tese, springer jeg dette skriftsted over.

Dernæst Apg 17,28:

For i ham lever vi, ånder vi og er vi, som også nogle af jeres digtere har sagt: ›Vi er også af hans slægt.‹

2 Mos 3,14:

Gud svarede Moses: »Jeg er den, jeg er!« Og han sagde: »Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer.«

Og så to fra johannesevangelisten, Joh 4,24:

Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.

og 1 Joh 4,8:

Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed.

Og jeg kan da godt se, at disse skriftsteder understøtter hans tanke om, at Gud er ren væren, og at han virker alt i alle. Men stadig nåede vi ikke frem til, hvilken rolle dette gudsbegreb spiller for os. Først da jeg spurgte ham, om dette, at Gud virker alt i alle, betyder, at vi mennesker ikke har nogen fri vilje, kom der lidt kød på, men han måtte så til gengæld indskrænke tanken om Guds almagt en del, og hvor meget der blev tilbage af tanken om, at Gud virker alt i alle, fik jeg ikke fat på. Men han fik dog nævnt “bevidsthed” som noget, videnskabsfolkene endnu ikke har fået greb om.

Nu ville skæbnen, at jeg netop for tiden arbejder en del med Kaj Munks prædikener. Og jeg må sige, at jeg blev højlig forbavset, da jeg læste en prædiken af ham til 5. søndag efter påske, uvist fra hvilket år. For deri tager han frem nogenlunde den samme problematik, som Sandbeck. Men med en helt anderledes tydelighed og stringens. Teksten er, som man måske véd, Joh 16,23b-28, hvor Jesus blandt andet siger, at han ikke mere skal tale i lignelser. Kaj Munk begynder således:

Der kommer en Time, da jeg ikke mere skal tale til jer i Lignelser, men frit ud forkynde jer om Faderen. Her har Jesus selv udtalt det som noget for Religionen ejendommeligt, at den maa tale i Billeder. Og saadan forholder det sig da med alle de Benævnelser, vi har inden for det religiøse Omraade. Vi nævner Begrebet Gud og knytter hertil Begreber om Alvidenhed, Almagt, Allestedsnærværelse, Algodhed, men det er jo end ikke Begreber, thi de kan ikke begribes. Man kan sige, at alt dette religiøst udformet i Gud, Salighed, Sjæl, osv., at det er uklart og taaget, utilgængeligt for Analyse og Forstaaelse. Hvad Gud er, hvordan Gud er, det ved vi intet om, Guds sande Væsen, Evighedens Egentlighed, Sjælen i sig selv, det er alt sammen Ord og Begreber, der ligger vidt ud over vor Forstand. Konstruktionerne: hvad var der før Verden? Der var Gud – fører blot til: hvad var der før Gud? – Vi naar ikke frem paa den Maade, skal heller ikke naa frem saadan. Men hvad der for Hjernens Forstaaelse er umedgørligt og uhaandterligt, er ofte det højeste og bedste for Hjertets Forstaaelse. Hvad er en Glæde – hvem kan forklare det? Ingen. Og dog ved alle, hvad Glæde er.

Der er noget frigørende ved Munks åbenbare indrømmelse af, at vi, når vi taler om Gud, egentlig ikke véd, hvad vi taler om. Men man skal nok lige lægge mærke til, at til det, vi ikke véd noget om, hører “sjælen”. Så allerede her har Munk noget at sige til dem, der mener, de har styr på alt: “Sjæl”, “bevidsthed”, kan videnskaben forklare det? Og de begreber, som Sandbeck prøver at sætte sine observationer ind i, hører vist til det, Munk her kalder “konstruktioner”, og de spørgsmål, som rejser sig af den grund – i Munks tilfælde: hvad var der før Gud? – i vort tilfælde: hvad er der udenfor verdensrummet? – gør vi klogest i at lade ligge.

Og også med begrebet “glæde” går Munk i clinch med de videnskabstro. For forklare, hvad glæde er, kan ingen, og det er jo ganske mærkeligt, for alle véd det godt.

Men senere prøver Munk at vise, hvordan billedsprog er den eneste forklaring, vi får, og den eneste, vi kan få:

Vil vi nogen Forklaring, møder vi i Billedet: Gud er vor Fader – men han er selvfølgelig ikke Fader i menneskelig Forstand. Nej, Billedet siger: I Mennesker kan ikke forstaa Guds Væsen, kan ikke erkende Gud. I er for smaa. Men I er for store til som Dyrene at leve Livet som om Gud ikke var til, for der noget af Gud i jer i forskellig Grad. Altid har Kristendommen dette med i Modsætningerne: lille og dog stor, stor og dog lille. Og den bedste Maade at gøre jer Gud forstaaelig er i Billedet en Fader, den bedste Fader. (Bedst i Billedet, fordi vi tænker i Billeder. 3 er fx. 3 Pandekager.) Ingen Fader kunde skabe Himmel og Jord, osv. for Gud er usigelig, ja er uendelig mere end den bedste Fader; men naar engang Tidens og Tyngdens Lænker falder af jer, saa I kan forstaa det, I nu kun kan ane – saa I kan erkende Gud, da skal det være det Billede, der passer saadan paa Personen, at I kender ham paa det.

Og minsandten, så bruger Munk et billede for at forklare billedsprogets relevans:

En ukendt Mand skal hentes op af en Chauffør ved Ulfborg, man giver ham til Kendemærke: et langt gyldent Skæg. Derpaa kende Chaufføren ham nemt fra alle andre. Manden er meget mere end det gyldne Skæg, han er Departementschef og Kommandør af Danebroge og taler med Horsensk Dialekt, men alt det forstaar Chaufføren sig ikke paa, det hjalp ikke, selv om man sagde ham det. Men Skægget forstaar han, og kan han se. Saadan er Kærligheden. Guds Kærlighedsmærke, Kærligheden den er Gud Faders gyldne Skæg. – Alt bliver Billedtale, som det ogsaa blev det i Jesu egen Mund: Himmeriges Rige lignes ved osv. Og Apostelen Paulus siger: Her ser vi som i et Spejl, i en Gaade.

Mig forekommer det, at Kaj Munk er en betydelig bedre teolog end Lars Sandbeck. Jeg véd godt, at Munk regner teologi for næsten djævelens måde at være kristen på, og jeg véd også godt, at mange af den grund ikke rigtig lytter efter ham, når det er teologiske spørgsmål, der skal drøftes. Men skinnet bedraget. Der er meget mere at hente hos Munk, end man sædvanligvis regner med. Ofte er hans teologi skjult under dramatik, men i prædikenerne står den ofte klarere frem.

Således her. Munk vover virkelig at hævde, at vi teologer må stå af overfor mange af de spørgsmål, vi beskæftiger os med. Og det er jo blandt andet videnskabens enorme fremmarch, der volder os problemer. Men han får samtidig sagt, at også videnskaben må “stå af”, altså heller ikke videnskaben kan fortælle os, hvad sjæl er, hvad bevidsthed er, eller hvad glæde er.

Og så står de to “kamphaner” lige.

Der kommer også frem på anden måde:

For øvrigt har vi tit ikke Evne til at begribe eller forklare, hvad vi godt ved, hvad er. Hvad er et Øje, hvad er Sekraft, Se-evne? Evnen til at opfatte Udstrakthed. Jo Tak, men det er dog ingen Forklaring. Eller: Tiden, hvad er Tiden? Lad dem svare, der kan, jeg kan ikke, men jeg ved, hvad Tiden er. Dybest og rigtigst gælder det i personlige Forhold. Animositet, Sympati? Det, at der er Mennesker, jeg nu engang ikke kan udstaa – det, at der er dem, jeg strax indtages i. Nu ja, saadan er det nu engang. Godhed og Godheds rørende og vældige Magt over Sindene – uforklarligt og dog en Virkelighed. Alle religiøse Erfaringer ligger i det samme Plan. Meget ofte ogsaa det kunstneriske. En frisk ung Pige, et med Smag valgt Værelses Udsmykning, en fordringsløs Sang, et dæmpet Musikstykke kan gribe stærkt og sært. Denne Sjælens kostelige Evne til at paavirkes uforklarligt og mægtigt er afgørende i det religiøse.

Og ikke sandt, her får han lige nævnt kunsten som ligestillet med kristendommen i henseende til videnskabelig forklaring: det kan ikke forklares. Det får ham til at slutte på denne måde:

Ogsaa vore Salmedigtere betjener sig jo af Billeder, der ikke dækker nogen Virkelighed, som en Virkelighed godt kan svare til. Stjernetæpper lyseblaa. I dette Billedsprog, i denne Kamp for at finde Ord, Udtryk for det usigelige, det ugengivelige er Kunsten og Religionen Frænder – er Kunsten religiøs.

Vi gør da op: Gud, Fuldkommenhed, det evige Liv er Ord, der udtrykker noget for os; men hvad det noget er, kan vi ikke nøjere sige; i hvert Fald maa vi sige det i Billeder, men Billederne dækker for os en Virkelighed, som vi aner stundom dybere og mægtigere end vore Sanseindtryk, som vi ved ret god Rede paa. Gud er vor gode og høje og hellige Far, Fuldkommenheden er det Maal for vort Liv, han hjælper os med at hæge det gode i os frem til at voxe sig stærkt nok til at naa det evige Liv: den uafbrydelige Glæde, som Livet levet i Fuldkommenhed hos denne Far af sig selv maa blive til. Naar vi er naaet dertil, falmer Billeders Maaneskin og forsvinder, thi da er vi i Virkelighedens uformidlede Sols Lys.

Men her bliver vi var, at hvad svagt vi kun skimte, mens Øjet er blaat det lever dog i os, det føler vi godt.

Så skal jeg gerne indrømme, at Munk af og til kan være et endnu mere uklart tågehorn end Sandbeck, speciet i 1932, da han prøvede at forsvare dødeopvækkelsen i “Ordet”. Men disse til tider vanvittige påstande fra hans side bør ikke få os til at overse, at han i mange andre sammenhænge er særdeles givende i teologisk henseende.

Således her.

Dette indlæg blev udgivet i ateisme og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.