Refleksivitet

Det er stadigvæk Lars Sandbeck, jeg vover at beskæftige mig med. Det spørgsmål, han har rejst, kan siges at være et spørgsmål om apologetik, altså et spørgsmål om, hvordan man forsvarer kristendommen, mere præcist: kristendommens trossætninger.

Og hvad det angår, har jeg en del idéer.

I denne omgang vil jeg fortælle lidt om refleksivitet. Med dette lidt besynderlige ord henvises til den filosofiske iagttagelse, at den, der vil give et bud på, hvordan vi mennesker skal forstå tilværelsen, må være opmærksom på, at hans tilværelsesforklaring skal ende med at kunne indeholde ham selv og hans forklaring i sig.

Det er imidlertid noget, langt de fleste glemmer.

Filosoffer, videnskabsfolk, almindelige tænksomme mennesker, det synes at være tidens forbandelse, at alle den slags mennesker overser denne ellers letforståelige kendsgerning.

Lad mig begynde med en tænker, der ligger langt borte fra os i tid. Så kan man måske bedre se fejlen.

For nogle år siden beskæftigede jeg mig en del med en muslimsk filosof, der hed Al-Ashari. Det er en amerikansk forsker Robert R. Reilly, der har skrevet en bog om ham. Det skrev jeg nogle indlæg om, bl.a. dette. Her tillader jeg mig at omtale refleksiviteten som en eksistentiel selvmodsigelse, og jeg belyste det på følgende måde:

Hvis jeg fremsætter følgende påstand: ”Det er umuligt at tale i telefon fra Horsens til Sønderborg”, så er det indlysende en forkert påstand, men der er intet selvmodsigende ved den. Hvis jeg derimod fremsætter påstanden, mens jeg fra Horsens taler i telefon med min ven, der bor i Sønderborg, så gør jeg mig skyldig i en eksistentiel selvmodsigelse: ved selve den handling, jeg udfører, modbeviser jeg den påstand, jeg kommer med.

Det samme gør Al-Ashari. Han går i den grad ind for talen om Guds almagt, at han betragter al menneskelig handling som forårsaget af Gud, også den menneskelige tale. Det blev mødt med det modargument, at ethvert menneskes tale jo i så fald er som et menneskes tale, når det taler i søvne. Og besynderlig nok gik Al-Ashari med til dette. Al menneskelig tale er faktisk, fordi den i sidste ende er bestemt af Gud, som en robots tale eller som et sovende menneskes tale.

Men dermed gør Al-Ashari det samme som manden, der taler i telefon: med selve den handling, hvormed han fremkommer med sin påstand, modbeviser han det, påstanden går ud på. For når han hævder, at al menneskelig tale er som en robots tale, så er selve den påstand undtaget fra at være robottale. For robottale kan man ikke tillægge sandhedsværdi, men den påstand, at al tale er robottale, tillægger han sandhedsværdi, dog uden selv at være klar over det.

Han glemmer det refleksive problem: at den tilværelsesanskuelse, man fremsætter, skal kunne rumme denne fremsættelse i sig. For det menneske, der siger noget om tilværelsen, er selv en del af den tilværelse, han udtaler sig om.

Al-Ashari overser denne lille finesse ved tilværelsen. Han selv og de mennesker, han diskuterer med, går han uden videre ud fra befinder sig udenfor tilværelsen, dog uden at sige noget om det og derfor uden at gøre sig det klart. Her, i et rum, der ikke er omfattet af de begrænsninger, han påfører tilværelsen som helhed og de andre mennesker, der ikke deltager i diskussionen, her kan de diskutere frit, her kan de lade argument møde modargument, her kan de gøre, som de altid har gjort i deres diskussioner: gå ud fra, at der står et tænkende menneske bag de argumenter, de tager stilling til.

Men er alle mennesker at betragte som marionetter i den store marionetførers hånd, da er jo naturligvis Al-Ashari og hans slæng ikke undtaget. Og derfor bliver de resultater, sådanne marionetter når frem til, lige så lidt i stand til at få sat sandhedens stempel på sig, som deres modstanderes resultater.

I den sene oldkirke diskuterede man ihærdigt, om der var én eller to naturer i Kristus. Og da man så nogenlunde havde besvaret det spørgsmål derhen, at der var to naturer, og at de var usammenblandelige og uadskillelige, dukkede et nærliggende spørgsmål om: Er der én eller to viljer i Kristus?

Man kan såmænd næsten sige, at muslimerne greb fat i den ene position, den kristne kirke i den anden. I hvert fald kan man betragte den græske kirkefader, Maximus Bekenderen (580-662) som et passende modstykke til Al-Ashari. Man kan se lidt om det i en afhandling, jeg engang skrev, se her. Den er på engelsk. Men det er måske lettere at se lidt om sagen i denne artikel her på bloggen. Endvidere gav jeg Maximus et par ord med på vejen i min afhandling Frihed contra fromhed, her.

Her er det vist nok at fortælle om, hvordan Maximus beskrev scenen i Getsemane have, hvor Jesus bad til Gud om at slippe for lidelsen. Hvis der kun var én vilje i Kristus, hvis det kun var den guddommelige vilje, der bad, så kunne der ikke være tale om lydighed, siger han. For lydighed forudsætter, at mennesket frit lægger sine egne menneskelige ønsker ind under den guddommelige vilje.

Dengang var det legemlighed overfor åndelighed, der var modsætningerne. Og ved at fastholde begge dele i Kristus, undgik man farerne ved den manglende refleksivitet. Men man kom også til at stå med det problem, som især er blevet et problem for vor tid: er der i det hele taget nogen åndelig virkelighed? Er det hele ikke legemlighed og kun det?

Det kan siges at være scientismens spørgsmål til vore dages teologer – scientisme betegner her en tankerække, der vil gøre videnskabens sætninger til livsanskuelser. Og Lars Sandbecks svar på denne udfordring har jeg fra tid til anden søgt at diskutere her på bloggen. Jeg kan ikke påstå, at jeg har forstået dem. Snarere vil jeg betragte dem som uanvendelige.

Spørgsmålet drejer sig ikke om Guds eksistens, eller om verdensrummets uendelighed, men om, hvordan man kan få mennesket indplaceret i en verden, der synes helt bestemt af naturlovenes jernhårde greb om tingene. Er der mulighed for nogen som helst frihed, når naturlovene bestemmer alt i tilværelsen, og er der derfor mulighed for gennem en fri diskussion at nå frem til noget, man kan kalde sandhed?

Der er de scientister, der rask væk bestemmer mennesket som et væsen, der helt og holdent er bestemt af naturlovene. Ingen fri vilje her. Og indrømmet, det ser så fint og gennemtænkt ud, at man næsten ikke nænner at forstyrre det smukke billede med refleksivitetsspørgsmålet: kan den tænkende filosof indplaceres i denne naturlovsbestemte verden?

Som regel stiller scientisterne ikke selv dette spørgsmål. For næsten enhver scientist er lidt distrait. Eller han tænker altid fremad, aldrig tilbage, hvilket vil sige, at han aldrig spekulerer på sin tænknings forudsætninger, men kun på dens resultater.

Og når nu resultaterne bliver mere og mere sikre år for år, når nu hjerneforskere finder flere og flere overensstemmelser mellem hjernens signaler og menneskets handlinger, tanker og følelser, er der så noget at være i tvivl om? Må så ikke ethvert fornuftigt menneske bøje sig for kendsgerningerne? Og må de kloge scientister så ikke se lidt ned på de arme teologer, der ikke blot fortsætter med at tale om Gud og Guds indgriben, men også taler om åndelige kræfter, som ikke har nogen videnskabelig basis?

Det er spørgsmålet, som scientisterne stiller os.

Og som altid lønner det sig ikke at lade sig forlede til at diskutere spørgsmålene på den bane, de andre har opstillet, men i stedet stille spørgsmål til de forudsætninger, som indvendingerne rummer.

For det er jo med scientisten, som det er med Al-Ashari: ligesom han modbeviser de ved selve det at indgå i en diskussion de teser, som de med munden forsvarer. De vil hævde, at den sandhed, de har fundet frem til ud fra den videnskabelige frihed, samfundet og deres modstandere tildeler dem, er, at der ikke forefindes nogen frihed overhovedet, eftersom alt afgøres af ubrydelige naturlove af neurologisk eller sociologisk art. Men hvis det er sandheden om vores tilværelse, så er jo denne sandhed selv fremkommet i kraft af ubønhørlige naturlove og hvordan kan den så være sandhed? Eller anderledes udtrykt: Hvis alle vore ord og tanker er bestemt af bagvedliggende naturlove, så er jo det, jeg påstår imod scientismen, ligeså sandt eller løgnagtigt som deres påstand. De vil muligvis hævde, at de kan forklare alle mine mærkelige påstande videnskabeligt, som udslag af et ønske om mening og sammenhæng, m.m., fremkommet på ganske videnskabelig forklarlig vis, og derfor ikke sand i nogen absolut forstand.

Men mit modspørgsmål er naturligvis, om ikke deres tanker ifølge deres egne teorier er fremkommet ud fra samme naturlovsnødvendighed.

Altså: den determinisme, der her er tale om, bider sig selv i halen, kan ikke friholde sig selv for sin egen svøbe, og idet en tanke lægges ind under determinismen, mister den overbevisningskraft, kan ikke ses at komme fra en fri tankebevægelse, man tvinges til at skulle se den som resultatet af neurologiske processer hos et menneske.

Nu skal man som bekendt ikke kaste med sten, når man bor i et glashus, og noget af det, der gør, at vi teologer har været varsomme med at anvende det, man kan kalde refleksivitets-argumentet overfor kristendommens modstandere, er måske, at samme fejl kan forefindes hos mange teologer. Den distraktion, som scientisterne er overmandet af, overmander også mange teologer, sågar også de mere anerkendte af slagsen.

Det lyder f.eks. smukt og ydmygt, når Kierkegaard i “Smulerne” hævder, at guden ikke blot ligeud kan forkynde mennesket sandheden, men først må give mennesket betingelsen for at kunne forstå sandheden. Men er man så ikke nødt til at spørge, om det da er guden, der har givet Kierkegaard mulighed for at komme med en sådan påstand. Det vil han naturligvis ikke selv sige, for han vil netop ikke være noget særligt. Blot bliver han det alligevel, mod sin hensigt, bliver et menneske, der har modtaget åbenbaringer på samme måde som Muhammed.

Den tanke om betingelsen for at forstå sandheden har mange teologer siden taget til sig. Jeg kom i sin tid – for mange år siden – med den samme indvending mod én af Karl Barths disciple, jeg husker ikke, hvad han hed. Men han skildrede menneskets synd som ganske gennemgribende. Og det prekære var altså, at han mente, at denne synd forvanskede menneskets syn, så det ikke kunne se sin synd. Derfor måtte der en åbenbaring til, en åbenbaring, der så at sige forvandlede menneskets modtageorgan.

En anden indvending mod Kierkegaard kom jeg med – også for mange år siden – da jeg gjorde opmærksom på, at han i Efterskriften hævder, at den historiske vished er uvished, men alligevel er i stand til at anbefale Grundtvig at læse de græske skeptikere. Jamen, hvordan skulle Grundtvig kunne det, når Kierkegaard, hvis der aldrig kan findes nogen historisk vished, ikke vil kunne overbevise Grundtvig om noget som helst angående disse skeptikere?

Nuvel, flere teologer af den støbning kunne nævnes, men vi lader dette være nok. For hovedsagen her er at vise, at scientisternes menneskeopfattelse gør al forskning – ligesåvel som al samtale – umulig og derved så at sige æder sig selv op fra halen af.

Så hvis vi flytter argumentationen over på vor side, hvis vi rejser refleksivitetsproblemet for scientisterne, så viser deres anskuelser sig at lide af distraktion, mangel på helhed, ulyst til at lade sine egne tanker få farve af den teori, de fremsætter.

Men betyder det, at vi nødvendigvis må antage eksistensen af Gud og af åndelige kræfter?

Det er så stort et spørgsmål, at vi må vente til et senere indlæg med at besvare det.

Dette indlæg blev udgivet i ateisme og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.