Bibelen som våben

Noget af det, jeg har undret mig over ved Lars Sandbecks teologi, er, at det tilsyneladende ikke falder ham ind at bruge bibelen som våben imod scientisterne – altså mod dem, der ud fra videnskabelige kendsgerninger vender sig imod al tale om Gud.

Det kan måske i første omgang synes mærkeligt ligefrem at tale om bibelen som et våben. Vi er snarere vant til at betragte bibelen som noget af det, vi kristne skal forsvare. Hvordan kan den så pludselig forandre karaktér?

Det kan den, fordi den ikke består af hellige teser, som vi partout skal tro på. Nej, den består af beskrivelser af menneskers kamp med gudstroen, den består af en utrolig blanding af mange forskellige menneskers forsøg på at få hold på tilværelsen, nogle til direkte inspiration for os, andre snarere til forkastelse.

Når f.eks. disse scientister vil angribe os med den påstand, at det ikke er Gud, der har åbenbaret sig, men mennesker, der har dannet sig et billede af Gud, så er dette med, at Gudstanken i bibelen er menneskets opfattelse af Gud, sandt nok, så sandt, at det lader sig eftervise.

Det lader sig f.eks. påvise, at Det gamle Testamentes forfattere er gået fra monolatri til monoteisme, altså fra en situation, hvor man troede på flere guder, blot skulle Israel kun dyrke deres egen Gud, Jahve, til en situation, hvor Jahve blev betragtet som den eneste Gud.

I 5 Mos 32,8-9 hedder det således:

Da den Højeste fordelte folkene,

da han skilte menneskene fra hinanden,

fastsatte han folkenes områder

efter tallet på gudssønnerne.

Herrens del blev hans folk,

Jakob blev hans arvelod.

Ordet “den Højeste” står for “El Eljon”, og denne guddom betragtes altså her som højere end “Herren” eller Jahve. Men det fremgår ret tydeligt, at der er andre gudesønner end Jahve, og at de andre folkeslag har fået tildelt andre guder af El Eljon.

Det er ikke en tanke, man finder mange andre steder i Det gamle Testamente, for normalt betragtes andre folks guder, specielt de frugtbarhedsguder, som kanaanæerne i Israel havde, som afguder, som israellitterne for alt i verden skal holde sig fra. Men tanken findes altså.

Men den modsatte tanke, tanken om Jahve som den eneste guddom, er mere fremtrædende. I Es 45,5-7 taler Gud til Kyros, perserkongen:

Jeg er Herren, der er ingen anden,

der er ingen anden Gud end mig.

Jeg væbner dig, skønt du ikke kender mig,

for at de skal vide i øst og i vest,

at der ikke er nogen anden end mig,

jeg er Herren, der er ingen anden!

Jeg danner lys og skaber mørke,

jeg frembringer fred og skaber ulykke,

jeg, Herren, frembringer alt dette.

Kyros kender jo aldeles ikke noget til Jahve, gud for det lille folk i Israels land. Men i profetens mund er han Guds tjener, som enhver anden hersker er det. Og så kommer den uundgåelige slutning, hvis Jahve er den eneste guddom: han skaber både lys og mørke, både fred og ulykke.

Nu er jo Det gamle Testamente et omfangsrigt skrift, og mange er de forfattere, der har medvirket til dets opkomst. Det er derfor ikke mærkeligt, at tanken om Guds almagt har krydset tanken om menneskets selvstændighed. Givet er det, at Gud betragtes som en person, hvilket først og fremmest kan ses deraf, at man virkelig kan bede til Gud.

I 2 Mosebog kommer dette træk til udtryk derved, at Moses taler direkte med Gud. Oven i købet opfatter forfatteren Moses som et menneske der sådan set er unddraget den guddommelige almagt, som Esajas taler om. I 2 Mos 32, bliver Gud så vred over, at israelitterne har lavet en guldkalv, mens Moses var oppe på bjerget for at modtag budene, at han beslutter at tilintetgøre folket. Moses, derimod, vil han lade blive et stort folk. Men Moses beder for folket, gør det oven i købet med argumenter:

“Hvorfor skal egypterne kunne sige: ›Han havde ondt i sinde, da han førte dem ud; han ville dræbe dem i bjergene og udrydde dem fra jordens overflade.‹ Vend dog om fra din glødende vrede, og fortryd den ulykke, du ville bringe over dit folk! Husk på dine tjenere Abraham, Isak og Israel, som du gav det løfte, da du svor ved dig selv: Jeg vil gøre jeres efterkommere så talrige som himlens stjerner, og hele dette land, jeg har talt om, vil jeg give jeres efterkommere til evig ejendom.« Da fortrød Herren den ulykke, han havde truet med at bringe over sit folk.

Det er dog ganske mærkeligt at høre Gud beskrevet på den måde, at han sådan lader sig påvirke af Moses’ argumenter og fortryder det, han havde i sinde at gøre. Jeg mener: han er jo Gud, han må vel have tænkt de samme tanker, som Moses her forelægger ham. Tja, måske. Eller er dette blot et tegn på, at almagtstanken ikke er helt så nem at komme omkring ved, som man måske skulle tro. Menneskets frihed står i vejen. Menneskets selvstændighed skal fastholdes i samme åndedrag som Guds almagt. Og det er en vanskelig øvelse.

Det var Henrik Benzon, der i sin tid i radioen oplæste en lille novelle om Gud og mennesket. Gud havde igennem mange århundreder spillet skak med englene. Men han blev i tidens løb lidt irriteret over, at de altid lod ham vinde. Det var, som om noget af spillets glans forsvandt på den måde. Derfor besluttede han at skabe et væsen, der ikke som englene var præget af den høflighed, at det lod ham vinde, men selv ville sætte alt ind på at vinde. Og så skabte han mennesket.

Og det er jo netop det store problem med denne almægtige Gud: Han har givet mennesket sproget. Men sproget forudsætter en person bag talen. Og en person et et selvstændigt væsen, der står frit overfor ethvert andet sprogligt væsen, altså også overfor Gud. Kan et sådant væsen tænkes? Og hvis det kan, kan så Gud tænkes? Står de to krav, som sproget stiller, ikke hinanden imod? Og må derfor ikke al tale om Gud skæres bort?

Tja, vi er nok nødt til at høre Det ny Testamentes tale om disse materier, inden vi griber til en så drastisk forholdsregel.

I Det ny Testamente ses forholdet mellem Guds almagt og menneskets vilje på en noget anden og måske mere indviklet måde. Man opererer med en djævel i meget højere grad, end Det gamle Testamente gør det. Og man opererer med gentagne mirakler fra Guds side, udført af Jesus. Disse mirakler får gjort kål på djævelens onde handlinger. Men disse onde handlinger er ikke blot sygdom og død, de er også afbildet som noget andet, som det kan være lidt svært at få hold på, sådan at helbredelsesunderne på en måde bliver symbol på dette andet.

Hvad er så dette andet?

Lad os begynde med lignelsen om de to sønner, den, man plejer at kalde lignelsen om den fortabte søn, Luk 15,11-32. Her lægger Jesus op til, at der skal foregå et under med den ældste søn. Han er blevet besat af det, jeg har kaldt “retfærdighedssprogspillet”, hvilket kan ses deraf, at han overfor sin far påpeger den uretfærdighed, han udsættes for, når han sammenligner sig med sin yngre bror. Ved at tale om hans retfærdighedstanker som ligefrem et særligt sprogspil opnår jeg at lægge større vægt på det indelukkende i disse tanker. De bevæger sig i samme skure hele tiden, fordi der ikke er logisk forbindelse til andre sider af sproget, f.eks. til det, jeg har kaldt “familiesprogspillet”, det sprogspil, der ser på forholdet mellem fællesskabets medlemmer og er opsat på, at få dette forhold til at blomstre.

Det vil sige: Som Jesus skildrer replikskiftet, kan vi indse, at den ældste søn ikke af sig selv kan komme ud af sine retfærdighedstanker, han må mødes med et ord udefra, et ord, som ikke giver ham ret i disse retfærdighedstanker. Og kommer der et sådant ord til ham, så han forstår sagen på en helt ny måde, så er det et mirakel, en gudsindgriben i hans sind og tanker.

Et sådant ord kommer jo, fortæller Jesus. Faderen fortæller om sin glæde over den yngste søns hjemkomst, og ved at ændre den ældste søns omtale af ham – han omtaler ham som “din søn her” – til “din bror her” prøver han at få ham til at handle som en bror, ligesom han selv har handlet som en far, altså få ham til at gå med ind til festen.

Og her står vi ved evangeliets paradoks. Hvis han forstår og går med ind til festen, så skyldes det åndens påvirkning, for han kunne ikke selv komme fri af “retfærdighedssprogspillet”. Og dog virker ånden i frihed, siger vi, for det er jo ham selv, der forstår, det er ham selv, der gribes af det andet sprogspil, familieforholdets sprogspil.

Dette paradoks gennemstrømmer evangelierne på kryds og tværs. Jesus uddeler undere gang på gang, og folk reagerer med tro, tro på, at han er Guds søn. Men det hedder også, at der ikke skal gives undere til denne slægt.

Hvis vi nu fører sådanne tanker op til vor tid, så bliver spørgsmålet, hvad det vil sige, at være bundet af retfærdighedssprogspillet, og hvordan det kan være, at løsrivelsen fra dette sprogspil kun kan forstås som et paradoks, som en begivenhed, der på én og samme tid er forårsaget af Guds ånd og af menneskets forståelse.

Det er jo rigtig nok, at hver eneste tanke og hver eneste følelse, som et menneske har, foreligger som bestemte neuronaffyringer i hjernen. Det er det, der får scientisterne til at sige, at menneskets handlinger ligger ubrydelig fast i naturlovsbindinger. Men der er et par ting, man skal have med i disse neuronaffyringer. Først skal man have det med i sine bestemmelser, at mennesket – og andre levende væsener – uafladeligt står i kontakt med omgivelserne, specielt med andre mennesker. Og dernæst skal man have det med, at mennesket – og andre levende væsener – hele tiden handler ud fra de erfaringer, det har gjort hidtil. Der bliver så at sige lagt et skema ned over neuronerne, så de fyrer efter et bestemt mønster, et mønster, som ikke er bestemt af gener eller kemi, men af det, individet har oplevet indtil da.

Men dertil kommer, at der for menneskets vedkommende også under opvæksten nedlægges et sprog i neuroerne, og dette sprog har særlige kendetegn, ja, det styrer neuronaffyringerne på sammen måde, som et program i en computer styrer computeren, et nyt program fremkalder en ny handling.

Det, der i Jesu lignelse sker mellem faderen og den ældste søn, kan derfor beskrives som en kamp mellem to programmer eller i min terminologi: to sprogspil.

Normalt vil det gå sådan, at et menneske svarer i det sprogspil, hvori det bliver tiltalt. Og hvis det var enhver anden end Jesus, der fortalte denne historie, ville den måske også være fortsat med en gengivelse af faderens forsøg på i retfærdighedssprogspillet at forklare, hvorfor han gerne vil holde fest. Det ville være lidt vanskeligt, for den ældste søn har jo ret: det er ikke i overensstemmelse med normal retfærdighed, når faderen handler, som han gør.

Men nu er det jo Jesus, der fortæller historien, og han griber ikke fejl. Han véd godt, at der eksisterer et sprogspil udover retfærdighedssprogspillet, og han véd også, hvordan det går til, når man tiltales i familiesprogspillet, at der så kommer liv i de nerveceller, hvori familiesprogspillet gemmer sig, så personen sig selv uafvidende slår over til at forstå i dette sprogspil og måske endda handle i det, så han går med ind til festen. (Bortset altså fra, at Jesus benytter sig af den tids tankegang og ikke af min).

Men sker det i den ældste søns tilfælde?

Det har Jesus ikke fortalt noget om. Han lader historien slutte, før vi får at vide, om han går med ind til festen, eller han forbliver udenfor.

Nu kunne man jo ovenpå den forklaring, jeg har givet om, hvad der sker, sige: Jamen, det er jo ret let at forstå, specielt for et menneske, der har oplevet noget lignende, og det vil vel sige de fleste mennesker. Hvorfor så blande en særlig guddommelig indgriben i form af et under ind i det?

Det gøres for at understrege, at den ændring af sprogspil, der finder sted, ikke finder sted og ikke kan finde sted i kraft af et menneskes viljesbeslutning. Den finder sted i kraft af et ord udefra, fra et andet menneske. Og skulle det ske, at den finder sted uden nogen påvirkning udefra – og det kan trods alt godt lade sig gøre – så finder den sted som et indfald, det menneske får, som noget, der bag om vilje og bevidsthed bryder frem fra det ubevidste; måske i kraft af en fortælling, der minder om det, man oplever lige nu, måske i kraft af, at man tilfældigt fik øje for en reaktion hos den anden, måske i kraft af noget helt tredje. Og disse begivenheder, disse tilfældigheder er altså ikke tilfældige i Guds øjne, de har Guds ånd som årsag.

For det er menneskets særegenhed, eller rettere: det er sprogets særegenhed, når det gør sig gældende blandt mennesker, at et ord afgives i tillid og modtages i tillid. Og det er ånden, der bevirker, at denne dobbelthed finder sted, ikke det ene menneske overfor det andet, det ville være manipulation.

Og det er derfor også ånden, der må være på spil, når et menneske tiltales i familiesprogspillet og af denne tiltale drives til at slå over til det sprogspil, det tiltales i.

På den anden side er det mennesket selv, der forstår. Denne slåen-over sker ikke uden mennesket selv er med i det, hvad enten den så finder sted ubevidst eller bevidst.

Det forekommer mig, at sådanne tanker langt bedre end de scientistiske tanker løser problemet om menneskets person kontra Guds almagt, eller menneskets person kontra naturlovsnødvendigheden.

Vi kan virkelig antage, at der er en person dèr inderst inde, bag alle neuronaffyringerne. Men vi må føje til, at denne person drives fra det ene sprogspil til det andet og ikke selv bevidst kan skifte mellem dem. Men omvendt, når ånden bevirker et sprogspilskift, så er det personen selv, der gribes af det nye sprogspil og forstår, det er ikke noget, personen tvinges ind i.

Vi drives altså af Det gamle Testamentes uafklarede forhold mellem Guds almagt og enkeltmenneskets sprogbaserede handlinger til at antage Det ny Testamentes paradoks: at ånden må gribe ind, hvis mennesket skal komme fri af retfærdighedssprogspillet (eller komme fri af den jødiske lovtankegang), men at ånden virker frit: det er virkelig mennesket selv, der forstår.

Jamen, forstår hvad?

Svar: Forstår Jesu tale. For det var Jesus, der afslørede lovtrældommens væsen som trældom eller som farisæisme. Derfor nødes vi til, hvis vi, når vi løsrives lovtrælsommen, erkender vor tidligere binding til retfærdighedssprogspillet, at erklære Jesus som Guds søn, og den lære, der løsrev os, for en lære fra Gud.

Dette indlæg blev udgivet i ateisme, Ny testamente og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.