Helstøbthed

Dette lidt mærkelige ord har jeg brugt for at forbedre den autoriserede oversættelse af Matt 6,22-23, ordet om legemets lys. Det er ordet aplouV, som jeg mener bør oversættes med “helstøbt”. Egentlig betyder ordet “énfoldig” i modsætning til “flerfoldig”. Men da “énfoldig” i vore dage betyder “naiv”, dur den oversættelse ikke.

Min forbedrede oversættelse lyder derfor: “Øjet er legemets lys. Hvis dit øje er helstøbt, er hele dit legeme lyst. Men hvis dit øje er ondt, er hele dit legeme mørkt. Hvis nu lyset i dig er mørkt – hvilket mørke!” Jeg har gjort lidt mere ud af min forbedring her.

Når der kan være grund til at tage dette ord frem, skyldes det, at det på udmærket vis afbilder Jesu forståelse af menneskelivet, hvad det drejer sig om, hvad man bør holde sig for øje.

Jesu modstandere var farisæerne og de skriftkloge. De holdt på loven som det overordnede. Men loven indebar straf, lovens bestemmelser tænktes i sidste ende virkeliggjort med magt, i hvert fald i deres forståelse af sagen. På samme måde, forøvrigt, som nutidens muslimer betragter loven. Også de søger at virkeliggøre loven eller shariaen med vold. Noget, de ikke er alene om blandt nutidens mennesker. Det var således det, Hitler ville: de tyskere, der ikke modtog hans “glade budskab”, skulle på forskellig måde tvinges til det. Nuvel, i vore dage har man mange andre midler end den direkte magtanvendelse: man kan styre pressen og tiltage sig magt over radioen, man kan – som Hitler gjorde det i 1934, hvor han lod en række fremtrædende nazister myrde – direkte gå efter de mennesker, der kunne tænkes at blive en konkurrent til magten. Hvordan man end gør det, med sådanne midler tvinger man mennesker til at være uærlige overfor sig selv, man lokker dem til at sige noget, de egentlig ikke mener, eller – med Jesu ord her – man får dem til at være tvesindede i stedet for helstøbte.

Jesus, derimod, afslørede farisæernes lovtrældom, vendte sig imod den, talte imod den med sine lignelser og stridssamtaler. Og det gjorde han, skønt han jo godt vidste, at det højst sandsynligt ville koste ham livet.

Hvorfor?

Fordi han så det som et ideal for mennesket at være helstøbt. Lukasevangeliet er her oplysende. For i Luk 9,25 hedder det: “For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men miste sig selv eller bøde med sig selv?” Det var det, han ikke ville. Han ville bevare sit legemes lys helstøbt, af én sammenhæng, uden nogen skelen til den ene eller den anden side.

Og han forventede altså også af andre mennesker, i hvert fald af sine disciple, at de ligesom han ville stræbe efter at være af én støbning, så de ikke blev lovtro farisæere, når det kunne betale sig, og frigjorte kristne, når de var blandt sådanne individer.

Det mærkelige er, at dette ideal er blevet overtaget af så at sige hele den vestlige verden. Vi forventer af hinanden, at vi hver især vokser op til hele menneske, altså til mennesker, der oprigtigt mener det, de siger. Det forventer vi f.eks. af vore politikere. Hvis de giver sig til at sige ét til én befolkningsgruppe og noget andet til en anden, så mister de anseelse. Vi går ud fra, at de er hele mennesker, og at deres menneskesyn får dem til at være i overensstemmelse med sig selv hele tiden. Er de ikke det, så gider vi ikke stemme på dem, for så aner vi ikke, hvad vi får.

Det gav sig her forleden et lidt sjovt og uventet udslag for mit eget vedkommende.

Jeg læste en artikel i Kristeligt Dagblad om Albert Speer, se her. Den fortalte, at Albert Speer var en manipulator af værste skuffe. Artiklen bygger på udtalelser af lektor emeritus i tysk samtidshistorie ved Københavns Universitet Karl Christian Lammers. Det hedder bl.a.:

Manipulationens mester

Allerede fra Nürnberg-domstolens første retsdage optrådte Albert Speer markant anderledes i retten end sine medanklagede kolleger, der blandt andre talte Adolf Hitlers tidligere stedfortræder, Hermann Göring, og Adolf Hitlers tidligere privatsekretær og vice-Führer, Rudolf Hess.

Albert Speer svarede velvilligt på anklagemyndighedens spørgsmål. Han anerkendte domstolens juridiske legitimitet, og han var angerfuld over at have været en del af regimet. Endelig påtog han sig et medansvar for Tysklands forbrydelser, omend han ikke mente, at han kunne stilles personligt til ansvar for dem.

Og se, alt dette var jeg sådan set klar over i forvejen. Jeg havde læst Speers erindringer og havde også set en del fjernsynsudsendelser om og med ham. Og jeg havde, vel især ud fra den måde, han optrådte på i fjernsynet, fået indtryk af en “hel” person, dvs., en person, der havde gennemarbejdet de ting, han havde været igennem, taget afstand fra det forbryderiske ved dem, fået sin straf for dem og derefter havde formået at “blive sig selv”, at få et helstøbt øje, for at tale med Jesus.

Og så fortæller Karl Christian Lammers, at det hele var ét stort svindelnummer: Under afhøringerne i Nürnberg nægtede Albert Speer ethvert kendskab til naziregimets koncentrationslejre. Han skød skylden på Adolf Hitler og Heinrich Himmler, der begge var døde, og påstod, at han ikke vidste mere end det, der var blevet sagt i offentligheden. Den eneste person, der i 1946 reelt kunne have afsløret Albert Speers svindelnummer, var den medanklagede Fritz Sauckel. Han var arbejdsminister og stillede arbejdskraft til rådighed for Albert Speer.

”Men der synes at have været en indforståethed blandt de anklagede om, at de ikke ville belaste hinanden. Fritz Sauckel fortæller ikke dommerne, hvad der skete med de fanger, som han stillede til rådighed for Albert Speer. Dermed kan Albert Speer forfølge sin strategi om at fremstå fuldstændig uvidende,” siger Karl Christian Lammers.

Speer blev idømt tyve års fængsel. Efter at have udstået sin dom skrev han sine erindringer, som blev en bestseller i Tyskland. Mange tyskere sagde ved sig selv, at når han ikke vidste noget om holocaust, så kan vi vel også sige, at vi ikke vidste noget, hævder Lammers. Men desværre undlader Lammers at fortælle os, hvad præcist det da var, der kunne have afsløret Speer og måske have bevirket, at han var blevet dødsdømt.

Så jeg måtte spørge mig selv, om det var Lammers eller Speer, jeg skulle stole på. Påstanden om, at de anklagede i Nürnbergprocessen var enige om ikke at ville belaste hinanden, tror jeg i hvert fald ikke på. De vidste alle, at dødsstraffen ventede, hvis deres forbrydelser kom frem, og kunne de redde sig selv med en afslørende oplysning om én af de andre, så ville de have gjort det.

Lammers henviser til en bog af den tyske historiker Magnus Brechtken, nemlig biografien ”Albert Speer. Eine deutsche Karriere” (Albert Speer. En tysk karriere). Ligefrem at købe bogen var vel lidt overdrevent, men en anmeldelse eller to af den ville jeg da gerne læse. Og det gjorde jeg, nemlig dels én, der gør meget ud af Speers samarbejde med Joachim Fest, og dels denne fra Bauwelt af Winfried Nerdinger.

Af denne sidste fremgår det, at Brechtken i sin bog sætning for sætning gennemgår Speers erindringer og afslører hans løgne. Der havde nu været forskere fremme tidligere, der havde gjort forarbejdet, f.eks. fortalt om Speers aftale med Himmler fra 1938 om “tvangsmæssig udlejning af jøder” og oprettelsen af “jødefri områder”. Det hedder videre:

I 1942 blev der af Speer henvist 13 mill Reichmark til SS, for at der kunne oprettes nye barakker i Auschwitz til “gennemførelsen af særbehandlingen”, altsammen i overensstemmelse med “Prof. Speers særprogram”. Men Speer erklærede senere i nogle interviews, at han kun af og til havde hørt navnet Auschwitz.

Lidt senere hedder det:

Brechtken påviser, hvordan Speer målbevidst altid drog mere og mere magt og indflydelse til sig og anvendte den ganske uden skrupler. Han organiserede tusinder rustningsopbygninger med sine egne “Speer-Regimenter”. Til sidst bestemte han over henved 14 millioner arbejdere, deriblandt flere millioner tvangsarbejdere og henved 450.000 koncentrationslejrindsatte – det vil sige, henved halvdelen af alle tyske og udenlandske civilarbejdere. Af de udenlandske arbejdere omkom tilsammen omkring en halv million i den nådesløse proces med “tilintetgørelse gennem arbejde”. Hvor mange af dem skyldes Speer, har man endnu ikke udforsket, men hans besøg i koncentrationslejrene og hans krav om indsættelse af fanger kender man godt til. Med rette er der henvist til, at mordene i udryddelseslejrene og de millioner, der døde ved fronten, blev ved så længe, fordi Speer holdt det militære maskineri i gang så yderst effektivt.

Hvad stiller man nu op med sådanne oplysninger? Er de uden videre troværdige, så ens billede af Speer må ændres, eller kan der stilles spørgsmål til dem?

Den sidste sætning i citatet kan man i hvert fald stille spørgsmålstegn ved. Den svarer til den anklage, blandt andre Bent Blüdnikov retter mod os danskere, at tyskerne fik mulighed for at føre krig – og dermed dræbe jøder – gennem meget længere tid på grund af den forsyning af levnedsmidler, danskerne bidrog med, se her. Til Blüdnikov kan man stille det spørgsmål, om ikke andre lande kunne tvinges til at levere madvarer, hvis danskerne ikke ville, og til Brechtken det spørgsmål, om ikke andre kunne have sørget for en næsten lige så effektiv krigsmaskine som Speer, hvis han havde trukket sig tilbage. Men mens tanken om danskernes eventuelle standsning af madforsyningen dog svarede nogenlunde til danskernes negative holdning til tyskerne og deres krig, så svarer en eventuel tilbagetrækning fra Speers side aldeles ikke til hans og de fleste tyskeres kærlighed til deres land.

Når etablerede historikere kan stille dens slags spørgsmål, er det for mig at se et tegn på, at de har begået den almindelige fejl at “glemme”, at de mennesker, der handlede på et givet tidspunkt, jo ikke som vi andre kendte udfaldet af de beslutninger, de blev stillet overfor. I dansk historieskrivning træffer man den ofte i forbindelsen med årene 1940-43. Det var virkelig ikke før tyskernes nederlag ved Stalingrad til at indse, at det hele ville være overstået i løbet af få år.

At Speer ikke trak sig, kan også begrundes med hans betagethed af Hitler. Vi må ikke glemme, at Hitler havde et udpræget manipulationstalent. Han kunne overtale folk til næsten hvad som helst, og Speer lod sig jo overtale til ganske meget. Så meget mærkeligere er det, at han i krigens sidste fase undlod at udføre Hitlers ordrer om tilintetgørelse af alt, når hæren trak sig tilbage. Hitlers tanke var, at når folket havde bevist, at det ikke kunne klare sig i en overlevelseskamp, var dets fortjente skæbne udryddelse. Men Speer så om på den anden side af kapitulationen. Og det mærkelige er, at han, vel netop fordi han havde et særligt forhold til Hitler, i aprildagene i 1945 opsøgte ham og bekendte for ham, at han ikke havde fulgt hans tilintetgørelsesbefaling. Til hans overraskelse blev Hitler ikke rasende og skældte ud, men modtog bekendelsen ganske apatisk.

Og vil man sige, at Speer var et karrieremenneske, som Brechtkens beskrivelse synes at vise, så må man vel tilføje, at det jo ikke er det samme som at være medskyldig i de umenneskelige beslutninger. Det er i det hele taget svært at sætte sig ind i forholdene i krigens sidste tid. Men hvis Speer har haft krigsproduktionen for øje, forekommer det mig direkte kontraproduktivt, hvis han har presset arbejdskraften så hårdt, at den døde af det. For som ansvarlig for produktionen véd han dog, at det er dumt at slå arbejdere ihjel eller udsulte dem, hvis man vil have noget gennemført.

Lammers skriver, at dette at svare høfligt på alle spørgsmål, og at indrømme Tysklands skyld, var en del af Speers strategi, ja, han hævder ligefrem, at “det lykkedes topnazisten at sætte sit præg på retsprocessens udvikling”. Jeg tillader mig at spørge, om ikke det er at overdrive sagen noget; jeg mener, anklagere og dommere ved domstolen var jo ikke født igår. Og Brechtken siger, at Speer angrede på en yderst lukrativ måde. Og det må da indrømmes, at vi mennesker godt kan lade, som om vi angrer, uden virkelig at angre; vi er i stand til at spille et skuespil for andre for at få dem til at tro på os.

Spørgsmålet er jo så, om det er det, der er foregået her. Var Speer en stor skuespiller? At han gerne ville frikendes og mente, at han bedst kunne nå dette mål ved at optræde angrende, er det jo ikke noget ondt i. Og det må også betegnes som yderst forståeligt, at han holdt meget tilbage af det, han vidste; der var jo ingen grund til ligefrem at give anklageren gode argumenter i hænde, hvis man kunne undgå det.

Og spørgsmålet er også, om Speer i sine erindringer har lavet om på det, der foregik, så det kommer til at fremstå mere acceptabelt end ellers. Det er jo højst sandsynligt. Der er ikke skrevet mange erindringer, hvor den slags ikke forekommer.

Det, jeg prøver at logge mig frem til, er, om Speer endte med at blive et helt menneske, om der var ting i hans liv, som han blev ved med at ville skjule, også for sig selv, om han kunne indoptage alt det, han havde gjort under krigen i sin personlighed og stå ved det, altså, om det billede af ham, som ikke mindst de fjernsynsudsendelser, jeg har set med ham, fremkaldte: et billede af et menneske, der var kommet overens med sig selv, kunne stå ved magt.

Lad mig sammenligne ham med Karl Frenzel. Han var bøddel i udryddelseslejren Sobibor, og han blev efter krigen interview’et af en af de jøder, som det ved et udbrudsforsøg lykkedes at komme ud fra lejren i live, Thomas Blatt. Jeg har her gengivet en ret stor del af det interview. Jeg minder i slutningen af dette indlæg om østrigeren Franz Jägerstätter, der nægtede at deltage i Hitlers angrebskrig mod Sovjetunionen og af den grund blev henrettet i 1943, og spørger, om det virkelig er, hvad Kristus kræver af os.

Og svaret er naturligvis ja. Men svaret er også, at vi, selv om vi svigter, ikke behøver være sat ud af barneforholdet til Gud. Men vor svigten må vi erkende, det, vi har gjort under en djævelsk påvirkning, er vore gerninger, det er os, det står til ansvar for det.

Det kan synes fuldstændig umuligt i tilfældet Karl Frenzel. Naturligvis må man gøre sig klart, at samtalens forløb også har været afhængig af kemien mellem de to, Frenzel og Blatt. Men selv, når man tager hensyn til det, synes Frenzel højst at være nået halvvejs igennem sin erkendelsesproces.

Når jeg mener at kunne udtale mig så skråsikkert, skyldes det det, som Blatt afslører i sit interview: der var en række ting i begivenhedsforløbet, som Frenzel kun halvt indrømmede. Men det må jo også indrømmes, at der er en stor forskel på at deltage som bøddel i udryddelsen af tusindvis af jøder, og så være ansvarlig for krigsproduktionen i Tyskland under krigen.

For det forekommer mig, at det trods de anklager, der kan rejses mod Speer, dog stadigvæk kan anses for en mulighed, at han var ægte i sin fortrydelse og kom til at leve i sine år efter krigen som et helt menneske.

Men indrømmet: jeg véd det ikke. Blot er det lidt ærgerligt, at anklagerne mod ham først fremsættes efter hans død. Frenzel fik dog anklagerne præsenteret, mens han levede, så han kunne tage stilling til dem, og så vi andre kunne bedømme hans ægthed.

Måske man alligevel skulle læse Magnus Brechtkens bog? Eller genlæse Speers erindringer?

Dette indlæg blev udgivet i Historie og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.