Speers erindringer

Jeg sluttede mit forrige indlæg med at opstille to scenarier: 1) Jeg læser Magnus Brechtkens bog imod Albert Speer. 2) Jeg genlæser Speers erindringer.

Det blev, som overskriften antyder, Speers erindringer, jeg kastede mig over.

Og så véd jeg egentlig ikke, om jeg gider læse Brechtkens bog. For disse erindringer er interessante af mange andre grunde end den, der tilsyneladende får Brechtken til at interessere sig for dem. Han synes at være opsat på at bevise, at Speer skulle have været dødsdømt ved Nürnberg-domstolen. Men jeg læste dem med en helt andet interesse, den interesse at prøve at finde ud af, hvem Hitler egentlig var.

Det forekommer mig at være hovedsagen i erindringerne. Speer kom jo, som man måske véd, i forbindelse med Hitler omkring 1933, på den tid, da Hitler blev rigskansler. Og han fik et meget specielt forhold til Hitler. Om der ligefrem opstod et venskab mellem dem, er vel tvivlsomt, for kunne Hitler i det hele taget have venskabelige følelser? Men i begyndelsen kunne den lidt ældre Hitler mødes med den ret unge Speer i en fælles interesse for arkitekturen. Godt nok gik Hitlers interesse ud på at få mægtige bygninger til at afbilde det tusindårsrige, han drømte om, men Speer må være faldet ind i rollen som ikke blot medløber i disse tanker, men også som forstående medløber.

For medløber var han. Han mener selv, at han blev ramt af Hitlers manipulationsevne. Og i erindringerne er det spændende ikke mindst, hvor længe denne betagethed varede ved.

Da krigen kom, og Speer af Hitler blev udnævnt til Todts efterfølger – han havde ikke taget mod Todts tilbud om at rejse med hans fly til Berlin og derfor fandt han ikke døden sammen med Todt, der døde, da hans fly styrtede ned – åbnede sig en helt ny verden for Speer, og samtidig dermed et næsten helt nyt forhold til Hitler. Nu forsvandt de små tegn på menneskelighed og erstattedes af et mere professionelt forhold. Og nu måtte Speer arbejde i den mærkelige og på sin vis indelukkede og selvinkluderende atmosfære, der dannede sig omkring Hitler. Og nu måtte han, som alle andre, prøve at manøvrere mellem alle intrigerne i Hitlers “hof”, så han prøvede at få aflivet alle de tåbelige idéer, Hitler fik angående krigsførelsen.

Lad mig nævne som eksempel Speers forslag om at bygge jagere med jetmotorer til forsvar af de tyske byer mod de vestallieredes bombetogter. Det var vel i 1943-44, at tyskerne havde udviklet en udmærket jetmotor, der kunne give flyene en større hastighed og en større højde. Udmærket, hvis formålet er at angribe store bombefly.

Men nej, det syntes Hitler ikke. Byerne kunne forsvares med antiluftskyts. Og jetmotorerne skulle installeres i langtrækkende bombefly, så man igen kunne prøve at lægge London øde og på den måde skade den britiske modstandskraft.

At englænderne og amerikanerne overhovedet ikke havde haft held med sådanne fladebombardementer overfor tyskerne, men i stedet – vistnok lidt tilfældigt – havde haft betydelig bedre virkning ved at ramme udsøgte mål, der var vigtige for den tyske krigsproduktion, f.eks. kuglelejefabrikkener i Schweinfurt og drivmiddelfabrikkerne i to eller tre tyske byer, det kunne Speer fortælle, men Hitler havde lagt sig fast på sin idé, og derfra lod han sig ikke rokke.

Speer fortæller forøvrigt, at han efter kapitulationen kom til at tale med nogle amerikanske generaler i luftværnet, og at de blev noget ærgerlige over det, han fortalte: at han og hans folk var hundeangste for, at amerikanerne ville give sig til at bombe sådanne udsøgte mål. Havde de gjort det, ville krigen være endt mange måneder tidligere.

Men dette er jo kontrafaktisk historieskrivning. Det er det forresten også, når Brechtken hævder, at krigen ville være sluttet lang tid før, hvis Speer ikke havde holdt det militære maskineri i gang så effektivt.

Hvad jeg havde glemt fra sidste gang, jeg læste erindringerne – hvis jeg da dengang læste det hele, jeg er bange for, at jeg kun læste udpluk – var, at Speers modarbejdelse af Hitlers “brændte jords politik” var så omfattende.

Hitler havde den rabiate opfattelse, at når tyskerne havde vist sig ikke at kunne klare sig i kampen mod de andre folk, så var folket ikke værd til andet end at dø. Derfor fik gauleiterne ad flere omgange ordre til at ødelægge alt, hvad der kunne tjene til folkets overlevelse, alle fabriksanlæg, alle elekticitetsværker, veje og broer, elledninger, gasværker osv., intet skulle tyskerne efter det endelige nederlag have som hjælp til at leve.

Disse ordrer prøvede Speer at få udvandet. Ét af hans argumenter gik på et argument, som Hitler selv havde anvendt. For at undskylde en tilbagetrækning havde han ofte sagt, at der kun ville gå kort tid, så ville tyskerne have samlet kræfter nok til at tilbageerobre det tabte areal. Javel, sagde så Speer, men så er det jo ødelæggende for krigsførelsen, hvis alle broer er sprængt og alle elledninger og telefonledninger ødelagt. Så dèr fik Hitler sit argument tilbage i hovedet.

Men Speer tog også rundt til mange af rigets gauleitere og prøvede at få dem til at nægte at adlyde Hitlers ødelæggelsesordre, selv om det var en yderst farlig ting at gøre. Selv fortæller han ikke meget om det farlige ved hans overtalelsesforsøg, men det er ikke svært at regne ud, at når en så humørsyg mand som Adolf Hitler stod for alle afgørelser, så kunne den goodwill, som Speer stadig kunne nyde godt af, men som ikke mere viste sig ved hvert møde med Hitler, så let som ingenting gå over i en modvilje, der kunne resultere i en dødsdom til Speer.

I mit forrige indlæg fik jeg ikke gjort noget ud af den fejl, Karl Christian Lammers gjorde sig skyldig i. Lammers er en dansk lektor emeritus i tysk samtidshistorie, der på baggrund af Magnus Brechtkens bog om Speer mener, at Speer burde have fået dødsstraf. Fejlen, han gjorde sig skyldig i, var, at han ikke skelnede mellem almindelige koncentrationslejre og udryddelseslejre. Han hævder, at Speer under retssagen “nægtede ethvert kendskab til naziregimets koncentrationslejre”. Hvis man med “koncentrationslejre” mener “udryddelseslejre” er det sandt nok. Men hvorfor skriver han så “koncentrationslejre”?

Og hvorfor refererer han Brechtken for at hævde, at “han med sikkerhed har kendt til forholdene i koncentrationslejrene, selvom han påstod noget andet under retssagen”? Nu kunne jeg selvfølgelig prøve at efterspore, hvad Speer sagde under afhøringerne, men i erindringerne fortæller han om adskillige besøg i forskellige koncentrationslejre, og vedgår også åbent, at han brugte koncentrationslejrfanger til at arbejde i våbenindustrien. Men samtidig siger han, at han sørgede for, at disse fanger fik noget ordentligt at spise, hvilket er elementært forståeligt, hvis de skal fungére som en nogenlunde stabil arbejdskraft.

Han fortæller forresten også om, hvordan Himmler forsøgte at udkonkurrere ham ved at lave fabrikker inde i koncentrationslejrene. Noget, der viser, hvordan forholdene i Tyskland under dets sidste krampetrækninger stadig var præget af elitens indbyrdes kamp.

Men så er der det med udryddelseslejrene. Om dem skriver han:

En dag i sommeren 1944 fik jeg besøg af min ven Karl Hanke, gauleiter i Niederschlesien. I tidligere år havde han fortalt mig meget om det polske og franske felttog, havde berettet om døde og sårede, om smerter og kvaler og vist sig som et medfølende menneske. Men denne gang var han forvirret, og han stammede, da han sad på min grønne lædersofa i mit arbejdsværelse. Han sagde, at jeg aldrig måtte efterkomme en indbydelse til at besøge en koncentrationslejr i Gau Oberschlesien. (268) Aldrig under nogen omstændigheder! Dèr havde han set noget, han ikke måtte og heller ikke kunne beskrive.

Jeg spurgte ham ikke. Jeg spurgte ikke Himmler, jeg spurgte ikke Hitler, jeg talte ikke med mine private venner. Jeg efterforskede intet – jeg ville ikke vide, hvad der skete dèr. Det må have drejet sig om Auschwitz. I disse sekunder, da Hanke advarede mig, var hele ansvaret på ny blevet virkelighed. Det var først og fremmest disse sekunder, jeg måtte tænke på, da jeg overfor den internationale domstol under Nürnberg-processen fastslog, at jeg som vigtigt medlem af Rigets ledelse måtte bære medansvar for alt, hvad der var sket. For jeg var fra dette øjeblik moralsk set uløseligt forbundet til denne forbrydelse, fordi jeg lukkede øjnene af angst for at opdage noget, som ville have kunnet foranledige mig til at drage konsekvenser. Denne villede blindhed neutraliserer alt det positive, jeg måske gjorde og ville gøre i krigens sidste periode. Over for denne blindhed skrumper denne virksomhed sammen til et intet. Netop fordi jeg dengang svigtede, føler jeg mig i den dag i dag helt personligt ansvarlig for Auschwitz.

Så derfor mener jeg, at det er en højst uheldig sammenblanding af tingene, når “udryddelseslejre” bliver gjort identisk med “koncentrationslejre”. Man kan godt få det indtryk, at forvekslingen er foretaget med vilje for bedre at kunne anklage Speer. Og går denne forveksling tilbage til Magnus Brechtken, så giver jeg ikke meget for hans bog. For så nærmer en påstand som den før citerede (“at han med sikkerhed har kendt til forholdene i koncentrationslejrene, selvom han påstod noget andet under retssagen”) sig en direkte løgn.

For mig at se bærer en udtalelse som denne fra erindringerne vidnesbyrd om de personlige kampe, Speer har måttet igennem, så vidt jeg kan læse, ikke for at klare frisag for domstolen ved at “spille angerfuld”, men for at kunne finde sig selv, efter at betagetheden af Hitler var forsvundet.

Og det er for mig at se stadigvæk det givende ved at læse Speers erindringer: 1) at de forsøger at give et realistisk billede af Hitler, og 2) at de bærer vidnesbyrd om, hvor svært det har været at frigøre sig fra Hitlers manipulatoriske omklamring. Og jeg tror, det bliver meget vanskeligt at få mig overbevist om, at ovenstående citat er uægte, at ordene er sagt for et syns skyld, at han blot har villet vise læserne, hvordan en angerfuld person taler, men at han ikke selv fortrød det mindste.

Dette indlæg blev udgivet i Historie og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.