Lige på og hårdt?

Jeg må indrømme, at mødet i søndags stadig sidder i min bevidsthed og gør sig gældende. Overskriften var ”Tro møder tro”, og der var tre indledere, 1) en muslim, nemlig den imam, jeg omtalte i mit forrige indlæg, og som til fornavn hed Ahmed (hans efternavn fik jeg desværre ikke fat på), 2) en kristen, Mette Bock, og 3) en jøde, Jair Melchior.

Da der blev mulighed for at stille spørgsmål, vovede jeg at spørge Ahmed om koranens voldsord, som der jo ifølge den indiske shi’it-imam Rizvi er ikke færre end 26 af, se evt. her. Ahmed svarede, at det ikke var noget, der havde plaget ham, men han tog dog et enkelt ord frem og forklarede, at det skulle ses i sin historiske sammenhæng.

Jair Melchior svarede også på mit spørgsmål. Han gjorde det ved at henvise til en svensk biskop, der engang havde sagt, at man ikke altid skulle finde vanskelighederne hos sin religiøse modpart, men være mere optaget af, hvad vi kunne blive enige om.

Ikke desto mindre blev jeg meget glad for Ahmeds svar, hvad jeg også gav udtryk for i min næste kommentar. For det viste mig en muslim, der vovede at tænke selvstændigt. Med sit svar gik han jo imod al-Azhar universitetet i Kairo, der i sin tid fordømte Nasr Said, fordi han, som Ahmed, havde argumenteret for, at koranens voldsopfordringer skulle forstås i deres historiske sammenhæng, se evt. her.

Jeg skal sådan set ikke bebrejde Jair noget. Han går blot i fodsporene på næsten alle kirkefolk i Europa. De vover ikke at tale islam midt imod, eller argumentere lige på og hårdt, men nøjes med at finde det, vi kan være enige om, selv om det, vi er uenige om, nemlig voldsanvendelse i Guds navn, nærmest skriger til himlen efter at blive kommenteret.

Dette kan vises gennem to vidt forskellige gendigtninger af Luthers salme ”Vor Gud, han er så fast en borg”, Iben Krogsdahls og min.

Iben Krogsdahl, der efterhånden er blevet en kendt og skattet salmedigter, tog sig i 2016 for at gendigte de Luther-salmer, vi har i salmebogen, heriblandt altså også ”Vor Gud, han er så fast en borg”. Desuden skrev hun en lille forklaring ud fra den teologi, hun arbejdede ud fra. I sit moddigt ”Vor Gud, du mærker vores sorg” taler hun om en anderledes Gud end den Gud, Luther taler om, fortæller hun dér:

Han er ikke den, der gør os ranke over for fjenden – han er snarere den, der ryster os, når vi gør os selv til faste og urokkelige borge i verden. Han er ikke den, der står på vores side i kampen mod nogen udenfor – han er den, der griber ind, når vi dæmoniserer andre for at redde os selv. Han er ikke den, der fælder fjender på en slagmark – han er den, der viser os mørket i vores eget sind, når vi marcherer mod andre i den tro, at vi er de entydigt gode og de er de entydigt onde.

Her er hun grebet af den samme misforståelse, som har grebet store dele af kirken. Når vi er nogle få, der vender sig imod islams teologi, betyder det jo ikke, at vi dæmoniserer muslimerne, eller bilder os ind, at vi selv er faste og urokkelige borge. Heller ikke betyder det, at vi mener om os selv, at vi er de entydigt gode og muslimerne de entydigt onde. For det er jo ikke muslimerne som mennesker, vi vender os imod, det er den tro, muslimerne har ladet sig gribe af. Og det turde dog være en væsentlig forskel.

Men denne misforståelse har fået hende til at se de fjender, der skal bekæmpes, som værende til stede i de kristnes eget sind. I tredje vers af sin gendigtning hedder det således:

Og går vi frem med vold og magt/ mod dem vi kaldte fjender/ og mødes vi i svag foragt/ for dem vi ikke kender/ så står din dreng med lys/ og siger: Mørke, frys!/ og hvisker trapper ind/ i vores dybe sind/ de går mod åbenlyset

Muslimerne er jo ikke vore fjender, de er vore landsmænd. Men islam er kristendommens fjende, for islam siger noget fra kristendommen helt forskelligt, deriblandt noget om at øve vold mod de vantro (det er jo os kristne) i Guds navn. Og vi da ikke har foragt tilovers for vore muslimske landsmænd. Men Iben Krogsdahl vil med sin salme sige det samme, som utallige kristne teologer siger: Vi skal fjerne bjælken fra vort eget øje, før vi begynder at ville pille splinter ud af muslimernes øjne. De skelner nemlig, som hun, ikke mellem læren og menneskene.

Og det er ret irriterende at høre på. For vi vil jo ikke vende os imod muslimerne, vi vil vende os imod den overbevisning, de synes bundet af. Men ikke med vold, kun med argumenter.

Vi kan sammenligne med min salmes vers 3. Her hedder det:

3. Giv styrke til med gæstfrihed/ at tage mod hver fremmed,/ som søger ly og voldsfrihed,/ bli’r i vort folk indlemmed./ Og lær os vise dem,/ at dette er vort hjem,/ at fra koranens ord,/ hvorpå så stærkt de tror,/ hvert voldsord må udrives.

Jeg indrømmer blankt, at ”gæstfrihed” og ”voldsfrihed” er et meget ulyrisk rim. Og lad mig også bare indrømme, at den ene person i anden linje på mystisk vis i femte linje er blevet til flere. Men bortset fra det er logikken sandelig i orden. For selv om det måske er sandt, at langt de fleste muslimer ikke er kommet hertil, fordi de var forfulgte i deres hjemland, men fordi de ønsker at få del i vore tryghedsordninger, så er de i hvert fald kommet under dække af ”voldsfrihed”. Og så er det logisk, at de må fjerne voldsordene fra koranen, ellers ville de jo flygte fra vold til vold.

Ligeledes forekommer det os indlysende, at det er dem, der kommer til os, ikke os, der kommer til dem, det vil sige: landet er vores land, og vi forventer med føje af dem, at de retter ind efter de traditioner, vi har.

Ingen af de to ting, hvor logiske de end forekommer at være, synes dog at gøre indtryk på vore muslimske landsmænd. Blandt andet jo, fordi vi ikke holder dem denne logik for øje. Men også, fordi deres religion, islam, lærer dem, at de som muslimer er mere værd i Guds øjne end vi gammeldanskere, der af dem betegnes som vantro.

Jamen, når jeg siger sådan, er jeg så ikke med til at gøre vore muslimske landsmænd til fjender?

Overhovedet ikke. Jeg gør opmærksom på, at de er grebet af en falsk menneskeforståelse, ud fra hvilken de får utrolig vanskeligt ved at blive integreret. Og hvis vi ikke gør opmærksom på, hvad vi selv står for: at vi kan diskutere uden at anvende vold og uden at blive fornærmet, hvordan skal muslimerne vide, hvor de har os, vide, at vi egentlig forventer en anden opførsel af dem, vide, at vi gerne vil være ven med dem, men altså bare uden vold?

Og vi er altså ikke særlig nemme at blive klog på. Se f.eks., hvordan Iben Krogsdahl i sin forklaring beskriver vores syndighed – og ”vores”, det betyder her tydeligvis kun ”gammeldanskeres syndighed”:

I den nye salme er fjenden hverken naturkatastrofer (som i salme 46) eller djævelens håndlangere i verden (som i Luthersalmen), men vores egen selvfylde (når vi er gudløse og prisgivet os selv), vores egen blindhed (når vi tager kontrol over verden ved at dæmonisere den), vores egen løgnagtighed (når vi tror, Gud er eksklusivt på vores side) og i sidste vers døden, når den lammer os, så vi oplever himlen styrte sammen i et gudløst, ensomt mareridt. Og hvad er så evangeliet? Det er, at Gud igen og igen, og helt tæt på, trækker os ud af det mørke i os selv, der gør os blinde.

Der lægges tydeligt op til, at vi skal se brødebetyngede ud og erkende vor enorme synd. Men har disse ord forbindelse med den virkelighed, vi kender og lever i? Er vi blinde, så vi tager kontrol over verden ved at dæmonisere den? Regner vi løgnagtigt med, at Gud altid er på vores side? Og se vi himlen styrte sammen i et gudløst, ensomt mareridt, når vi stilles overfor døden? Ingen af disse ting kan jeg se har noget på sig.

Krogsdahl siger noget af det samme i sin salmes vers 2, men dog knap så bastant:

Og tar vi magt i verden selv/ og hæver undergrunden/ og slår vi glædens suk ihjel/ før det når ud af munden/ så lægger du din ånd/ omkring os som en hånd/ og støtter vores krop/ og hvisker: luk dig op/ for himlen som den kommer

Indrømmet: det er et smukt billede på Guds omsorg, hun giver i de sidste linjer. Men ligesom man må spekulere på, hvordan vi mon egentlig ”slår glædens suk ihjel”, altså på, på hvilken måde vi er syndere, må man også spekulere på, hvad Gud mon kan mene med at hviske til os, at vi skal lukke os op for himlen, som den kommer. Får det os til ikke længere at slå glædens suk ihjel?

Vi aner det ikke, og vi får det ikke at vide af salmen.

Her er min salme, når jeg selv skal sige det, helt anderledes virkelighedsnær. Vers 4 giver os direkte anvisning på, hvilken del af vor tro, vi hidtil har bygget vort samfund på, og hvilken del af den vi må forvente af vore nye samfundsmedlemmer, at de skal rette sig efter:

4. Den tillid, Du lod vokse frem,/ som præger hele folket,/ lad den omslutte nye hjem,/ så alting bliver tolket/ i lyset af Dit ord,/ det ord, hvorpå vi tror,/ at tale uden vold,/ det er vort bedste skjold,/ lad det beskærme alle!

For det første siges det direkte, at det er Gud, der har skabt den tillid, vi synes præger vort folk. Det er nok ikke alle, der vil give mig ret i det, men da nu salmen er formuleret som en bøn til Gud, kan de vel nok gå med til, at det på den baggrund giver mening at bede Gud om, at vore tilflyttere må blive inkluderet i denne tillid. Det er vel i hvert fald, hvad de fleste kirkefolk tror på og ønsker af det store eksperiment, vi indlod os på, da vi åbnede vore grænser for de muslimske migranter.

Men for det andet siges det også, hvilken overbevisning hos os, der har udvirket den tillid; det er jo den overbevisning, som er en kerneoverbevisning i vor kristne tro, at al vor diskussion foregår uden vold. Kun når vi på den måde føler os fri til at sige, hvad vi vil, føler vi os båret af den folkelige tillid. Og det er det, vi ønsker af vore muslimske landsmænd: at de tolker vort liv med hinanden og deres liv, der tænkes at ligedannes med vort, ud fra den tese, at ”tale uden vold, det er det bedste skjold”. Derfor er det klart, at når vi beder Gud beskærme os alle, så forudsættes den forudgående bøn, altså det forudsættes, at alle, både vi gammeldanskere og vore muslimske landsmænd, bøjer sig for den livslære, at argument kun må mødes med modargument, aldrig med vold.

Og så vil nok én og anden være med i dette ønske og denne bøn. Men stadig vil nok min salmes vers 2 stå som en vældig anstødssten. For tænk, her tillader jeg mig at kalde Muhammed for Guds fjende. Så kan alle de fine og imødekommende ord fra vers 3 og 4 godt tages bort. For det er dog det frækkeste, der tænkes kan.

Ja, er det det?

Mig forekommer det, at versene i min salme hænger sammen. Når jeg kan bede muslimerne om at udrive alle voldsopfordringer fra deres koran, så skyldes det jo, at disse opfordringer, hvis de tages alvorligt, gør et normalt liv her i landet umuligt for muslimerne – og for os med. Så hvis ordet om, at ”tale uden vold, det er det bedste skjold” er et ord i overensstemmelse med Guds tale, så er Muhammed Guds fjende, for han vender sig imod dette ord.

Vers 2 ser for øvrigt sådan ud:

2. Din fjendes navn er Muhammed,/ han vil os overliste,/ men, stærke Gud, slå du ham ned,/ at han os ej skal friste/ at gå på kompromis/ med lovens tyranni!/ Bevar vort frie ord/ trods truslerne om mord,/ som lyder fra hans strube.

Det betyder naturligvis ikke, at man skal begynde enhver samtale med muslimer med at gøre opmærksom på, at vi kristne betragter Muhammed som Guds fjende – hvad jeg jo heller ikke gjorde i søndags overfor Ahmed. Men det betyder, at vi i vores indbyrdes kommunikation kristne imellem som den naturligste sag af verden må have lov at hævde, at Muhammed er Guds fjende på linje med de andre opfattelser, der blandt kristne måtte findes om Muhammed.

Det burde være lige så naturligt for muslimerne, at vi taler sådan, som det for os kristne er, at koranen betragter beretningen om Jesu korsdød som et falsum, og at den går imod treenighedslæren. Det får da ikke os til at bliver fornærmede, og da slet ikke til at øve vold mod muslimerne.

Og ja, jeg véd godt, at muslimerne dels en bloc bekendtgør, at de føler sig krænkede over vores manglende respekt for Muhammed og på deres grædende knæ beder os om at lade være med at gøre nar af ham – vi må da vide, hvor meget han betyder for dem – og dels påtænker at angribe de enkeltpersoner, der trods deres følelser for Muhammed vover at betragte ham som en kætter eller en fjende af Gud.

Men jeg vil mene, at et sådant klynk er barnligt, umodent, udtryk for, at muslimerne ikke har lært eller ikke vil lære den diskussionsform, vi bedriver her i Vesten. Og jeg følte også, at jeg, hvis jeg gav efter for sådanne ønsker, uvilkårligt kom til at betragte muslimer, ikke som mine jævnbyrdige, men som undermennesker, som man ikke kan forvente en ægte diskussionsdeltagelse af. Den tanke har jeg udviklet lidt tidligere, se evt. her.

Og også på den baggrund var det en glæde at opleve, hvordan Ahmed tog mit spørgsmål alvorligt og svarede ganske ligefremt på det, og tillige opleve, hvordan jeg siden overhovedet ikke har oplevet nogen angst for, at han ville foranledige, at der blev anvendt vold mod mig. Vi stod faktisk overfor hinanden som ganske almindelige diskussionsdeltagere, der kæmpede med argumenter og altså på en måde var enige om, at ”tale uden vold, det er det bedste skjold”.

Og faktisk var der jo på Luthers tid mennesker, der mente ud fra evangeliet at blive tilskyndet til voldsanvendelse, nemlig de præster, herunder Thomas Münzer, der opildnede bønderne i bondeoprører i 1525 til vold mod adelen. Og i den forbindelse er det interessant at se, hvordan Luther efter at have skrevet imod Münzer i et brev til sine kurfyrstelige brødre i 1524 – altså før bondeoprører i 1525 – skrev:

Men lad nu dette være det korte af det lange, nådigste herrer, at Deres kurfyrstelige nådige herrer ikke skal beskytte ordets embede. Man skal kun trøstigt og frimodigt lade dem prædike, hvad de kan, og mod hvem de vil; for som sagt der være sekter (1 Kor 11,19), og Guds ord må ligge i krig og kæmpe; derfor kaldes evangelisterne også hærskarer (Sl 68,12) og Kristus kaldes en konge over hæren hos profeterne. Hvis deres ånd er den rette, så vil den ikke være bange for os og skal nok bestå. Hvis vores er den rette, så vil den heller ikke frygte dem eller nogen anden. Man skal blot lade ånderne fægte med hinanden og tørne sammen. Hvis nogen bliver forført derved, velan, sådan går det i krige; hvor der er en strid, hvor et slag finder sted, dèr må nogle falde og blive såret; men den, der kæmper redeligt, får kronen. Men hvis de gør mere end at kæmpe med ordet, hvis de også vil bryde i stykker og slå i stykker med næven, så skal Deres fyrstelige nådige herrer gribe ind, hvad enten det er os eller dem, der er tale om, og øjeblikkelig vise dem ud af landet med den besked: Vi vil gerne finde os i og rolig se på, at I kæmper med ordet, så at den rette lære kan blive styrket; men hold næven i ro, for det er vores embede (at bruge næven); ellers må I forføje jer ud af landet. (Se her).

Men Luther vendte sig også imod islam. I 1542, da han havde fået fat på en latinsk oversættelse af koranen, oversatte og udgav han en afhandling af en dominikansk munk, Richardus, der omkring år 1300 havde været i Bagdad, og studeret islam. Heri hedder det:

At koranen ikke kan være Guds lov, kan bevises derudfra, at den, for at sige det kort, er en dødens og raseriets lov. For ikke alene fører den til evig død, den fører også til, at man ved truslen om legemlig død vil tvinge folk til at tro, hvad Muhammed siger. Selv om han i kapitel Emparaca (dvs. Koen) siger: ”Der er ingen tvang i Guds lov, for det er på forhånd afgjort, hvad der er ret og uret”. Men hvor kan der være større tvang end ved mord? Derfor kan den lov ikke være fra Gud, som tvinger folk. (Se her).

Så jeg vil absolut tro, at jeg har Luther med mig, når jeg kalder Muhammed Guds fjende.

Her til sidst kan jeg ikke andet end gøre opmærksom på min store glæde ved den 29-10 at læse i Weekendavisen en artikel af Rami Zouzou, cand. mag. i historie, der hedder ”Slukkede megafoner” (den er desværre ikke på nettet). Heri retter han bebrejdelser mod de danske muslimer med følgende opsang:

Muhammedtegningerne havde potentiale til at blive den største gave, som det muslimske civilsamfund kunne få. Et civilsamfund, der påstår at være både velintegreret, moderat og fuldt ud i stand til at leve i fredelig sameksistens med vestlige værdier. Men i stedet for at lade sin røst gjalde i debatindlæg og sange i forsvar for ytringsfriheden og lærernes rettigheder til at fremvise muhammedtegningerne i undervisningen, har man valgt at forholde sig i tavshed, og dermed efterlod man denne dejlige pakke stå uåbnet, der ellers kunne have overbevist alverdens islamkritikere om, at muslimer er fuldt ud integrerbare i det demokratiske samfund. Det er ellers ikke, fordi det muslimske civilsamfund har for vane at være småt skåret for tungebåndet. Anderledes larmende forholder man sig nemlig, når talen falder på islam og muslimernes position i Danmark og Vesten. Politikere med muslimsk baggrund himler op om racisme i det danske samfund, som da Sikandar Siddique stod på Folketingets talerstol 22. juni 2020.

Hvor vidunderligt ville det ikke have været, hvis muslimerne blot havde trukket på skuldrene over tegningerne og sagt pyt, skriver han lidt senere. Og det er jo sandt. Så ville der kunne komme en ægte debat ud af det mellem de to religioner. Men om vi er på vej hen imod en sådan debat mellem ligestillede, eller det har langt udsigter, det véd jeg ikke. Og jeg undlader at gætte. Men ikke at håbe.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Luther og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.