Demokratiet i fare?

Det er helt overvældende efter en ret afslørende Deadline den 7-11 dagen efter at læse to indlæg i Jyllands-Posten, der prøver at sætte tingene på plads.

Deadline først:

Udsendelsen begyndte med at omtale de mennesker, der ikke ville vaccineres. De fik ikke nogen forstående omtale, og man gik overhovedet ikke ind på deres argumenter. Man var fuldstændig på linje med regeringen i denne sag: det drejer sig om at få alle vaccineret, så først vil vi vinde over coronaen. For mig er dette ikke noget nyt, man kører blot videre i den samme skure som hidtil. Og gør det i stor forbrødring mellem politikere og medier.

Men så kom to interview’s, det ene med Anne Applebaum, det andet med Ditlev Tamm. Det med Anne Applebaum gik på, hvorvidt Sovjetunionens forstenede tankegang var bragt videre af Putin, og hvorvidt denne autoritære tankegang bredte sig i Europa. Det med Ditlev Tamm havde det spørgsmål som hovedtema: Er demokratiet i fare? Demokratiet her i landet og demokratiet i Europa som helhed?

Det var sagerne mod Inger Støjberg og Mette Frederiksen, der var på tale i Tamm-interview’et. Og hvad Inger Støjberg angik, var Ditlev Tamm af den opfattelse, at en rigsretssag var et altfor stort maskineri at sætte i gang overfor en så lille anormalitet. Og hvad minkskandalen angik, mente han, at det gode ved den sag, det, der gjorde, at vort demokrati trods grundlovsbrud og den slags alligevel måtte siges at fungére tilfredsstillende, var, at pressen her udførte sin opgave til fuld tilfredshed: den lod ikke politikerne slippe af sted med halve forklaringer, men blev ved med at bore efter sandheden.

Så derfor stod det danske demokrati efter hans mening ganske stærkt, uanset, hvad udfaldet af de to sager blev.

Men netop når beviset for demokratiets stærke stilling er pressens eller mediernes evne og vilje til at bide politikerne i haserne, bliver det i mine øjne til en fare for demokratiet, når medier og politikere slår pjalterne sammen med det opbyggelige formål for øje at opdrage befolkningen til at gå med til indvandring, til at lade sig vaccinere, til at gå ind på alle klimaforestillingerne.

Det, der udgør en fare for demokratiet i f.eks. minksagen, er, at folk ikke mere stoler på de demokratiske institutioner. Man tror ikke på de oplysninger, de kommer med, man mistænker politikerne for at ville mele deres egen kage. Og her er medierne heldigvis på plads og udfører det arbejde, der er deres. Men hvor meget større fare for demokratiet er det så ikke, at myndighederne f.eks. forsøger at skjule indvandrernes forbrydelser, sådan som man gjorde det den nytårsaften i Køln, og sådan som man i både Sverige og Danmark forsøger at skjule en eftersøgts identitet! Og det gør det jo ikke bedre, at medierne i sådanne tilfælde aldeles ikke er deres opgave voksen med at afsløre det politiske hykleri. Vil man kende sandheden, må man gå til de alternative medier.

På den baggrund var det ganske opbyggeligt at læse Henrik Dahls blogindlæg, se her. Han henviser til en amerikansk filosof, Harry Frankfurt, som arbejder med et begreb, han kalder bullshit; dermed betegner han en udtalelse, som er ligeglad med forskellen på sandhed og løgn. Den, der lyver, véd, at han lyver. Men, fortsætter Henrik Dahl,

Den, der bullshitter, er ligeglad med sandheden. Hvis man bullshitter, siger man bare det, der skal til, for at fremstå på en fordelagtig måde i omverdenen. Det er på grund af den totale mangel på respekt for sandheden, at Harry Frankfurt har den opfattelse, at bullshit i det lange løb er farligere for samfundet end løgn. Bullshit ophæver nemlig den forventning, at ytringer overhovedet er udtryk for en alvorlig og oprigtig bestræbelse på at tale sandt.

Og det er selvfølgelig rart nok at få en betegnelse for noget, man har oplevet længe: at politikerne taler udenom, at de taler med uld i mund, at de viger tilbage fra at sige tingene ligeud. Men mere interessant er det nok alligevel, at Dahl véd lidt om, hvordan regeringsapparatet arbejder. På den baggrund skriver han:

For mig er det også fuldstændig utænkeligt, at regeringens koordinationsudvalg ikke kendte de juridiske problemer i forhold til at aflive alle mink i Danmark. Jeg har nemlig læst et hav af såkaldte K-sager (det vil sige forelæggelser for koordinationsudvalget) i den tid, hvor LA sad i regering. Og det er sådan, at alle K-sager har fire obligatoriske elementer: Hvad er problemet? Hvad er forslaget til løsning? Hvad siger Finansministeriet? Og hvad siger Justitsministeriet?

Og han går derfor med fuld ret ud fra, at koordinationsudvalget må have vidst, at der var tale om grundlovsbrud, hvis man bare gav ordre til minkaflivning. Ikke desto mindre var det det, man gjorde. Og bagefter undskyldte man sig med, at det først senere kom frem, at der var tale om grundlovsbrud. Dahl skriver lidt senere:

Med andre ord: Jeg har ikke nogen illusioner om, at regeringen ikke vidste, hvad den gjorde for et år siden. Om det så kan bevises, er en anden sag. Og her synes regeringen at være rimeligt opsat på at fjerne og tilsløre så meget bevismateriale, at sagen ender med at blive hængende i luften på grund af det, man kalder ”bevisets stilling”.

Det vil sige: På baggrund af sin viden om, hvordan tingene foregår i koordinationsudvalget, er Henrik Dahl ikke nær så sikker på demokratiets holdbarhed som Ditlev Tamm.

Det er jeg heller ikke. Men desværre med næsten stærkere argumenter end både Ditlev Tamm og Henrik Dahl.

I nogen grad kan jeg benytte mig af Mikael Jalvings blog, se her. Han sætter en ret tankevækkende sætning som underoverskrift: ”De rigtige meningers tyranni har aldrig været stærkere end nu”.

Det er også, hvad jeg har erfaret. Og det betyder jo, at vore politikere og vore medier ikke blot ”bullshitter” for fuld udblæsning, de gør det med den gode samvittighed, at de mener, det er nødvendigt at handle sådan for at overbevise ”folket”, hvor altså ”folket” betyder sådan nogle idioter som undertegnede, der ikke kan se det gode i indvandring ‘en masse’ af muslimer, ikke uden videre køber den med vacciner som eneste middel mod corona, og ikke uden videre går med til, at stigende CO2 i atmosfæren fører til stigende temperaturer jorden rundt. Og eftersom medierne i disse sager lægger sig i kølvandet på politikerne, forsømmer de groft den opgave, de i et normalt demokrati har, nemlig at kritisere de afgørelser, politikerne træffer, og som minimum at finde de modargumenter frem, som findes. I stedet deltager man i politikernes dirty tricks med blot at nedgøre modstanderne uden at lytte til argumenterne.

Det kan man med rette kalde ”de rigtige meningers tyranni”.

Mikael Jalving har set, at der bliver skrevet RACIST på en valgplakat for Niels Peder Ravn fra Nye Borgerlige. Og det er nok til at få Jalving til at ville stemme på ham, for så véd han, at Ravn må være noget af et mandfolk.

Vi bruger ofte øgenavne i vor debat med andre, nogle pæne, andre mindre pæne, siger Jalving og fortsætter:

Hensigten med sidstnævnte er ikke bare at latterliggøre, men ofte at udskamme, diskvalificere, ekskludere.

Denne udvendige skammermagt har nu bragt os så vidt, at der er en hædersbevisning at blive udråbt til racist. Det skyldes, at samme magt er blevet anvendt så vedholdende af kultureliten i den offentlige debat de seneste 50 år, ligesom nazikortet er blevet trukket så mange gange, at det moralske kompas er vendt på hovedet: Kalder nogen dig fremmedhader, skal du tage det som en kompliment. Skudsmålet antyder, at du har rødder, ikke er nihilist og for øvrigt modsætter dig, at de liberale magthavere forærer Danmark og Europa væk for at tækkes en humanisme på speed.

Hvis Jalving har ret i, at det moralske kompas er vendt på hovedet, skal man måske til at se op til Polen og Ungarn. Jo, for disse to lande blev af værten i den nævnte Deadline-udsendelse, Steen Nørskov, udskammet. Uden argumenter overhovedet gik Nørskov ud fra, at en så klog mand som Ditlev Tamm da selvfølgelig delte alle kloge menneskers opfattelse af de to lande som værende på kanten af de demokratiske værdier. Og vender vi så de moralske kompas på hovedet, må vi i stedet for beundre disse to lande for det, de foretager sig imod EU.

Okay, det er jeg parat til for Ungarns vedkommende. For det forekommer mig indlysende, at når Viktor Orban i Ungarn har set, hvordan det er gået de lande, der har importeret muslimer i læssevis, f.eks. Tyskland, Frankrig og Sverige, så er det højst forståeligt, at han sige: ”Sådanne tilstande ønsker vi ikke i Ungarn”, og altså siger det ganske imod de fine moralske såkaldte værdier, som de andre EU-lande prøver at gøre gældende.

På den anden side: Hvis Jalving virkelig har ret i, at det moralske kompas er vendt på hovedet, så ser det utrolig sort ud for demokratiet i Europa. For så holder den tillid, befolkningen forventes at have til politikere, medier og myndigheder, ikke ret meget længere.

Måske vi skal anse Lukasjenkos fifleri med migranter ved den polsk-belarussiske grænse for et forløsende øjeblik. For denne let gennemskuelige hævnaktion fra belarussisk side har fået flere af EU’s sværvægtere til at ville indrømme det rigtige i, at Polen anvender direkte militærmagt for at holde migranterne ude. Forbi er måske tiden, hvor man bevidstløst gav alle, der på den ene eller anden måde betrådte europæisk jord og sagde ”asyl!”, ret til at få deres asylsag behandlet.

Hvis dette får EU-eliten til at ændre holdning, har Lukasjenko jo ligefrem gjort os en tjeneste. I sandhed: Verden er et mærkeligt sted at være.

Denne skønne forhåbning bliver dog noget nedtonet, når man gør sig klart, at svenskeren Ylva Johansson, der er EU-kommissær for flygtninge, ikke vil støtte Polens bestræbelser på at holde grænsen lukket, men kun – i ”god” EU-stil – vil hjælpe Polen med at registrere migranterne, ikke noget med at medfinansiere et EU-grænsehegn mod Belarus, se her. Hvilket også er et demokratisk problem. For når almindelige politikere nu omsider kan indse, at vi ikke bare kan fastholde alle vore såkaldte værdier imod det, der er folkets ønske, skyldes det jo, at de skal genvælges. Men det skal EU-politikerne ikke, i hvert fald ikke på samme direkte måde.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.