At debattere med løgn og overdrivelser

Vi er her i landet – som i andre europæiske lande – i gang med at debattere, hvordan vi skal stille os til islam og til muslimer.

Den debat har stået på længe. Men det er en noget skæv debat. Vi, der prøver at vende os imod religionen islam, føler os nødsaget til at gå koranen igennem og prøve at leve os ind i, hvordan muslimer forstår denne bog, og hvordan de prøver at rette deres liv ind efter den.

Den anden side af debatten – og her tænker jeg mest på de danske, kristne debattører – debatterer ud fra et ønske om ikke at støde muslimerne fra os, om så det, de siger, er sandt og i overensstemmelse med koranens ord, det kommer i anden række.

Jeg blev tilbage i 2017 så irriteret over den anden sides stadige forsøg på at forsvare islam, at jeg oven på den terrorhandling, der fandt sted i Barcelona, påtog mig rollen som taleskriver for statsministeren, se her. Jeg mente det påkrævet i stedet for hele tiden at undskylde den muslimske terror – man kender melodien: dette har ikke noget med islam at gøre, dette er et skændigt misbrug af islam, osv. – da at prøve at afbilde islams etik som en kollektiv etik og forsøgsvis at se positivt på en sådan etik, men også efterfølgende at gå i rette med denne etik, især fordi den i sin muslimske form regner muslimer for Allahs yndlinge, og os andre for underordnet vore muslimske gæster – i Allahs øjne, altså, men det vil jo også sige: i muslimers øjne.

En sådan opfattelse af forholdet mellem muslimer og kristne her i landet kan give baggrund for terrorhandlinger, i hvert fald i forbindelse med en række udsagn fra koranen. Så burde vi ikke forvente af vore muslimske landsmænd, at de rev sådanne udsagn ud af koranen for at forvisse os ikke-muslimske danskere om, at de ikke bærer en skjult terrorist i deres indre?

Nu her fornylig læser jeg så på Henrik Dahls blog på Jyllands-Posten, at han kritiserer en doktordisputats fra RUC skrevet af Hakan Kalkan, se her. Den handler om Nørrebros unge og prøver at give en forklaring på de forbrydelser, der begås dersteds. Den forklaring tror Henrik Dahl ikke særlig meget på, for den forbigår alle andre undersøgelser over unges indgang til forbryderbanen, og den udelader fuldstændig den ellers ret nærliggende forklaring, at de unges religion, islam, har en finger med i spillet.

Henrik Dahl indrømmer, at han ikke har læst disputatsen selv, og derfor kan han lettere ironisk skrive som følger:

Jeg er sikker på, at der i selve disputatsen er redegjort udførligt for, hvorfor blot nogenlunde øvede avislæsere altid kan gætte, om forbrydelser er begået af personer fra Stormellemøsten eller ej. Også i de tilfælde, hvor der ikke står noget i medierne om etnicitet.

Handler det for eksempel om at bortføre børn til fremmede lande, for at de ikke skal blive på en bestemt måde, er det så godt som altid nogen fra Stormellemøsten, der står bag. Handler det om at myrde eller forsøge at myrde nogen, fordi de har bragt skam over familien, er det så godt som altid nogen fra Stormellemøsten, der står bag. Handler det om gruppeoverfald på sagesløse i den hensigt at ydmyge og dominere dem, er det så godt som altid nogen fra Stormellemøsten, der står bag. Handler det om at køre ekstremt hurtigt i store biler i tæt befolkede områder uden nogen form for hensyntagen til andre, er det så godt som altid nogen fra Stormellemøsten, der står bag.

Man kunne næsten få lyst til at opsummere sagen på den måde, at der helt åbenbart findes forbrydere med anden etisk baggrund. Og at forbrydere med anden etisk baggrund så godt som altid er fra Stormellemøsten.

Men Hakan Kalkan må have en meget grundig analyse i sin disputats af, hvorfor det alligevel ikke er sådan, som de fleste observante nyhedslæsere tror. Den glæder jeg mig til at høre.

Henrik Dahls indvending imod Hakan Kalkan glædede det mig at læse. For jeg hørte samme Kalkan i Deadline forleden og havde nok en fornemmelse af, at han da vist var lidt for undskyldende overfor Nørrebros muslimer, men jeg var desværre ikke i stand til at stykke en indvending sammen ud fra det dèr sagte. Og så er det jo dejligt at få det sat på plads af Henrik Dahl.

Disse to ting er det godt at have in mente, når vi nu går over til at behandle en debat, der har fundet sted i Kristeligt Dagblad mellem Torben Bramming, der vil forsvare Massoud Fouroozandeh, se her, og Peter Grønlykke, der ikke bryder sig om dette forsvar, se her.

Torben Bramming opsummerer sit forsvar for Massoud således:

Massoud Fouroozandeh taler forståeligt og sandt om islam og kristendom på en måde, så selv konfirmander gider høre efter – og købe hans bog om den forbudte frelse. Men han passer ikke ind i folkekirkemagthaveres billede af en fremmed, som for guds skyld ikke skal kritisere islam lige på og hårdt – ikke engang, når gejstlige i folkekirken støtter Recep Tayyip Erdogan – og ayatollahmoskéers oprettelse.

Det er desværre så sandt, som det er sagt. Folkekirkens præster og biskopper er ikke meget for, at der skal finde islamkritik sted. Man vil for alt i verden nøjes med dialog, og det skal være en dialog, der nøjes med at påpege lighederne mellem islam og kristendom og lader alle forskellene ligge, som om de slet ikke fandtes.

Så til Peter Grønlykkes artikel.

Den har denne underoverskrift:

Alt for længe har den nådesløse islamkritik fået lov til at stå uimodsagt og alene i debatten. Sognepræst Torben Brammings kronik her i avisen er det seneste eksempel på en sådan uvederheftig kritik, skriver Peter Grønlykke

Man har indtryk af, at Grønlykke tænker: ”Går den, så går den”. For han må da have erfaret det samme, som vi andre: at alle politikere og medier så længe som muligt søger at undskylde islam. Hver gang en terrorhandling har fundet sted, som f.eks. den i Barcelona, skynder vore politikere sig at forsikre os om, at dette ikke har noget med islam at gøre, der er formentlig tale om en ensom ulv, som måske er psykisk syg. Mig forekommer det indlysende, at det, der får en nådesløs kritik af vore medier, er de nogenlunde nøgterne forsøg på at forklare, hvorfor selvmordsattentaterne altid er udført af muslimer, hvorfor nogle mennesker lader sig lokke længere og længere ind i de muslimske traditioner med skægvækst og særlig klædedragt, og hvorfor dette kan være et tegn på, at vi her har med en vordende terrorist at gøre. Skal man finde den slags overvejelser, er det ikke main stream medierne, man skal opsøge.

Og så påstår Grønlykke, at det er en sådan ”nådesløs islamkritik”, der får lov at stå uimodsagt. Kan han da ikke selv se, at det er løgn? Og for øvrigt er det jo ikke islamkritikken, der er nådesløs; det er islam selv, hvis altså kritikken har ret.

Men det er på en måde ikke det værste. Det værste står i begyndelsen af artiklen, som en slags underliggende begrundelse for hele hans holdning til islam. Han skriver:

Vi er kommet til et sted, hvor det er væsentligt, at vi indser, at vores kristne religion og kultur ikke er den eneste sandhed. Alt for længe har den nådesløse islamkritik fået lov til at stå uimodsagt og alene i debatten. Ledsaget af en lige så nådesløs fordomsfuldhed mod dem, der ikke har tilsluttet sig kritikernes holdninger.

Så kristendommen er ikke den eneste sandhed! Det var alligevel pokkers! At skulle høre det af en præsts mund. Oven i købet sat op som et angreb mod en som han mener nådesløs islamkritik!

Lad mig i første omgang nøjes med at henvise til dette Jesus-ord fra Joh 14,6:

Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.

Jesus siger ikke, at han er én af vejene til Gud, han siger, at han er vejen, altså den eneste vej til Gud. Og det understreger han umiddelbart efter ved at sige, at ingen kommer til Faderen, altså Gud, uden ved ham.

Det er for mig at se svært at komme udenom så klar en tale. Men bevares, Grønlykke kan måske finde nogle andre Jesus-ord, som han vil henholde sig til. Det gør han bare ikke her. Her tror han, det er nok at påkalde sig udviklingen: ‘vi må bort fra alt det gamle; tiden er nu inde til noget nyt; alting udvikler sig, forandrer sig, og vi er nu nået til det sted, hvor denne sandhed af Jesu mund ikke længer gælder; nu må vi lære at acceptere andre sandheder’.

Lad mig prøve at vise, hvorfor det er Jesus og ikke Grønlykke, der har ret.

For det første er der nu den historiske kendsgerning, at modsætningen mellem jøderne og Jesus var så stor, at jøderne slog Jesus ihjel. Oven i købet sendte de folk ud efter de kristne for også at kunne slå dem ihjel. Stefanus måtte lade livet på den baggrund, og de kristne, som det lykkedes Paulus at indfange før hans omvendelse udenfor Damaskus, også.

For det andet kan man godt i evangelierne finde forskellige eksempler på, hvori modsætningen mellem Jesus og jøderne bestod. Jesus fortæller en række lignelser, der skal fjerne lovforståelsen af forholdet mellem menneske og Gud; det gør han derved, at lovforståelsen brydes i stykker; eksempler er lignelsen om den fortabte søn, lignelsen om arbejderne i vingården, lignelsen om den gældbundne tjener, m. fl.

For det tredje er der ét bestemt sted, hvor det forskellige syn på loven træder tydeligt frem, blot plejer vi ikke at gøre noget ud af dette sted, fordi det ikke mere er aktuelt for os. Jeg tænker på Matt 25,24, hvor det om Gud hedder, at han høster, hvor han ikke såede, og samler, hvor han ikke spredte.

Jeg har her gjort lidt mere ud af dette ord. Ud fra en bog om den naturlige lov af David Novak er jeg blevet klar over, at visse rabbinere har lidt besvær med 1 Mos 4,9, hvor Kain siger til Gud efter drabet på Abel: Skal jeg være min brors vogter?

Hvad besvær er der dog ved det, vil vel vi kristne sige. Men disse rabbinere er af den opfattelse, at det er nødvendigt, at der først gives en lov, før der kan gøres ansvar gældende. Og det er ret vanskeligt i de første kapitler af 1 Mosebog at få fortalt, at Gud har givet nogen lov om, at man ikke må slå ihjel. Derfor, forklarer David Novak, har disse rabbinere det vanskeligt med Kains ord her.

Og hvis man nu forestiller sig, at jøderne på Jesu tid havde den samme tanke, altså den tanke, at der først skal gives en lov, før nogen kan kræves til ansvar, så får ordet om Gud, der høster, hvor han ikke har sået, den betydning, at det bliver vendt imod denne jødiske forståelse. Og da Jesus jo altså vitterlig vendte sig imod den jødiske lovforståelse, er det ikke nogen helt usandsynlig tolkning.

Så kan man selvfølgelig sige, at det da er ligegyldigt i den situation, vi befinder os i, for af de jøder, vi kender, mærker vi ikke noget til denne opfattelse af loven, at der skal foreligge en direkte befaling, før efterlevelse kan kræves.

Og det er måske sandt, at det nok har været sådan gennem efterhånden mange hundrede år indenfor jødedommen. Men da der nu er kommet en ny religion til landet, nemlig islam, en religion, som så sandelig lægger vægt på loven og på lydighed mod loven, så er vi måske kommet til et sted, hvor det er væsentligt, at vi indser, at vi ikke kan nøjes med at sige alt det, vi hidtil har sagt. Vi må indse, at forskellen til islam netop ligger i synet på loven, herunder synet på den naturlige lov.

For hvis Jesus har ret i denne beskrivelse af Gud, at han høster, hvor han ikke såede, så tager både jøder og muslimer fejl, når de hævder, at de gennem henholdsvis Moses og Muhammed har fået guddommelig oplysning om, hvilke love mennesket skal rette sig efter. Talen om en åbenbaring af loven bliver overflødig, for ligesom Kain tænktes selv at være klar over, at mord er imod Guds vilje, og ligesom den tredje tjener tænktes selv at kunne finde ud af, at han skulle få sin ene talent til at yngle, sådan behøver Gud ikke fortælle os mennesker, hvad vi skal gøre og ikke gøre, det fremgår så tydeligt af vores situation, at vi ikke kan undskylde os med, at det, vi anklages for, ikke står i loven.

Og det er så det, der skal vise sig i de forskellige dialogfora, hvor kristne og muslimer taler sammen: Tør vi kristne ligeud erklære, at for os at se er det ikke længere loven, der gælder i forholdet til Gud, og det i den grad, at vi betragter både moseloven og koranen som menneskepåfund? Eller bøjer vi af og giver muslimerne ret i, at der kan være noget sandt i, at koranen er givet af Gud, for vi har jo også i Det gamle Testamente en lov, givet af Gud?

Eller vi kan sige – og det bliver så punkt fire – at vi kristne anerkender den naturlige lov, og opfordrer muslimerne til det samme, selv om vi nok, hvis vi har studeret islam lidt nøjere, godt véd, at den naturlige lov ikke spiller nogen rolle i islam.

Den naturlige lov viser sig for os i det, vi plejer at kalde ”den gyldne regel”, Jesus-ordet fra Matt 7,12 og Luk 6,31 om, at det, der skal være retningsgivende for os i vor omgang med vor næste, skal være vort eget ønske om, hvad næsten skal gøre mod os. Oven i købet lader Matthæus Jesus føje til, at sådan er loven og profeterne, så at altså ”loven og profeterne” bliver ligegyldige i forhold til den gyldne regel.

Men Paulus er vel alligevel den, der tydeligst forklarer, hvad der ligger i det med den naturlige lov. Han skriver i Rom 2,14f:

For når hedningerne, der ikke har loven, af naturen gør, hvad loven siger, så er de, uden at have en lov, deres egen lov. De viser, at de har den gerning, som loven kræver, skrevet i deres hjerte, og deres samvittighed optræder som vidne, og deres tanker anklager eller forsvarer hinanden –

Dette med, at tanker anklager og forsvarer hinanden, er jo noget, alle kender til, hedninger, jøder, kristne, muslimer. Og derfor har alle en fornemmelse af, hvad der er retfærdigt og hvad ikke.

Og vil man have et Jesus-ord for noget af det samme, kan man læse i Joh 18,23, hvad Jesus sagde til den ypperstepræstetjener, der slog ham, fordi han sagde noget efter hans mening alt for frækt:

Har jeg sagt noget forkert, så bevis, at det er forkert; men er det rigtigt, hvorfor slår du mig så?

Med andre ord: Indenfor kristendommen følger vi Jesu eksempel og lader ord kæmpe mod ord uden indgriben af voldshandlinger. Og hvorfor gør vi det? Fordi vi ikke mener, vi har loven i en så absolut form, at vi kan tvinge andre til at overholde den. Vi ønsker ikke selv at blive tvunget til at mene noget, som vi ikke kan godtage, og vil derfor heller ikke tvinge andre til at mene noget, der er imod deres inderste overbevisning; hvilket er den gyldne regel i arbejde!

Men indenfor den datidige jødedom – og indenfor den nutidige islam – lader man sine ord-påstande understøtte med vold eller trusler om vold. Godt nok skjuler vore muslimske landsmænd det under dække af, at de er krænkede på deres profets vegne, hvis vi vil diskutere Muhammeds status, er han udsendt af Gud eller ej? Er han en voldsmand eller ej? Men det viser sig jo ofte, at der ikke er langt fra krænkethed til voldsanvendelse imod krænkeren. Ja, så selvfølgeligt er det for muslimer at leve i et samfund, hvor vold avler vold, at de efter hver muslimsk terrordåd, som rammer vore vestlige samfund, anmoder om beskyttelse af deres moskéer, så sikre er de på, at vi vil svare igen med vold.

Men at vi ikke har nogen grund til det, så længe vi har så gode argumenter til fordel for Ordets overlegenhed i forhold til Magten, som vi har, det kan de tilsyneladende ikke forstå.

Dette, at muslimerne kommer fra et samfund, hvor vold og ikke argument har det sidste ord, bevirker nu, at muslimer ofte anser et direkte forkert argument for godt nok, hvis blot det er fremsat af en stor autoritet. De stiller sig således ofte tilfreds med en påstand om, at islam er en fredens religion, hvis blot påstanden kommer fra en tilstrækkelig stor autoritet.

Men jeg har ikke før været ude for, at denne form for debat – hvis man kan kalde det debat – er smittet fra islam til vor kristne verden. Men det synes at være noget sådant, der har præget Peter Grønlykke, når han uden at blinke kan hævde, at en nådesløs islamkritik har fået lov at stå uimodsagt i debatten. Og når han så fortsætter med at hævde, at udviklingen nu tvinger os til at indrømme, at vor kristne religion ikke er den eneste sandhed, så kan man vist sige, at den islamiske smitte har bredt sig yderligere ind i hans tanker.

Debatten med islam er svær nok i forvejen. Den bliver ikke lettere af, at kristne lader sig lokke ind i islamiske tankegange. Den bliver i hvert fald ikke sandere.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.