Hvad er strategien?

I Kristeligt Dagblad for den 29-11 er der en artikel af Dorthe Petersen, direktør for Planbørnefonden, se her. Hun efterlyser større solidaritet i udrulningen af vacciner til verdens befolkning, og det gør hun på baggrund af en forestilling om, at ethvert fornuftigt menneskes strategi bør gå ud på at udrydde corona-virussen, og at den eneste måde at gøre det på er ved hjælp af vacciner.

Det hedder f.eks. i artiklen:

Ved siden af at påkalde solidaritet står også den danske egeninteresse i at udrydde corona herhjemme.

Ikke den mindste tvivl om, at det er det, der må være vores strategi. Og desværre må man sige, at regeringens udtalelser og den stadige henvisning til antal smittede gør det forståeligt, at hun kan løbe af sted med denne misforståelse.

Hun slutter med denne udtalelse:

Hvis vi for alvor vil slippe for coronapas, mundbind, isolation og sygdom herhjemme, skal vi tage de globale briller på. Vi kan først ånde lettet op, når hele verden er vaccineret.

At de mennesker, der rammes af sygdommen, opnår en naturlig immunitet, som oven i købet er bedre og bredere end den, vacciner kan give, har hun ikke opdaget. Og det er jo heller ikke noget, regeringen reklamerer særlig meget med.

En artikel i Berlingske, se her, giver en smule håb for verden, også uden den store vaccineudrulning. Det er, hvad man siger i underoverskriften: Hele verden er i alarm over den nye, meget smitsomme coronavariant, omikron. Men de første patienter var kendetegnet af »milde symptomer«, siger formanden for Sydafrikas lægeforbund. Det giver håb: Kan en mere håndterbar udgave af covid-19 »udkonkurrere« sine alvorlige forgængere?

Men nuvel, indtil videre véd vi jo ikke, om omikron-varianten har et mildere forløb. Men hvis den har det, er der måske ved at ske det samme med covid-19, som skete med den spanske influenza i 1920’erne: den muterede til en mindre dødelig influenza.

Formodningen gentages lidt senere i artiklen: Udmeldingerne om de milde patientforløb i Sydafrika udløste straks håb og spekulationer om, at omikron med sine milde symptomer kan vise sig at være den hurtigtløbende variant, som med tiden vil udkonkurrere deltavarianten og dermed hjælpe med at gøre covid-19 til en endemisk sygdom; en tilbagevendende, men mild forkølelseslignende sygdom. Det har verden dog alt for lidt data og al for lidt erfaring med omikron til at kunne konkludere.

Det, vi mangler, er en åben diskussion. For at vise, hvor alvorligt det er, at vi mangler det, vil jeg henvise til en timelang debat mellem Christine Stabell Benn og Martin Ågerup her. Som jeg før har bemærket, foretrækker jeg så afgjort debatter i almindeligt skriftsprog, fordi jeg så meget let kan oplede et ord, spole frem og tilbage, og på den måde trænge dybere ind i sagen. Men selv om der her er tale om en mundtlig og ikke en skriftlig debat, vil jeg alligevel henvise til den, fordi der fremkommer så mange ting i den, som belyser sagen. Så det er måske lidt snyd, at jeg begynder med to træk, som befinder sig i slutningen af debatten.

Den ene ting er Christine Stabell Benn, der fortæller om, hvordan hun ved en lejlighed blev misforstået, fordi hun havde sagt, at hun hellere ville i fængsel end lade sig vaccinere. Hun sagde det ind i en bestemt sammenhæng, men hvis man lader sammenhæng være sammenhæng – og det var der debatmodstandere, der gjorde i samme øjeblik, disse ord var udtalt – så kan man få det til at fremstå, som om hun er modstander af vacciner. Og selv om hun har været det, er hun det ikke mere – for øvrigt også noget, der viser en sand debattørs holdning: man kan lade sig overbevise.

Jamen, når hun siger, at hun hellere vil i fængsel end lade sig vaccinere, så må hun da være vaccinemodstander!

Nej, ikke når man tager sammenhængen i betragtning. Man diskuterede, om vaccination skulle gives frivilligt eller med tvang. Og hun går så afgjort ind for frivillighed. Og da nogen hævdede, at man måtte tvinge alle til at lade sig vaccinere og smide dem i fængsel, der ikke ville lade sig vaccinere, da var det, at hendes bemærkning faldt: hun ville hellere i fængsel end lade sig vaccinere.

Martin Ågerup kom efterfølgende med en sammenligning, som hun takkede ham for. Han sammenlignede hendes situation med Flemming Roses situation, da han lod Muhammed-tegningerne trykke. Det var jo ikke, fordi han ville genere muslimerne, sagde Ågerup, men når der var mistanke om, at muslimerne ville udbrede det muslimske forbud mod at tegne Muhammed til alle os andre og ligefrem lod forstå, at den, der tegnede Muhammed, skulle tage sig i agt for den eventuelle muslimske reaktion, så blev pludselig situationen en helt andet. Så var det ikke et spørgsmål, om Roses anti- eller sympatier, så var det et spørgsmål, om ytringsfrihedens beståen eller ikke-beståen.

På samme måde med Stabell Benn. Når man i den grad går imod den enkeltes selvbestemmelsesret med et krav om tvungen vaccination, så er vaccinationssituationen pludselig forvandlet, så er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt jeg, den enkelte, går ind for vaccination eller ej, så er det et spørgsmål om den enkeltes frihed, der er på tapetet, og så er det svar, Stabell Benn gav, at hun hellere vil i fængsel end lade sig vaccinere, et rungende forsvar for den enkeltes frihed.

Lidt tidligere havde Stabell Benn omtalt sin kontrovers med DR’s såkaldte faktatjek, Detektor. Hun var blevet spurgt, om hun ville deltage i en udsendelse i deres regi, og da hun lige havde formuleret og offentliggjort 6 teser til brug i vor coronasituation, gik hun med til det. Men næsten fra første færd blev hun klar over, at der kun var én ting, de var ude på. Ikke noget med hendes hovedpunkter, ikke noget med at gå ind på det, hun fandt væsentligt, nej, det, Detektor-folkene ville, var at få hende afsløret som én, man ikke kunne stole på.

Lykkedes det dem så?

Ja, det synes at fremgå af en artikel i Berlingske, se her. Men det eneste, de kunne gribe hende i, var, at hun om et studie i, hvordan børn reagerer på covid-vacciner, havde undladt at sige, at det resultat, studiet viste, ikke var significant. Det indrømmede hun raskvæk, at det ikke var, og at tallene derfor ikke viste ret meget – men jo heller ikke viste, at der ikke var uheldige bivirkninger for de børn, der blev vaccineret – men det fremhævede Detektor som en vældig sejr, som det hedder i overskriften i Berlingskes artikel: ”Professor advarer mod at vaccinere børn mod coronasmitte – et faktatjek viser et helt andet billede”.

Men alle de andre ting, hun gjorde opmærksom på, alle de andre undersøgelser fra ud- og indland, hun tog med i sine betragtninger, dem lod man hånt om. Kun denne lille ene detalje slog man stort op.

Det er pokker til debat, det dèr.

Og det er jo netop debatten, vi mangler. I minkskandalen så vi, hvordan regeringen løb med halv vind. De undersøgelser om cluster 5’s mulige indvirkning på vaccinefølsomheden var alt for foreløbige til, at man kunne iværksætte så gennemgribende foranstaltninger ud fra dem, som regeringen gjorde, da man lod samtlige minkbesætninger slå ned. Jeg har svært ved at se, at man ikke kunne have ventet, til der forelå mere sikre informationer, men hvis man ser bort fra den mulighed, at regeringen ville tilfredsstille sine støttepartier ved at udrydde alle mink, så kan man måske – et ret stort måske – undskylde den med, at hele coronasituationen var så ny og ofte syntes at kræve øjeblikkelig indgriben, at man måtte gribe ind med det samme.

Men nu er vi dog kommet et år længere frem. Nu véd vi betydelig mere om corona, end vi vidste dengang. Nu er det derfor højst besynderligt, at vi synes at køre videre efter den strategi, vi brugte tidligere: vi bilder os ind, at vi kan udrydde virussen; vi handler i hvert fald, som om vi kan udrydde den. Vi bruger talløse tests uden tilsyneladende at bruge dem til at blive klogere med, vi lader ret gennemgribende hånt om vort naturlige immunsystem, vi undlader at undersøge, om folk har haft corona og derigennem har opnået naturlig immunitet, osv. Nå ja, der kan vel sidde forskere rundt om i landet, der undersøger alt dette og gør sig tanker af denne art, men vi almindelige mennesker hører ikke om deres resultater, i hvert fald ikke, hvis de – som nogle af de resultater, som Christine Stabell Benn gør rede for – trækker i en anden retning end den, medierne vil have frem.

Det kunne muligvis være sandt for et år siden, at det kan være vanskeligt at få den videnskabelige forskningsproces og den politiske beslutningsproces til at spille sammen. Men det kan dog ikke blive ved med at være sådan. Politikerne – og medierne – må dog efterhånden blive klar over, at covid-19 ikke lader sig udrydde, den er her og den forbliver her. Og kampen står ikke blot mellem vore snildt udviklede vacciner og virussen, men i lige så høj grad mellem vort immunsystem og virussen. Og vi burde allerede nu overveje, hvordan vi bedst kan forberede os på den femte og den sjette bølge. Skal vi virkelig vaccinere hele befolkningen hvert år, når corona blomstrer op ved efterårstide? Eller kan vi få skabt en flokimmunitet, der kan holde den stangen, så vi kun skal lave neddroslinger for de gamle og sårbare?

Så længe vi tror så stærkt på vaccinerne, skønt de ikke giver særlig god immunitet, så trækker vi kun den situation i langdrag, hvor vi opnår flokimmunitet. Og hvis de undersøgelser har ret, som Stabell Benn peger på, der påviser, at den naturlige immunitet er bedre end den kunstige med vaccinerne, så bærer vi os jo ligefrem dumt ad ved at vaccinere børnene. Som Martin Ågerup bemærkede, da Stabell Benn fortalte om én, der var blevet smittet: Jamen, det skal vi da egentlig være taknemlige for; vedkommende bliver jo ikke synderlig syg og medvirker alligevel til skabelse af den nødvendige flokimmunitet; oven i købet uden at man skal betale for en vaccine til vedkommende.

Hvad er det, der har ramt os med denne virus?

Stabell Benn sammenlignede med andre tilfælde i verdenshistorien, hvor en befolkningsgruppe var blevet ramt lige så pludseligt af en sygdom, de ikke var forberedt på. Da europæerne kom til Amerika, medbragte de jo forskellige sygdomme, blandt andet mæslinger. Og denne uhyre smitsomme sygdom, som europæernes immunsystem i ret høj grad havde vænnet sig til, ramte de arme indfødte med en enorm kraft. Til gengæld ramte de så os med syfilis-sygdommen, om jeg husker ret. Noget for noget. Men ligesom det tog tid for de indfødte i Amerika at få deres immunsystem gjort ”europæisk”, sådan vil det tage tid for os, at få vort immunsystem gjort ”coronakampklart”. Hvis vi da ikke er så heldige, at corona selv muterer til en mindre skadelig, men måske mere smitsom form. Som altså noget tyder på.

Hvad det her har været mig om at gøre, har imidlertid mest været at vende mig imod den næsten automatiske aversion mod dem, der har en anden opfattelse end den på bjerget gældende. Som jeg ser det, er det med til at fastholde os i en uhensigtsmæssig strategi, eller måske snarere i en uhensigtsmæssig mangel på strategi.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.