Sygeplejerskemangel

Hvad er der galt, siden vi på vore hospitaler mangler sygeplejersker?

Den 1-12 var der i Deadline et interview med forstanderen for sygeplejerskeskolerne, og han kunne med en graf vise, at der indtil for et par år siden havde været et overskud af velkvalificerede ansøgere til disse skoler. Og det var ikke sådan, at der ikke stadig var et vist overskud, det var blot ikke så stort som tidligere, hvilket han tog som en reaktion hos de unge mennesker på den utilfredshed, som flere og flere sygeplejersker gav udtryk for, en utilfredshed med arbejdsforholdene, som jo i foråret resulterede i en forholdsvis lang sygeplejerskestrejke.

Nu kom jeg til at skrive ”utilfredshed med arbejdsforholdene”, men det var jo officielt en utilfredshed med lønnen. Som man forstod på Grethe Kristensen, sygeplejerskernes formand, var det, man kæmpede for, at få grundlønnen givet et gevaldigt løft. Dog kan man vist tvivle noget på, om denne officielle utilfredshed svarer til den virkelige utilfredshed.

Men hvor er det dog svært at lodde sig frem til en eventuel afvigelse fra den officielle forklaring! Alle medierne og alle kommentarerne holder sig til det med lønnen. Det har jo også den fordel, at det er lettere at forstå. Lad mig dog alligevel her prøve at give en alternativ forklaring på utilfredsheden hos sygeplejerskerne.

Og vi er nok nødt til at begynde med noget med pengene!

Jes Søgaard forklarede i hvert fald i en Deadline for nogen tid siden, at vel var der tilført store beløb ekstra til sundhedsvæsenet fra 2000 til 2020, men størstedelen var givet inden 2010. Fra cirka 2012 og til nu var behovet steget, men beløbene forblevet på niveau. Og denne ydmyge reporter kan da huske forskellige klager over toprocentskravet, det krav til alle offentlige institutioner, at der hvert år skulle spares to procent, fordi man gik ud fra, at de pågældende institioner kunne rationalisere mindst to procent. Jes Søgaard nøjedes nu med at hævde, at der ikke var taget højde for den demografiske forandring, altså for det forhold, at der som årene er gået, er blevet flere og flere ældre.

Dette kan man så lægge sammen med en anden ændring, der er sket, den nemlig, at der i styrelsen af de enkelte led i sundhedsvæsenet er indsat økonomiske rådgivere. ”Rådgivere”, ja, men lur mig, om ikke de skal mere end rådgive; de skal givetvis foreslå besparelser så hist og så her.

Og det kan vel gå i begyndelsen, men kan det gå, når det fortsætter år efter år?

Lad mig pege på to steder, hvor jeg tror besparelser er sat ind, men hvor det sker med tvivlsomt resultat, tvivlsomt, ikke fordi der ikke spares, men fordi man ikke overvejer sygeplejerskernes arbejdsforhold eller patienternes mulighed for den bedste behandling.

Det ene sted dukkede op i en kommentar fra Stephanie Lose, regionsrådsformanden i Region Syddanmark. Hun forstod godt, at politikerne på Christiansborg, fordi der var et så stort pres på sygehusvæsenet, ville ophæve behandlingsgarantien. Hvis man har lovet befolkningen, at udredningen af en sygdom og behandlingen af den højst må vare en måned – hvis det nu er den grænse, der er sat – så synes det nok naturligt for landspolitikerne at ophæve den garanti, når nu sygehusene er så pressede, som de er for tiden. Det advarede Stephanie Lose imod, og så vidt jeg forstod det, har det med den regel at gøre, at man, når behandlingsgarantiperioden er udløbet, har ret til at få det offentlige til at betale for en tilsvarende behandling på et privat hospital. Hun sagde det ikke direkte, og jeg er ikke inde i detaljerne, men jeg tror nok, at hendes advarsel mod ophævelsen havde med det at gøre, at befolkningen blev ringere stillet med en sådan ophævelse, fordi man så mistede retten til behandling på et privathospital.

Og hvis den betragtning har noget på sig – men det fremgik ikke tydeligt at Loses udtalelser – så kan ophævelsen af behandlingsgarantien opfattes som en spareøvelse. Og så er det jo pludselig ikke så pænt mere.

Det andet, jeg vil gøre opmærksom på, er en lille sidebemærkning, som kom fra én af deltagerne i Deadline-debatten. Der blev sagt, at Christiansborg lagde stor vægt på at få de mange halvtids-sygeplejersker til at gå over på heltid. Men – sådan lød så den lille sidebemærkning – det var der nogle sygehuse, der ikke var særlig interesseret i. Der blev ikke boret i bemærkningen, så det følgende er kun tanker, der blev sat i bevægelse i min hjerne. Men hvis det er sandt, at sygeplejerskerne på en afdeling har en vis forpligtelse til at afløse hinanden, så er det en fordel for afdelingen, at den kan trække på så mange sygeplejersker som muligt, hvis der opstår sygdom – og det gør der jo fra tid til anden, selv på et sygehus.

Men spørgsmålet er, om ikke det er en ulempe for sygeplejerskerne, især, hvis de er for få til at dække det daglige arbejde. For så vil det jo i første række være dem, der bliver sat ind i de tomme pladser på vagtskemaet. Og gad vidst, om ikke hospitalerne her ser en besparelsesmulighed. I hvert fald slipper de med den manøvre for at skulle sende bud til de vikarbureauer, der er oprettet for at kunne levere sygeplejersker til sygehusene, hvis det kræves. For de private vikarbureauer betaler en højere løn til deres sygeplejersker og er derfor dyrere at benytte sig af for det offentlige.

Mit gæt er, at det system, man plejer at kalde New Management, har gjort sig gældende på en for sygehuset måske besparende måde, men på en for arbejdsklimaet uheldig måde. Der er ikke noget at sige til, at sygeplejerskerne på en afdeling føler, at der ikke tages hensyn til dem, hvis de gang på gang får ændret i deres vagtplan. Eller – sagt på en anden måde – der kræves utrolig megen følsomhed fra den daglige ledelses side, når der sidder en sådan økonom i ledelsen på sygehuset, hvis man gerne vil have glade medarbejdere. Noget tyder i hvert fald på, at dette hensyn er blevet tilsidesat gennem ret lang tid.

I bladet Sygeplejersken er der en artikel af en sygeplejerske Palle Bager, som fortæller om sit arbejde på et vikarbureau, se her. Han prøver at forklare, hvorfor nogle sygeplejersker foretrækker at arbejde fra et vikarbureau:

For mange vikarer er det helt jordnære årsager, der ligger til grund for valget. At være vikar giver mulighed for at orientere sig på forskellige arbejdspladser, inden man eventuelt søger fastansættelse på en afdeling. En anden motivation er de klare fordele ved fastansættelse i et offentligt vikarbureau. Vi har en individuel tilrettelagt arbejdsplan og arbejder som hovedregel kun hver tredje weekend. En anden meget kontant grund er naturligvis et 15 pct. løntillæg. Tillægget bruges ofte til at gå lidt ned i tid. Som vikar har man desuden en tæt patientkontakt, idet de faste sygeplejersker på afdelingerne varetager mange af de administrative opgaver. Og man kan lægge afstand til ævl og kævl i afdelingerne. Alt i alt vil det sige, at mange af de krav, sygeplejersker stiller til deres løn og arbejdsforhold, bliver indfriet i det offentlige vikarbureau. Det kan således også være en personlig fagpolitisk tilkendegivelse at arbejde som vikar.

Dette med, at man får tid til de egentlige sygeplejerske-opgaver, fordi man slipper for mange administrative opgaver, er jo egentlig ganske besynderligt. Men det svarer til andres klagemål, som hævder, at der i sundhedsvæsenet er alt for megen overflødig dokumentation. Og af en sådan bemærkning fremgår det, at den slags tager tid og ikke er noget særligt vellidt arbejde.

I det hele taget burde jo de ledende i sundhedsvæsenet tage ønsket om at forlade den faste sygeplejerskestilling for at gå over til en vikarstilling lidt nøjere i øjesyn. Dette ønske og det deraf følgende jobskifte kunne fortælle ikke så lidt om, hvordan man kan genoprette den gode ledelsesstil, der igen kan gøre medarbejderne glade for deres arbejde. Det drejer sig ikke blot om mere i løn, det drejer sig også om forudsigelighed i vagtplanen – hvilket kan opnås, hvis man turde benytte vikarbureauerne uden smålig skelen til omkostningerne – og om nedskæring af al unødig dokumentation.

Jamen, hvad skal det nytte?, vil man sige, der berettes jo fra de fleste regioner, at det ikke er til at få fat på en sygeplejerske, heller ikke fra vikarbureauerne. En artikel i Avisen Danmark fortæller om problemet. Det hedder:

Sygehuse er i flere del af landet så pressede på bemandingen, at der må hives et stigende millionbeløb op af kassen for at købe vikarer i form af sygeplejersker og social- og sundhedspersonale fra private bureauer.

Til det må man, så vidt jeg kan se, sige, at det skulle man have tænkt på noget før, så man havde undgået at stå med en stor mangel på sygeplejersker i det offentlige. Lidt senere hedder det:

Samtidig fortæller regioner, at kampen om de private sygeplejersker er så hård, at priserne er røget i vejret, og at det kan være helt umuligt overhovedet at skaffe vikarer.

Den bemærkning er heller ikke helt ueffen. For vel betyder gode arbejdsforhold meget, men god løn er nu heller ikke at kimse af. Og det kan siges at være én af manglerne ved den ellers så højt priste danske model, at det er så at sige umuligt at skaffe flere af de medarbejdere, der er mangel på, ved at tilbyde højere løn. Andre steder er høj eller lav løn med til at bestemme tilstrømningen til erhvervet, men ikke her.

Og når det nu ikke kan lade sig gøre, er der så andet at sige til politikerne end: Så brug dog denne mulighed! Brug vikarbureauerne meget mere, så der de enkelte afdelinger kan aflastes og give gode vilkår til deres ansatte! Det koster penge, siger man. Javel, men er problemet ikke, at man i lidt for mange år har ville spare sådanne penge, indtil nu det hele synes at næsten gå i opløsning?

Andre steder i systemet véd man godt, hvordan man får ansat folk i en ruf. Aftenens tv-aviser (den 2-12) var fulde af gode historier om, hvordan vaccinationscentraler og testcentre arbejder – nå nej, det hedder ”knokler” – for at få mægtige kapaciteter op at stå. Og i den forbindelse siger man – lidt naivt – at man ikke gerne ser disse centre ansætte sygeplejersker. Men af et interview, se her, fremgår det, at det sker alligevel. Det hedder:

34-årig sygeplejerske er ansat som poder: »Her har jeg ikke ansvar for kronisk syge patienter, der risikerer at dø, hvis jeg laver en fejl på grund af stress«. Podestationerne bliver opfordret til ikke at ansætte sygeplejerske – men gør det alligevel. 34-årige Lotte Reimer Sørensen er en af de sygeplejersker, der har fravalgt et almindeligt sygeplejerskejob til fordel for en hverdag som poder.

Så ikke blot trækker vikarbureauerne i de offentligt ansatte sygeplejersker, testcentre og vaccinationscentre gør det også. Og begge disse trækplastre véd udmærket, hvad der virker. De lønninger, en sygeplejerske kan få dér, er betydelig højere, end hvad de kan få på sygehuset.

Man kan så sige, at det er en overordentlig stor mangel på omtanke, regeringen udviser, når den netop i en tid med sygeplejerskemangel i den grad opgraderer en anden side af sundhedsvæsenet, oven i købet tiltrækker folk ved at give meget højere lønninger. Men det overrasker ikke. For er der noget, der præger regering og folketing i disse coronatider, er det hovsaløsninger, den ene efter den anden i en smuk rækkefølge.

Så man skal nok ikke forvente sig alt for meget af fremtiden.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.