Er kristendommen bedre end islam?

Åh nej, det vover vi som kristne sandelig ikke at sige. For, synes vi, bliver vi så ikke ramt af Jesu ord om kun at se splinten i vor broders øje og overse bjælken i vort eget (Matt 7,3)?

Der er en herre, der hedder Anders Stjernholm; han er journalist, komiker, talsmand for Cannabisrådet og kandidat til Københavns Borgerrepræsentation for Alternativet, og han hævder i en artikel i Berlingske netop det, se her. Overskriften siger sådan set det hele: ”Hvis du vil påpege splinten i det muslimske øje, må du også være klar til at erkende bjælken i det kristne”.

Han er komiker, påstås det. Men så vidt jeg kan se af artiklen, er det ikke hans mening at være komisk med de påstande, han fremfører; han tager dem gravalvorligt.

Lad os se på hans argumentation!

Han begynder med at fortælle om en pige, der blev bortført til Somalia, fordi – som hun selv forklarede – hendes forældre ikke ville have, at hun kom i helvede. Det får følgende forklaring med på vejen fra Stjernholm:

Det kan være forældrenes oprigtige tro. Det kan også være en overbevisning, de har taget på sig på grund af et pres fra omgivelserne. Uagtet så er den der. Og det samme gør sig gældende i Jehovas Vidner, når forældre vender deres udstødte børn ryggen. Og i Indre Mission, når homoseksualitet ikke accepteres. Og i Pinsekirken. Og så videre.

Så citerer han Halime Oguz fra SF:

»Den (opdragelsen, red.) er kulturelt og historisk betinget, og de mange religiøse reservationer, lige fra hvordan man må gå klædt, til hvem man må gifte sig med, står som en distancerende barriere. Den muslimske selvovervurdering af egen religiøs og historisk overlegenhed skaber distance til majoritetssamfundet.«

Ovenstående kan også siges om opdragelsen i konservative og fundamentalistiske kristne miljøer. Denne faktor har de tilfælles. Og det nytter ikke noget at benægte. Ligesom venstrefløjen tøver med at tale grimt om islam, har højrefløjen længe haft nøjagtig de samme fløjlshandsker på over for kristendommen. Vi kommer ikke integrationsproblemerne til livs, hvis vi forskelsbehandler religionerne. Hvis du vil påpege splinten i det muslimske øje, må du også være klar til at erkende bjælken i det kristne.

Som man kan se, er det, der skal sammenlignes, nogle kristne minoriteter, som flertallet af kristne trossamfund tager afstand fra, og en udbredt muslimsk tradition, som mig bekendt ingen muslimer tager afstand fra. Det gør sammenligningen utrolig skæv og derfor umuligt at have med at gøre, så dens evne til at komme integrationsproblemerne – altså muslimernes integrationsproblemer – til livs er nærmest lig nul.

Ikke desto mindre lader Stjernholm i de første sætninger af sidste afsnit, som om han sammenligner islam med kristendommen. Hvad han altså ikke gør. Oven i købet bruger han en kristen målestok, nemlig Jesu ord om splinten og bjælken – og imponerende, at han har læst så meget i bibelen, at han kender det Jesus-ord – som basis for sin sammenligning. Hvordan det ville have set ud, hvis han havde brugt en muslimsk grundsætning som basis – f.eks. den grundsætning, som Oguz nævner, at muslimerne i deres religion har en selvovervurdering af religiøs og historisk art – får vi ikke at vide, og skal vi på egen hånd gætte os til det, bliver det vel nærmest noget med, at muslimers integration i det danske samfund betyder, at muslimers overhøjhed bekræftes på alle leder og kanter.

Sagen er den, at den kristne – eller vestlige – samfundsmodel og den tilsvarende muslimske er vidt forskellige.

Men det har Stjernholm overhovedet ikke blik for. Forud for det første citat, jeg bragte, skriver han:

For selvfølgelig betyder det noget, [for integrationen, rr] at en del borgere i dette samfund tror på en almægtig skaber af universet – samt at vedkommendes normer og regler for vores levevis er blevet åbenbaret i bestemte tekster. Selvfølgelig påvirker det et menneskes indstilling til både sit eget liv, samfundet og reglerne for begge.

Og når man så læser det første citat lige efter, bliver det klart, at Stjernholm uden videre går ud fra, at alle kristne på samme måde som alle muslimer sætter bestemte guddommelige normer og regler op for vor levevis, og at den kristne bibel på samme måde som den muslimske koran er fuld af bestemmelser for, hvordan et menneske skal leve for ikke at komme i helvede.

Men det gør bibelen jo ikke. Man kan måske ud fra Det gamle Testamente nå frem til en opfattelse, der ligner den, Stjernholm her afbilder, men vi kristne har jo et nyt testamente udover det gamle, og i dette forkynder Jesus en ny pagt, som ikke er grundet på en åbenbaret lov, men på den naturlige samhørighed mennesker imellem, en samhørighed, der blot bliver ødelagt af påstået guddommelige lovbestemmelser.

Lever man i denne naturlige samhørighed, vil man uvilkårligt se på andre mennesker som væsener, der er lig én selv, har samme rettigheder og pligter, som man selv har, og som man derfor klogeligst bør omgås på den måde, at man undlader at kikke efter splinter i deres øjne for ikke at få dem til at afsløre de bjælker, der findes i éns eget øje.

Det er denne Jesus-inspirerede klogskab, der har fået os i den vestlige verden til – omsider – at lade vore stater have en udstrakt ytringsfrihed, så vi kan få en ærlig diskussion om, hvordan vi bedst indretter vore samfund.

Og det er disse samfund, vore muslimske landsmænd inviteres til at være med i. Nogle af dem tager fordomsfrit imod invitationen, andre er så bundet til deres muslimske tro og dens påstand om muslimers overlegenhed – muslimernes selvovervurdering, med Halima Oguz’ ord – at de vil have denne overlegenhed til at kunne ses i vort samfund.

Og det spørgsmål rejser sig så, om vi ud fra Jesus-ordet om splinten og bjælken skal lade, som om vi ikke ser denne overlegenhedsfølelse og dens integrationshindrende tankegang, eller vi skal pukke på Jesus-ordets anvendelighed også overfor vore muslimske landsmænd, og derfor vende os mod den religiøse tese, som præger dem, og som gør integration i vort frie samfund umulig.

Gør vi det sidste – altså med ord og argumentation vender os imod muslimernes overlegenhedspåstande – siger nu Stjernholm, så prøver vi jo at finde splinter i muslimernes øje, og vil de så ikke så meget stærkere kunne påvise bjælker i vort øje?

Til det er der kun at sige: Lad dem endelig prøve på det! Lad os endelig få en ægte diskussion om, hvorvidt den muslimske overlegenhedsfølelse kan harmonere med vort lighedsideal!

Men ak, en sådan diskussion får vi jo ikke. Tværtimod skal vi næsten tvinges til at gå med til, at Muhammed var en fredens mand, og at koranen kun indeholder fornuftige anvisninger til et fredeligt samliv med ikke-muslimer som os.

Og ikke sandt, så skal vi af vort ønske om en god integration forledes til at lukke øjnene for de efterhånden mange tilfælde af muslimsk dominansvold, vi ser. Så skal vi glemme den muslimske religions historie, som byder på uafladelige erobringer af ikke-muslimske lande. Så skal vi glemme Islamisk Stats forfærdelige terrorhandlinger – det var kun en lille del af det muslimske samfund, der gennemførte det. Så skal vi helst undlade at fortælle om Pakistans blasfemilove og den bestialske måde, derboende muslimer fører den ud i livet på – se evt. en artikel i Kristeligt Dagblad den 13-12 her om dette umenneskelige udslag af muslimske love! Og læg mærke til det: i modsætning til de minimale kristne mindretal, Stjernholm omtaler herhjemme, er der i det muslimske land, Pakistan, tale om så store menneskemængder, at de offentlige myndigheder giver efter for deres krav gang på gang.

Til sidst: Man må naturligvis også spørge: Hvordan administrerede Jesus selv denne anvisning om splint og bjælke?

Og læser man Matt 23 igennem, opdager man, at han bestemt ikke holdt sig tilbage, hvad angår anklager mod farisæerne og de skriftkloge. Oven i købet fremsatte han disse anklager ganske uanset at han godt vidste, at det om noget kunne koste ham livet. Hvad det jo også gjorde få dage senere.

Så skal vi følge Jesus efter, ikke blot, så vi gentager hans ord, men også, så vi handler, som han handlede, så skal vi gå helt anderledes til stålet i vor argumentation mod muslimerne, og i hvert fald ikke lade os afskrække af Jesus-ordet om splinten og bjælken; det bør vi snarere bruge som en opfordring til muslimerne om at komme med argumenter imod vort friheds-samfund, og hvis de ikke har nogen – bortset fra deres muslimske overlegenhedspåstand – så prøve at leve efter vore regler og glemme alt om deres selvovervurderende overlegenhedspåstande.

Advertisement
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Ny testamente og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.