Man mærker hensigt

Det er et gammelt tysk ordsprog, der hentydes til med overskriften. I min skoletid var der mange, der sagde det således: ”Man merckt die Absicht und wird verstimmt”. Men vores tysklærer hævdede, at den rigtige formulering var: ”Man merckt Absicht, und man wird verstimmt”. Og det følgende vil jeg – som den lydige elev, jeg er – tolke efter tysklærerens ordlyd. Det er altså ikke sådan, at jeg med 100%’s sikkerhed kan aftegne afsenderens hensigt, det er blot sådan, at jeg – som det jævnt mistænksomme menneske, jeg er – får mistanke, om at der da vist ligger skjulte hensigter bag den og den udtalelse, og af den grund bliver i dårligt humør, eller i hvert fald i påpasseligt humør.

Den artikel, jeg i dag sætter ind i min ”hensigts-kværn” er hentet fra Information og handler om Afghanistan, se her. Og ved første gennemlæsning lyder det da meget tilforladeligt, hvad journalisten skriver. Det er først, når man kommer hen mod slutningen, at man spørger sig selv: hør, hvad er journalisten ude på? Eller altså siger: Man merckt Absicht, und man wird verstimmt.

Og så læser man artiklen igen, men denne gang med nye øjne.

Han begynder med at fortælle om, hvad en BBC-journalist, Shelley Thakral, fortæller om en enke i Afghanistan:

»Hun var mor til seks og fortalte, at hun havde ikke indtaget føde i to dage. Hendes eneste indkomst kom fra at vaske tøj for andre. Hun viste mig sine håndflader. De var slidte til ned under hudfladen,« fortæller Thakral, der nu er informationschef for WFP i Afghanistan.

Jamen, det er da udmærket at redegøre for den nød, der er opstået i landet, efter at Vesten har trukket sig tilbage. Og enkens nød er da forfærdelig, ingen tvivl om det. Og hendes mand er død, og ikke sandt, så er hun jo alene om at sørge for de seks børn.

Eller er hun?

Hun lever i et muslimsk land og der plejer da at være søskende eller bedsteforældre, der ville kunne hjælpe i en sådan situation. Børnene er jo bedsteforældrenes børnebørn, og dem må de vel føle sig lidt forpligtede på, skulle man tro. Men dem hører man intet om.

Hensigt? Nej, så ondt må du ikke tænke om den arme journalist.

Men så læser vi lidt videre:

I forlængelse af det kaotiske exit indstillede de vestlige lande den omfattende udviklingsbistand og finansielle støtte, der hidtil var tilgået den tidligere regering. Det har blandt andet betydet, at ansatte i den offentlige sektor, lærere og sundhedspersonale ikke har modtaget løn i månedsvis.

Så selv om freden endelig er kommet til afghanernes martrede land, må de nu lide under ubegribelige afsavn. Og for manges vedkommende underernæring og sult. Millioner er truet af hungersnød denne vinter, medmindre tilstrækkelig humanitær bistand når frem i tide.

Uanset hvad er Vestens dilemma det samme: Vil humanitær og økonomisk bistand styrke Taleban?

Og sandt nok, det har vi da hørt noget om. Men vi har jo også hørt om, at det tidligere styre var et yderst korrupt styre, f.eks. stak præsidenten af, inden han kunne blive fanget af Taleban, medbringende sin uhyrlige formue. Og vel er det forståeligt, at Taleban ikke sådan lige på stående fod kan skaffe sig alle de dollars, som USA holdt den offentlige sektor oppe med, men så må de jo oppe sig.

Og så spørger man: Er hensigten mon at rakke ned på Vesten og specielt USA? Og forresten er freden jo ikke kommet til dette martrede land; al-Qaidas efterfølgere udøver stadig terror i landet. Imod Taleban-styret, for at det ikke skal være løgn.

Så følger i artiklen en længere gengivelse af FN’s advarsler om truende hungersnød til vinter, om en tørke, der slog hvedehøsten ned med 25%, om hospitaler, der ikke kan yde hjælp, fordi de mangler penge til medicin, og så pludselig, midt i det hele, en historie om kvinder, der sælger deres køkkenudstyr, fordi de mangler penge til mad.

Det var vel noget, man læste hen over i første omgang, men når mistanken om hensigt er vakt, spørger man, hvem de mon sælger det til her midt i det ludfattige Afghanistan. Og kan det lade sig gøre at sælge og få penge, så må der altså i Afghanistan være mennesker, der har penge, måske endda overskud, så de i og for sig, hvis de ville, kunne hjælpe disse kvinder.

Men det er så åbenlyst ikke journalistens eller hans kildes hensigt at sige noget om det.

Ligeledes hører man i artiklen, at der findes bagere, der sælger brød, formentlig efter at de selv har spist sig mætte. Og det er selvfølgelig kedeligt, at der findes mennesker, der ikke har råd til at købe brød, men der findes altså også mennesker, der har råd til at fremstille og sælge brød. Hvad betyder i det hele taget hungersnød?

Men foreløbig stiller man sig tilfreds med, at det betyder noget, at økonomien ifølge artiklen er skrumpet 30% efter Talebans magtovertagelse.

Så skal vi også høre om USA’s handlinger imod Afghanistan. Man har indført sanktioner mod det nye styre. Man har fastfrosset den afghanske centralbanks valutabeholdning på 9,5 mia dollar.

Og endelig skal artiklen også lige omkring det, som den danske regering gør. Der nævnes nogle tal i millioner, men vi står jo i det samme dilemma, som alle de andre vestlige regeringer: landet var korrupt, før Taleban kom til, og hvis den tidligere regering kunne tiltuske sig millioner gennem forskellige krinkelkrogede veje, så vil lignende millioner, hvis de kom regeringen i hænde, formentlig flyde op til de Taleban-ministre, der nu sidder i toppen af systemet. Og det er man fra vestlig side ikke just interesseret i. Derfor prøver man bl.a. fra EU’s side, om man kan yde bistand udenom centralregeringen.

Og så til sidst kommer der nogle bemærkninger, der får én til at sige, at helt slemt står det da ikke til, for ja, det kan faktisk lade sig gøre at yde bistand udenom centralregeringen.

Både den humanitære bistand og FN-organisationers udbetaling af kontant beløb til lærere, sundhedsarbejdere og nødlidende sker med stiltiende billigelse fra talebanstyret, fortæller WFP’s talskvinde Shelley Thakral.

»På lokalt niveau er myndighederne orienteret om de kriterier, vi bruger til at udvælge modtagere, og hvor mange der er tale om i hver provins og distrikt,« siger hun.

Overførsel og udbetaling sker via lokale banker, apps på mobiltelefoner og valutahandlere, som WFP har indgaet aftaler med.

Det kan altså lade sig gøre at hjælpe enkeltindivider, uden at pengene nødvendigvis falder i Talebans hænder. Og hvad er så problemet? Men også det bliver der sat spørgsmålstegn ved:

»Taleban har ikke givet sig en tøddel på afghanernes menneskerettigheder eller kravet om at danne en samlingsregering med alle etniske grupper og kvinder repræsenteret. Og hvordan kan vi forsvare at betale skolelærere, når Taleban i nogle provinser forbyder undervisning af piger?« spørger Chayes [amerikansk journalist og aktivist, rr].

»Under den tidligere korrupte afghanske regering svigtede vi afghanerne. Nu gør vi det igen. Det er kun, når landet geråder i en virkelig krise, at den unge generation vil have mulighed for at vælte Taleban og styre deres egen fremtid. I stedet medvirker vi i Vesten til at stabilisere styret.«

Det sidste er nu en ret utopisk tankegang. Man skal virkelig ikke regne med, at nogen vil forsøge at vælte Taleban-styret og føre landet i en mere demokratisk retning, selv hvis der opstår en stor krise.

Og det var så den artikel. Er man blevet klogere, er man blevet forført til at se ned på USA og Vesten, eller er man blevet overbevist om vanskeligheden ved at hjælpe de nødlidende afghanere, når man dog derved også hjælper Taleban?

Skjulte hensigter? Nej, måske snarere utilsigtede vinklinger, eller mangel på overblik, eller uvidenhed om et område, nemlig islam som samfundsideal, som næsten ingen kan gennemskue, og som næsten ingen heller gør sig umage med at forstå.

Vi hører f.eks. nok noget om kvindernes forhåbninger om bedre forhold, mens Vesten havde indflydelse i landet, men vi hører ikke noget om den meget høje befolkningstilvækst eller overvejelser over, hvorvidt en religion, islam, der tenderer mod at betragte kvinder som udelukkende fødemaskiner, har nogen medskyld i de mange fødsler. Er det bare noget, Allah vil have, og er det derfor Ham, der må sørge for mad og plads til disse fremtidige generationer? Og tænker de stedlige muslimer på den måde, hvordan kan så vi vestlige mennesker gøre dem begribeligt, at den almægtige Gud faktisk har givet os mennesker et ansvar for både udøvelsen af kønsdriften og den deraf følgende befolkningstilvækst?

Mærker man hensigt bag denne artikel? Nej, måske ikke direkte, men alligevel nok til, at man bør læse den med forsigtighed.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.