Taknemlighed? Nej da!

Da Luther i 1530 læste en bog om forholdene i islam – den hed ”Gendrivelse af koranen” og var skrevet af en dominikanermunk, broder Ricoldus eller Richardus – fik han den opfattelse af den, at den sikkert overdrev islams mærkværdigheder ikke så lidt, for den var jo skrevet af én af disse lidt fantasifulde italienere. Det fortæller han om i 1542, da han omsider har fået fat på en koran i latinsk oversættelse og ser, at Ricoldus faktisk havde ret. Det forklarer han således: ”men jeg har ikke kunnet tro, at der var fornuftige mennesker på jorden, som djævelen kunne få til at tro på så skændige ting”. Se her.

Jeg må med en vis beklagelse melde mig på samme hold: Også jeg har haft utrolig svært ved at tro på de historier, der er fremkommet om muslimer fra sædvanligvis velunderrettet kilde. Det forekom mig simpelthen for umuligt at tro, at levende mennesker kunne tænke og føle sådan. Og så har jeg dog – ligesom Luther – gang på gang måttet erkende, at sådan kan faktisk muslimer tænke og føle.

Som man måske husker fra et tidligere indlæg, nemlig dette, har det ofte undret mig, at de muslimer, vi modtager som asylansøgere, ikke viser noget tegn på taknemlighed. Derfor var det med en vis glædelig overraskelse, at jeg efter Kabuls fald i august erfarede, at de muslimer, der blev reddet ud af Kabul, faktisk udviste en ganske rørende taknemlighed over at være blevet reddet, helt anderledes end de muslimer, der blev reddet fra at drukne på Middelhavet.

Her slog den sande menneskelighed igennem, erfarede jeg. Men spørgsmålet er jo så, hvorfor den ikke slår igennem i de mange andre tilfælde, hvor muslimer bliver hjulpet af vestlige mennesker.

En række sådanne tilfælde med manglende taknemlighed fra muslimers side blev jeg konfronteret med i en artikel på jihadwatch, se her. Det er en ganske uhyggelig artikel. Man tror ikke, det kan være sandt. Hvis det ikke var ”forbudt” at tænke sådan, kunne man fristes til at spørge med Luther, hvordan dog djævelen kan få mennesker til at tro på så skændige ting.

Artiklen går en lang række tildragelser igennem, hvor muslimske palæstinensere er blevet behandlet på israelske hospitaler. Det er der i sig selv ikke noget nyt i – i hvert fald ikke for mig, der ofte frekventerer de såkaldt alternative medier, men måske nok for den, der holder sig til de såkaldte ”Main Stream Media”. Det nye – og uhyggelige – for mig, var, at mange af de mennesker, der blev behandlet af israelerne, var mennesker, der havde givet udtryk for det mest krasse had til israelerne.

Man læser til at begynde med om en 60 år gammel dame fra Nazareth, som i tyve år havde været blind, men som nu, takket være en helt ny metode, som de israelske læger havde opfundet, var blevet opereret og igen kunne se. Meget spændende læsning med en omhyggelig gennemgang af de metoder, som lægerne havde anvendt.

Og ærlig talt, man sidder og venter på, om der ikke fortælles lidt om, hvor glad hun er blevet over igen at kunne se, og hvor taknemlig hun er mod de israelske læger. Men hvad, det må vel komme senere, tænker man.

For nu fortælles der om et lignende tilfælde, oven i købet om det første tilfælde af den slags indviklede operationer. Den blev foretaget på en muslimsk beboer i Haifa. Men så fortsættes der:

Men regn ikke med, at de palæstinensiske myndigheder viser nogen taknemlighed overfor israelske læger, fordi de behandler israelske og palæstinensiske arabere. Ejheller vil der være nogle arabiske medier, der fortæller om disse overraskende udslag af israelsk medicinsk kunnen, når de gengiver blinde arabiske patienter deres syn.

Hov, hov, tænker man. Gør nu ikke på forhånd araberne til umennesker! Der må vel hos dem som hos alle andre mennesker være et taknemlighedsgen at finde. Og man læser videre. Det må da komme! Man kan da ikke som fortæller springe denne nødvendige del af fortællingen over.

Tålmodighed! Tålmodighed! Forfatteren skal først lige give nogle amerikanske muslimer, der derovre er kendte for at være indædte Israel-modstandere, et hak i tuden:

Hvor mange af de mennesker, der i dag forbander Israel for dets dårlige behandling af araberne – Kylie Broderick at UNC-Chapel Hill, Rashida Tlaib, Ilhan Omar – er klar over det faktum, at lederne af både Hamas og det palæstinensiske selvstyre altid sender deres egne slægtninge af sted for at blive behandlet på hospitaler i Israel og insisterer på, at de selv vil behandles af jødiske læger?

Det har de sikkert været uvidende om, ligesom vi, der nu læser denne artikel, hidtil har været det. Og det er jo da minsandten ellers nok værd at gøre opmærksom på.

Men det bliver værre endnu.

For nu fortælles der om Saeb Erekat, som var PA’s chef-propagandist, og som hele livet igennem har nedgjort Israel og israelerne. Men med ham var det, som med de andre ledende folk: da han blev ramt af Covid-19, insisterede han på at blive behandlet på et jødisk hospital. Dèr fik han en behandling, som han ikke kunne få på et palæstinensisk hospital.

Og der fortælles om en muslimsk mufti, Sabri, som gennem Tv har ledet millioner af muslimer i bøn med forbandelser over Vesten (”Allah vil gøre Det hvide Hus sort…”), men som, da han fik behov for lægehjælp, selv valgte det jødiske hospital Hadassah i Jerusalem. Og så fortsætter fortælleren med at sige: ”De jødiske læger reddede Sabris liv, og så begyndte han igen at forbande Israel og opfordre til vold og terrorisme imod jøderne og det mere indædt end før”.

Det havde jeg ikke ventet. Hvad jeg ventede på, da jeg læste om disse arabere, som med deres handlinger eklatant modsagde deres ord, var, at de selv på én eller anden måde fik øje på den selvmodsigelse, de havde bevæget sig ud i, og i det mindste bagefter undlod helt så kraftigt at forbande Israel.

Men nej! Sabri, og mange flere med ham, udnytter gladelig de israelske lægers store ekspertise, men glemmer ikke blot at udtrykke en form for taknemlighed mod den israelske stat, men fortsætter åbenbart bagefter, hvor de slap, da sygdommen ramte dem, med at opfordrer til udslettelse af den stat og de læger, som netop havde reddet dem.

De glemmer, siger forfatteren, det arabiske ordsprog, der siger: ”Kast ikke sten i den kilde, du drikker af”.

Og stillet overfor en sådan irrationalitet, en sådan selvmodsigelse, som ignoreres af personerne selv, må man med Luther undre sig over, hvad djævelen kan få mennesker til.

Og så læser man til sidst, at han endda er værre end som så:

Én af de mest skandaløse absurditeter, der opstår ud fra Israels ugengældte humanitære politik overfor selve de terroristgrupper, der prøver at tilintetgøre den jødiske stat – noget, der aldrig berettes om i vestlige medier – er, at netop disse terrorist-organisationer har prøvet at forvandle nogle af deres patienter til selvmordsbombere. De håber at kunne detonere deres bomber i netop det øjeblik, da de bliver behandlet af flest mulige israelske læger og sygeplejersker. For eksempel sendte Hamas i 2005 en kvinde fra Gaza, som hed Samir Ibrahim Bas, til Soroka Hospitalet i Beersheba til en livreddende behandling. Men Hamas tilsmurte hendes undertøj med 20 pund højeksplosiver, så hun kunne sprænge de læger, der behandlede hende på det israelske hospital, i luften. Altså: en palæstinensisk patient, som har brug for den livreddende behandling, som tilbydes af de israelske læger, var i stedet for indstillet på at sprænge sig selv i luften sammen med dem – en selvmordsbombning, som var planlagt af Hamas. Heldigvis blev de 20 pund eksplosiver, som var skjult i hendes undertøj opdaget i tide. Kan man tænke sig en mere djævelsk handling end at myrde selve de mennesker, som prøver at redde ens liv?

Jeg har langsomt og trevent formået at sætte mig ind i den muslimske tankegang. Men jeg har været nødt til at ændre opfattelse gang på gang. Atter og atter viste virkeligheden at være værre, end jeg kunne forestille mig. Jeg kan godt læse, at der i koranen står noget om, at muslimer ikke må tage jøder og kristne til venner. Jeg kan også godt læse, at det om muslimerne hedder, at de er det bedste folk. Men jeg har ikke kunnet begribe – og kan det delvis ikke endnu – at denne opfattelse af, at man selv tilhører en skare, der er udvalgt af Gud, kan fremkalde den slags handlinger.

Det lader sig måske forstå, at muslimske drenge finder behag i at udføre dominansvold overfor vestlige drenge. Men det er alligevel mærkeligt.

Det kræver lidt mere bekæmpelse af den naturlige modvilje mod ekstremer at gå med til, at der er muslimer, der af denne overlegenhedspåstand drives til at danne særlige muslimske miljøer, hvor sharia og ikke dansk lov gælder.

Men at nogle muslimer virkelig kan bringes til at tro, at de ved at slå vestlige mennesker ihjel kan vinde sig en plads i det hinsidige, det er næsten ufatteligt. Men vi har jo set det udført i efterhånden talrige hændelser, så de må vel tænke på nogenlunde den måde. Dog synes jeg, at min hjerne skal krølles sammen på en for mig selv uforståelig måde, hvis jeg skal sætte mig bare nogenlunde ind i den tankegang, som må beherske dem.

Men hvad jeg læser her, slår alle rekorder. At muslimer i den grad kan lægge bånd på den naturlige taknemlighed, der dog vel på ét eller andet tidspunkt må have bemægtiget sig også dem, at de ikke blot gentager deres forbandelser mod Israel, men ligefrem ønsker at slå deres velgørere ihjel, ikke, fordi de har gjort dem noget, tværtimod, jo, men fordi de er jøder, og fordi disse muslimers religion – eller den sociale overbevisning, som deres religion har udviklet sig til – siger, at det er en god gerning, det kan jeg næsten ikke tro på.

Og dog må jeg indrømme, at man, hvis man krøller sin hjerne virkelig meget sammen, kan se en vis mening i galskaben.

I det øjeblik en muslim tror, at han og hans medmuslimer er udvalgt af Allah frem for alle andre, så kan den tanke blive naturlig for ham, at de andre er sat på jorden af Allah for at tjene muslimerne. Og så kan det måske opfattes som noget naturligt – eller altså: som en ordning, Allah i sin nåde mod muslimerne har fremelsket – at disse andre hjælper muslimerne. Lidt på samme måde, som muslimerne herhjemme glad og gerne – og for det meste uden synderlig taknemlighed – tager imod den hjælp, vi yder dem.

Men jeg havde alligevel ikke troet, at denne hjælp fra os ikke-muslimer kunne føles som en sådan selvfølge, at man ikke blot undlader at føle taknemlighed, men også fortsætter sine forbandelsesord mod dem, det netop har hjulpet én.

Og det er på det nærmeste helt umuligt at følge den muslimske tankegang, når nogle af dem i deres store fromhed vil drage den slutning, at de kan bruge denne hjælpetankegang hos os ikke-muslimer til at slå os ihjel med, selv om man vel nok kan se en vis forbindelse til tanken om os andre som underlegne i forhold til muslimerne.

Alt dette fører til, at man må spørge: Er det ikke forfatteren på jihadwatch, der lader sin fantasi løbe af med sig, og mig gamle mand, der i kraft af mit store muslimhad – hvis man nu fejlagtigt antager, at jeg har et sådant – lader mig overbevise af den slags muslimbashing?

Til det vil jeg først svare, at jeg ganske rigtigt er gammel. Det har i denne sag ført med sig, at jeg er blevet klar over, at min hukommelse ikke er, hvad den har været – det har den forresten aldrig været. Det er således først efter, at jeg havde skrevet ovenstående, at jeg kom i tanker om et tilsvarende tilfælde for snart mange år siden. Jeg skrev faktisk om det her på bloggen tilbage i 2008, se her.

Jeg var dengang optaget af at påvise, hvordan fænomenet ”selvmordsbombere” havde ændret spillereglerne for guerillakrigsførelse for begge parter, også for regeringsstyrkerne. Da således en israelsk officer så, at én af de palæstinensere, han havde taget til fange, lå og vred sig, råbte han: ”Skyd ham! Skyd ham” til stor forargelse for os følsomme vesterlændinge. Men yderst forståeligt, for han mistænkte palæstinenseren for at prøve at udløse sit selvmordsbælte.

Ligeledes beskrev jeg dengang, hvordan to amerikanske soldater gennemsøgte et hus og fandt en såret iraker. Den ene spurgte, hvordan irakeren havde det, og så lød der et skud, hvorefter den første sagde: ”Nu er han i hvert fald død”. Det var blevet optaget på video, og det vakte forståeligt nok stor forargelse i vestlige kredse. For man ”glemte” sædvanligvis at fortælle, at irakerne havde udstyret nogle af deres egne med selvmordsbomber, så de kunne spille sårede og udløse bomben, når de nåede frem til det amerikanske felthospital. Altså samme procedure som der berettes om på jihadwatch. Jeg havde blot glemt det.

Og jeg vil for det andet svare, at vi jo desværre kender tankegangen fra vor egen verdensdel. I kraft af, at de sovjetiske kommunister erklærede deres modstandere for ikke-mennesker, kunne de uden synderlig samvittighedsnag sende dem ud i de mest umenneskelige lejre. Og i kraft af, at nazisterne anså sig selv, arierne, for folk, der var overordnet alle andre, mente de, at de fik naturens godkendelse til at foretage deres industrialiserede mord på jøderne. Man kan eventuelt i min gengivelse af et interview med én af bødlerne i Sobibor-udryddelseslejren se, hvordan denne bøddel prøver at komme på ret køl samvittighedsmæssigt efter krigen, se her.

Og man kan endelig gøre sig klart, at min holdning til muslimer og islam er den samme, som Massoud Fouroozandeh har: ”Vi skal elske muslimerne og vende os mod islam”. Det vil sige: vi skal høre det egentlig budskab i Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner, se evt en udlægning af lignelsen her. Det består ikke i, at vi skal fare ud og tage os af alle mulige fremmede, men i, at vi uden personsanseelse skal hjælpe dem, vi tilfældigvis møder på vor vej, hvor vi både skal lægge mærke til udtrykket ”uden personsanseelse” – et udtryk, som de israelske læger i høj grad retter sig efter – og udtrykket ”tilfældigvis”, for det vil give os god begrundelse for at undgå de falske flygtninge på Middelhavet og de falske syge muslimske selvmordsbombere.

Men hvor er det dog svært at få det til at sive ind hos sig selv, at der virkelig findes en sådan overlegenhedsoverbevisning hos nogle mennesker, og at den kan medføre sådanne umenneskelige holdninger og handlinger.

Advertisement
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Luther og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.