Menneskets adelsmærke: sproget

Jeg gider snart ikke Lars Sandbeck mere. Nu har han efterhånden haft en tre-fire-fem artikler i Kristeligt Dagblad, hvori han viser, hvordan folkekirken aldeles ikke kan klare sig i den moderne verden. Sidste skrig var den 17-12, se her, hvor han vil påvise den såkaldte detronisering af folkekirken ved hjælp af nogle scener fra en julekalender. Han mener at kunne tolke én af de bemærkninger, man kommer med, som en tilkendegivelse af, at man vil sætte videnskabens teorier ind i stedet for de kristne trossætninger. Han slutter med følgende svada:

Hvad kan en teolog fortælle om livet og meningen med det hele, som en naturvidenskabsmand/-kvinde ikke kan gøre endnu bedre og med afsæt i facts i stedet for gamle mystiske skrifter? Hvem gider dog høre på, hvad en præst mener om kærlighed, når en hjerneforsker kan tale henført om signalstoffer, krammehormoner og andre aspekter af ”kærlighedens” målbare kemi? Hvilket lys i mørket kan kirken pege på, som kan redde os fra tidens faktiske problemer? Sådan lyder kulturens fordomme.

Magtskiftet har gradvist fundet sted gennem de seneste par hundrede år. Der er foregået en kulturkamp mellem naturalisme og teisme. Naturalismen – troen på, at det eneste, der er virkeligt, er det, der kan måles og vejes – har indtil videre vundet. Og derfor bliver videnskaben af mange også opfattet som vor tids herre og frelser, det lys, der kom til verden, og som skænker håb om en bedre fremtid.

Altså: Naturalismen har vundet. Og som alle de andre gange nøjes Sandbeck med at konstatere det. Intet om, hvad folkekirken eventuelt kunne gøre. Intet om, hvorvidt kristendommens svar nok skulle kunne udkonkurrere naturalismen. Intet om, hvad han har at sige imod naturalismen.

Han er nok ude på at få læserne til at købe hans bøger for at se, hvad han har at sætte op mod naturalismen. Men det får læserne nu vistnok ikke meget ud af. For også han betjener sig som mange andre teologer af luftige begreber, som kun han selv véd, hvad vil sige.

Jeg plejer på dette tidspunkt af min opponeren mod Lars Sandbeck at gå i gang med på teoretisk plan at vise, hvordan min teologi udmærket kan konkurrere med naturalismen. Men denne gang vil jeg gå lidt anderledes tilværks.

Sandbeck går ud fra, at fremtidens forkynder er videnskabsmanden og ikke præsten. Folkekirkens medlemmer forstår nemlig videnskabsmanden langt bedre, end de forstår præsten. Det vil jeg prøve at vise er forkert.

Folkekirkens medlemmer, de almindelige danskere, lever på en kristen kultur, tænker og føler om samliv og fællesskab og kærlighed ud fra denne kristne kultur. Da Jesus i sin tid gjorde op med lovtrældommen, gjorde han det med ord, der op igennem de følgende århundreder har lydt i kirke og skole og gjort deres indflydelse gældende. Umærkeligt er det sket, svarende til Jesu ord i Mark 4,26-29 om manden, der tilsår sin jord, og kornet spirer og gror, uden at han véd hvordan.

Derfor er vor kultur noget særligt. Derfor er det kristne Vesten den eneste kultur i verden, der på god videnskabelig vis har afbildet mennesket som det sproglige væsen, det er. Andre kulturer – og store dele af den vestlige elite – overser sprogets betydning. Men Jesus ser det, holder fast ved det og giver gode råd om, hvordan mennesket får sit liv til at lykkes, når det retter sig efter sprogets egne retningslinjer.

Jeg har her prøvet at vise, hvordan én af de videnskabsmænd, der søger at finde frem til, hvad det særlige ved mennesket er, nemlig Joseph Henrich, overser, at det er sproget, der gør mennesket til noget særligt, og hvordan det bevirker, at han kommer til at skrive noget vrøvl. Han skriver på side 146 i sin bog ”The Secret of Our Succes”:

Sikkerhed for at være far (paternal security) indeholder den iagttagelse, at hos nogle arter må hannerne bekymre sig om, hvorvidt de er den genetiske far. Alt andet lige vil en han være desto mere villig til at investere i sin samlevers afkom, jo mere sikkerhed han har for, at det er ham, der er faderen.

Og det er noget vrøvl. For han går her ud fra, at dyr véd det samme som vi mennesker. Vi véd, at efter samleje følger fødsel, og at der er et genetisk bånd mellem den sædfrembringende han og den unge, der fødes. Og vi véd det i kraft af, at vi er i besiddelse af et fortællesprog, så vi kan danne en sproglig virkelighed, som kan flyttes frem og tilbage i tid. På den måde kan der i menneskesamfundet skabes kollektive erfaringer, hvor dyresamfund kun kan bruge enkeltindividets erfaringer. Og derfor véd vi af, at vi skal dø – hvad intet dyr er klar over – derfor kan vi se på os selv udefra og erkende den videnskabelige sandhed, at en unge ikke blot ”tilhører” den hun, der har født den, men også den han, der har befrugtet hende.

Men denne viden har dyrene ikke. Og derfor er det en fejl, når Henrich uden videre overfører menneskets viden til dyrene.

Og denne manglende erkendelse hos de fleste videnskabsfolk, der beskæftiger sig med menneskets udvikling, medfører, at man ikke har blik for det yderst væsentlige træk ved denne udvikling, som udgøres af sproget.

Det er da sandt nok, at det hierarki, som findes i dyreflokke, f.eks. hos chimpanser, kan genfindes i de magtkampe, som finder sted i menneskesamfundene. Men hvorfor fuldstændig springe over den enorme forskel i flokstørrelse? Chimpanseflokkene er højst på et halvthundrede individer, menneskesamfundene optræder i størrelser på millioner. Og hvorfor ”glemme”, at det hierarki, der hos chimpanser gør det muligt for en overordnet han blot at række hånden ud efter en godbid hos en underordnet, straks får han den, det hierarki er hos mennesker erstattet af det sproglige fænomen, der hedder ”ejendomsretten”, et fænomen, der stiller hvert individ i flokken lige med alle de andre?

Chimpanseflokke har kun kampens mulighed, stillet overfor andre flokke. Menneskeflokke har tillige handelens mulighed, og det er fremkomsten af det sproglige fænomen ”ejendomsret”, der muliggør det.

Udvikling? Ja, et enormt potentiale for udvikling ligger i sproget. Men hvor tager det dog tid! For hele tiden har sprogets iboende struktur skullet konkurrere med den fra vor dyrefortid iboende magthierarkiske virkelighed.

Det er sandt nok, at Jesus i Luk 22,25-27 vender sig imod de magtkampe, der foregår blandt de ledende samfundet og formaner disciplene til, at lederen skal være som den, der tjener. Men det har jo taget utrolig lang tid, før sådanne tanker slog igennem!

Slaveri har vi haft langt ind i den kristne verdens historie. Paulus var ellers så sikker på, at Filemon af sig selv ville frigive sin slave Onesimus, når han gjorde sig klart, at de to stod lige i den kristne menighed, at han mente det helt overflødigt sådan direkte at sige til ham, hvad der efter hans mening var det rigtige at gøre, noget, jeg her på bloggen ofte er vendt tilbage til. Se evt. Filemonbrevet her.

Og dette, at alle står lige i Guds øjne – noget, der er en følge af, at hvert menneske selv skal forstå og acceptere det, der skal gøres – også det er først i vore dage trængt igennem og blevet almeneje.

Jeg plejer kun at sige, at kristendommen er det enzym, der har fremkaldt sådanne heldige virkninger af vort sproglige potentiale, så disse ting er blevet virkelighed. Men hvorfor nægte, at denne udvikling er noget for den kristne, vestlige verden specielt?

Tag forholdet mellem kønnene, som det anbefales i islam og i kristendommen!

Igen og igen er det blevet hørt og forstået i de kristne samfund, at det var med fuld ret, at Maria på linje med mændene lyttede til Jesu tale, Luk 10,38-42. Og man har atter og atter kunnet læse sig til, hvordan Paulus stiller de to køn lige i 1 Kor 7,3 og i Gal 3,28. Og man skal jo ikke tro, at sådanne ord er gået sporløst hen over de samfund, hvori de lød. Ikke blot har vi i Vesten haft kvindelige regenter, vi har også haft folkeviser, der berømmede kærligheden mellem kønnene og fuldt ud forstod forelskelsens sære kræfter.

Hvorfor? Ja, naturligvis, fordi Jesus har sagt, som han har gjort. Men så sandelig også, fordi denne ligestilling er i overensstemmelse med sprogets struktur. Skal du tale med et menneske, er du nødt til at kunne sætte dig i dette menneskes sted for at sikre dig, at vedkommende har forstået dig, medmindre du er slaveejer og kan nøjes med at udstede ordrer.

Anderledes i islam! Her har først Muhammed, siden hans efterfølgere kalifferne, brugt den metode at påberåbe sig guddommelig åbenbaring bag de ordrer, de udstedte. Og så måtte den ligestilling, der lå i sprogets strukturer, pænt indordne sig under befalingen om, at mænd er mere end kvinder. Så har man prøvet at annullere forelskelsens kræfter ved så vidt muligt at holde de to køn adskilt. Så har man givet manden – den rige mand, förstås – lov til at boltre sig med indtil fire hustruer og lige så mange slavinder, han kunne skaffe sig, mens kvinden har skullet leve i underdanig ydmyghed, noget, der på mange måder bekommer de muslimske kvinder vel, for i en lovreligion giver det mange points. Og så har man i visse muslimske lande for en sikkerheds skyld bortopereret kvindens lystorgan, så hun, efter hvad man har formodet, blev bedre i stand til at leve i ydmyg askese.

Men forholdet mellem de to køn, livsfuldbyrdelsen som identisk med et ægte kærlighedsforhold, det er noget, der kun kommer ind i billedet, hvis sprogets kræfter i sjældne tilfælde kommer til at sejre over lovreligionen.

”Hvem gider dog høre på, hvad en præst mener om kærlighed, når en hjerneforsker kan tale henført om signalstoffer, krammehormoner og andre aspekter af ”kærlighedens” målbare kemi?” Sådan spørger Lars Sandbeck. Og det svarer sikkert nogenlunde til hans begrænsede viden.

Men virkeligheden er anderledes.

For når vor kære videnskabsmand favner sin skønne videnskabskvinde, så opdager de, hvis de da har opdateret deres viden, at blandt disse krammehormoner befinder sig et hormon betitlet oxytocin, og at dette hormon har den mærkelige virkning, at det efter et barns fødsel binder netop dette barn til netop denne kvinde – det er individspecifikt – og at det også gør sig gældende ved forelskelse og samleje, så det binder netop denne mand til netop denne kvinde, altså også i den funktion er individspecifikt.

Så synger da de to videnskabsmennesker på – ikke den moderne videnskabs sætninger om signalstoffer og krammehormoner – men Højsangens erfaringer om det samme:

Der er tres dronninger og firs medhustruer og unge piger uden tal; men hun er den eneste, min due, mit ét og alt, (Højsangen 6,8f).

Så opdager de, at menneskets lykke ikke ligger i magten til at favne alle dem, man kan få lejlighed til at have samleje med, men i gensidigheden, i den frivillige hengivenhed fra den andens side, i de forelskede blikke, der sendes mod mig, mig, mig. Jeg er noget i et andet menneskes øjne, kan noget større gives?

Og se, det kunne den moderne præst tale om i stedet for al denne uforståelige snak om Guds nærhed, om hans bistand, som ingen kan få øje på, om hans søns betaling for al vor synd, skønt vi egentlig ikke føler, vi har begået nogen synd. Men taler han om det, må han erkende, at talen i høj grad kommer til at beskæftige sig med det, Gud har gjort, at han nemlig indtil nu har ladet denne kærlighedsforståelse overleve i vort samfund, så det, den kristelige formaning kommer til at gå ud på ikke er, at der skal gøres noget helt nyt og besværligt, men er, at den kærlighed, der findes blandt ægtefolk og i familier i det hele taget, er hans gave til os, en gave, han lod vokse frem, uden at kirken og dens folk rigtig er blevet klar over det, og også uden at de mennesker, der udlever den, selv gør sig klart, at de faktisk lever efter Jesu ord.

Og sjovt nok er det netop det, Jesus vil med sin forkyndelse. De fleste teologer mener, de rammer det centrale i Jesu forkyndelse ved at betragte hans formaninger som stramninger af den jødiske lov. Man tænker sig, at tilhørerne skal indse det umulige i at overholde loven og af den grund drives til at stole på nåden i Kristus. Men det vil være mere rigtigt at forstå Jesu forkyndelse som en forkyndelse af en naturlov, en naturlov, som gælder for menneskelige samfund. Denne naturlov udtrykker Jesus f.eks. i Luk 6,37-38, hvor han afbilder det, jeg har kaldt afsmitningsreglen, altså den regel, der siger, at viser du dig imødekommende overfor de andre, så vil du selv før eller siden blive mødt af en tilsvarende imødekommenhed, for med dine ord og din holdning er du med til at opbygge det fællesskab, du står i.

Sådan fungérer de menneskelige fællesskaber. Det drejer sig derfor ikke om at handle etisk korrekt eller uselvisk eller højmoralsk, nej, det drejer sig om at handle klogt, jfr. Matt 7,24-26, hvor Jesus kalder den, der retter sig efter hans råd i bjergprædikenen for en klog mand.

Jamen, jeg vil da aldrig kunne vende den venstre kind til, hvis jeg bliver slået på den højre, Matt 5,39, det er da imod den menneskelige natur!

Det er heller ikke det, ordet handler om. Det vil såmænd bare fortælle dig, at det vil være klogt af dig i stedet for i et skænderi med din næste at holde stædigt på din ret, da at give efter og ikke tage det så tungt med, om det er dig eller ham, der får ret. For derved kan du bevare forholdet intakt, jeres indbyrdes tillid kan måske genskabes, og alting kan blive som før, ja, sådan set bedre end før. For nu har den anden jo erfaret, at du er til at have med at gøre, så nu véd han, at heller ikke han behøver at holde strengt på sin ret.

Og på samme måde med de andre formaninger, f.eks. formaningen om ikke at se splinten i broderens øje, Matt 7,3. Den siger jo det, som vi ofte siger til os selv eller til hinanden: ”Ja, kom nu ikke for godt i gang med dine anklager, du kunne jo selv have noget klemme!” Derfor vil det være klogt at holde lidt igen med bagtalelsen eller den direkte anklage.

Det vil altså være klogt. For derigennem er det sprogets egen struktur, du retter dig efter. Og den anden er jo også et sprogligt væsen, som har lært af sprogets kommunikation at se ind bag tanken hos én selv og hos den anden, så han forstår både dig og sig selv og derved er med til at opbygge tilliden mellem jer.

For så vidt altså Guds ånd hjælper ham i dette foretagende.

For dèr, just dèr kommer Gud ind i billedet på en uundgåelig måde. Andre steder kan måske gudsbegrebet undværes, men ikke her. For hvis det hele hænger på dig og din stemmeføring og dit ansigtsudtryk, så bliver det til manipulation og ikke kommunikation.

Men som man kan forstå, vil man i en forkyndelse, der bygger på denne afsmitningsregel, fint kunne undvære al den sædvanlige syndetale. For udviklingen har jo ført med sig, at langt de fleste ægteskaber prøver at få forholdet til at bestå, og at langt de fleste ægtefolk derfor så udmærket kan forstå en sådan tale om tillid og kærlighed, det er jo de fænomener, de lever på til hverdag.

Så måske de præster og kirkegængere, der er optaget af synden og syndens forfærdelige følger, må erkende, at et ret kristent liv faktisk leves rundt omkring i de små hjem i langt højere grad, end de havde forestillet sig.

Og det er vel egentlig mere glædeligt end ærgerligt.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.