Hvor længe?

Nej, det er ikke omikron-varianten eller coronapandemien i det hele taget jeg tænker på med denne overskrift. Det er frygten i befolkningen. Hvor længe skal den vare ved?

Den frygt har taget fuldstændig overhånd. Al naturlig omgang mellem mennesker har fået frygten ind over sig. Eller vi mennesker har opdaget, i hvor mange tilfælde vi egentlig kommer sammen med andre mennesker. Det har frygten for at blive smittet med den – tror vi – farlige omikron-variant fået os til at prøve at undgå.

Nu vil man være ”ansvarlig” og lader sig derfor teste, før man rejser til Jylland for at fejre jul med sine forældre. Så testcentrene har været overbebyrdede her op mod jul. Endda har Sundhedsstyrelsen prøvet at lade de mere præcise PCR-tests være forbeholdt særligt udsatte personer og ikke blot almindelige julerejsende. Vist nok med forholdsvis ringe succes. For selv om kvik-testen kan fås meget hurtigt, véd folk godt, at den har en ret stor usikkerhedsmargin. Og når man nu gerne vil undgå at bære smitten videre – selv om man jo ikke føler sig det mindste smittet – og gerne vil være så påpasselig og ansvarlig som muligt, så må da PCR-testen være det eneste rigtige. Og så glemmer man i farten den lille hage ved det, at man ved denne test først får svar flere dage senere, og måske for længst er rejst til Vester Kratbølle til fest og julegaver, når man får at vide, at testen var positiv.

Men ikke blot vil man være ansvarlig med hensyn til mødet med familien, man vil også være det med hensyn til den sædvanlige kirkegang juleaften.

Og denne frygt for smitte og denne ansvarlighed i anstrengelserne for at undgå smitte har så bevirket, at en masse mennesker har besluttet at undlade at gå i kirke juleaften.

Jeg skal indrømme, at det følgende kun bygger på erfaringer fra tre kirker her i Horsens, Klosterkirken, Vor Frelsers kirke og Serridslev kirke. Men da det er ret tydeligt, at den meget lave juleaftenskirkegang i disse kirker, sammenlignet med tidligere år, skyldes folks frygt for corona-pandemien, vil jeg være så fræk at antage, at alle landets øvrige kirker har gjort den samme sørgelige erfaring.

Og det er da sørgeligt.

Ihukommende sidste års aflysning af langt de fleste juleaftensgudstjenester havde landets præster, menighedsrådsformænd og kirkebetjening virkelig lagt sig i selen for at gøre dette års gudstjenester så sikre imod smitte som muligt. Man havde fastsat maksimum antal kirkegængere for hver kirke, afhængigt af det af myndighederne fastsatte arealkrav, man havde krævet coronapas fremvist som betingelse for adgang til kirken, og man havde sågar i den forbindelsen søgt at nedtone kirkeministeriets sikkert juridisk korrekte, men lidt for barske forlangende af kirkens personale, at man skulle bortvise alle uden koronapas – man kan da ikke bortvise nogen fra en gudstjeneste i folkekirken – så man opfandt nogle mere imødekommende ord, uden at sagen dog blev forandret.

Kort sagt: man havde gjort sig al mulig umage fra kirkens side for at give folk en god og festlig og sikker oplevelse juleaften i kirken, omtrent ligsom i gamle dage. I Serridslev havde man oven i købet fået en trompetist til at spille med på salmerne.

Og så løb alle anstrengelserne på den mest besynderlige måde ud i sandet.

Hvorfor?

Fordi man i sine forberedelser nok havde frygtet coronaen og dens stærkt smitsomme variant, omikron, men havde glemt at frygte frygten. Den af myndighederne oparbejdede og konstant vedligeholdte frygt hos befolkningen overså man fra kirkeligt hold. Men den gav sig umiskendeligt udtryk i de tre kirker, jeg i skrivende stund har hørt om, og formentlig i alle landets kirker.

I Serridslev havde man annonceret, at der højst kunne være 100 personer til gudstjeneste i kirken. Så jeg og min familie troppede op tre kvarter før gudstjenesten skulle begynde. Så mente vi os rimelig sikre på ikke at blive bortvist. Men til vor overraskelse var det en næsten tom kirke, vi troppede op i. Og så sad vi og hyggede os med lidt småsnak de følgende tre kvarter – og bevares, det var da udmærket, det hører jo også julen til – men den flod af mennesker, vi havde ventet, udeblev, kun nogle få dryppede ind, så vi under gudstjenesten sad seksten mennesker i kirken.

Ikke hundrede, men seksten.

Præsten tog det med godt humør. Inden gudstjenesten begyndte, gjorde han os opmærksom på, at vi i dag måtte synge. Det var jo af myndighederne blevet tilrådet, at man beholdt mundbindet på og nøjedes med at nynne, så det var ikke uden grund, at han føjede til: ”Hvilket privilegium!”

Og ja, vi sang af karsken bælg til trompetens klang og orglets brus. Men helt gøre det ud for de 84, der manglede, kunne vi jo ikke.

Og hvad kan vi så lære af det?

Vi kan lære, at den frygt, som Mette Frederiksen fik indpodet i befolkningen den 8. marts 2020, ikke er sådan at styre, når først den har fået tag i folk. Myndighederne – repræsenteret ved Søren Brostrøm og Kåre Mølbak – prøvede at neddysse den ved i april 2020, da nedlukningen skulle lukkes op igen, at foreslå, at de små børn skulle møde i skolen. Men den var der mange, der ikke hoppede på: de skulle ikke have noget af at blive smittet via deres børn.

Og da vi så efterhånden fik installeret et ret stort testpotentiale i befolkningen, holdt man fra myndighedernes – og ikke mindst mediernes – side ret effektivt frygten vedlige ved hele tiden at fokusere på, hvor mange positiv-tests man havde fået. Man havde jo ellers fortalt, at det, man fra myndighedernes side var bekymrede for, var indlæggelsestallene; blev de for store, kunne man ikke håndtére epidemien. Og den kurve, Magnus Heunicke i sin planche ville holde under linjen for sygehusenes kapacitet, gik behørigt nedad efter at have holdt sig under kapacitetslinjen, men med sin store nedlukning sørgede myndighederne for, at linjen aldrig kom til at gå nedad: folk blev jo aldrig smittet og oparbejdede aldrig naturlig immunitet. Nej, mente man, folk måtte endelig ikke blive smittet, selv om de derved ville opnå naturlig immunitet, al tillid til vort immunsystem syntes pist borte. Det skulle i stedet vacciner tage sig af, vacciner, der dog har vist sig næsten værdiløse, når det drejer sig om at bremse omikron-varianten, vistnok ikke, når det drejer sig om at forhindre de alvorligere tilfælde af coronaen.

Men frygten, den lever i bedste velgående. Den holder man vedlige, for – det har man fra de styrendes side opdaget – gennem frygt kan man styre sin befolkning, få folk til at gøre det, de skal. Og – ja, min fantasi fejler ikke noget – måske det giver de styrende en god mavefornemmelse.

Da myndighederne den 17. december i år udstedte en række forbud eller foretog en vis nedlukning af samfundet, lod man zoologiske haver og museer undgælde: værsgo’ og luk’, men undlod at forlange nedlukning af kirkens juleaftensgudstjenester, formentlig belært af det højst forvirrende forløb før juleaften i 2020.

Men hvad myndighederne ikke kunne få gennemført via påbud, det gennemførte det angstgjorte folk selv. Og så må kirken formentlig gøre den samme erfaring, som museer og zoologiske haver og andre forlystelser har gjort: at det efter en nedlukning tager nogen tid, inden folk tør vove sig ind i disse etablissementer igen.

Men der er den lille pudsige detalje ved juleaftens halvtomme kirker, at det, folk ville have hørt i kirken den aften, var noget med en engel, der sagde til nogle hyrder: ”Frygt ikke!”

Advertisement
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.