Gårsdagens Deadline, den 28-12, var til at begynde med særdeles interessant og givende. Men da man lod den sive ind, altså efterhånden som man gav sig til at tænke over, hvad der virkelig blev sagt, og – især – hvad der ikke blev sagt, fortonede det interessante og givende sig.
Det viste sig, at Steen Nørskov havde en bestemt vinkling, han ville lægge ned over alle de tre personer, han interview’ede. Der var tale om Flemming Konradsen, professor i global sundhed, tidligere forbundspræsident i Tyskland, Joachim Gauck, og en person, hvis navn jeg ikke fangede, men som prøvede at sætte corona-epidemien ind i et historisk perspektiv.
Den vinkling, der var tale om, var overskriftens spørgsmål: Har et menneske uindskrænket ret til at bestemme over sit eget legeme? Eller set fra den anden side: Har en stat ret til at kræve af enhver af statens indbyggere, at han eller hun lader sig vaccinere?
Ingen tvivl om det, dette er et væsentligt spørgsmål. Men heller ingen tvivl om, at skal det besvares fyldestgørende, skal man have kendsgerningerne i orden. Og det er vel en studieværts opgave at prøve at holde lidt orden på, hvad vi véd, og hvad vi ikke véd!
Tydeligst svigtede Steen Nørskov sin opgave overfor den sidst interview’ede. Han fik lov til at sammenligne den nuværende corona-situation med middelalderens pestsituation. Intet spørgsmål fra Nørskov om, hvorvidt de to sygdomme lader sig sammenligne. Men det gjorde måske ikke så meget, her kunne enhver blind tydeligt se det absurde i sammenligningen.
Værre var nok, at heller ikke hans brug af den tvungne koppevaccination fik Nørskov til at spørge om relevans. Denne sammenligning skulle naturligvis bruges til at hævde, at ligesom alle dengang fandt det helt i orden, at man tvang vaccinationerne igennem, sådan bør man i dag finde det helt ok, at man gennemtvinger corona-vaccinationerne. Men forskelle i sygdommene, forskelle i omhuen med fremskaffelsen af vaccinerne, forskel i varigheden af vaccinernes virkning, intet af det blev belyst, påstanden fik blot lov at stå som et udtryk for den bestræbelse, der bar hele udsendelsen: Det offentliges stadige forsøg på at nudge os til at lade os vaccinere, første, anden og tredje gang, det var det, man skulle understrege hele udsendelsen igennem. (At ”nudge” var et ord, der blev brugt af Flemming Konradsen; i min ordbog står der, at det betyder at puffe til; jeg mener, at ordet i engelsk/amerikansk sammenhæng bruges om myndigheders forsøg på at lokke folk til at gøre ét eller andet uden sådan direkte at bruge magt).
Værst var måske alligevel interview’et med Joachim Gauck. Blot opdagede jeg det ikke med det samme, fordi jeg benyttede lejligheden til at glæde mig over, at en tysker her blev interview’et på tysk og ikke på engelsk, som DR ellers har for vane. Og jeg nåede også at glæde mig over Gaucks udtalelser om, at det i et demokrati drejer sig om at lade argumenter møde argumenter. Det kunne ofte ske på en særdeles hård måde, men man måtte for enhver pris fastholde diskussionen, for det værste, der kunne ske i et demokrati, var, at nogen blev udelukket fra den demokratiske debat, at nogen oplevede ikke at blive taget alvorlig. Så ville der opstå krakeleringer i folket, så ville vi få spalter mellem de rettroende og dem udenfor, som det tilsyneladende er ved at ske i USA. Men en sådan spaltning var dog ikke opstået i hverken Tyskland eller Danmark, hævdede Gauck. Her rækker vi ud mod hinanden, her lytter vi til argumenter fra modparten, også selv om de går direkte imod vore egne argumenter.
Og her vil jeg så udmærket forstå den stakkels læser, hvis han eller hun mener, at jeg dog er utrolig langsom i optrækket. For der gik lang tid, inden jeg gjorde mig klart, hvor mange væsentlige ting, der i hele denne udsendelse ikke blev sagt.
Men efterhånden kom de ikke-stillede spørgsmål ind i mit hoved, særdeles drypvist.
For det var jo mærkeligt, at Gauck ikke fremkom med nogle eksempler på argumenter pro et contra i coronadebatten og heller ikke blev spurgt om dem. Det var først bagefter, at det slog mig, at det sikkert skyldtes, at han ikke havde noget at sætte op mod anti-vaccinernes argumenter, og at han, og Steen Nørskov ligeledes, ikke på nogen måde ønskede at give anti-vaccinerne gode kort på hånden. Nej, udsendelsen skulle netop ”nudge” os til at lade os vaccinere.
Hvis Steen Nørskovs mening med udsendelsen var at stille spørgsmålstegn ved den påstand, som visse anti-vaccinere kommer med: at det er os selv, der alene skal bestemme, hvad der skal ske med vort legeme, så kan man på sin vis godt forstå, at man helt undlod at komme ind på de kendsgerninger, som efterhånden afslører sig tydeligere og tydeligere om omikron-varianten: at der blandt dem, der testes positivt med den variant, er næsten lige så mange vaccinerede som ikke-vaccinerede. (Det kan påvises af en artikel i Information, se her, om en sygeplejerskes dagligdag; hun fortæller, at mange af hendes kolleger bliver smittet, selv om de alle har fået tre stik).
Hvis det er sandt, så falder størstedelen af argumenterne for at lade sig vaccinere til jorden.
Der er således almindelig enighed om, at børnene fra 5-12 år ikke skal lade sig vaccinere for deres egen skyld, for de bliver næsten ikke syge af corona, nej, de skal gøre det for deres forældres og bedsteforældres skyld, altså for ikke at smitte dem. Og det gjaldt måske, da varianten hed delta-variant. Men hvis også de vaccinerede tester positivt med omikron-varianten, så vil jo børn bringe smitten videre, vaccineret eller ikke-vaccineret, og så er der faktisk ikke nogen grund til at forældre lader deres børn blive vaccineret.
Denne argumentation – eller modargumentation – gælder også for de mange voksne, der egentlig ikke er bange for selv at blive smittet med corona, men lader sig vaccinere af samme grund som de bærer mundbind: for ikke at være med til at skade andre ved at smitte dem. Hvad enten de er vaccinerede eller ej, de kan med næsten lige stor sandsynlighed blive smittebærere. Så al denne hensyntagen – som man jo i virkeligheden må have stor respekt for – er til ingen nytte. Og det er snyd, manglende debatlyst, eller endnu værre: stærk indbildskhed hos de regerende og deres myndigheder, når de for næsten enhver pris – tilsyneladende også sandheden – vil pådutte os vaccinerne.
Og undskyld, Joachim Gauck, det er udmærket at have som ideal, at et demokratisk samfund ikke skal holde nogen ude fra debatten, men når man mærker, at der ikke findes nogen debat – og det gælder klimaspørgsmålet, det gælder migrantspørgsmålet, det gælder coronaspørgsmålet – så forekommer det at være lidt hyklerisk i det hele taget at omtale åbenhed som et demokratisk ideal. Det er der jo i disse spørgsmål slet ikke tale om. Hvad blandt andet dette argument vidner om. Og de, der ikke vil debattere, er regeringerne.
Og også Steen Nørskovs forsøg på at vinkle udsendelsen til at svare på spørgsmålet om, hvorvidt det i den nuværende situation er egoistisk at sige, at ”jeg har ret til selv at bestemme over mit eget legeme”, bliver undermineret af denne iagttagelse. Vi står med coronaen ikke med en sygdom som kopper, hvor vi efter mange års forskning og kontrolforsøg havde fundet en supereffektiv vaccine, som virkede for resten af livet; vi står snarere med en sygdom som influenza, hvor der hvert år skal gives en vaccine, lidt anderledes end sidste års vaccine. Og med influenza-vaccinerne har vi dog ikke endnu drømt om at tvinge den ind i folk, her lader man det være folks frygt for selv at blive smittet og ikke deres frygt for at smitte andre, der skal være begrundelsen.
Influenza-virusserne har vi jo ikke kunnet udrydde, de kommer igen hver vinter. Og forkølelsesvirusserne, heller ikke dem drømmer vi om at udrydde, selv om det vel nok skulle kunne lade sig gøre ved en særdeles hård og effektiv nedlukning. Men vort immunsystem har vist sig i stand til i rimeligt omfang at tackle disse to sygdomme, når det bliver udfordret af dem ofte nok.
Så desværre, trods Joachim Gaucks udmærkede tyske sprog knyttede denne Deadline-udsendelse alt for stærkt til ved det, der mere og mere fremtræder som DR’s ideal: At glemme alt om pressen som den fjerde statsmagt og i stedet gøre alt, hvad man kan, for at fungére som ekkokammer for regering og myndigheder.
Skal man have diskussion, skal man opleve debat, så er det ikke de elektroniske medier, man skal gå til, men snarere de såkaldte alternative medier, og i stigende grad blandt de almindelige medier: Berlingske.
Således refererer man her en uenighed mellem to professorer ved Oxford Universitet, Astrid Iversen og John Bell, se her, og holder sig ikke tilbage fra at skrive følgende:
På Oxford University går en af Astrid Iversens fremtrædende kolleger endda så vidt som til at kalde omikroninfektion for »ikke den samme sygdom«, som man har set under de tidligere coronabølger.
Det er professor Sir John Bell, der er sundhedsrådgiver for den britiske regering, og over for The Guardian tilføjer han, at de høje covid-19-dødsrater, man tidligere har set i Storbritannien, »nu er historie«.
Det baserer han blandt andet på, at den gennemsnitlige indlæggelsestid på hospitaler for omikronsmittede patienter ser ud til at være kortere end efter smitte med deltavarianten, ligesom færre patienter ser ud til at have behov for iltbehandling.
Dette citerer man oven i købet efter at have skrevet, at nogle omikron-sygdomsforløb indskrænker sig til en stærkt løbende næse.
Og Kristian Mouritzen vover her at citere en række engelske kilder for en formodning om, at coronaen er ved at udvikle sig til en håndtérbar sygdom:
»Vi ser nu en betydelig stigning i antallet af personale, der er sygemeldte eller fraværende, og det kan gå hen og blive et større problem end de indlæggelser, vi ser«, siger Chris Hopson, der er øverste chef i et britiske sundhedsvæsen.
”Fraværende”, det vil sige, som er i karantæne på grund af en positiv coronatest. Mouritzen slutter således:
Debatten i Storbritannien er også intens med på den ene side nogle, der ønsker flere restriktioner nu for at undgå, at hospitalssystemet bryder sammen. På den anden side er der eksperter som Paul Hunter, professor i medicin ved University of East Anglia, som siger, at folk med covid på et tidspunkt skal gå rundt og leve deres normale liv, som de ville med enhver anden form for forkølelse.
Og minsandten, om ikke Berlingske også gør opmærksom på den fejl i opgørelsen af indlæggelsestal, som har stået på længe, se her.
Et meget stort antal patienter, som ifølge de nationale opgørelser er indlagt med covid-19, er således indlagt for at få behandling for andre lidelser – for eksempel psykiske sygdomme – mens antallet af patienter, der decideret er indlagt på grund af corona, er langt lavere, end opgørelserne fra Statens Serum Institut indikerer.
Jamen, hvad er det dog for noget? Kan Berlingske ikke se, at de med sådanne oplysninger risikerer at få folk til ikke at lade sig vaccinere og måske heller ikke lade sig teste?
Nej, det kan Berlingske heldigvis ikke se. Og derved er de med til at lukke for de modsætninger i befolkningen, som de blotte regeringsordrer fremkalder.
Tak for det!
ricardtriis 