Først: Kan en sådan eksistere?
Hvis man – som jeg agter at gøre her – kaster vrag på en afgørende del af Luthers lære, kan man så påberåbe sig Luthers navn og hævde, at man er en trofast Luther-fan?
Det vil jeg mene, man kan. Ja, jeg vil mene, man er nødt til det, hvis man vil være et moderne menneske. Jeg vil endda mene, at den ændring i grundopfattelsen i de vestlige samfund, jeg her vil påvise, fandt sted for lang tid siden, blot er teologerne forblevet i noget, de tror er Luthers menneskesyn, hvad det dog ikke er. Men man har ikke turdet – og tør det stadigvæk ikke – tage det opgør med Luthers menneskesyn, som må til.
Dernæst: Hvordan kan en sådan moderne lutherdom være i overensstemmelse med Luther?
På to måder. Først, fordi den baserer sig på Det ny Testamente. Og det er godt luthersk. Dernæst, fordi den hos Luther finder frem til et syn på den kristnes gode gerninger, som de fleste lutheranere er blinde for. Det bliver især det, jeg her kommer til at beskæftige mig med.
I Kristeligt Dagblad udspiller der sig for tiden en større batalje mellem Lars Sandbeck og Rasmus Dreyer. Sandbeck skriver den 3-1 22:
Og i ”Om den trælbundne vilje” gentages synspunktet: ”Dette er troens højeste stadie: at tro at Han er barmhjertig, som frelser så få og fordømmer så mange; at tro at Han er retfærdig, som af sin egen vilje gør os til genstande for fortabelsen.”
Til sidst i deres debatindlæg skriver Møller og Dreyer, at den ”lutherske kristendom har (…) altid været en modsigelse af menneskets erfaringer, gerninger og mangelfulde forståelse”. For en gangs skyld er jeg enig. Men højrefløjslutheranerne undlader at fortælle, hvad denne dybe mistænkeliggørelse af alt menneskeligt grunder i, og de glemmer at reflektere over, at en forkyndelse og gudstjeneste, som ikke er i stand til at knytte an til menneskers erfaringer og forståelse af tilværelsen gør sig selv irrelevant og ligegyldig. Ja, faktisk kan den kun overleve, hvis folk er villige til at lade sig udsætte for åndelige overgreb. (Se her).
Stedet i ”den trælbundne vilje” kan ses her. Denne mangel på overensstemmelse med det moderne menneskes forståelse af tilværelsen genfindes hos Rasmus Dreyer i det indlæg, hvori han den 12-1 svarer Lars Sandbeck, se her. Heri mener han, at Luther i stedet for Guds dom lægger vægt på Guds nåde:
Reformationen fik ikke vinger ved at ængste sjælene, men ved at trøste dem. Guds nåde blev opnåelig trods den synd, ethvert menneske dengang som nu ved og erfarer, at livet er fuld af.
Her gør han på udmærket vis rede for det, som får mig til at vende mig imod nutidens lutherske teologer, så jeg i den henseende er enig med Lars Sandbeck: de lader, som om de selv og alle vi andre erfarer, at livet er fuldt af synd. I hvert fald er det sandt, at en sådan erkendelse forudsætter mange teologer i den tro, at det er god lutherdom. Det er det imidlertid ikke. Det er kun en ynkelig efterligning i psykologiske termer af en syndsforståelse hos Luther, som er holdt i ontologiske termer.
Når synden hos Luther er total, hænger det sammen med, at den er knyttet til legemet. Det er vore drifter, der er syndige, kønsdriften, driften efter mad og drikke og driften efter social anerkendelse. Denne ontologiske forståelse af synden får ham til at arbejde med på karmelitternes og franciskanernes forestillinger om, at jomfru Maria, også hun, må være uden synd, hvis Jesus skal fødes som et syndfrit menneske. Fra Augustin havde man arvet den forestilling, at Jesus var syndfri, fordi han var undfanget ved Helligånden, men netop på grund af, at man her arbejder med en legemlig syndsforestilling, bliver det nødvendigt – synes nogle middelalderteologer, deriblandt Luther – at argumentere for, at også Maria var uden synd. Man kan se en blogartikel derom her, og beskrivelse deraf i en Luther-prædiken her.
I en anden blogartikel, se her, prøver jeg at vise – ud fra Luthers skrift imod Latomus – at det er logisk umuligt at sammenholde de to tankerækker eller metaforer, som Luther bruger, den ontologiske metafor og den personlige metafor. Men jeg fremfører også ikke så få andre Luther-steder, som ikke bliver oversat eller citeret af vore dages Lutherforskere, men viser os Luther som en person, der tror på, at en ”stærk, fin tro kan hæve ånden op over kødet og som en ild udtørre kødets udsondringer”, og desværre også som en person, som søger at bibeholde denne opfattelse livet igennem.
Luther kan på den baggrund gå ind for en totalforståelse af synden. Men nu er det jo meget lang tid siden, vi her i Europa holdt op med at betragte vore drifter som syndige. Derfor er det en uægte Luther-gengivelse, når man prøver at bibeholde tanken om totalsynden med andre midler end Luther, en psykologisk forståelse, og oven i købet betragter det som noget naturligt, som også moderne mennesker erfarer.
Et moderne menneske, der tror, hun erfarer noget af det, Luther erfarede, er Sørine Gotfredsen. Jeg har her vendt mig imod hendes syndsopfattelse. Hun havde ud fra sin bog ”Fri os fra det onde” ved et emeritus-konvent fortalt om, hvordan hun tidligt havde fornemmet, at der var skyggefulde kræfter til stede i hende. Derimod indvendte jeg:
Sådanne fornemmelser havde jeg aldrig haft. Når jeg så tilbage på mit liv, var det taknemlighed, der prægede mig. Ikke blot taknemlighed over godt helbred og god stilling, men først og fremmest taknemlighed over de faste og trygge fællesskaber, som jeg var en del af. For, som jeg sagde, hvis jeg var omgængelig og imødekommende, så var jeg det jo, fordi de fællesskaber, jeg stod i, havde gjort mig omgængelig og imødekommende. Men det var ikke sådan, at jeg kunne fornemme nogen dyb afgrund af uforståelig ondskab i mit indre. Og det var heller ikke sådan, at jeg kunne forklare nogle af tildragelserne i mit liv med en kælderdyb ondskab, hverken hos mig selv eller hos dem, jeg omgikkes.
Det var lige ved at gøre Sørine Gotfredsen mundlam. Det var en holdning, hun aldrig havde mødt før, sagde hun.
Det mærkelige er, at den holdning, jeg her giver udtryk for, på en måde er noget, jeg har lært af Luther – godt hjulpet af Det ny Testamente. Af ham blev jeg gjort opmærksom på det finurlige ved lignelsen om dommedag, hvor de retfærdige ikke aner, hvorfor de bliver frikendt, Matt 25,37f:
Men Guds børn gør det gode med en uegennyttig vilje, søger ikke nogen belønning, men alene Guds ære og vilje, parate til at gøre det gode, også hvis der hverken fandtes noget rige eller noget helvede, hvilket dog er umuligt. (Se her).
Jeg vil tro, at man kan forklare, hvordan Luther selv har oplevet denne uegennyttige vilje, nemlig ved at affinde sig med Guds dom, også om det er en dom til Helvede, se her. Jeg vil i stedet mene, at Jesus har blik for de selvfølgelige og ligefremme gerninger, vi gør i vore fællesskaber, når de er gode og tillidsfulde, noget, Luther selv skildrer i ægteskabsbilledet i ”Om de gode gerninger”, se her.
Det blev derfor naturligt for mig at gå ind på den omkalfatring af den jødiske lovforståelse, som Jesus leverer med sin dommedagslignelse, Matt 25,31-46. Jøderne tænkte, ligesom mange kristne i dag, i retfærdighedsbaner. Fordi Gud i sin lov virkelig kræver noget af os, derfor kræver han os til regnskab efter døden. Og det, der skal gøres, er det muligt at gøre. Det kræver blot, at vi tænker os om og udviser lidt viljesstyrke.
Men med sin lignelse slår Jesus denne forståelse af Gud som en dommer i stykker.
Han gør f.eks. det med de tre lignelser i Matt 25 det, at han bruger dommedagsforestillingen til at sige noget om, hvad det drejer sig om før dommedag. Og med specielt dommedagslignelsen får han sagt, at det drejer sig om at handle naturligt og ligefremt, så den højre hånd ikke véd, hvad den venstre gør (Matt 6,3). Udover at bruge Luthers ægteskabsbillede fra før, vil jeg henvise til Paulus’ udsagn i 1 Kor 10,23: ”Alt er tilladt, men ikke alt opbygger”.
”Alt er tilladt”, det betyder jo, at loven er død. Det er ikke mere lovoverholdelse, det drejer sig om. Det er fællesskabsopbyggelse. Altså, Paulus sætter noget i stedet for lovoverholdelsen. Det er mere, end hvad man kan sige om vore moderne teologer. De har travlt med at fortælle, at Guds nåde er uendelig, men hvad det betyder for et menneske at møde et ord om denne uendelige nåde, det tier de stille med, ja, af og til kan de endda sige, at vi naturligvis fortsætter med at leve i vore synder. Og i hvert fald er det umuligt for langt de fleste af dem at fortsætte nådesforkyndelsen med en formaning. Og det er jo ikke umuligt for Luther. Så de skulle være lutheranere? Tja, bum, bum.
Den klemme mener vor tids lutheranere, at de kommer ud af ved at påstå, at f.eks. bjergprædikenens formaninger er lovartikler spændt til det uoverholdelige. Meningen med dem er ikke, at vi skal overholde dem – det kan vi ikke – meningen er, at vi skal fortvivle over vores synd og blive klar over, at vor eneste redning er at gribe Guds nåde. Men om det har jeg opdaget, at Luther i sin prædikenrække over bjergprædikenen ikke behandler formaningerne på den måde, se her.
Men hvordan skal vi så formane? Er en formaning da ikke en fortsættelse af lovforkyndelsen? Er det ikke loven, man formanes til at overholde?
Ja, det synes utvivlsomt mange nutidsteologer. Og det er sikkert derfor, de undlader at formane. For man må endelig ikke komme med disse foragtelige løftede pegefingre.
Men her er Paulus’ lille ultrakorte udsagn fortrinligt. Loven er virkelig død, alt er virkelig tilladt, for der er ikke mere noget tilladt og forbudt. I steder er der et fællesskab at tage hensyn til, et fællesskab at leve i, et fællesskab at boltre sig i.
Boltre sig i? Er det nu ikke lidt for overlegent?
På ingen måde. Det er jo ud fra en sådan glæde ved fællesskabet, at de selvfølgelige gerninger, som Jesus taler om i dommedagslignelsen, springer frem, og altså springer frem uden nogen tanke for lovoverholdelse, alene, fordi man er et glad medlem af fællesskabet.
Jamen, er der da ingen lov, der gælder for fællesskabet?
Jo, det er der. Men det er ikke en lov af juridisk tilsnit, det er en naturlov på det sociale område.
Det er en sådan forståelse af loven, Jesus har for øje i bjergprædikenen. Jeg har tidligere kaldt denne naturlov for afsmitningsreglen f.eks. her, hvori ligger, at hvis du viser forståelse imod din næste, vil din næste også vise dig forståelse; hvis du prøver at skabe en indlevelsesatmosfære i det fællesskab, du står i, vil du selv før eller siden få glæde af den. Det er just, hvad Jesus siger i Luk 6,37-38, når man altså forstår, at det sted, hvor der ydes gengæld for den tilgivelse, man har ladet en anden få del i, ikke er dommedag, men fællesskabet, noget, jeg fastholder på trods af, at så at sige alle andre siger det modsatte.
Hvilken forståelse af loven der er tale om, kan måske ses ud fra Jer 31,33:
Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.
Det er afsmitningsreglen, der her er tale om. Den ligger latent i alle mennesker, men holdes nede af den lovforståelse, som jøderne havde. Men når de kristne søger at opbygge tilliden i deres menigheder, træder den ny pagts kræfter i funktion. Disse kræfter er det, Paulus omtaler i 2 Kor 3,2-6:
Nej, I er selv det brev, der står skrevet i vore hjerter, og som kendes og læses af alle mennesker, så det er klart, at I er et Kristus-brev, der er blevet til ved vores tjeneste, ikke skrevet med blæk, men med den levende Guds ånd, ikke på tavler af sten, men i hjerter, på tavler af kød og blod. En sådan tillid har vi til Gud ved Kristus. Ikke at vi af os selv duer til at udtænke noget, som kom det fra os selv; at vi duer til noget, skyldes Gud, som også har gjort os duelige til at være tjenere for en ny pagt, ikke bogstavens, men Åndens; for bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende.
Den forståelse af ordet ”lov” er det, der ligger bag Jesu ord i Matt 5,17 om, at Jesus ikke vil nedbryde loven, men fuldkomme den. Det er ikke jødernes lovforståelse, der finder sin fuldkommenhed i Jesu tale, det er afsmitningsreglen; og den lader virkelig alt være tilladt.
Og fordi menighedens medlemmer selv kommer til at nyde godt af denne nye lovforståelse, kan Jesus i Matt 7,24ff omtale den, der handler efter hans ord som en klog mand, altså ikke som en god lovoverholder eller som et højetisk menneske, men som en klog mand, der bærer sig fornuftigt ad. Det er en beskrivelse, der passer forbløffende godt til Jesu lignelse om den utro godsforvalter, Luk 16,1-9, en lignelse, som mange præster har det lidt svært med; for hvad ligner det, at Jesus her i stedet for at være den uselviske kærligheds fortaler nu pludselig lader almindelig selvisk klogskab blive idealet?
Den vanskelighed hænger sammen med, at man har dannet sig en fin, etisk overbevisning, som hævder, at den uegennyttige handling er bedre end den egennyttige, eller at den handling, som ikke gavner én selv, er bedre end den, man selv kommer til at nyde godt af, eller at en virkelig god gerning er én, som er til ulempe for én selv, i hvert fald i økonomisk henseende. Problemet med den opfattelse er så blot, at det bliver svært at bestå på Jesu dommedag, når den tænkes at foregå efter opskriften i dommedagslignelsen Matt 25,37f. For alle disse smukke handlinger er jo ikke suveræne i Løgstrups forstand, eller umiddelbare eller selvfølgelige; de kan højst rangere som erstatningshandlinger, altså handlinger, som gøres som efterligninger af ægte kærlighedshandlinger. Og de er da slet ikke i overensstemmelse med Matt 11,29-30, hvor Jesus hævder, at hans åg er godt og hans byrde let.
Luthers ontologiske syndsforståelse gør det muligt for ham fortsat at arbejde indenfor lovtankegangens rammer: for den Gud, der lader alle gå fortabt, er stadigvæk retfærdig, eftersom alle er født som syndere.
Men hvis vi prøver at efterligne denne totalforståelse af synden, sker der det uheldige, at hele den jødiske lovforståelse, som Jesus vender sig imod, kommer til at beherske os bagfra.
Det er begrebet ”synd”, der uvægerlig fører til en genindførelse af lovbegrebet, det begreb, som Jesus i en række lignelser forsøger at tage livet af, og som Paulus vil tilintetgøre med påstanden om, at alt er tilladt, det begreb genindfører moderne teologer rask væk i deres diskussioner: Er det nyfødte barn en synder? Vil Gud frelse alle til syvende og sidst? Kan man bruge formaninger i forkyndelsen? Er man nødt til at gå ud fra, at alle danskere er syndere? Osv, osv.
Jeg har her søgt at påvise, at vi er nødt til at afholde os fra at gå ind på den forudsætning, der ligger i sådanne spørgsmål. Det er det samme, jeg er i gang med her. Dog her med den lykkelige udgang, at jeg kan slutte med at gøre opmærksom på, at alt det, jeg her har fremført, får den lidt overraskende konsekvens, at kirkens prædikanter i stedet for at afmale danskerne som forfærdelige syndere kan give sig til at takke for den kærlighed og oprigtighed, der findes i alle de små hjem rundt omkring, og opfordre til i gudstjenesten at takke for den ånd fra Gud, der gør dette muligt.
Man kan jo for eksempel slutte med at sige, at der ikke er nogen grund til at vente til diamantbrylluppet med at bryde ud i takkesang.
ricardtriis 