En gammel modsætning

Modsætningen mellem socialisme og liberalisme er en gammel modsætning. Det har jeg opdaget ved at læse Henrik Gade Jensens bog om D. G. Monrad. Heri fortæller han om, hvordan Monrad i nogle skrifter, han udgav i 1878: ”Politiske Breve, Nr 14-18” gav et liberalt svar til biskop Martensen, der i ”Den sociale Ethik”, også fra 1878, havde argumenteret imod liberalismen og i stedet foreslået en slags socialisme indført.

Da det har vist sig, at jeg havde forholdsvis let ved at skaffe mig adgang til de to bøger, har jeg kunnet gå d’herrers argumentation efter i sømmene. Derved har jeg med et vist vemod kunnet konstatere, at argumentationen fra dengang gentager sig i argumentationen i vore dage.

Og det er jo egentlig en skam på den måde at måtte konstatere, at vi i analyse af samfundsforholdene ikke er kommet videre fra 1878 og til i dag.

Det skyldes – hvis jeg skal sige det kort – at begge de to biskopper nøjes med at beskæftige sig med Adam Smith (1723-1790), den engelske økonomiske tænker fra 1700-tallet, berømt for sit hovedværk ”An Inquiry into the nature and causes of the Wealth of Nations”. Den senere økonomiske tænker David Ricardo (1772-1823) synes de ikke at kende. Og selv om de velsagtens har fulgt godt med i det, der blev udgivet på dansk under Treårskrigen, er også Grundtvigs betragtninger i bladet ”Danskeren” om ejerforholdet til Danmarks jord gået deres næse forbi, tanker, han var blevet inspireret af gennem bl.a. Ricardo.

I ”Danskeren” skriver Grundtvig:

thi ethvert Folk er sit Fædernelands Grund-Eier (paa pluddervælsk “Suveræn”) og kan aldrig retmæssig ved nogen Lov tabe sin Eiendoms-Ret, saa det er kun Nytten og Brugen af Jorden, der retmæssig kan fordeles ved Lands-Loven og blive Gienstand for Kiøb og Salg, og disse Ting bør da ordnes ved Love, som har fælles Bedste for Øie og tager særdeles Hensyn til Landets Forsvar og Landefredens Haandhævelse. (Se her).

Det gav ham ikke anledning til de helt store omkalfatrende tanker, han ville blot sørge for, at de bønderkarle, som havde sat livet ind i forsvaret af Danmark, kunne få en anstændig arbejdsplads som selvejerbønder, når krigen var slut. Alligevel rammer han plet. For ulykken i vore økonomiske forhold er netop, at det ikke forholder sig sådan, som han skitserer det: at det kun er nytten og brugen af jorden, som kan købes eller sælges; vi har jo som bekendt indrettet os sådan, at man også kan tjene penge, endda mange penge, på at sælge værdien af en grunds beliggenhed.

Om de to biskopper må man sige, at Martensen ser, hvad problemet er, nemlig, at industrialiseringen skaber et utal af yderst fattige arbejdere, der næppe har fra hånden i munden. Blot foreslår han en ret uklar nedbrydning af de liberale økonomiske love indført gennem noget, han kalder socialisme. Han skriver om ”arbejderspørgsmålet” på side 172:

Det lader sig ikke negte, at den frie Concurrence har bidraget til at udvikle mange Kræfter og har bragt mange i Velstand; og heller ikke lader det sig negte, at Capitalen har en stor Betydning for Samfundet, for omfattende Foretagender og et universelt oekonomisk Samquem, en Verdensoekonomi i Modsætning til en blot Nationaloekonomi; men ligesaa lidet lader det sig negte, at den frie Concurrence har gjort langt flere ulykkelige og elendige, at Tusinder og atter Tusinder maa kæmpe en Fortvivlelsens Kamp for det daglige Brød, i hvilken de til sidst ganske bukke under for den Stærkere. Det er dette, som har fremkaldt det saakaldte ”Arbeiderspørgsmaal”, der er blevet et verdensbevægende Spørgsmaal, og som er skjæbnesvangert for Samfundets Fremtid. Nærmest tænke vi her paa Fabrikarbeidernes Kaar i de store Fabriklande, hvor Tusinder af fattige Arbeidere staa i Afhængighedsforhold til de rige Fabrikherrer. Fabrikherrerne concurrere med hverandre, og de fattige Arbeidere concurrerer ligeledes med hverandre, underbyde hverandre for at finde Arbeide til Livets Ophold. Forholdet mellem Arbeidsgiveren og Arbeideren er intet personligt, men et upersonligt, hvad ogsaa udtrykker sig i Talebrugen: Arbeide og Capital, denne upersonlige Modsætning. Arbeideren gjelder kun som Arbeidskraft. Det er sin Arbeidskraft, han til en Tid sælger til Arbeidsgiveren, der betragter denne som en anden Vare. Forskellen fra Slaveriet i den gamle Verden er kun, at Slaven var bundet til en enkelt Herre, Arbeideren til den hele Classe af Arbeidsgivere. Naar Arbeidsgiveren siger ham op eller lukker sin Fabrik, er Arbeideren henvist til at leve af Luften, hvorfor han nødes til at søge og tage Arbeide, hvor og under hvilke Betingelser han kan faae det. Hans Existens er priisgiven til en fuldkommen Usikkerhed, han lever fra Haanden i Munden og er uden Betryggelse for Fremtiden.

Det, der skete i ”de store Fabriklande”, er stærkt på vej ind i Danmark, så man også her ser stor social nød. Blot må man indrømme, at Monrad ikke ser en sådan nød. Han argumenter imod Martensens ret pauvre forståelse af de økonomiske forhold, hvilket er ret let, for Martensen har ikke givet noget gennemtænkt bud på, hvordan man løser arbejderspørgsmålet.

Men alligevel, man fristes til at spørge, om dette skyldes, at Monrad ikke vil se arbejderspørgsmålets problematik. Han citerer på side 108 Martensen således:

Den høitagtede Forfatter [Martensen, rr] siger (Den sociale Ethik, Side 168 flg.): ”Den Adam Smith’ske Paastand, at man ved at følge Grundsætningen laissez aller bedst fremmer Samfundets Vel, at Enhver, ved at fremme sin egen Interesse, fremmer det Heles, at Almenvellet fremkommer som Resultatet af Alles Egoisme, holder heller ikke Stik. Det er en i sig selv uholdbar Forestilling, at man ved at følge den blotte Naturdrift kan frembringe en Retfærdighedens Tilstand, da Retfærdigheden tilhører en heelt anden Verden og maa komme fra en heelt anden Side end Naturens og det blot naturlige Menneskes”. Det er saa mange Aar siden, at jeg har læst Adam Smiths verdensberømte ogsaa for mig betydningsfulde Værk, at det er mig ganske umuligt at sige, om Forfatterens Kritik er i alt Fald tildels berettiget.

Men hvor rimelig Monrads efterfølgende kritik end er, han overser fuldstændig den sandhed, Martensen får affyret på den følgende side:

Martensen på side 169: Og Erfaringen har viist, at den frie Concurrence vist nok har ophævet alle Monopoler og dermed forbundne Ulemper, men at den har skabt et nyt Monopol, Capitalens, under hvis Tryk Utallige er bragte i en Tilstand, der i det Væsentlige ikke er forskjellig fra Slavernes i den gamle Verden.

Lad være, at Martensen ikke er så stiv i økonomitænkningen og ikke synes at være klar over, at det er jordmonopolet, der smitter af på kapitalen, så den bliver et dræbende monopol ved at knyttes sammen med jordejendomsretten, sådan helt springe over den indvending mod liberalismen, Martensen her kommer med: at den skaber et nyt monopol, det må nærmest betragtes som utilladeligt. Men det er, hvad Monrad gør, selv om han jo må have læst dette afsnit, for han citerer fra tekster både før og efter.

Nu skal det være de to herrer tilgivet, at de ikke kender til Henry George’s afhandling ”Fremskridt og Fattigdom”, for den blev først udgivet i USA i 1880. Deri giver George en rimelig forklaring på, hvorfor det går sådan med industrialiseringen, at – som han siger – fremskridtet ikke er en kile, der skydes ind under samfundet og løfter alle op, men en kile, der skydes ind midt i samfundet og løfter nogle op til stor rigdom, men trykker andre ned i ussel fattigdom. Men desforuden giver han en skildring af samfundsforholdene i det USA, der dengang var et førende ”Fabrikland”. Han skriver på side 158:

Jeg er ingen sentimental Beundrer af de Vildes Tilstand. Jeg henter ikke mine Meninger om Naturens ukultiverede Børn fra Rousseau,Chateaubriand eller Cooper. Jeg kender helt vel deres materielle og åndelige Armod og deres trange Synskreds. Jeg tror, at Civilisation ikke blot er Menneskets naturlige Bestemmelse, men frigør, højner og forædler alle dets Evner, og jeg tror, at et Menneske, der nyder godt af Civilisationens Goder, kun i en Stemning, der bringer ham til at misunde det drøvtyggende Kvæg, kan beklage Tabet af Naturtilstanden. Men ikke desto mindre tror jeg, at ingen, som virkelig vil se, kan undgaa at komme til den Slutning, at der indenfor vor Civilisation gives store Samfundsklasser, som end ikke den mest uforfalskede Vildmand kunne vinde noget ved at bytte med. Det er min bestemte Overbevisning, at dersom nogen paa Livets Tærskel fik Valget mellem at begynde sin Tilværelse enten som Ildlænder, Australneger, Polar-Eskimo eller som Medlem af de laveste Klasser i f. Eks. Storbritannien, saa vilde han gøre uendelig meget bedre i at vælge den Vildes Lod. Der kan være dem, som synes, dette er en Overdrivelse, men det er kun, fordi de aldrig selv har brudt sig om at lære de Samfundslags virkelige Stilling at kende, som den moderne Civilisations Jernhæl hviler paa med hele sin Vægt. Som de Toqueville bemærker i et af sine Breve: ”Vi vænner os saa hurtigt til Tanken om Nød, at vi glemmer, at et Onde for dem, det rammer, bliver større, jo længere det varer, medens det for den, som blot ser til, bliver mindre, netop paa Grund af sin Varighed”. Maaske det bedste Bevis paa Sandheden af den Bemærkning er dette, at i Byer, der rummer baade et Proletariat og en Forbryderklasse, hvor lasede Børn har Gaden til Hjem, – der indsamles regelmæssigt Penge til Hedningemission! – Det var til at le ad, dersom det ikke var saa sørgeligt. – Baal udstrækker ikke længere sine graadige, uhyggelige Arme, men i kristne Lande myrder Mødre deres Børn for Begravelseshjælpens Skyld. Jeg er sikker paa, at ingen skal kunne fremlægge troværdige Beretninger fra de Vildes Liv om saa dyb Fornedrelse, som man kan finde i officielle Dokumenter i vore højt civiliserede Lande.

Om Monrad ligefrem hører til dem, der ”aldrig selv har brudt sig om at lære de Samfundslags virkelige Stilling at kende”, det skal jeg lade være usagt, men når Martensen formår at skildre den sociale elendighed, også som den findes i Danmark, så ser det unægtelig ud til, at Monrad lukker sine øjne ret effektivt i for den virkelighed, der skulle diskuteres. Det ses tydeligt af dette citat fra side 141:

Den christeligt sindede Arbeidsherre vil i sit stille Sind betragte sig som sine Arbeideres Fader med Hensyn til Omsorgen for dem, uden derfor at tiltage sig en Faders Rettigheder, hvorved deres Selvstændighedsfølelse vilde krænkes. Han vil sørge for at have Arbeide til dem hele Aaret rundt; han vil støtte dem i Sygdom, hjælpe dem i Alderdom, og være ivrig for Oprettelsen af alle saadanne Indretninger, hvorved deres Kaar forbedres og sikres. Selv om Arbeider-Markedet er nok saa overfuldt, vil han ikke i sin Lønning gaa ned under, hvad der er fornødent til Arbeiderens og hans Families Underholdning. Det er hverken Ethikken eller Fantasien, men Erfaringen, at der er saadanne Arbeidsherrer, der lader mig sige dette. Vore Bønder maa være nidkjære for ikke i Arbeiderspørgsmaalet at staa tilbage for Godseierne. Staten bør gjøre Alt, hvad den formaar for Arbeiderstanden, naar den ikke derved krænker Almenvellet; thi dette lader ingen Krænkelse ustraffet. Er der virkelig en Overbefolkning, er det et stort og blivende Misforhold mellem Arbeide og Arbeidere, er der ikke nødvendige eller blot gavnlige offentlige Arbeider, hvorved de overflødige Kræfter kunne sysselsættes, da bør den støtte Udvandringen.

Det lyder jo smukt, og nogen vil måske, stillet overfor elendigheden i ”Fabriklandene”, ønske sig flere ”christeligt sindede Arbeidsherrer”. Men hvis Martensens økonomiske forestillinger ikke slår til overfor hans tanker om en slags socialisme, så slår Monrads økonomiske forestillinger endnu mindre til overfor dette skønmaleri. Lad være, at fabrikejeren ikke vil lønne sine arbejdere for mindre end hvad der er fornødent til familiens underhold, men når hans konkurrenter gør det, så vil han jo blive udkonkurreret. Og i den konkurrence hjælper hans kristne sindelag ham intet.

Og den stat, som nogle sider tidligere fik at vide, at den skulle blande sig mindst muligt – efter Adam Smith’s anskuelse – den får nu besked på at gøre alt, hvad den formår for arbejderstanden, ja oven i købet mener Monrad tilsyneladende, at dette, at der er arbejdsløshed eller, i hans vokabular: dette, at der er et stort og blivende misforhold mellem arbejde og arbejdere, det bør føre til, at staten støtter udvandringen. Ak ja, så kan de, der er arbejdsløse her i landet, rejse til det USA, som Henry George har beskrevet som langt værre end Danmark.

Det var diskussionen dengang. Hvordan så med diskussionen i dag?

Tja, arbejdsløshed har vi jo stadig. Men ellers er der jo sket temmelig meget, mest i kraft af fagforeningernes virke. Det har vist sig, at hvis arbejderne står sammen om ikke at tage imod underbetalt arbejde, så må ”kapitalen” til lommerne; ellers får den ingen arbejdere til sine maskiner. Og det er jo bestemt godt nok.

Men hvad angår indsigt i det økonomiske forhold, er der en bemærkning af Henry George, der er gået i opfyldelse. Han skal engang have sagt, at han håbede, der ville blive indført en skat på jord, inden almindelige mennesker i stor stil kommer til at eje et stykke jord. For hvis det sker, vil det blive næsten umuligt at indføre den jordskat, som efter hans mening vil kunne kurere arbejdsløsheden. Det nåede han som bekendt ikke. Og i dag er landet fuldt af små jordejendomsmænd og -kvinder, som ikke vil finde sig i nogen jordskat eller grundskyld.

Men vil dette at indføre en grundskyld fjerne eller nedsætte arbejdsløsheden?

Det er ikke til at vide. Men vi har dog indenfor de seneste halvhundrede år hele to gange erfarer, at hans kriseteori ikke er helt tosset. Den går, som jeg flere gange har gjort opmærksom på, ud på, at de to ting: forventningsprisen på jord og produktivitetsstigningen holder hinanden i skak og sørger for, at der er en tilpas stor arbejdsløshed. Men to gange er produktiviteten steget ganske uventet: først ved etableringen af frihandelsområdet mellem EFTA og EU i 1960 og senere ved Kinas tilslutning til verdenshandelen i 1995ff. Og begge gange er der sket det, at forventningspriserne ikke kunne følge med, og at derfor arbejdsløsheden faldt til næsten ingenting. Så vil man have arbejdsløsheden udryddet, er det måske vejen at gå. Men pas på! Ikke så snart er et menneske blevet ejer af et stykke jord, før han forvandles til en brølende løve, der voldsomt forsvarer sin ret til undgå jordskatter.

Men altså: Diskussionen mellem Monrad og Martensen gentager sig på en måde i vore dage, omend de liberale ikke er helt så naive som Monrad, men efterhånden har godkendt en ret stor statsindgriben. Desværre er også dette træk bevaret op til vore dage, at så at sige ingen ser en jordskat eller grundskyld som middel mod arbejdsløshed.

Se eventuelt mit forslag til anvendelse af Henry George’s tanker her.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.