Det er Kristeligt Dagblad, der den 17-1 indskiber sig på en umulig og uløselig debat, se her. Allerede i overskriften annonceres det umulige i debatten. Man spørger: ”Vil alle blive frelst, eller skal nogle gå fortabt?” Og så citerer man tilhængere af både det ene og det andet synspunkt. At spørgsmålet måske er forkert stillet, det har man ikke blik for.
Man går ud fra, at det, der er menneskets problem, er, at det er en synder, dvs., det har ikke med sin vilje udført de handlinger, Gud har krævet gennem sin lov. De kristne, der har indset denne mangel hos sig selv, klynger sig derfor til ordet om Guds tilgivelse, men kan ikke rigtig få mening i det med, at tilgivelsen synes at være afhængig af troen. For hvis troen er Guds gave, så er det jo ham, der bestemmer, om jeg skal have troen eller ej, og altså ham, der afgør, om jeg kommer i himlen efter dette liv. Men i denne tankerække synes det uforklarligt, at de, der aldrig har hørt ordet om Jesus og derfor ikke har fået troen, skal gå fortabt. Og også uforklarligt, at ellers gode og ordentlige mennesker, som blot ikke kan se nogen mening med troen på Jesus, skal kastes i den evige ild.
Hvordan hænger det sammen?
Lad mig først anfægte tanken om Guds almagt!
I det øjeblik, Gud har skabt mennesker i sit billede, har han givet magt fra sig. Problemet er ikke så meget det, at mennesket med sin vilje gør oprør mod Gud, problemet er langt snarere, at menneskets forståelse er nødvendig i samværet med Gud. Vil mennesket ikke forstå, så kan vel Gud påvirke det med sin Ånd, men forståelsen skal i sidste instans være menneskets egen, tvang kan ikke få et menneske til at forstå, og derfor er Gud så at sige magtesløs overfor menneskets manglende forståelse.
I Det gamle Testamente opererede man med forestillingen om en Gud, hvis magt var altgennemtrængende. Salmisten kan i Sl 139,4 prise Gud, fordi hans almagt er så stor, at han kender det ord, der bliver til på salmistens tunge, før salmisten selv véd det. Men er det sandt? Kan menneskets forståelse på den måde helt nedgøres til en virkning af Guds altgennemtrængende kræfter? Er mennesket menneske på den måde?
I Det ny Testamente opereres der i højere grad med Guds modstander: djævelen. Selv om Jesus var Guds søn, skulle han alligevel fristes af djævelen, Matt 4,1-11. At han var Guds søn betyder i denne sammenhæng, at han lod sprogets retningslinjer udelt herske over sig. For at mennesket er skabt i Guds billede, betyder, at det har fået et sprog, og at dette sprog er baggrund for de kulturer, der udvikler sig i menneskelivet. På et tidspunkt var så tiden moden til, at der kunne fremstå et menneske, Jesus fra Nazareth, der helt og holdent var bestemt af de retningslinjer, der ligger i sproget.
For eksempel forudsætter sproget, at der forefindes en vis samklang mellem dem, der taler sammen. Det er det, jeg har kaldt afsmitningsreglen. Hvis du optræder dømmende i de fællesskaber, du står i, er du med til at skabe en dømmende atmosfære dèr, og du vil selv kunne blive ramt af dømmende ord. Omvendt: Hvis du er villig til at tilgive på din arbejdsplads eller hvor du nu færdes, så vil der dèr blive en atmosfære til, som vil være mere tilgivelsesvillig end ellers. Jeg har her gjort nøjere rede for afsmitningsreglen.
Det, som mennesket af Jesus opfordres til at forstå, er altså, at det er et resonansvæsen, at det i sit samliv med de andre mennesker påvirkes af de andre og selv påvirker de andre, at dets glæder og sorger i høj grad hører sammen med det fællesskabs glæder og sorger, som det er en del af. Men det opfordres også til at forstå, at disse foreteelser i fællesskabet må tros frem. De er der vel i mange tilfælde naturligt, men de holdes i andre tilfælde i stram snor af en lovforståelse af tilværelsen, og skal denne undertrykkelse af det naturlige menneskeliv brydes, må der tro til, tro på afsmitningsreglen, tro på, at det virkelig forholder sig, som Jesus siger i sin beskrivelse af afsmitningsreglen i Luk 6,37f, at hvis du tilgiver, møder du tilgivelse, hvis du giver, vil du selv få givet.
Men tro er jo noget mærkeligt noget. Du kan ikke ville tro. Du må forstå det, du tror på. Vel kan du have erfaret afsmitningsreglens virkelighed, men der er alligevel mange tildragelser, der synes at modsige den; og lader du dem få virkelighedskaraktér for dig, så opnår du ikke afsmitningsreglens velsignelser.
Det kan vel i det daglige liv i menighedens fællesskab – eller i de fællesskaber, vi lever i i dagens Danmark – være let nok at tro på menneskers gensidige påvirkning, men lever du i et lovsamfund, som de første kristne gjorde det, eller som muslimerne gør det i vore dage, så synes al umiddelbar gensidig påvirkning afløst af en lovholdnings tvangspåvirkning.
Men det mærkelige er, at hvis vi betragter kirkehistoriens gang og gribes af stor forundring over de mange martyrer, der gennem deres død har fået mange til at antage kristendommen – altså gennem deres stærke tro på, at deres tilgivende holdning overfor deres fjender ville kunne overbevise andre og i sidste instans fjenderne om deres tros sandhed – så må vi vende vor forundring to steder hen: dels hen til de mennesker, der var villige til at lide for deres tros skyld, og dels mod den Gud, der gennem sin Ånd gav dem kræfter til at holde ud. For man kan ikke ville tro. Tro er en overbevisning, der kommer bag på én. Tro er et lys, der går op for én. Og den, der får lyset til at tændes, er Guds Ånd. Men på den anden side. Guds Ånd virker ikke i et tomrum. Guds Ånd bruger menneskeord, menneskehjerner, menneskekultur til at få den forståelse frem, der skal til.
Der er noget tilfældigt over historiens gang. Og dog kan vi vel godt se et vist mønster, eller altså: se Guds finger bag tilfældighederne. Gud er dygtig til at skjule sig bag tilfældigheder.
Det var tilfældigt, at Paulus fik besøg i fængslet af slaven Onesimus, der var flygtet fra sin herre, Filemon. Det var tilfældigt, at Paulus sendte Onesimus tilbage til hans herre, medbringende et brev, hvori han mellem linjerne opfordrede Filemon til at frigive Onesimus, for nu er de jo brødre, både i Herren og i denne verden, Filemon 1,16. Og det er måske også tilfældigt, at denne gestus fra Paulus’ side mere eller mindre gik i glemmebogen, så slaveriet fortsatte gennem mange århundreder.
Men det var måske mindre tilfældigt, at Paulus i Ef 6,5f opfordrer slaverne til ikke at yde øjentjeneste, men tjene deres herrer af et oprigtigt hjerte. Kanhænde, at de kristne slaver derigennem selv har kunnet gøre deres herrer opmærksom på, at de altså er hele mennesker, der kan forstå og leve med i de bekymringer, deres herre måtte have.
Men stadigvæk, menneskene synes at have en uudslukkelig tendens til at nedgøre andre mennesker, slaver eller fremmede eller dem, man er uenig med.
Tag bare den gamle Sovjetunion! Hvor mange mennesker er ikke endt i de forfærdelige gulags? Og Gud greb ikke ind, hindrede det ikke, lod alle disse mennesker dø. Hvad var deres forbrydelse? At de tilhørte den forkerte menneskegruppe, at de var kontrarevolutionære, at de gik for højt op i deres kristendom, at de ikke delte ledernes marxistiske tro?
Er Gud sat fra styret?
Nej, det er han ikke. Men han har givet mennesket sproget, og derigennem har han ladet det være op til mennesket selv at kæmpe med sprogets gåder, søge at løse lighedsproblematikken, søge at finde svar på ytringsfrihedens vanskeligheder. Vi kan vel synes, at han er langmodig indtil det pinlige i retning af at lade løgnen vinde, men må vi ikke alligevel finde, at det, der skete med Sovjetunionen, er tegn på hans Ånds virken?
Der var jo mennesker, der trodsede den offentlige mening derovre, der var mennesker, der ikke ville tvinges til at tro anderledes end deres samvittighed tilsagde dem at tro. Var de alle døde forgæves? Eller magede Gud det så – uset for alle – at deres død og bekendermod vakte genklang hos mange? Var det ham, der stod bag de sangere, der i Sovjetunionens sidste år slog igennem med deres sange, hvis underfundighed folket forstod og blev grebet af, men hvis ordvalg var så fint kalibreret, at myndighederne ikke kunne angribe dem?
Som man måske husker, skrev jeg i sin tid en lille vise om det mest forunderlige i vor tid: Østblokkens fald, se her. Det er faktisk en vise om én af Jesu lignelser, lignelsen om ”den automatiske sæd”, Mark 4,26-28. Og af denne anvendelse af lignelsen kan man se, at det, der skaber resultater nok er menneskers handlinger, men ikke vore beslutninger og overvejelser som sociale ingeniører, men vore meningsudvekslinger, vore forsøg på at være hele mennesker, ja på en måde vor tiltro til netop afsmitningsreglen.
Man burde måske snarere nævne lignelsen om sennepsfrøet, Mark 4,31-32, som udtryk for Guds handlemåde. Det er jo ganske bemærkelsesværdigt, at Jesus selv herigennem giver udtryk for en umådelig stor tillid til sit ords virkekraft: det formår virkelig gennem århundreders påvirkning af menneskehedens kultur at få skabt en fri diskussionskultur, der giver store menneskemasser deres menneskelighed tilbage. Det er jo, hvad vi ser i dag: Den frihedskultur, der er blevet til i de kristne vesteuropæiske lande, breder sig ud over jorden, man prøver at efterligne den med indførelse af demokrati, skønt jo ofte i en pauver form, man har svært ved at styre den debat, der går sine egne veje via internettet, men trods indgreb dog er yderst værdifuld, man bruger fra selv diktatorlignende ledere, når det passer i ens kram, de vestlige metoder med uafhængige undersøgelser og retsindgreb.
Det var tanken om Guds almagt. Vil man bruge dette begreb, må man gøre sig klart, at Gud ved at skabe mennesket og give det et sprog, har givet sin modstander, djævelen, en mulighed for at gøre sig gældende. Eller: Vi må følge bibelens vej bort fra at se verden og foreteelserne i den som udtryk for Guds uforståelige magt, over til at se det som udtryk for en kamp mellem Gud og djævelen.
Så er der det med dommedag!
Også her må vi skifte fokus.
I de spørgsmål, vi tager op: Er spædbarnet en synder? Vil Gud lade alle blive frelst? osv., behandler vi dommedag anderledes end Jesus. Jesus bruger dommedagstanken i næsten alle sine lignelser. Men han vil ikke tilfredsstille vores nysgerrighed, han vil ved at påstå noget om, hvad der sker efter døden, fortælle os, hvad det kommer an på i det liv, vi skal leve før døden. Vi bør derfor undlade at stille disse spørgsmål, for vi fordrejer Jesu forestillinger derigennem.
Mange præster har det svært med lignelsen om brudejomfruerne, Matt 25,1-13. Det lyder da alt for hårdt, når det lyder til de forsinkede jomfruer: ”Jeg kender jer ikke”. Det kan Jesus da ikke mene, siger man. Jeg tog problemet frem i 2009, se her, og skrev:
Du opnår ikke, at livet fuldbyrdes for dig, hvis du retter dig efter de moralske regler. Det, det drejer sig om, er i stedet, at du er opmærksom på de forhold til andre mennesker, du står i, at du er klar over, hvordan den anden person i forholdet har det, hvilke følelser der gennemstrømmer ham, hvornår han åbner sit hjerte for dig, og hvornår alt er dagligdags tale. For det er det forfærdelige ved livet, det ubarmhjertige, det farefulde og risikable, at livet kan mistes ved et øjebliks uopmærksomhed. Dette modsvares af, at livet kan vindes ved bare et enkelt ord, talt i det rette øjeblik, og modtaget i den rette tro. Du får ikke det ene uden det andet. Og Gud laver ikke om på den tilværelse, han har givet dig, fordi du ængstes ved risikoen.
Altså: hvor vi tror, det her i livet drejer sig om at gøre gode gerninger, dèr hævder Jesus, at det i stedet drejer sig om at være opmærksom på næstens holdning, ord og uudtalte ønsker. Overser du noget sådant, kan forholdet blive ødelagt for bestandig.
Men endnu en ting bør vi være opmærksom på: alle Jesu opfordringer til udholdenhed til døden. For spørgsmålet, som vi nutidsmennesker må stille, er jo: hvordan kan man vinde livet på den måde?
Han afbilder selv problemet i al dets gådefuldhed i den såkaldte udsendelsestale i Matt 10, hvor det i vers 37-39 hedder:
Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.
Jeg har tidligere været inde på den kvinde, som sagde, at hun var kristen, og af den grund blev skudt, da en muslimsk mordpatrulje gik gennem et supermarked i Nairobi, se her. Jeg slog dengang et slag for, at vi lavede en ”Ny Alle Helgens Dag” for at kunne fejre den slags mennesker. Men udover, at man nok vil vende sig imod et sådant forslag, fordi de fleste, der myrder kristne, er muslimer, og muslimer er jo, som man nok véd, fredet i klasse A, så vil man måske også have vanskeligt ved at bruge et sådant trosmod til at gentage Jesu ord om, at den, der har mistet sit liv på grund af ham – og det har denne kvinde jo – skal redde sit liv.
Redde sit liv? Jamen, hun døde jo. Og hvad kan det nytte, at hun døde som et helt menneske, der turde stå ved sine overbevisninger, når hun dog døde? Det er klart, at den slags spørgsmål kan vi ikke svare på. For vi har ikke Jesu blik for, hvad det kommer an på. Han vil jo, at hele menneskeheden skal bøje sig for sprogets anbefalinger, altså erkende sin samhørighed med enhver anden, erkende, at den fælles samtale må kunne give os en bedre verden at leve i, en verden, hvor det bliver muligt og naturligt for hvert menneske at kunne leve det ud, han eller hun har i sig, det vil sige, mulighed for at bliver et helstøbt menneske.
Det var han selv med sin modstand mod lovtyranniet, og at han var det, slog Gud selv fast ved at lade ham opstå fra den henrettelse for lovbrud, jøderne udsatte ham for. Og vel er de mange af hans disciple, der måtte lide en lignende død, ikke blevet oprejst på samme måde, men de får dog igennem kirkens martyrfejring det stempel på sig, at deres død ikke har været forgæves, men har bidraget til, at sennepsfrøet, Jesu ord, er vokset op til et stort træ.
Som man kan forstå, er der ganske meget i forholdet mellem mennesket og Gud, som vi mennesker ikke kan overskue, og som vi derfor gør klogt i ikke at rode os ud i voldsomme spekulationer om.
Der er forholdet mellem Guds magt og vor magt. Er det ikke et indgreb i Guds almagt, når vi som person dog selv skal forstå det ord, der tales til os? Luther viser det i ”om den trælbundne vilje”, se her, når han hævder, at mennesket i og med, at det er et sprogligt væsen, er modtageligt for både djævelens og Guds tale.
Og der er det uoverskuelige i den historiske udvikling, hvor der på uforståelig vis sker det, at den uafladelige diskussion i menneskesamfundet tilfældigt eller ved Guds Ånds førelse fører til nye og gode erkendelser.
Endelig er der det mystiske ved martyrernes død, at de netop i deres martyrium er hele mennesker, der på paradoksal vis vinder livet ved at dø.
Lad mig sammenknytte det hele i et citat fra slutningen af ”om den trælbundne vilje”. Her siger Luther:
Vi kan tænke os tre lys, naturens lys, nådens lys og herlighedens lys, sådan som man skelner i almindelighed og med rette. I naturens lys er det uløseligt, at det er retfærdigt, når den gode møder trængsler og den onde har det godt. Men dette løser nådens lys. I nådens lys er det uløseligt, hvordan Gud fordømmer den, som ikke med sine egne kræfter kan gøre andet end synde og være skyldig. Her siger både naturens lys og nådens lys, at den, der er skyldig, ikke er det elendige menneske, men den uretfærdige Gud, de kan nemlig ikke dømme anderledes om en Gud, som kroner det ugudelige menneske uden at han har gjort sig fortjent til det og undlader at krone en anden og i stedet fordømmer ham, skønt han måske er mindre ugudelig og i hvert fald ikke mere ugudelig. Men herlighedens lys siger noget andet og vil vise os, at Gud, der nu kun har en dom af uforståelig retfærdighed, til den tid vil være af den mest retfærdige og klare retfærdighed, blot sådan, at vi indtil da skal tro det, formanet og bekræftet af dette eksempel med nådens lys, som et lignende mirakel fuldbyrder i det naturlige lys. (Se her).
Vi lever ikke i herlighedens lys og kan derfor ikke forstå til fulde. Den overbevisning afholdt Luther fra som andre af reformatorerne, f.eks. Calvin, at spekulere i forudbestemmelse af den ene og den anden art. Den burde også få os til at afholde os fra spekulationer om arvesynd og dobbelt udgang eller alles frelse. Der er nu engang noget, vi må lade Gud om.
ricardtriis 