Inden vi når frem til at besvare ovenstående spørgsmål, er der så gruelig meget, vi skal igennem.
Først skal vi lidt nærmere ind på det fænomen i Jesu forkyndelse, som jeg har kaldt ”afsmitningsreglen”. Er det virkelig sandt, at vi mennesker er resonnansvæsener, at vi på umiddelbar vis påvirker hinanden, så min glæde bliver de andres glæde, og de andres iver bliver min iver?
At det virkelig forholder sig sådan, hænger i første række sammen med, at vi mennesker er flokdyr. Det er noget, vi er, i modsætning til så mange andre pattedyr. Og det betyder, at vi knytter os sammen med de andre medlemmer af flokken. Bliver flokken ophidset, bliver også jeg som en del af flokken ophidset.
Sådan var det, før mennesket fik et sprog, og sådan er det, efter at mennesket har fået et sprog.
Men der skete alligevel en væsentlig forandring med dette fænomen, da sproget kom til. Der skete det, at der dannedes et lovsprog, og at mennesker fandt ud af, at man burde understøtte den naturlige samhørighed med diverse lov- eller moralbestemmelser. Og så var det ikke længere den umiddelbare samhørighed eller kærlighed, der betød noget, så var det blevet den mere eller mindre nøje overholdelse af god moral eller guddommelig lov, der var afgørende.
Det vendte Jesus sig imod med sine mange lignelser og med sin tale om afsmitningsreglen, Matt 7,1f og Luk 6,37f. Jeg vil her tillade mig at gå lidt nøjere ind på disse ord. Hos Matthæus står der:
Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.
Og hos Lukas hedder det:
Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.«
Sjovt nok kan man her iagttage den samme forskel mellem Matthæus og Lukas, som kan ses i ordet om at ”hade far og mor”. Det synes at hænge sådan sammen, at Lukas – eller den menighed, som han bygger sit evangelium på – både taler aramaisk og græsk og derfor ikke opdager, at han kun oversætter halvt, hvorimod Matthæus synes at bringe os en oversættelse uden aramaisk tilsætning.
Denne forskel kan ses i ”hade-ordet”, Luk 14,16:
Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel.
Parallellen hos Matthæus (Matt 10,37) ser sådan ud:
Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd.
Der er ikke tale om, at den kristne skal hade sin far og mor, men der er tale om, at man på aramaisk udtrykker dette, at man foretrækker én ting frem for en anden ved hjælp af ordene ”hade” og ”elske”. Hvis jeg hellere vil have kaffe end te, kan jeg sige, at jeg elsker kaffe og hader te. Og hvis man i Det gamle Testamente vil giver retningslinjer for, hvordan en mand med to koner skal gebærde sig, hvis han holder mere af den ene end af den anden, så kommer man med følgende lovbestemmelse, 5 Mos 21,15f:
Hvis en mand har to hustruer og foretrækker den ene og tilsidesætter den anden, og både den foretrukne og den tilsidesatte føder ham sønner, og han får sin førstefødte med den tilsidesatte, må han ikke, når han skal fordele sin ejendom til sine sønner, lade den foretruknes søn gælde for den førstefødte frem for den tilsidesattes søn, som er den førstefødte.
Blot står der på hebraisk ikke ”foretrækker” og ”tilsidesætter”, men ”elsker” og ”hader”. Og havde man nu rettet på Lukas’ fejloversættelse og skrevet: ”hvis nogen kommer til mig og ikke tilsidesætter far og mor”, så ville mange præster være sparet for et stort hovedbrud. Dog, det har man ikke gjort. Men heraf ser vi altså, at Lukas i så høj grad tænker ”på aramaisk”, at det ikke støder ham det mindste at bruge ordene ”hade far og mor”; det kan da enhver forstå, synes han at mene.
En lignende forskel mellem de to evangelister kan ses ud fra ”dømme-ordet”. Her står der i Lukas’ græske tekst blot ”Døm ikke, og I skal ikke dømmes”. Og det er typisk aramaisk. Igen synes Lukas med sit lidt for aramaiske hoved at tænke, at det kan da enhver forstå.
Men Matthæus skriver mere græsk-korrekt ”Døm ikke, for at I ikke skal dømmes”. Så må vi moderne mennesker jo tage det med i købet, at Jesus derigennem forvandles fra én med en højetisk individual-etik til én med en klogskabsbetragtning. Jeg mener: Vi har jo tilspidset vore etiske forestillinger, så vi regner det for udtryk for en højere og finere etik, hvis man ikke vil opnå noget gennem sine handlinger, men blot handler af respekt for moralloven. Dog, denne lille fadæse fra Jesu side plejer man at overse. Oven i købet har man hos Lukas denne gang ikke nøjedes med hans ”og”, men helt korrekt skrevet ”så skal I ikke dømmes”.
Når man som moderne teolog kan blive lidt loren ved Jesu klogskabsbetragtning, hænger det sammen med, at man betragter det som en selvfølge, at den dom, man undgår ved ikke at dømme, er Guds dom ved verdens ende. Og – mener man – Gud dømmer naturligvis på samme individualistiske måde, som vi moderne mennesker gør.
Det mener Jesus blot ikke, ja, han vil have os helt væk fra det med at dømme, både Guds dømmeri og menneskers ditto. Det, han vil, er, at han vil have os tilbage til det naturlige, menneskelige og selvfølgelige samliv med de andre i de fællesskaber, vi står i. Det kan f.eks. ses i lignelsen om den fortabte søn, Luk 15,11-32, hvor jo den ældste søns lovtankegang ødelægger den glæde, han ellers naturligt måtte føle ved at få sin bror tilbage. Men det kan også ses ud fra ordet om ikke at dømme, når vi altså lige vover at tolke ordet anderledes end hidtil.
Man har i den nye bibeloversættelse, den fra 1992, lavet en lille rettelse i Lukas’ gengivelse af ordet om ikke at dømme. I 1948-oversættelsen stod der – i god overensstemmelse med den græske tekst – ”et godt, presset, rystet, topfyldt Maal skal de give i jeres Skød”. Det har man ændret, så der nu i stedet for ”de” står ”man”. De nye oversættere har sikkert ønsket at tydeliggøre, at der ”naturligvis” er tale om dommen ved verdens ende. Men det er galt. Det er der ikke noget belæg for. Der er i stedet for tale om, at du ved at undlade at dømme skaber en atmosfære i fællesskabet af imødekommenhed og velvilje. Dog har jeg så mange andre steder her på bloggen behandlet dette spørgsmål, sidst vistnok her, så yderligere argumentation vil jeg undlade. Blot har jeg her som noget nyt påpeget, at Matthæus’ ”for at” understøtter min argumentation.
Nu går vi i stedet videre til lignelsen om den barmhjertige samaritaner, Luk 10,25-37. Den har jeg ganske vist også behandlet næsten til kedsommelighed, men denne gang vil jeg pege på et træk ved den, som vi sjældent tænker over, men som er med til at underbygge Jesu påstand om, at der findes en naturlig, menneskelig samhørighedsfølelse hos os alle, og at den kommer frem, hvis man formår at skyde lovtankegangen til side.
Det, Jesus vil med lignelsen, er jo nemlig at forhindre lovtankegangen i at sætte grænser for næstekærlighedsbuddet. Det havde den tids jøder gjort overfor bl.a. samaritanerne. En samaritaner var ikke en næste, som buddet opfordrede jøden til at elske. For næsten var, mente de, kun landsmanden. For at nedbryde den begrænsning er det, Jesus fortæller sin lignelse. Og derfor spørger han til sidst den lovkyndige, ham, der havde spurgt, hvem den næste var, der skulle elskes, om, hvem den overfaldne nu skulle elske efter næstekærlighedsbuddet. Og læg mærke til det: når den lovkyndige – og vi alle med ham – med det samme forstår, at svaret er: samaritaneren, skyldes det, at vi alle har siddende i os en tendens til at besvare kærlighed med kærlighed, hjælpsomhed med om ikke direkte hjælpsomhed så i det mindste taknemlighed.
Altså: afsmitningsreglen, som vi måske ikke rigtig troede på, når den lød teoretisk i Luk 6,37f, den viser det sig, at vi uden videre tror på, når den afbildes for os i praksis. Samaritaneren har uden at kende den rettet sig efter den: han har hjulpet den overfaldne. Men, siger lignelsen, dette skaber uvægerligt i den overfaldne en taknemlighed, der er så stor, at den nedbryder alle de lovbegrænsninger, som jøderne dengang havde sat op. Og jo samtidig de begrænsninger, som vi i vore dage forsøger at sætte op.
Og nu er vi ved at nærme os overskriftens spørgsmål: Findes der to slags afghanere?
Det skulle i så fald være én slags, som gribes af taknemlighed, hvis de hjælpes til et vestligt land, og en anden slags, som ikke gribes af nogen form for taknemlighed. Eller – med mit vokabular – én slags, som afsmitningsreglen rammer, og én slags, som den ikke rammer.
For nogen tid siden – det var kort tid efter evakueringen fra Kabul – blev jeg én af de få, der opdagede noget nyt angående flygtningeproblemet. Jeg blev klar over, at de flygtninge, der blev taget med fra Kabul, var ægte flygtninge i modsætning til dem, der blev samlet op på Middelhavet. Jo, for Kabul-flygtningene udviste taknemlighed, Middelhavsflygtningene ikke, se her. Jeg tillod mig dengang at begræde, at vor falske sprogbrug angående Middelhavsflygtningene, som jo egentlig blot er migranter, fik mange modstandere af den muslimske indvandring til med det samme at betragte Kabul-flygtningene på samme måde. Men ak, de få pip, der fra denne blog nåede ud til offentligheden, formåede ikke at ændre på dette forhold.
Lidt senere blev jeg så klar over, at denne mangel på taknemlighed fra muslimers side er langt mere udbredt, end jeg hidtil havde troet, se her. Mange muslimske palæstinensere, som er blevet behandlet på israelske hospitaler af israelske læger, udvikler ikke nogen taknemlighed mod jøderne, ja, nogle fortsætter endda deres propagandaråb om, at alle jøder skal fordrives fra Israel. Og på baggrund af sådanne oplysninger er det, man fristes til at spørge: Har Jesus virkelig taget så meget fejl? Skulle han have fortalt lignelsen om den barmhjertige samaritaner anderledes? Skulle det være endt med, at den overfaldne som en ”god” jøder forbandede den samaritaner, som havde reddet hans liv? Hvis altså Jesus ville være realist og ikke en profet med vilde, men uigennemførlige tanker.
Alt dette lægger op til en omtale af tre indlæg i de alternative medier.
Først et indlæg fra Den korte Avis, se her. Det handler om en afghaner på 29 år, der så en tysk kvinde arbejde og derfor stak hende med en kniv i halsen. Det foregik i Berlin.
Det næste indlæg handler om en 20-årig afghaner, som i Nordnorge havde fået stilling som sygepasser og som midt om natten blev grebet i at voldtage en 92-årig kvindelig patient, se her. Han nægter alt på trods af, at hans sæd er fundet i kvindens skede. I stedet henfører han sig til Allah:
Jeg har ikke noe å si, det er Allah som vet om dette. Det er Allah som vet hva som har skjedd, og hvordan det har skjedd, og hvordan min tilstand var. Alle skal gå til andre verden. Hvis det ble begått da jeg var i dårlig tilstand, … eller … så det er Allah som vet alt, så jeg vet ikke.
Denne hændelse bliver også omtalt på rights.no, se her. Og her sammenfatter Hege Storhaug nogle ting angående muslimer, når de anklages i Vesten.
1) I æreskultur ,,, benekter man alt inntil det eventuelt ikke er mulig lenger. Som en afrikaner i en narkosak i Norge for en del år siden da det ble funnet poser med kokain i magen til tiltalte og beviset ble fotodokumentert og lagt frem i retten: – Det er ikke min mage.
2) Den totale empatiløsheten som preger æreskultur og islam, ikke minst overfor ikke-muslimer. Man har ingen medfølelse med offeret, tvert om snur man alt på hodet og setter seg selv i offerposisjonen.
3) Grunnleggende mangel på etikk, som da en gambisk pleieassistent i Helsingør morte seg med å skjelle ut og true en dement 83 år gammel kvinne på det groveste på engelsk: «Jeg skal for faen gi deg rundjuling. Du er ekkel, dum og stygg.»
4) Ikke-muslimer har ingen egenverdi – uansett alder.
5) I Vesten påberoper folk fra disse kulturene seg å ha langt større respekt for de eldre enn det vi har. (Vi vet jo at det er de underdanige, ubetalte svigerdøtrene som står for pleien av de eldre, men la dette ligge nå.) Respekten for eldre gjelder altså ikke norske, ikke-muslimske eldre.
6) Ikke å innrømme forholdene, viser styrke utad til eget miljø og storfamilie. Det skaper såkalt respekt, som i vestlig kontekst betyr frykt. «Jeg er en person som skal fryktes, jeg er ikke redd noen, og prøver du deg på meg, vet du hva som venter» (represalier og vold).
Det er desværre alt for sandt, hvad Storhaug her skriver. Men vi kan stadig ikke rigtig tro på det. For os vestlige mennesker er da taknemlighed en naturlig ting, noget, alle mennesker næsten nødvendigvis må præges af, når de møder barmhjertighed. Og lad os bare sige, at denne taknemlighed er en del af menneskets medfødte natur, vi må i hvert fald føje til, at kristendommen ikke har forhindret denne taknemlighed i at komme til udtryk.
Men er vi ikke nødt til at sige, at islam har forhindret den naturlige taknemlighed. I punkt 4 ovenfor giver Storhaug begrundelsen for det: Vi ikke-muslimer har ikke nogen egenværdi for muslimerne. Og hvis Jesus har taget fejl ved at lade den overfaldne gribes af taknemlighed, så må det skyldes, at nutidens muslimer har en langt stærkere fornemmelse for “Guds” lov end datidens jøder. At jøderne dengang betragtede samaritanerne som undermennesker, var ikke nok til at få dem til at undlade taknemlighed. Men at muslimer i vore dage betragter os som undermennesker, synes at være rigeligt til at få dem til at undlade at vise os taknemlighed, skønt vi dog hjælper dem på utrolig mange måder, når de kommer ind i vore lande.
Jo, vi kan kendt til den samme overlegenhedsfølelse i europæisk historie. Både nazisterne og kommunisterne var i stand til at behandle andre mennesker som undermennesker. Men begge dele er dog noget, vi i dag skammer os over. Hvorimod vore dages muslimer synes at være i den grad indpodet med magtforestillinger, jævnfør punkt 6 ovenfor, at det næsten må synes umuligt at få dem til at tænke normalt, det vil sige: lige så menneskeligt som os.
Derfor er der noget opløftende ved de Kabul-flygtningenes taknemlighed. De var jo muslimer, blot havde de arbejdet sammen med vestlige mennesker og forventede derfor Talebans straf. Men de tog det på ingen måde som en selvfølge, at de blev reddet, de tog det som et stort held, og de var taknemlige imod os for det. Og det var de på trods af, at de var muslimer, på trods af, at de måske fra barnsben havde fået at vide, at de ikke måtte efterligne vestlige mennesker. Skyldes det, at der alligevel er sket noget afgørende i Afghanistan? Indrømmet: Jeg véd det ikke.
Men det forekommer mig indlysende, at der er et stærkt behov for overfor vore muslimske landsmænd at forkynde den del af lignelsen om den barmhjertige samaritaner, som vi sædvanligvis springer over: den del, der var den egentlig grund til, at Jesus fortalte lignelsen, den del, hvor han får en lovkyndig jøde til at indrømme, at næsten også kan være en ellers hadet samaritaner, noget, han får ham til at indrømme, fordi jøderne på trods af deres overlegenhedsfølelse overfor bl.a. samaritanerne stadig kunne røres til taknemlighed.
Og så kan pludselig dette, at nogle afghanere udviser taknemlighed, måske alligevel til vores overraskelse vise, at det har haft en vis virkning, at vi vesterlændinge trods alt har været i Afghanistan i over tolv år og kæmpet for vestlige værdier dèr.
Blot skal vi ikke glæde os for tidligt. Lad mig bare minde om, hvordan jeg her har forsøgt at vise, at dette, at muslimerne forsøger at undgå forelskelsen ved at operere med kønsadskillelse og arrangerede ægteskaber, måske fremkalder et muslimsk kvindesyn, som er ganske umenneskeligt, fordi man uhyre let kommer til at se på kvinden som et blot og bart redskab til mandlig tilfredsstillelse og ikke som en selvstændig person.
Og når dertil kommer, at muslimerne jo uden tvivl betragter deres kønsadskillelse og deres arrangerede ægteskaber som en langt frommere løsning på kønsforskellens vanskeligheder end vores noget mere løsslupne holdning, så må vi forstå, at der er lang vej igen, inden vi får gjort muslimerne menneskelige.
ricardtriis 