Den naturlige lov

Udtrykket ”naturlig lov” er i filosofisk og teologisk tradition betegnelsen for den forestilling, at mennesket selv kan udfinde, hvad det er godt og rigtigt at gøre. Vi behøver altså ikke nogen guddommelig åbenring for at blive klar over, hvad der er godt og ondt i moralsk henseende.

Med den viden er det lidt besynderligt at læse en artikel i Weekendavisen den 21-1 med overskriften Ateistisk moral, se her (bag betalingsmur). Det er besynderligt, fordi hverken interview’eren, Marta Sørensen, eller interview-offeret tilsyneladende har nogen anelse om disse filosofiske traditioner.

”Offeret” hedder Sean Caroll, og han forsker i mørkt stof, tyngdekraft og universets opståen. Og dertil er han altså én af disse nyateister, der er dukket op for nogle år siden, dog en mildere én af slagsen end både Richard Dawkins og Christopher Hitchen, de to, der især har båret nyateismen frem.

Jeg har for lang tid siden haft Richard Dawkins i behandling, se her. Dengang tillod jeg mig at kalde ham en tøsedreng. Jo, han ville i to såkaldte dokumentar-udsendelser i fjernsynet vise, at religion er farlig, fordi dette, at man sætter Gud bag sine meninger, bevirker, at man er villig til at bruge vold overfor anderledes-tænkende. Men han vovede ikke at sige et ord imod islam, skønt islam er den eneste religion på kloden, der vil udbrede sine teser med vold. Oven i købet tillod jeg mig at gøre lidt nar af ham:

Er han [altså Dawkins] mon bange for konsekvenserne, hvis han er altfor uvenlig overfor muslimerne? Enten i form af en anklage for ”hate speech”, noget, man vistnok sådan for alvor kan anklages for i England, eller i form af, at han selv bliver myrdet af en muslimsk terrorist? Godt nok ville et sådant mord jo på den mest perfekte måde bevise den tese, han lægger så meget vægt på. Men for ham selv ville det jo være en lidt kedelig måde at bevise den på.

Denne anklage mod religion fraviger Caroll i nogen grad:

»]eg var ikke så interesseret i at tale om, hvordan religion er dårligt. Lad os hellere tale om, hvad det betyder, at Gud ikke findes, og hvad vi skal gøre ved det,« siger han. Hvordan konstruerer man moral og mening i en verden, der ikke leverer disse ting på forhånd? Overvejelser, som mange ateister ifølge Sean Carroll enten ignorerer eller mener, at man kan kortslutte med henvisning til den videnskabelige metode.

Det vil sige: han vil ”konstruere moral og mening”, fordi verden efter hans opfattelse ikke leverer disse ting på forhånd. Og det går han så i gang med. Eller rettere: han går i gang med at vise, hvordan hans ateisme er mere rationel end religionen. (Jeg skriver med vilje ”religionen”, for han skelner ikke mellem de forskellige religioner, specielt ikke mellem islam og kristendom). Han skriver lidt senere:

Når man er religiøs, sker der derimod en udveksling, hvor religionen skaber moralske regler, hvorefter den bekræfter dem og gør dem ubrydelige. Det er en sjælden religiøs tradition, der ikke hæfter en vis uforanderlighed på sit billede af den menneskelige natur, rigtigt og forkert, mænd og kvinder og så videre. Der er en essentialisme og absolut vejledning, og sådan tror jeg ikke, at verden er. En ærlig naturalist vil ende med at være meget mere vag, hvad angår mening og moral. Det er et evigt projekt og hårdt arbejde.

At religionen skaber moralske regler, er ganske korrekt, når religionen er islam. Men det gælder ikke, når det er kristendom, der er tale om. Derimod kan der være noget om det næste, han skriver, at næsten enhver religiøs tradition har et uforanderligt billede af den menneskelige natur. Men eftersom han blander alle religioner sammen i én pærevælling, får han ikke noget ud af denne iagttagelse. Udover at lade ane, at han ikke aner, hvad han egentlig selv som naturalist vil ende med at mene.

Senere tager han Jordan Peterson op til kritisk stillingtagen. Han er ikke enig med ham i de 12 regler for livet, Peterson opstillede i sin første bog. Men han er lidt misundelig på ham, fordi han har bedre held med at udbrede sine tanker end han selv har haft:

Så jeg vil give Peterson stor anerkendelse for at have udviklet en måde at tænke på, der tager fat i nogle af de vigtige spørgsmål.Vi naturalister har ikke 12 regler for livet, så vi beder folk om selv at finde ud af det, men ikke alle har tid, lyst eller ressourcer til det.

Det er dog en mærkelig blindhed, han har. Mon ikke Jordan Peterson har argumenteret en del for sine 12 regler? Mon ikke han vil have folk til selv at forstå dem og ikke bare bevidstløst adlyde dem? Så mon ikke også han beder folk om selv at finde ud af det? Men nej, sådan ser han åbenbart ikke på Peterson. ”Hvad Peterson tror på, er et åbent spørgsmål”, hedder det; underforstået: hvis han har en form for gudstro, må han afvises. For alt, hvad Caroll skal kunne forstå og acceptere, må bygge på en ikke-gudstro.

Men en sådan får han ikke fra mig. I modsætning til ham vil jeg mene, at gudstro og videnskab ikke står i noget modsætningsforhold til hinanden. Når vel at mærke gudstroen er den kristne gudstro. Men dette udelukker ikke, at kristendommen kan komme med visse spørgsmål til videnskabsfolkene, spørgsmål, som de måske ikke lige har tænkt over.

For eksempel er det vel ikke tilfældigt, at Hugo Grotius, den hollandske filosof, hvis tanker danner grundlag for alle internationale aftaler, har bygget videre på tanken om den naturlige lov, som både den katolske Thomas Aquinas og den lutherske Martin Luther gik ind for. Det betyder ikke, at disse tanker er kristne, det betyder blot, at kristendommen i hvert fald i disse to former fuldt ud anerkender dem. Det vil sige, at det, Caroll betragter som en ny opgave for nyateisterne, for længst er taget op af vestlige teologer og filosoffer.

I det ”Forum teologi/naturvidenskab”, hvis møder jeg deltog i gennem mere end 25 år, var det til tider svært at få naturvidenskabsfolkene med på tanken om, at mennesket var et væsen, der var kategorialt forskelligt fra de andre dyr, omend jeg nok er nødt til at føje til, at vi teologer ikke var altfor meget fremme i skoene, når det drejede sig om at klargøre, hvad vi byggede denne kategoriale forskel på udover naturligvis skabelsesberetningerne. Og det kan da også godt være, at min tese om, at mennesket er det eneste dyr, der véd af, at det skal dø, og véd det i kraft af at være et sprogligt væsen, først fik sin fulde udformning, da forummet var blevet nedlagt.

Men nu tør jeg i hvert fald sige det med fuld stemmeklang, og oven i købet bruge denne iagttagelse til at tydeliggøre Jesu budskab med.

For den del af Jesu forkyndelse, som jeg har kaldt afsmitningsreglen, har jeg jo – fræk som jeg er – udledt fra menneskets dyrefortid. Fordi mennesket i sine gener som andre dyr er blevet til et flokdyr, derfor kan man med rimelighed sige, at afsmitningsreglen – altså det forhold, at vi mennesker uvilkårligt følelsesmæssigt påvirker hinanden – har en genetisk komponent, udover, naturligvis, at den understøttes og styrkes af sproget med dets moralske forestillinger.

Er det ikke rationelt nok for en naturvidenskabsmand? Det burde det dog vist egentlig være.

Men sjovt nok har teksten til 3. søndag efter helligtrekonger, som jeg jo hørte oplæst i går den 23.1., givet mig anledning til visse overvejelser over forskellen mellem islam og kristendom.

I denne tekst, Luk 17,7-10 beskriver Jesus nemlig en slaves arbejde som forbillede for den kristnes liv:

Hvis en af jer har en tjener, som pløjer eller er hyrde, vil han så sige til ham, når han kommer hjem fra marken: Kom straks og sæt dig til bords? Vil han ikke tværtimod sige: Lav mad til mig og bind kjortlen op om dig og vart mig op, mens jeg spiser og drikker; bagefter kan du selv spise og drikke. Mon han takker tjeneren, fordi han gjorde det, han har fået besked på? Således også I: Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.

”Tjener”, hedder det. Det er en pæn oversættelse. Egentlig betyder det ”slave”. Og hvis man har lidt fornemmelse af Jesu øvrige forkyndelse, bliver det ret klart, at Jesus omtaler disciplene som slaver, fordi han derved får skabt en situation, hvor farisæisme er umulig. Disciplene skal ikke sole sig i en fornemmelse af at have gjort noget særligt, de har kun gjort, hvad deres plads i livet tilsteder dem, hvad enten de er ægtemænd, arbejdere, slaver eller herrer.

Hvad der mere præcist ligger i den holdning, når det er slaver, det drejer sig om, kan vi se hos Paulus i Ef 6,5f:

Slaver, adlyd jeres jordiske herrer, som var det Kristus, med frygt og bæven og af et oprigtigt hjerte, ikke som øjentjenere, der vil stå sig godt med mennesker, men som Kristi tjenere, der af hjertet gør Guds vilje.

Jeg har tidligere, nemlig her, gjort opmærksom på, at ordene ”af et oprigtigt hjerte” også kan oversættes ”i jeres hjerters helstøbthed”. Derved bliver det nok lidt mere klart, at det, Jesus vil, og som Paulus følger op på, er den opførsel, der følger af, at slaven er et helt menneske, og ja – er det, nøjagtig ligesom hans herre er det. Men dette får ikke Jesus til at anbefale nogen oprørsstemning hos slaverne, det får ham blot til at sige – ud fra afsmitningsreglen – at slaven, når han opfører sig som et forstående menneske og ikke som et stykke kvæg, uvægerlig får hans herre til at betragte ham som et sådant væsen, altså som et forstående menneske.

Det er også det – altså muligheden for, at slaven faktisk kan forstå, hvad hans herre er ude på, fordi han som et sprogligt væsen har samme muligheder som hans herre – der får Paulus til i Gal 3,28, at sige, at det her, i menigheden, ikke kommer an på at være jøde eller græker, træl eller fri, mand eller kvinde, for alle er vi ét i Kristus. Ja, det får ham endda til mellem linjerne i brevet til Filemon at antyde, at det ville være passende at frigive Onesimus, den slave, der var flygtet fra ham og ved Paulus’ prædiken var blevet kristen og nu sendes tilbage til Filemon med Filemonbrevet i hånden, Filem 16.

Nu betyder ordet ”muslim” jo én, der underkaster sig, ligesom ”islam” betyder underkastelse. Og på den baggrund kunne man måske vente, at Jesu opfordring til disciplene om at opføre sig som slaver gjorde ham til en slags muslim før Muhammed. Det er dog ikke tilfældet. For som Paulus’ udlægning af Jesu holdning i forhold til slaver og som anvendelsen af afsmitningsreglen viser, er slavens holdning overfor sin herre netop en forstående holdning, man kunne såmænd sige, at slaven handler, som han gør, i velforstået egeninteresse. For han medvirker til at skabe en god atmosfære mellem herren og hans slaver. Og det er noget, han véd, og noget, han tænkes at handle på.

Anderledes med den muslimske underkastelse. De åbenbaringer, Muhammed fik – eller altså mente at få – fra Allah, fik han uden selv at kunne eller skulle forstå dem; de var der bare. Og tilsvarende tænkes den fromme muslim at adlyde Muhammeds befalinger – eller i hans egne øjne: Allahs befalinger – uden at kunne eller skulle forstå dem. Oven i købet kan man jo hævde – og muslimerne gør det, vær sikker på det – at dette at adlyde uden at kunne forstå er tegn på større fromhed end dette at adlyde forstående. For adlyder man forstående er man jo bare en klog rad, der vil opnå noget med sin lydighed. Adlyder man derimod uden at forstå – og også uden at der stilles krav om forståelse – så er slavebilledet meget mere passende: som slaven ikke tænkes at vide, hvad hans herre er ude på, sådan tænkes den fromme muslim ikke at vide, hvad Allah vil med sine befalinger. At så muslimerne som de sproglige væsener, de er, ikke har kunnet lade være med at komme med diverse forklaringer på det fornuftige i Allahs befalinger, det er noget andet, og til en vis grad noget, som de fromme imamer advarer imod.

Så om muslimerne gælder virkelig det, Sean Caroll siger om religion i al almindelighed: at religion skaber moralske regler og bagefter gør dem ubrydelige, i islams tilfælde ved at påstå, at koranen er åbenbaret af Allah uden Muhammeds forståelse. Og også den påstand om religion, at i kraft af den kommer der til at være en vis uforanderlighed over levereglerne, passer som fod i hose på islam. Men bestemt ikke på kristendommen.

Jesu påstand om afsmitningsreglens gyldighed er ikke noget, der pr automatik indses af alle, dens gode virkninger er højst noget, der så at sige finder sted bag om ryggen på folk. Og det menneskesyn, der fremstår på baggrund af Jesu forkyndelse, er et menneskesyn, der udvikler sig. Det siger Jesus jo med lignelsen om sennepsfrøet, Mark 4,30-32. Og johannesevangelisten siger det samme i Joh 16,13, hvor det om sandhedens Ånd hedder, at han skal vejlede disciplene til hele sandheden.

Og det er jo da forresten også, hvad vi kan konstatere i den historiske udvikling. Ifølge johannesevangeliet fremkom Jesus selv med en ytring, der kan siges at være ytringsfrihedens grundvold: Joh 18,23, hvor han efter at være blevet slået af en ypperstepræstetjener, fordi han efter dennes mening svarede ypperstepræsten lidt for frækt, siger:

»Har jeg sagt noget forkert, så bevis, at det er forkert; men er det rigtigt, hvorfor slår du mig så?«

Men denne tanke skulle igennem mange kirkemøder, lukkes ned igen, tages op af Luther, droppes igen, indtil den endelig vandt overtaget engang i 1700-tallet, dog ikke mere, end at den også i vore dage er truet.

Det samme med tanken om lighed mellem slave og herre. Det tog tid, alt for lang tid, synes vi nutidsmennesker, før denne tanke fremkaldte forbud mod slaveri. Men i dag er det en selvfølge. Eller – hvis vi skal være sandheden tro – det er en selvfølge i vor del af verden. Muslimerne holder f.eks. stadig fast ved koranens forskelsbehandling af mænd og kvinder, af muslimer og ikke-muslimer. For dem gælder Carolls påstand om de religiøse loves uforanderlighed. Men ikke for den kristne verden.

To ting må undre ved artiklen i Weekendavisen.

For det første, at en dog ellers ret lærd mand som Sean Caroll ikke har opdaget forskellen mellem kristendom og islam, men kører begge dele ind under begrebet ”religion”. Det er måske en særlig amerikansk særegenhed, men sand er den ikke.

For det andet, at man skal læse den slags på uvidenhed bygget vrøvl i en dansk avis. For herhjemme skulle man dog mene, at enhver påstand om religionens uforanderlighed må falde pladask til jorden, i hvert fald, hvis religionen er folkekirkekristendommen. Det kan da ikke være gået journalistens næse forbi, at vi her i landet har forandret synet på præsteembedet, så det nu er muligt, at kvinder kan bliver præster. Men ak, hun godtager uden vrøvl Carolls betragtninger, som om hun deler hans uvidenhed.

Men okay, det er ikke første gang, vi er blevet vidne til mediernes uvidenhed. Jævnfør den henvisning til Richard Dawkins to såkaldte dokumentarudsendelser, som jeg indledte med. Også de blev uden vrøvl accepteret af danske medier, skønt de var alt andet end dokumentariske.

Dette indlæg blev udgivet i ateisme, Luther, Ny testamente og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.