Venlighed eller sandhed

Jeg er lidt uenig med Thomas Hoffmann, islamforsker ved Det teologiske Fakultet i København. Uriasposten gengiver et indlæg, han har skrevet på Facebook i en diskussion om en udtalelse, som en muslima er kommet med, se her. Hun hedder Elif Demir Gökces, og hun har sagt om tjetjeneren, der dræbte Samuel Pati, at han ikke var muslim. Det er der kommet en vældig diskussion ud af, ikke mindst i en gruppe på Facebook, som åbenbart både hun og Thomas Hoffmann er med i. Her søger hun at begrunde sin påstand således:

“Det jeg forsøgte at understrege var, at ingen rettroende muslim bør dræbe et andet menneske, fordi denne ville vide; at ifølge Islam er ‘at dræbe et menneske ER ligesom at dræbe hele menneskeheden’. Det er selvfølgelig mit ansvar at formulere mig mere tydeligt. Vi er alle sammen mennesker, og intet menneske er fejlfrit. Jeg er ikke en retorisk trænet politiker, der kan svare hurtigt og entydigt igen. Derfor har jeg også fejlet i min retorik, hvilket jeg beklager.” (Elif Demir Gökce, Facebook, 27. januar 2022)

Det får følgende kommentar med på vejen af Thomas Hoffmann:

“… hvis hun havde citeret verset korrekt og i sin fulde ordlyd, ville hendes argument ikke rigtigt hænge sammen. For verset lyder således: ‘På grund af dette har Vi foreskrevet Israels børn [Koranens betegnelse for jøderne], at hvis nogen dræber et menneske, uden at det sker som hævn, lige for lige, eller for at have skabt fordærv i landet, er det, som om han havde dræbt alle mennesker/menneskeheden.” Verset fortsætter: ”Og hvis nogen skænker et menneske livet, er det, som om han havde skænket alle mennesker livet. Vore udsendinge har bragt dem de klare beviser. Alligevel gik mange af dem derefter for vidt på jorden’. Selvom verset adresserer Israels børn betragtes moralen og de strafferetlige logikker som gældende for muslimerne. Med andre ord: verset angiver meget klart, at der er klare legitime undtagelser fra forbuddet mod at slå ihjel, nemlig hævn, gengælde og drab på dem, som skaber fordærv i landet. Altså det stik modsatte af, hvad Gökce argumenterer i sit opslag.. (Thomas Hoffmann, islamforsker,  28. januar 2022)

Nu er dette jo en diskussion, der foregår på Facebook, og jeg mener at have hørt, at den, der bestyrer en sådan diskussionsgruppe, kan udelukke, hvem han eller hun vil. Så det er muligt, at Hoffmann udtrykker sig så forsigtigt, fordi han gerne også i fremtiden vil deltage i gruppens diskussioner.

Der er tre ting at indvende imod hendes anvendelse af Sura 5,32. Først det, Hoffmann indvender: at hun springer de undtagelser over, som Muhammed dog ret tydeligt har anbragt i verset. Man må altså godt dræbe et menneske, hvis det sker som hævn, lige for lige, eller fordi der var skabt fordærv i landet. Så når Elif mener, at ingen rettroende muslim bør dræbe et andet menneske, har hun altså foretaget en utilladelig forkortelse af koranordet.

Det næste, man kan indvende imod hendes anvendelse, er, at hun overser, at det ifølge den første del af verset – som hun også udelader – er talt til jøderne, og kun gælder jøderne. Her er imidlertid Hoffmann meget forstående. Han godtager, at mange muslimer betragter moralen som også gældende for muslimer. Og som sagt: Det er da pænt gjort af ham. Men det er nu ikke så godt på den måde at gå med til, at muslimer må cherrypicke i koranen, altså tage de ord ud, som de kan lide, uden hensyn til sammenhængen, noget, mange muslimer anklager os ikke-muslimer for at gøre overfor koranordene.

Og det er så meget mere beklageligt, som det følgende vers, altså Sura 5,33, fortæller, hvad der gælder for muslimerne. Her hedder det:

Gengældelsen for dem, der fører krig mod Gud og Hans udsending og stræber efter at skabe fordærv i landet, er, at de bliver dræbt eller korsfæstet eller får deres hænder og fødder hugget af i modsat side eller bliver fordrevet fra landet. Sådan er det.

Det er jo ikke særlig fredeligt. Og det står i en udtalt modsætning til de fredelige ord, der gælder for jøderne. Det gør det nærmest umuligt at bruge de fredselskende ord fra vers 32 for muslimerne, hvis man altså selv vil overholde den hovedregel, som man foreskriver os andre: ikke at tage ordene ud af deres sammenhæng.

Men det bliver værre endnu. For der er en tredje ting at indvende imod hendes brug af koranordet. Netop det sted kan bevises at være talt af Muhammed, så det altså ikke kan være Guds ord. Jeg har redegjort for det her.

Sagen er den, at man har fundet en mishna, altså en jødisk kommentar til Det gamle Testamente, som indeholder netop den tanke, at dette at slå ét menneske ihjel er som at slå alle mennesker ihjel. Det er jo en meget speciel tanke, og man kan uvilkårligt undre sig lidt over, hvad der vel kan få Gud til at sige noget sådant.

Den undren forsvinder, når man læser den mishna, som for første gang formulerede tanken. Denne kommentar stammer fra omkring år 250 e. Kr. og er en kommentar til 1 Mos 4,10. Den gode rabbiner har undret sig over, at når Gud siger til Kain, der lige har slået sin bror Abel ihjel, at ”din brors blod råber til mig fra jorden”, så står ordet ”blod” i flertal, altså på hebraisk. Hvorfor gør det dog det, spørger han sig selv, og svarer:

Du skal vide, at i retssager om liv og død er det ikke, som i retssager om penge. I retssager om penge, giver en mand penge ud og soner på den måde. I retssager om liv og død er han ansvarlig for den andens blod og det afkoms blod, den anden ville have fået indtil verdens ende. Dette tilfælde ser vi med Kain, som myrdede sin bror, og hvor der står skrevet: ”Din brors blod råber til himlen” (1 Mos 4,10). Der står ikke blod i ental, men blod i flertal, altså hans eget blod og hans afkoms blod. En anden forklaring henviser til den tanke, at hans blod blev sprøjtet ud over træer og klipper. Derfor skabes personer enkeltvis for at lære, at hvis nogen forårsager, at et enkelt liv mistes, skal det tilregnes ham, som om han havde mistet en hel verden, og hvis nogen frelser et enkelt liv, skal det tilregnes ham, som om han frelste en hel verden. (Se her).

Dette er jo faktisk et bevis på, at ordet ikke kan stamme fra Gud, og at det ikke hænger sådan sammen, at Gud har åbenbaret ordet for Muhammed. For det er blevet til på ganske menneskelig vis; rabbineren hævder ikke, at det er Gud, der har åbenbaret det for ham, han hævder det blot som en forklaring på det lidt mærkelige, at ét drab skal regnes som et drab på alle mennesker, at ordet ”blod” står i flertal. Enhver må efter hans mening afgøre med sig selv, om det er en god forklaring.

Men én ting er at godtage ordene som en god forklaring på flertalsformen af ordet ”blod” i 1 Mos 4,10, noget helt andet er at få sig selv til at tilsidesætte den mest naturlige forklaring på ordets forekomst i koranen, nemlig, at det er Muhammed, der har hørt ordet af de jøder, han har omgåedes, og i sin trancelignende tilstand – den tilstand, hvori han tænktes at modtage sine åbenbaringer – bruger dette ord, som om det er talt af Gud selv, åbenbaret lige her og nu for mig, Muhammed, så man i stedet virkelig regner med, at Gud har åbenbaret ordet for Muhammed, slår alt dette historiske til side, som om man aldrig har hørt om det, og ganske naivt regner med, at når alle de andre ord i koranen er talt af Gud selv, så må også dette ord være det.

For mig at se, er dette et oplagt emne at tage op i en samtale med muslimer. For hvor vi om bibelen siger, at Guds ord findes i bibelen, dèr siger muslimerne, at Guds ord er identiske med ordene i koranen. Vi kan godt finde os i, at Paulus på visse steder tager fejl, vi mener ikke, vi behøver at tage alle hans ord til os som ord, talt af Gud selv. Men muslimerne mener, at hvert eneste ord er talt af Gud i de åbenbaringer, han gav til Muhammed. Og så kan de ikke andet end komme i bekneb med dette ord, som jo altså bevisligt ikke stammer umiddelbart fra en åbenbaring, Muhammed har fået fra Gud, men fra en rabbiner, der 300 år tidligere har villet foreslå, hvorfor der står blod i flertal i 1 Mos 4,10.

Som sagt er jeg lidt loren ved Thomas Hoffmanns reaktion her. Måske det er klogt at nøjes med den forsigtige bebrejdelse, han kommer med overfor Elif, så han ikke bliver smidt ud af samtalefællesskabet. Men at undlade både at nævne det følgende krigeriske vers til muslimerne og at omtale denne mishna fra 250 e. Kr. det er nu at være lidt rigelig imødekommende overfor muslimerne.

Men jeg må da indrømme, at også den indvending, han kommer med angående Sura 5,32, kan volde muslimer problemer, når de vil afbilde islam som en ikke-voldelig religion. Så måske min indvending i sidste ende kun beror på en karaktérforskel på Hoffmann og mig: hvor han mener at kunne nøjes med et enkelt skud fra boven, dèr kan jeg ikke dy mig for at fyre hele bredsiden af.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.