Høster hvor Han ikke har sået

Nu har vi igen passeret den søndag, hvor der skal prædikes over den mærkelige beskrivelse af Gud, at Han høster, hvor Han ikke har sået, og samler, hvor Han ikke har spredt. Det drejer sig om den lignelse af Jesus, som vi plejer at kalde lignelsen om de betroede talenter, Matt 25,14-30. Og det, der plejer at blive prædiket over, er da også mere talenterne, end det er den mærkelige gudsbeskrivelse.

Jeg har før taget lignelsen frem til nærmere beskuelse, se her. Dengang, i 2014, skyldtes det, at Kathrine Lilleør tog lignelsen frem i en nytårsprædiken, og nu skyldes det, at vor lokale præst, ganske som hun skulle, prædikede over dagens tekst. I begge tilfælde hjalp DR os med at få budskabet ud, gennem Tv og radio. Og i begge tilfælde har jeg ikke noget at udsætte på prædikenerne. Men de handlede altså om talenterne, ikke om den Gud, der høster, hvor Han ikke har sået.

Det, jeg fandt ud af dengang i 2014, var, at man kan formode, at nogle farisæere på Jesu tid var af den opfattelse, at der måtte være givet en lov, før man kan kræves til regnskab efter denne lov. Gud måtte altså først have fortalt Kain, at han ikke måtte slå sin bror ihjel, før Han kunne anklage ham, som Han gjorde i 1 Mos 4,10. En sådan befaling leder de imidlertid forgæves efter i Første Mosebogs første kapitler. I hvert fald beretter en jødisk forfatter, at sådanne betragtninger har fulgt jøderne op igennem tiderne. Og det hænger naturligvis sammen med, at de betragter begivenheden på Sinai som den eneste kilde til oplysning om, hvad mennesket skal gøre her i livet.

Men den forståelse af Gud og af Hans gerning mod os mennesker vendte Jesus sig kraftigt imod. Det var ikke bogstavtro lovoverholdelse, det kom an på, men agtelse for de fællesskaber, man stod i. Paulus formulerer det således i 1 Kor 10,23: ”Alt er tilladt, men ikke alt bygger op”. Med den første sætning får han loven gjort til intet med hensyn til at sige, hvad vi mennesker skal gøre. Og med den anden fortæller han, at det drejer sig om at værne om de fællesskaber, man står i.

Desværre må man føje til, at kirken i så at sige hele dens historie har prøvet at udvande Paulus’ ord her. Det er, som om det sidder i rygraden på os mennesker, at vi da ud fra de skrifter, vi kalder hellige, må kunne udlede nogle bestemmelser, som vi skal rette os efter. Også den kirke, som ellers skulle retlede menigheden og virkelig slå fast, at der ikke mere er tale om nogen lov, men at det nu drejer sig om det langt sværere og også langt mindre præcise at opbygge tilliden og den indbyrdes forståelse i menigheden, i det borgerlige samfund og i familierne, også den kirke har gang på gang lagt sig fast på lovbestemmelser og fremholdt dem som noget, Gud forlangte af os.

Vi kunne nævne en del tilfælde fra Middelalderen, vi kunne nævne Luther, som en i den forbindelsen befriende røst, men lad os nøjes med nutiden. Vi skal jo ikke længere tilbage end til 1949, førend næsten halvdelen af Danmarks folkekirkepræster truede med at ville søge deres afsked, hvis der blev givet tilladelse til, at kvinder kunne søge præsteembede. Det blev dog ikke til nogen afsked, og sidenhen er det vist meget få, der har brugt Paulus ord fra 1 Kor 14,34 til at vende sig imod kvindelige præster.

Men så opstår der så mange andre ting i de kristne menigheder, hvor man finder det naturligt at bruge ét eller andet bibelord til at lave sig en lovbestemmelse.

Katolikkerne har således lavet sig en del lovbestemmelser, f.eks. om forbud mod præsteægteskab, om forbud mod abort, m.m. Og Jehovas Vidner har fornylig haft en retssag i gang angående ét af deres medlemmer, der fik en blodtransfusion, stik imod den erklæring, han havde afgivet. For de regner med et guddommeligt forbud mod blodtransfusion. Det kan være Apg 15,20, de anvender til dette formål. Og her fornylig har der så været en del ballade om en mandlig præst, der blev indsat i Hedensted. Han bekendtgjorde forud for sin indsættelse, at han ikke ville vi homoseksuelle. Og det førte til en stor demonstration udenfor kirken, da han blev indsat.

Jeg skal ikke her hverken angribe ham eller forsvare ham. Men jeg lægger mærke til, at selv om han øjensynlig tilhører højrefløjen indenfor folkekirken, så accepterer han alligevel kvindelige præster. Det var nemlig en kvindelig provst, der indsatte ham i embedet.

Men om alle disse fromme mennesker – og de mange flere, som jeg ikke kan nå at omtale her – må man sige, at de ikke følger Paulus i den første sætning fra 1 Kor 10,23. At se ned på loven og ligefrem sige, at alt er tilladt, nej, det vover de ikke. Men man kan også sige, at de ikke hører ordentligt efter, når lignelsen om de betroede talenter læses op. De fleste kommer med deres lovforståelse af tilværelsen og spørger efter, hvad en talent vel kan betyde i vore dage, hvad vel Jesus vil have os til at gøre med den talent, vi har fået betroet, og lægger derved ikke mærke til dette med, at Gud høster, hvor Han ikke har sået. Altså, ordet om Gud, der høster, hvor Han ikke har sået, der dog ellers næsten springer i øjnene ved sin mærkelige formulering, det hører de ikke.

Men det er altså sandheden om Gud, at Han ikke vil være lovgiver for os. Jøderne tog fejl, da de regnede loven fra Sinai som den rettesnor, Gud havde givet jøderne. Gud har virkelig overladt det til os mennesker selv at finde ud af, hvad vi skal gøre og ikke gøre. Han har jo skabt os som sproglige væsener, det vil sige: som væsener, der kan forstå. Og i kraft af dette forhold, finder Han det muligt, at vi selv når frem til en form for lov for livet. Og det gør vi også. Vi finder frem til den lov, som filosoffer plejer at kalde ”den naturlige lov”. Man kan sige, at den baserer sig på Matt 7,12, den gyldne regel: ”Hvad I vil, at andre skal gøre mod jer, det skal I gøre mod dem”, en regel, der også findes i andre kulturer end den kristne. Men man kan også sige, at den baserer sig på fornuften.

Og så meget har vi da lært af Jesus, at både den lutherske og den katolske kirke anerkender ”den naturlige lov”, og altså også anerkender den på den måde, at vi anerkender, at vi mennesker selv skal bruge vor fornuft for at finde ud af, hvad det er godt og ondt. Så meget har vi i det mindste anerkendt den, at vi har indført demokrati, for i de parlamenter, der er oprettet i demokratiets navn, at kunne diskutere os frem til, hvilke gode og forståelige love, vi skal indrette os med.

Og her ville det på en måde være på sin plads at indvende imod muslimerne, at vor ordning med demokrati og demokratiske diskussioner om godt og ondt er bedre end deres såkaldt guddommelige sharia. Godt nok er der visse af dem, der søger at nedgøre demokratiet ved at sige, at deres love er guddommelige, vores kun menneskelige. Men hvis det virkelig forholder sig sådan, at Gud har givet os bemyndigelse til – og fornuft til – selv at finde ud af forskellen på godt og ondt, sådan som vi kristne hævder, så må vi ud fra den forudsætning hævde, at muslimernes fromhed er fejlagtig. De tror, det er Guds ord i koranen, de retter sig efter, men det er i virkeligheden i første omgang Muhammeds ord og i næste omgang de ledende imamers ord, de holder for guddommelige.

Som sagt: man kunne føre tankegangen videre ad sådanne baner. Men jeg vil hellere gå en anden vej.

Det er nemlig sådan, at vi vestlige mennesker på ingen måde har sluppet lovtankegangen. Blot har vi frigjort den fra gudsbegrebet. Loven er blevet til moral. Vi er stadig opsat på at gøre det gode, og det gode formuleres nu ikke længere ud fra bibelsteder eller guddommelige love, men ud fra moral og moralske forskrifter.

Jamen, vi skal da overholde god moral! Vi skal da overholde næstekærlighedsbuddet! Vi må da som ordentlige mennesker tage os af vor næste, hvor vi end finder ham!

Svaret er: Nej, det må vi ikke!

Og dette overraskende svar kommer af, at vi, før vi bliver lovoverholdere eller gode moralske mennesker, er fællesskabsmennesker. Der kommer en forhutlet stakkel hen til din dør og beder om hjælp. Det er din næste, ikke sandt? Alligevel byder du ham ikke indenfor i dit hjem for at leve sammen med dig og din familie. Nok skal du elske din næste, men du er først og fremmest sat ind i en sammenhæng, og den sammenhæng ville du ødelægge ved at tage imod en vildfremmed. Du har ansvar for din næste, siger du. Nej, ikke hvis du ved næste forstår enhver på denne jord. For du har ansvar for det fællesskab, du er sat ind i. Det fortæller dig, hvad du skal gøre. Loven er ligegyldig, alt er tilladt, men ikke alt opbygger, og det ville ikke opbygge dit familiefællesskab, at en vildfremmed blev medlem.

Det samme gælder på landsplan.

De mange gode og fromme danskere, der så inderlig gerne vil ”gøre en forskel”, finder det godt og rigtigt at tage imod de fremmede, der viser sig på landets dørtrin og søger om asyl. Og de tænker ikke, at de dermed overholder en guddommelig lov, de tænker blot, at de derved gør det gode. Men resultatet er det samme. Den ”gode gerning”, de overtaler sig selv til at gøre eller billige, den sætter dem i stand til at se ned på os andre, der ikke mener, vort folkelige sammenhold kan tåle flere fremmede. Her er det ikke den guddommelige lov fra Sinai, der fremhæves som den, vi skal rette os efter, heller ikke er det den muslimske sharia, der kan give os en plads i Allahs paradis, det er såmænd blot det, som disse ”Gutmenschen” selv har spundet ud af deres sind som gode gerninger, af og til forstærket ved diverse konventioner, FN-konventioner, EU-konventioner, menneskerettighedskonventioner og den slags. Nej, det vore handlinger skal stræbe efter er – med Paulus’ ord – at opbygge fællesskabet, i dette tilfælde: vort folkelige fællesskab. Eller det er med Jesu ord fra lignelsen: Gud høster, hvor Han ikke har sået; Han vil ikke have os til at være bogstavtro mod én eller anden konvention, Han vil have os til at handle ud over konventioner og moralske begreber, ud fra vor forståelse af det fællesskab, vi befinder os i, Han vil have os til at se de ting, der er ved at underminere dette fællesskab, og handle ud fra de kendsgerninger, vi ser.

Og derigennem forandrer han hele vor diskussionsmåde. Hvor vi plejer at diskuterer moralsk: hvad er det moralsk gode at gøre, dèr ændrer Jesus diskussionen til at handle om, hvad det er klogt at gøre. Hvor man moralsk kan smykke sig med fine hensigter og uselviske tiltag, dèr forhindres man i noget sådant, når diskussionen bliver om det hensigtsmæssige, for det fællesskab, man vil opbygge, er man jo selv med i, det er altså i en vis forstand for sin egen skyld, at man opbygger fællesskabet.

Det gælder også, hvis vi ser ud over det nationale fællesskab.

For på bare lidt længere sigt vil jo Europa går op i limningen, hvis vi fortsætter med at give adgang til menneskesmuglernes kunder. Så meget bedre ville det dog være at hjælpe de mange trængende dèr, hvor de bor, måske endda hjælpe med til, at de kan få et bedre samfund at leve i.

At vi virkelig har brug for at slippe fri af det åndelige fangenskab, sådanne tanker fastlåser os i, kunne man se af Deadline-udsendelsen den 17-2. Her talte man i det sidste kvarter om Tunesien, og det mærkelige i, at det nu var dette land og ikke Libyen, der stod for afsendelsen af de fleste migranter til Europa. Når man, som jeg plejer at gøre, lytter efter det, der ikke bliver sagt, overraskes man over den selvfølgelighed, hvormed både værten og de gæster, han har inviteret, nøjes med at beskrive forholdene i Tunesien, landets økonomisk misere, at det nu ikke kun er de fattigste, der ikke kan se nogen mening med at blive i landet, men også middelklassens unge. Vi så således lidt af en video med en influencer med mange følgere, som åbent erkendte, at hun så en bedre fremtid i Paris end i Tunesien.

Men besynderligt nok, alle medvirkende var så ivrige efter at udvise den rette sympati og forståelse for disse stakler i Tunesien, at de fuldstændig glemte at fortælle os seere, at de mennesker, der ifølge konventionerne – altså diverse menneskerettigheds-, FN- og EU-konventioner – har ret til at få asyl hos os i Europa, er mennesker, der er personligt forfulgte, ikke mennesker, der ikke synes, de har nogen fremtid i deres land, ikke mennesker, der lider under arbejdsløshed, ikke mennesker, der bare synes, de kan tjene flere penge i Frankrig.

Sådanne tanker var fuldstændig fraværende. Og hvorfor var de mon det? Fordi sådanne tanker ville ødelægge den smukke hensigt, som jo så indlysende var at få os seere til at føle forståelse og måske endda medlidenhed med disse mennesker. Men nej, ikke engang det. For jeg tror ikke, de tænkte på, at de havde denne hensigt. Det var bare så selvfølgeligt for dem, at det var synd for de mange migranter, og at de da selvfølgelig skulle benytte deres statsfinancierede mulighed til at fortælle os det.

Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente, Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.