En menneskelig muslim?

Som man ser, er der sat spørgsmålstegn i overskriften. For det er det, der her skal undersøges: Kan man forestille sig, at et menneske, der vil være muslim helt og holdent, samtidig er i stand til at udvise almindelig menneskelighed, altså i stand til at være det, vi i vor del af verden kalder human?

Jeg véd godt, at de fleste danskere vil finde et sådant spørgsmål besynderligt. Og jeg véd også, at vores folkelige elite vil rynke brynene og anse mig for et uheldigt element i vort folk, fordi jeg sådan mistror vore muslimske landsmænd for det værste. Er ikke også muslimerne mennesker?, vil man sige, er de ikke derfor nøjagtig lige så humane som vi vesterlændinge?

Og indrømmet, sådan tænkte jeg også for en snes år siden. Og endnu en indrømmelse: det har voldt mig mange overvejelser og mange studier at nå frem til at kunne stille det op som et spørgsmål: Kan en rettroende muslim være menneskelig? Men jeg vil mene, det her i landet bliver et mere og mere relevant spørgsmål at stille, ikke mindst, fordi vi derigennem kan få øjnene op for, at islam altså er en religion, der er helt forskellig fra vores religion: kristendommen.

Nu har så den kristne bevægelse ”Claphaminstitutet” udgivet en undersøgelse af islams forhold til Vestverdenen. Se om dette institut her og se den svensksprogede undersøgelse her. Og selv om man hele vejen igennem – lidt beroligende – antyder, at de udfordringer, som man påviser vitterlig findes i Sverige og andre europæiske lande, kun er udfordringer, når man har med bogstavtro muslimer at gøre, og selv om man undlader at fremføre undersøgelsesresultater, der kan fortælle os noget om, hvor stor en andel af de herboende muslimer, der må kaldes bogstavtro, så står man som læser alligevel tilbage med fornemmelsen af, at islam og de mennesker, der holder sig til islams lære, er helt, helt anderledes i deres tankegang end vi vesteuropæere.

Egentlig bør jeg vist gøre meget mere ud af den Clapham-undersøgelse, for den er vældig interessant, men jeg er ikke sikker på, det bliver til så forfærdelig meget. Nu i denne anledning vil jeg således indskrænke mig til at kommentere et enkelt sted i undersøgelsen, nemlig det, der står på side 49 om religionsfrihed. Her hedder det:

Ifølge sharia skal de, som forlader islam, idømmes dødsstraf. Men denne lov gælder dog kun i lande som har vedtaget sharialove og efter at den frafaldne har fået en lovmæssig rettergang. Muslimer bør ud fra dette hverken true eller forsøge at tage livet af frafaldne i lande, der ikke har indført sharia.

Muhammeds bud om at henrette frafaldne sætter dog andre spor i den muslimske befolkning: Hvordan skal en from muslimsk familie betragte et familiemedlem, som har forladt troen? Hvordan bør muslimske venner eller slægtninge behandle nogen, som har frasagt sig islam? Det er en logisk følge af religionens bud – buddet om, at frafaldne ikke fortjener at leve – at bogstavtro muslimer ser ned på, distancerer sig fra og endog behandler dem, der har forladt islam, respektløst. [Min oversættelse]

Og det er så herudfra, at jeg vil rejse mit spørgsmål: Er det ikke en forkvaklet menneskelighed, sådanne mennesker besidder, hvis de virkelig vil se ned på deres venner, distancere sig fra dem eller behandler dem respektløst?

Men man skal nok først lige undersøge, hvordan denne afhandling viser eller beviser, at Muhammed har fremsat et bud om, at frafaldne skal henrettes. Det er nemlig ikke noget, der direkte er dikteret i koranen. På side 25 kommer man vist sagen nærmest. Her henviser man til Bukharis hadith-samling, hvorefter der er tre situationer, der medfører henrettelse: 1) Hvis en muslim har dræbt en anden muslim. 2) Hvis en muslim har begået ægteskabsbrud. 3) Hvis en muslim har fornægtet islam.

For dog også at lade koranen få ordet, henviser man til Sura 4,89(90), som i den norske oversættelse ser således ud:

De ønsker at dere blir vantro slik som de selv er vantro, så dere kan bli like. Ta derfor ikke noen av dem som venner før de utvandrer for Allahs sak. Og om de vender seg bort, så grip dem og drep dem hvor dere enn finner dem, og ta ingen av dem som venn og heller ikke som hjelper.

Men det er interessant, at afhandlingen også henviser til Sura 5,33, det vers, som jeg tidligere påviste, at Aminah Tønnsen misbrugte, se her. Tillad mig her at citere først Tønnsens forslag til oversættelse, derefter – på svensk – afhandlingens oversættelse. Tønnsen her:

Straffen for dem, der gjorde oprør mod Gud og Hans sendebud (dvs mod magthaverne) har været henrettelse eller korsfæstelse eller afhugning af modsat hånd og fod eller landsforvisning. Således blev oprørerne vanæret i det dennesidige, og en streng straf venter dem i det hinsidige – dog ikke for dem, der angrer, før Guds vejledning bliver fremherskende på Jorden. Gud er tilgivende og barmhjertig.

Og så den svenske afhandlings oversættelse:

De som kämpar mot Gud och Hans Sändebud och vars strävan det är att störa ordningen på jorden och sprida sedefördärv skall utan förskoning dödas eller korsfästas eller få hand och fot på motsatta sidor avhuggna eller förvisas från [sitt] land. Denna förnedring skall de utstå i detta liv och i det kommande livet skall de få utstå ett outsägligt lidande. (Sura 5:33)

Og den svenske afhandling hævder altså ud fra deres undersøgelser af de lærde indenfor islam, at det bl.a. er en sådan udtalelse, der ligger bag det alment accepterede krav om henrettelse af frafaldne. Man stiller følgende spørgsmål:

Er dette at stille spørgsmålstegen ved koranens indhold og Muhammeds profetskab lig med at ”kæmpe imod Gud og hans sendebud”? Er publicering af kritik, rettet mod Muhammed og koranen lig med at opfordre til lovløshed (at spride sedefördärv)?

For at Aminah Tønnsen ikke skal føle sig alene med sin blødgøring af de hårde koranord, vil jeg lige citere den kommentar, den norske oversættelse har til Sura 4,89(90):

De hyklere som omtales her, er folk som gir seg ut for å være troende, men ikke desto mindre er på fiendens parti, idet de ikke er utvandret til Madîna. Deres foregivende tro vil ikke hjelpe dem, med mindre de slutter seg til de troende i Madîna. Men hvis de drar til et folk som er i pakt med muslimene, eller om de ønsker å være nøytrale så må de ikke beskjempes (se vers 91). Enhver tale om “hellig krig” til utbredelse av religionen må forstumme overfor slike klare tegn; den troskap mot avtaler og pakter, som Qur’ânen alltid innskjerper i slike sammenhenger, kunne moderne nasjoner lære mye av.

Og ikke sandt, så er al tale om hellig krig bortskaffet. Men også det må betegnes som koranfifleri. For historien opviser talrige eksempler, garneret med citater fra de muslimske hærførere, på, at hellig krig har været et must for muslimerne.

Det, der foranledigede mig til at stille spørgsmålet i overskriften om muslimer kan være menneskelige, var ikke mindst de spørgsmål, som den svenske afhandling stillede:

Hvordan skal en from muslimsk familie betragte et familiemedlem, som har forladt troen? Hvordan bør muslimske venner eller slægtninge behandle nogen, som har frasagt sig islam? Det er en logisk følge af religionens bud – buddet om, at frafaldne ikke fortjener at leve – at bogstavtro muslimer ser ned på, distancerer sig fra og endog behandler dem, der har forladt islam, respektløst.

Og vi kan jo så med henblik på Aminah Tønnsen og den norske koranudgave i første omgang svare, at der er nogle muslimer, der løser problemet ved at sige, at der slet ikke er noget problem, for islam forlanger ikke henrettelse af frafaldne. Og denne påstand forsøger man så at underbygge med sine alternative korantolkninger, også selv om de, som Tønnsens, bygger på direkte forfalskninger af teksten.

Og da nu det spørgsmål, jeg her – langsomt – arbejder mig frem til at stille, er: Kan en rettroende muslim være et helt menneske?, vil jeg i hvert fald for Aminah Tønnsens vedkommende tillade mig at tvivle på, at hun er helt ærlig overfor sig selv. Jo, for det undrer mig højligen, at hun som tidligere påvist ikke undersøger om ”sendebud” er ental eller flertal i den arabiske tekst. Som jeg har vist, er det dog forholdsvis let at finde ud af. Og én ting er, om hun overfor sine medmuslimer tænker: ”går den, så går den”, noget helt andet og langt mere prekært er det, hvis hun også overfor sig selv tænker således. Om hun altså godt et sted i sin bevidsthed véd, at det ikke holder i byretten, hvad hun her hævder, men vælger at skjule det også for sig selv, vælger ikke at spekulere mere over det, måske ud fra det fromme synspunkt, at hun på den måde er med til at fremstille islam som en fredens religion.

Men overfor en sådan holdning må man dog spørge, om en religion, der kræver, at man skjuler nogle af dens grundteser, er værd at tilslutte sig. Eller spørge, om et menneske, der lader sine synspunkter tilfile efter et større formåls krav, kan være et helt menneske.

Dog, vi forlader de muslimer, der prøver at fordreje koranens ord. Nu gælder det de muslimer, hvis sønner eller døtre, mænd eller koner, børn eller venner kommer med negative udsagn om Muhammed og om islam. Hvordan skal de rettroende stille sig til sådanne mennesker? Skal de se ned på dem, behandle dem respektløst eller måske ligefrem angive dem til de mere konsekvente muslimer, så de kan blive slået ihjel? For det, som afhandlingen påstår: at frafaldne skal slås ihjel ifølge sharia, er jo sandt nok. Det skyldes kun vestlig indflydelse på statsdannelserne i den muslimske verden, at man ikke går til sidstnævnte yderlighed. Men det andet kan jo også være slemt nok, hvis der er tale om medlemmer af ens familie.

Vi har her i Norden oplevet en del tilfælde, hvor en far myrder sin egen datter, fordi hun gifter sig med én, som han ikke har godkendt. Det kendteste tilfælde var nok drabet på Ghisela Khan, som blev slået ihjel af sin bror i Slagelse, se her. Og man kan vist godt formode, at det forhold, at vi her i vort land tager anderledes hårdt på den slags drab, end man gør i de muslimske lande, har fået de fornærmede fædre til at tænke sig om en ekstra gang, før de trykker på aftrækkeren. Men ellers er jo æresdrab noget andet end drab på frafaldne, mest, fordi der i tilfældet æresdrab er tale om en nutidig persons ære, som opleves som krænket, mens der i tilfældet drab på frafaldne påstås at være tale om overtrædelse af en muslimsk regel om, at man ikke må forlade religionen islam. Og en sådan regel går ikke ind på det personlige plan, som æresdrab gør.

Altså, kære muslimske mand, din søn har gået i dansk skole, har dèr lært at tvivle på autoriteterne, har videre læst en del i koranen og fundet mange af versene alt for voldelige efter hans smag. Du har måske opdraget ham til at bede fem gange om dagen, du har måske tager ham med i moskéen, og måske du også har lovet ham en from ægtefælle, når han bliver gammel nok, intet af det nytter, han fremholder de korancitater, han har fundet, og du kan ikke nægte, at de handler om at øve vold mod ikke-muslimer. Og som from muslim prøver du at fortælle ham, at det er mere fromt at bøje sig for Guds ord, hvis man ikke forstår det, end at bøje sig, hvis man forstår.

Men så rammes du af hans indvending: skal han da bare tro blindt på, hvad du og den stedlige imam siger? Måske han er så fræk at spørge dig, om du også er muslim på den måde, at du tror uden at forstå og uden at ville forstå. Hvad vil du svare til det? Går det ikke derved op for dig, at islam ikke bare er regler og traditioner, ikke bare er at spise fromt og overholde ramadanen, når den tid er inde, men også er en personlig overbevisning. Og hvis også du tror uden at forstå, er så ikke al tale om en personlig overbevisning gået fløjten?

Og læg mærke til det: Du slipper ikke ud af klemmen så let. Hvis han fastholder sin manglende tro på islam og du lader ham blive hos dig, så er det jo på en måde den muslimske sharia, du nægter at anerkende sandheden af. Men så kan du til gengæld glæde dig over, at have ageret rigtigt og menneskeligt som far. Og hvis du sender ham bort fra dit hjem, så kan du vide med dig selv, at du fromt har rettet dig efter sharia, men et sted i din bevidsthed vil du vide, at du har handlet umenneskeligt som far.

Den svenske afhandling tager det problem frem, hvordan en muslim kan leve som rettroende muslim i vore demokratiske lande. Her tager jeg et andet problem frem, nemlig det, hvordan en rettroende muslim kan være helt og fuldt menneske, hvordan han kan leve helt og fuldt med i de fællesskaber, her familiens fællesskab, som han står i som menneske og ikke kan undslå sig medlemskab af. Det er, vil jeg mene, umuligt at undgå det dilemma, jeg her har optegnet.

Derfor er der noget glædelig i at høre om muslimer, der trodser shariaens krav for at kunne være helt og fuldt mennesker. Det mest slående eksempel på noget sådant fandt jeg i en beretning fra ”The Economist” fra engang i 2017. Jeg skrev om det her og fik en artikel om det optaget i ”Den korte Avis”, se her. I min artikel skrev jeg meget kort om det passerede, men det er faktisk meget sjovt – og meget givende – at læse den noget længere beretning i ”Den korte Avis”.

Dog her nøjes jeg med at citere fra min artikel om sagen:

Et andet tilfælde, som viser dette, ses i en artikel, jeg fik optaget i Den korte Avis. Heri gengiver jeg en anmeldelse af en bog om en yasidi-kvindes frygtelige skæbne. Hendes landsby blev indtaget, mændene skudt, de yngre kvinder medtaget som sexslaver. To gange prøvede hovedpersonen at flygte, først anden gang lykkedes det. Og vel at mærke: det lykkedes i kraft af en muslimsk families næstekærlige og dødsensfarlige handling: hun bankede i Mosul på en tilfældig dør, og bag den dør fandt hun hjælp. Altså, den tilskyndelse til at hjælpe alle i nød, som var ganske udslettet hos IS-krigerne og deres sympatisører, var i god behold hos disse muslimer.

At de så kun fik hende smuglet ud af Mosul – forbi en kontrolpost med hendes billede hængende på en plakat som efterlyst slave – fordi de var kloge nok til at lade hende bære niqab, den muslimske hovedbeklædning, hvor kun øjnene er frie, det er lige så lattervækkende, som de andres handling er beundringsværdig.

Som man kan forstå, er det værd at bemærke sig, at den umenneskelighed, som de muslimske regler lægger ned over mennesker, alligevel ikke kan hindre ægte menneskelighed i at dukke op. At de så samtidig viser sig kloge nok til at udnytte de muslimske påklædningsregler for kvinder, det er midt i det alvorlige og imponerende ved disse muslimers handlinger ganske morsomt.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.