Så del dog det land

Egentlig er det Morten Uhrskov, der har patent på ovenstående udtryk, anvendt om Ukraine, förstås. Men jeg tænker mig, at jeg nok kan få lov at anvende det uden at skulle betale en alt for stor royalty til ham. I hvert fald prøver jeg.

Han brugte det godt nok for lang tid siden, det kunne være i 2014, da der også var gang i diskussionen om Ukraine. Men jeg agter at anvende det om den diskussion, der foregår nu om Ukraine. Og den diskussion, der foregår om Putin, også det.

Men kan man i det hele taget som forholdsvis uvidende lægmand sige noget om Ukraine, som der er nogenlunde hold i? Vil det ikke alt sammen være tom tale, der ikke har noget på sig?

Måske. Men se så f.eks. på Flemming Roses indlæg i Berlingske her! Hvad siger han egentlig her? Det har jeg lidt svært ved at blive klog på. For selv om han skælder de andre kommentatorer ud for at holde sig til letkøbte analyser af Putins psykologi, så kan jeg egentlig ikke se, at han bringer debatten videre. Dog vil jeg i den bedømmelse undtage det sidste, han siger:

I dag kunne magthaverne i Ukraine vælge at sige: Vi vil gerne integreres i Vesten, så vi siger farvel til Donbas og Krim. Vi har ingen territoriale krav, fordi den del af verden er orienteret mod Rusland. I hvert fald en dominerende del af befolkningen. Så ville vi få en mere homogen ukrainsk nation, men sådan som de faktuelle forhold er i dag, er splittelsen virkelighed.

Blot kunne jeg ønske mig, at han havde begyndt med denne iagttagelse, og så prøvet at vise os, om en sådan handling fra Ukraines side var realistisk. Ville Ukraine nogensinde kunne foreslå noget sådant? Ville de uden at få noget igen kunne give afkald på Donbas og Krim? Og ligeså vigtigt: Ville Rusland, ifald de gjorde det, så falde til ro? Ville de opgive yderligere krav? Ville de stadig kræve, at Vesten lovede aldrig at ville optage Ukraine i NATO? Det kunne jeg godt tænke mig at høre Flemming Roses svar på.

Så er der Pierre Colignon. Han har skrevet en kronik, også i Berlingeren, se her. Og han gør en del ud af to af russernes påstande, dels deres påstand om, at de, da de forlod Bornholm, gjorde det på betingelse af, at der aldrig kom andet end danske tropper på Bornholm, og dels af deres påstand om, at amerikanerne i 1990 som modydelse for, at de to Tysklande blev forenet, lovede, at NATO ikke ville udvide mod øst. Han mener, disse påstande er forkerte, de bygger på påstået mundtlige udtalelser, som ikke blev skrevet ned i de papirer, der afsluttede forhandlingerne.

Og så fremhæver han alle de aftaler, som russerne har skrevet under på, men som de nu tilsyneladende har glemt:

Alligevel vender Putin igen og igen tilbage til forestillingen om et brudt vestligt løfte fra 1990, når han i dag kræver garantier for, at Ukraine aldrig kan blive optaget i den vestlige forsvarsalliance og en tilbagetrækning af alle NATO-styrker ud af alliancelande, der grænser op til Rusland.

Til gengæld taler Putin aldrig om, at Sovjetunionen allerede i 1975 med Helsinki-erklæringen skrev under på, at alle europæiske lande har ret til selv at bestemme, om de vil slutte sig til en alliance eller ej.

Putin har åbenbart også glemt alt om, at Rusland med Budapest-memorandummet i 1994 garanterede at respektere Ukraines grænser og suverænitet til gengæld for, at landet opgav sine atomvåben.

Den grundlæggende samarbejdsaftale, der blev indgået mellem NATO og Rusland i 1997, er også blevet slettet af russisk hukommelse.

Her står ellers fine formuleringer om, at parterne ikke vil tillade »interessesfærer, som begrænser staters suverænitet«. Det bliver igen slået fast, at lande selv må vælge deres sikkerhedspolitiske stilling, og det bliver aftalt, at der ikke må udstationeres atomvåben i nye NATO-lande.

Altså lagde 1997-aftalen mellem Rusland og NATO klart grunden for alliancens senere udvidelse mod øst. Halvanden måned efter underskrivelsen udgik de første invitationer til Polen, Ungarn og Tjekkiet.

Alle de traktater vil Putin gerne have os til at glemme, og vi skal virkelig passe på, at vi ikke falder for det.

Det forekommer oven på disse oplysninger lidt mærkværdigt, at ingen medier har berettet om, hvordan de vestlige forhandlere har bebrejdet Rusland denne dårlige hukommelse. For hvis Rusland ved indtil flere lejligheder har lovet alle europæiske lande ret til selv at vælge alliancepartner, så skal de da have disse løfter stukket i næsen, hver gang de kræver af NATO, at man ikke tage Ukraine med.

Flemming Splidsboel Hansen er vist inde på det samme, når han i en artikel i Berlingske, se her, skriver:

2014 markerede et vendepunkt i vort forhold til Rusland. Det skyldtes såvel invasionen og den senere annektering af den ukrainske halvø Krim som Ruslands støtte til separatisterne i Østukraine. Men det skyldtes i lige så høj grad Ruslands overtrædelse af nogle af de regler, som vi ellers var enige om, og som skulle danne grundlaget for et mere stabilt, sikkert og velhavende Europa. Det er for eksempel respekten for den enkelte stats territorielle integritet. Vi var enige om, at grænserne lå fast, og at vi kunne gå ud fra det, når vi udstak de lange linjer for vores egen og fælles udvikling. Vi var også enige om, at de store ikke bare skulle kunne tryne de små, og at militær magt ikke længere skulle være det es, som ryddede hele bordet.

Men det er unægtelig udformet knap så ligetil. Han begrunder senere det nye forhold til Rusland med udviklingen i Rusland: Man er i Rusland med Putin i spidsen begyndt at se på Vesten som den store fjende. Endda er Vesten i den grad fjenden, at man mener sig nødsaget til at opruste militært. Splidsboel skriver:

Hvis nogen har været i tvivl om intensiteten i dette militære udtryk, kan de for eksempel se Putin præsentere nye missiler under sin store tale til Den Føderale Forsamling i 2018. Begejstringen over de nye våbensystemer var stor i salen, også da animationen bag Putin viste missiler blive affyret mod USA.

Men det nye – og det farlige – er nok især det, at Putin i den grad er kommet til at beherske opinionen i landet, at hans anti-vestlige synspunkter er blevet de fremherskende. Splidsboel skriver:

Bevægelsen mod krig har særdeles ringe kår i et land, som i stigende grad hylder krig som en naturlig eller endog ønskværdig udtryksform for staten. De russiske medier er underlagt hårdere kontrol, og den russiske opposition er stort set forsvundet. Kritiske røster bliver stemplet som »fremmede agenter«, dvs. kollaboratører, som går Vestens ærinde og ønsker at svække Rusland indefra. For os i Vesten betyder det, at den dominerende fortælling om os i det store hele får lov at stå uimodsagt, og at der er ganske få og lidt for os at arbejde med internt i Rusland. Denne udvikling er gennemført for at sikre overlevelsen for det putinistiske styre.

Det farlige ligger i, at de aftaler, russerne har lavet med os, betragtes som aggressive forsøg på at tøjle den russiske bjørn og derfor ikke behøver overholdes. Og hvad nytter det så at forhandle? Hvordan kan man så lave en ny aftale, hvis den på forhånd af russerne betragtes som noget, man ikke behøver overholde, fordi den er udtryk for vor vestlige aggression?

Splidsboels opsummering er ikke just beroligende:

Den sammenhængende plan indebærer også, at vi skal se på forholdet til landene i det geopolitiske ingenmandsland mellem Rusland og Vesten. Det er for eksempel Ukraine. Vi skal erkende, at et helt centralt aspekt af vort problematiske forhold til Rusland drejer sig om disse landes fremtid. Vi skal være skarpere på, hvilken rolle vi ser dem indtage i det fremtidige Europa.

The Economist har et lidt andet syn på sagen. I en leder, se her, hævder man, at Putin taber, hvad enten han invaderer Ukraine eller han ikke gør det. Og i en ”briefing”, se her, udpensler man det: Putin troede måske, at det i 2022 ville gå for sig, som det gik for sig i 2014, da han indtog Krim: at NATO ville splittes op og Vesten falde endnu mere sammen. Men det modsatte er sket. Alle NATO-lande synes at være enige, og selv Sverige og Finland, som ellers har sat en ære i ikke at være medlem, overvejer nu medlemskab.

Dertil kommer, fortæller bladet, at den økonomiske fremgang, som har fundet sted i Putins tid, har bevirket, at der er skabt en mellemrig og en meget-rig russisk klasse, som har efterlignet den vestlige livsstil med dyre indkøb og rejser rundt i verden. Og de kan nok se, at hele denne livsstil vil forhindres, hvis Vestens økonomiske straffe for Putins mulige invasion af Ukraine får gennemslagskraft. Og så bliver det svært for Putin at bevare magten. For man vil godt være med til i ord at skælde ud på Vesten, men man véd godt, at hvis man gør det med våben, bliver det enden på de herligheder, man lige havde opnået og glædet sig over.

Så har forresten The Economist en artikel, hvori man gør rede for det fremskridt, der er sket på satellitbilledernes område. Man kan i dag fotografere fra luften, så selv genstande så små som 30 cm kan ses. Og så skulle man vel nok kunne få øje på en kampvogn.

Min tilføjelse: Når den altså ikke er sløret. Da jeg var soldat – altså i gamle dage – kunne man med held sløre en kampvogn, så den ikke var til at se. Og en sådan gammel soldat er tilbøjelig til ud fra den manglende sløring at drage den konklusion, at det er russernes mening, at deres kampvogne og øvrige materiel skal kunne ses fra satellitter. De skal altså bruges som trussel. Og videre: russerne forventer på ingen måde, at ukrainerne angriber dem, altså sender missiler eller tropper ind på russisk område. Hvis de i mindste måde anså det for en mulighed, ville de ikke lade deres kampvogne være uslørede.

Bare det fortæller os, at russerne så udmærket véd, hvem der optræder aggressivt og hvem der er fredelig. Men det gør dem farlige. For de lader jo, som om det er os vesterlændinge, der er aggressive, selv om det altså godt véd, at det ikke er sandt. De spiller et spil, hvor de kan brillere med deres militære muskler og derved få deres falske syn på verden og Rusland bekræftet. Flemming Rose beskriver det på udmærket vis:

Hvor Rusland står fast på en grundfortælling om Vesten som løftebryderen, der efter Berlinmurens fald blæser på både russiske hensyn og aftaler om et stop for NATO-udvidelser mod øst, fastholder vestlige politikere og historikere, at det er Rusland, der må betegnes som løftebryder.

Med Budapest-memorandummet i 1994 anerkendte Rusland nemlig Ukraines suverænitet til gengæld for Ukraines opgivelse af atomvåben. Tre år senere anerkendte den daværende russiske præsident, Boris Jeltsin, en fælles aftale mellem Vesten og Rusland om at undgå dannelsen af interessesfærer ved at acceptere, at østeuropæiske nationer selv har ret til at bestemme med hensyn til valg af alliancer.

»På den måde er det jo et enormt tillidsbrud,« siger Flemming Rose om den aktuelle russiske afvisning af ukrainsk NATO-medlemskab i dag.

I den henseende – men altså også kun i den henseende – kan man sammenligne Putin med Hitler. Hitler mente om sig selv og om Tyskland med ham som fører, at det var hos dem, fremtiden lå. De vestlige lande var dekadente, fredssyge, uvillige til at forsvare sig selv, optaget af livsnydelse. Derfor vovede Hitler at rykke ind i Rhinområdet i 1935, derfor turde han opruste på flådeområdet imod Storbritaniens krav efter Første Verdenskrig, og derfor mente han, at han uden at frygte reaktioner fra de vestlige stormagter kunne besætte Sudeterlandet og med magt tage det fra Tjekkiet. Men som bekendt kom vestmagterne ham i forkøbet og tvang ved München-forliget i september 1938 Tjekkiet til at afgive Sudeterlandet. Alt dette gjorde Hitler ud fra en forestilling om, at den gamle verden med aftaler, der skulle holdes, og traktater, der kunne indgås, havde overskredet sin udløbsdato, og at det var hans verdensforestilling, hvor det var frejdig magt, det drejede sig om, der havde fremtiden for sig.

Nu er Rusland ved at komme på fode igen, økonomisk set. Derfor forlanger landet nu en plads blandt verdens bestemmende stormagter. Og derfor bilder landet sig ind, at det ved at genopfinde tsarrigets stormagtsdrømme kan komme ud over Vestens aftalehierarki. Ligesom Hitler frækt nedbrød det daværende fredssystem, nedbryder russerne den europæiske fredsordning, der beror på aftaler, og vil sætte magt i stedet. Ligesom Hitler vovede at bryde så den ene, så den anden af de daværende aftaler, vover Putin at lade, som om han ikke véd, hvad russerne har skrevet under på, og fremstiller sagen, som om det er os vesterlændinge, der er løftebryderne. Og ligesom Hitler kunne få tyskerne med sig ved at optræde stærkt og uden at give efter overfor vestmagterne, sådan optræder Putin stærkt og provokerende – til tider næsten aggressivt drillende – overfor Vesten, og får i den henseende store dele af den russiske befolkning med sig, hvilket for øvrigt – ligesom Hitlers folketække – skyldes, at han har sat sig på den russiske presse, som Hitler satte sig på den tyske.

Spørgsmålet, som medierne beskæftiger sig intenst med i disse dage, er, om Putin vil gøre ligesom Hitler. Som bekendt brød Hitler det ord, han havde givet Chamberlain i München, da han i marts 1939 lod sine tropper besætte Rest-Tjekkiet. Det går jo nok, tænkte han, de vestlige lande er så dekandente, at de nok finder sig i det også. Det blev vendepunktet, det blev stedet, hvor Hitler gik for langt, her led hans tanker om den vestlige dekadence skibbrud. For det var dette løftebrud, der fik Chamberlain til, da Hitler efter at have sluttet en ikke-angrebspagt med Sovjetunionen angreb Polen, at erklære Tyskland krig, ja, direkte at sige, at der ikke blev fred i Europa, før det hitlerske regime var fjernet.

Hvis vi således forsøgsvist lader Hitlers handlinger før marts 1939 være et mønster, som Putin på mange måder i disse dage efterligner, så er spørgsmålet: Vil han som Hitler gå for vidt i sin nedladende holdning overfor Vesten? Vil han som Hitler bukke under for sin forestilling om magt som fremtidens virkemiddel, der sprænger aftaler i stykker?

Måske det i den henseende kan være en trøst, at Per Stig Møller i Berlingske fornylig, se min artikel derom her, hævdede, at Putin ”kun” var ude på at genskabe Peter den Stores Rusland, hvilket står i modsætning til Hitler, der havde planer om at udvide det tyske rige med store erobringer mod øst, planer han gjorde rede for overfor sine generaler allerede i 1937. Og vi skal da også holde os for øje, at Putin på ingen måde minder om Hitler, hvad angår den bestialitet, der fik ham til at udrydde 6 millioner jøder. Men optakten til Anden Verdenskrig, Hitlers udfordringer til Vestmagterne, jo, dèr er der noget, der ligner.

Endelig véd jeg ikke, om det kan nytte at bringe en sidste iagttagelse frem for Putin. Formentlig ikke, siden han ”glemmer” alle aftalerne efter Anden Verdenskrig. Den iagttagelse, jeg tænker på, hører ind under Nürnbergprocessen. Her blev de ledende tyskere nemlig foruden brud på menneskerettighederne anklaget for brud på freden, altså anklaget for at have set stort på de aftaler, de havde indgået.

Det vil sige, at udover de traktater, som Pierre Colignon nævner, har Sovjetrusserne altså også været med til at dømme tyskerne for brud på freden, altså brud på de aftaler, der sikrede freden i Europa. Men det synes unægtelig at være just de aftaler, som Putin nu er ligeglad med.

Jo, Flemming Rose kan da have ret i, at vi ikke skal bilde os ind, at fremtiden ligger i Putins hoved. Men det gør det da ikke bedre, at den ligger i en militaristisk nyrussisk selvforståelse, som også præger den gemene russer.

”Så del dog det land”, sagde Morten Uhrskov om Ukraine i sin tid. Flemming Rose synes at gentage denne opfordring med hans gode råd til Ukraine om at lade Krim og Donbas være russiske. Jeg må erkende, at jeg havde den samme tanke i begyndelsen af det nuværende magtspil om Ukraine. Blot ville jeg have føjet til, at Ukraine skulle have sagt, at prisen for at lade Rusland få Krim og Donbas var ukrainsk medlemskab af NATO. Det forekom mig dengang at være en rimelig byttehandel. Men i dag er jeg i tvivl. For hvis den virkelige strategi fra russisk side er fortsat at skabe uvished og angst hos nabolandene, og hvis russerne ikke er til at stole på, fordi de vil handle ud fra magt og ikke ud fra aftaler, så er selv en sådan rimelig løsning ikke nogen løsning alligevel.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.