Ved morgensangen i onsdags i Klosterkirken blev jeg opmærksom på noget, som gav anledning til fornyede tanker om lutherdommens manglende appel til den brede befolkning og en eventuel udbedring deraf.
Det var såmænd bare det, at der ved det efterfølgende kaffebord blev reklameret for noget, man kaldte en fastemeditation i Klosterkirken den følgende dag. Hvad det egentlig var, blev ikke helt klart, bortset fra, at det var noget med, at man skulle tie stille i en halv time og sidde med lukkede øjne. Og det var vist præsten, der reklamerede for det, som selv sagde, at det havde kvinderne nok svært ved. I hvert fald ville hun gerne, at der kom nogen flere; sidste gang var der kun fem fremmødte.
Jeg plejer ikke at godte mig over andres mislykkede foretagender, men her var jeg lige ved at føle et vist ”det har I rigtig godt af”. Jo, for hvad ligner det at begynde at indføre buddhistiske praksisser i en kristen kirke? Det lyder jo næsten, som om man ikke mener, der er forskel på kristendom og buddhisme. Det er dog ikke så galt som med den præst på Sjælland, der troede på sjælevandring. Men det kan meget vel ende dèr.
Men selvfølgelig, som den velopdragne emeritus, jeg er, holdt jeg min kritik for mig selv. Nå ja, jeg udvekslede da en vis forargelse med min sidemand, men rejse mig op og tage afstand, nej, det skal en forhenværende ikke indlade sig på.
Men så var det, at der kom visse tanker op i hovedet på mig. (Det sker faktisk en gang imellem).
For i mine Luther-studier har jeg jo fundet ud af, at det måske er forståeligt nok, at lutherdommen er blevet så utrolig individualistisk. Jo, for Luther gik jo ud fra det særdeles individuelle spørgsmål: Hvordan får jeg en nådig Gud? Noget, der er et højst personligt spørgsmål, men også i virkeligheden et højst individualistisk spørgsmål. Det er enkeltpersonen, det drejer sig om, hans eller hendes indre tanker og væsen.
Det var det ganske rigtigt for Luther i hans klosterkamp, sandt nok. Og det, Luther oplevede i denne kamp, nemlig, at lovens strenghed drev ham ud i en stor fortvivlelse, som kun troen på Guds tilgivelse kunne redde ham fra, det tænkes nu af fromme lutheranere at skulle gentages i enhver kristens liv. Derfor ser mange prædikanter det som deres opgave at forkynde loven i al dens strenghed for på den baggrund at kunne gøre det glædelige budskab endnu mere glædeligt.
Må jeg i den forbindelse citere fra et brev, Kaj Munk skrev til sin gode ven, Niels Nøjgaard, den 4-10 1925 i anledning af, at denne havde sendt ham en prædiken, han skulle have bedømt ved pastoralseminariet (var det vist). Nøjgaard har åbenbart benyttet sig af den ”lutherske” metode med at prædike, at vi alle er syndere, og det får Munk til blandt andet at skrive:
Emnet har taget dig, Nøjgaard, du har konstrueret, først konstrueret dig og dine Tilhørere Syndsbevidsthed paa, saa Syndstilgivelse og Salighed, hele Molevitten. Men Livet selv det skider paa Konstruktioner, Systemer, Teorier og alt det. Dvs. det skider ikke. Det smiler til det som til alt andet, for det er jo ogsaa en Del af Livet, og Livet spænder over alle Ting. Men Hysteri er at ville, at gemene Husassistenter og Etatsrødder skal opleve Geniernes Skæbner i deres lille Syvdagesliv, og at Luther og Grundtvig skal gaa igen i hver Lutheraner og Grundtvigianer. Hysteri.
Jeg giver Kaj Munk ret. Og jeg kan illustrere hans pointe med en del af en prædiken, der blev holdt for nylig. Her tog prædikanten dødssynden griskhed frem. Og det blev pointeret, at vi alle ligger under for denne griskhed, med mange eksempler blev det fremhævet, hvordan pengene bestemmer utrolig meget i vort liv, hvordan vi ikke kan stilles ved det, vi har, men hele tiden vil have mere, osv.
Men ærlig talt! Må man ikke tage sig til hovedet? Dette siges i en tid, hvor danskernes gavmildhed overfor de ukrainske flygtninge synes umådelig stor, hvor det vrimler med frivillige, der stiller penge og tid til rådighed for at kunne byde de arme flygtninge velkommen og give dem i hvert fald en vis form for tryghed. Men ork, det er fuldstændig glemt, overset, ladt ude af betragtning af prædikanten, for i kirken skal vi høre om synd, og så kan man jo ikke sådan tage hensyn til virkeligheden.
Nå, vi fik da også høre om syndernes forladelse. Som sig hør og bør.
Men jeg kan jo ikke nægte, at denne prædiken – som så mange andre prædikener – i høj grad bygger videre på den individualisme, som Luther var bundet af. Man behøver blot at tænke på, hvordan pietisterne søgte at fremkalde en omvendelse hos de unge. De skulle eftergøre Luthers klosterkamp, føle sig forladt af Gud og mennesker og derfor, når fortvivlelsen rigtig havde fået fat, høre budskabet om syndernes forladelse. Så ville man opleve en stor fred sænke sig i sindet, og så ville man vide, at man var blevet omvendt.
Og helt galt blev denne individualisme da for Søren Kierkegaard. Han har da skrevet en del fornuftige ting, men ”Begrebet Angest” og ”Sygdommen til Døden” tager begge spørgsmålet om den enkeltes forvandling op, påpeger de fejludviklinger, der kan finde sted, og søger at fremme den rette indre holdning. Men værst er det dog, at han mener, at Gud har bestemte planer med det enkelte menneske, planer, som han med forskellige antydninger søger at gøre dette menneske klar. Og allerværst er det, at Kierkegaard mener, at Gud gennem den måde, hans tungsindsanfald kommer og går på, giver ham antydninger om, hvad han vil have ham til at gøre. Da således Kierkegaards ”reflexionsbyger” forsvandt, da han havde sendt Regines ring tilbage til hende, tog han det som et bevis på, at det var Guds vilje, at han skulle bryde med hende. Noget, han skrev en hel bog om: ”Frygt og Bæven”. Men det nytter altså ikke, at han deri påberåber sig Abrahams eksempel – Guds befaling til ham om at ofre Isak – en sådan befaling om at bryde en forlovelse har Gud aldrig kunnet give.
Tilbage til det med fastemeditation!
Når Gud har bestemt, at hans helligånd skal virke igennem Ordet, hvordan kan han så virke, når mennesker sidder tavse? Bliver det ikke et forkrøblet fællesskab, der bliver til på den måde?
Det har jeg selv oplevet i forbindelse med en morgensang, hvor jeg skulle fungére som præst. Det var på et tidspunkt, hvor der var kommet visse lempelser i de strenge corona-restriktioner. Og da jeg ankom til kirken, foreslog kirkebetjeningen, at vi flyttede morgensangen fra kirkeskibet op i koret. Dèr plejede vi at sidde, klods op og ned ad hinanden, men under coronarestriktionerne var vi flyttet ned i kirken, fordi vi dér kunne holde den reglementerede afstand til hinanden.
Jeg husker, at jeg var noget i tvivl. Jeg var jo trods alt lidt en fremmed fugl i min gamle kirke og ville ikke tage en beslutning på præsternes vegne. Men da betjeningen blev ved med at sige, at det godt kunne gå an, bøjede jeg mig for dem.
Og så opdagede jeg – eller vi – noget, som vi vist ikke havde tænkt på. Noget glædeligt. Noget, der fortæller noget om, hvad der bærer disse morgensangsgudstjenester.
Vi oplevede det, vi godt vidste var sket dengang for lang tid siden, hvor der var morgensang i koret: folk sad og småsludrede, inden vi begyndte. Og da jeg hørte det, blev jeg klar over, at vi havde gjort det eneste rigtige. Og jo også klar over, at coronaen hidtil havde lagt en dæmper på dette naturlige træk ved vort morgensangsfællesskab: at vi lige skal af med en bemærkning, at vi lige skal høre, hvad naboen har at sige, at vi lige skal være med i fællesskabet igen.
Jamen, er det virkelig helligånden, der virker dèr?
Gud er ikke karrig med åndens gaver. Den virker med overalt, hvor mennesker taler med hinanden. Og det er det afgørende for en nutidig kirke at gøre opmærksom på. Det er, hvad kirkens forkyndelse burde påpege.
Ja, mere end det: Det er, hvad en luthersk kirke bør forkynde.
For Luther vil mere end forkynde synderne og disses forladelse. Han vil påstå, at mennesket ved ordet om Guds nåde bliver forvandlet til det gode træ. Og det gode træ bærer god frugt, det kan simpelthen ikke andet. Sådan vil mennesket, når det lever ud af Guds nåde, af sig selv gøre gode gerninger, det kan ikke andet, ligesom et godt træ ikke kan bære dårlig frugt. Ikke noget med at anstrenge sig, ikke noget med at tage sig selv i nakken, blot ranke ryggen og synge Gud en tak, fordi man er blevet gjort til et helt menneske, naturligt og frisk som på skabelsens morgen.
Fastemeditation, åh, rend og hop!
Hyggelig småsludren, smågrinen, kvindeproblemer i højkultur, mandesnak om ”væsentlige” ting, se, dèr har vi fællesskabet, dèr tager ånden ordet ved hånden og får skabt den glæde og tryghed, der får os til at føle os som en menighed.
Ikke ilde!
ricardtriis 