Det verdslige regimente

Som man måske véd, har vi fra Luther arvet den forestilling, at et lands magt deler sig op i to: det kirkelige regimente og det verdslige regimente.

Det er dog med dette som med alle nye tanker, at det godt kan tage lidt tid, inden de slår igennem. Man kan derfor ikke forvente, at de hos Luther selv slog igennem sådan med et slag. Det var godt set af ham, at han fik fjernet al ægteskabslovgivning fra kirkens hænder og lagt den over i øvrighedens varetægt. Derved blev mange europæiske landes befolkninger løsrevet fra den katolske kirkes tvang. For den katolske kirke anerkender ikke skilsmisse og havde til helt op i det forrige århundrede magt til at forhindre ellers højst verdslige lande i at gennemføre lovgivning derom.

Men da Luther skulle overveje, hvem man kunne gifte sig med og hvem ikke, rådførte han sig med stor selvfølgelighed med bibelen. Formentlig, fordi han mente, at han dèr kunne finde de mest rationelle anvisninger. Men måske også, fordi han stadig havde siddende i sig en respekt for kirken og dens indflydelse på det verdslige område.

Ting ta’r tid.

Og ja, man kan såmænd godt spekulere lidt på, om disse lutherske tanker om det verdslige regimente har kunnet bibeholdes i vore dage. Vi har jo fået en ordning, som gør det lidt vanskeligt at tale om et verdsligt regimente: vi har fået demokrati, det vil sige: i vore dage er alle at sammenligne med en fyrste på Luthers tid, så vi hver eneste én af os i samfundsmæssige forhold skal rette os efter fornuften og ikke moralen, heller ikke, selv om vi mener at kunne understøtte vor moralske opfattelse med gode bibelcitater – som blot bliver mindre gode, når de bruges på den måde.

Et udmærket eksempel på en løssluppen bibelanvendelse så vi, da biskop Marianne Gaarden blev interview i Deadline, noget, jeg omtalte for et par indlæg siden her. I det indlæg var jeg mest optaget af at påvise den farisæisme, der klæber til alle de ”Gutmenschen”, der pr. automatik betragter alle de mennesker, der møder op ved vor grænse og søger asyl, som ynkværdige stakler, der flygter fra forfærdelige forhold i hjemlandet. For kun, hvis de er ægte trængende mennesker, bliver den gerning, vi så gerne vil gøre imod den, en god gerning. Og Marianne Gaarden var ikke bleg for uden undersøgelse at betegne disse mennesker som drevet af fortvivlelse.

Men ak, hun var heller ikke bleg for at hævde, at et sådant fortvivlet menneske var vor næste, og at vi, fordi der var tale om et menneske, ganske som os, var forpligtede til at hjælpe det. Og så kunne det virkelig ikke nytte at sende dem til Rwanda. Hun var endda i stand til at nævne Jesu lignelse om verdensdommen, Matt 25,31-46 og fremhæve alle de gode gerninger, der aftegnes dèr, vel specielt dette med at tage sig af den fremmede. Men sjovt nok glemte hun, sin store bibelkundskab til trods, den finurlighed hos Jesus, at han fortæller, at de frikendte ikke anede, at de havde overholdt nogle bestemmelser, som de kunne frikendes for, og at vi derfor skal gøre gerningerne, så den højre hånd ikke véd, hvad den venstre gør.

Og hun spurgte kun om, hvad der var i overensstemmelse med moralen, godt hjulpet på vej af hendes misforståelse af dommedagslignelsen; det faldt hende ikke ind på god luthersk vis at skelne mellem kirkeligt og verdsligt regimente og derfor spørge om, hvad der i denne sammenhæng var i overensstemmelse med fornuften.

I et læserbrev i Kristeligt Dagblad den 3-5 tages hun i forsvar. Her lægger skribenten vægt på, at hun på en ganske fiks måde svarede på Rasmus Stoklunds bemærkning om, at han da lyttede til alle, både biskopper og skorstensfejere; hun svarede nemlig, at journalisten nok ikke havde ringet til nogen skorstensfejere. Og ja, det var da et ganske rammende svar.

Men læserbrevet overså som så mange andre den lutherske formaning til fornuftig handling. Hun slutter med at skrive:

Og nu er biskoppen dertil også i sin gode ret til at gøre indsigelse mod det modbydelige forsøg på ansvarsfralæggelse hos den danske regering, fordi hun som vælger i et demokratisk samfund jo faktisk har pligt til at sige fra og advare de selvpromoverende magthavere, så de kan mærke, at de sidder usikkert på deres taburetter. Det er faktisk ikke bare en ret, men også en pligt.

Det forkerte er ikke, som mange tror, at det er en biskop, der udtaler sig, men at hun udtaler sig ud fra en moralsk holdning til tingene og ikke ud fra, hvad en fornuftig holdning kunne tænkes at sige.

Her formår tidligere professor Ditlev Tamm helt anderledes overbevisende at skelne mellem kirkeligt og verdsligt regimente. Han skriver i en artikel i Berlingske, se her:

Biskop Gaarden forsøgte – som jeg forstod det – at forklare, at det ikke var i kraft af embedet, men personlig bekymring hun talte ud af, men den går jo ikke, når man som biskop taler kristendom. Så må man have argumentationen og grundlaget i orden, og det er ikke nok at henvise til menneskers ligeværd og »uendelige værdi for Gud« eller at pege på alle mulige steder i Bibelen, hvor der tales om barmhjertighed. Kristus – eller Gud om man vil – har ikke givet opskriften på, hvordan samfundet skal indrettes, og slet ikke givet anvisning på, hvordan den danske regering bedst håndterer de mange milliarder, som vi bruger på at hjælpe den øvrige verden.

Hverken Kristus eller Gud har givet opskriften på, hvordan samfundet skal indrettes. Det er jo sagen. På det område skal fornuften anvendes. Hvad tjener vort folk bedst? Hvad tjener udviklingslandene bedst? Hvordan kan vi kommer ud af det hykleri, vore europæiske ledere er gerådet ud i, det hykleri, der består i, at man hævder at overholde flygtningekonventionen til punkt og prikke – man lader virkelig alle, der har sat deres fod på europæiske jord, have ret til ordentlig og retfærdig asylbehandling – men man sørger samtidig bag om ryggen på alle andre – og delvis også bag om ryggen på sig selv – for, at der ikke kommer alt for mange, der vil søge asyl, ved gennem et direktiv fra 2001 at have påbudt alle flyselskaber, der flyver på europæiske lufthavne, at påse, at deres passagerer har gyldigt visum.

Det er faktisk en ganske sjov ting. Eller rettere: det ville være sjovt, hvis det ikke var så dødsens alvorligt. For gennem denne manøvre får man jo de mange migranter til at søge menneskesmugleres hjælp, og det betyder, at der fra tid til anden uvægerlig er mennesker, der drukner på Middelhavet.

Men Ditlev Tamm har en gave mere til os. Han formår med sylespids teologisk iagttagelse at fortælle ærkebiskoppen af Canterbury, hvordan man skal forestille sig forholdet mellem stat og kirke. Men pas på, han er lettere ironisk:

Jeg er altid ganske imponeret, når nogen mener at vide, hvordan Gud ser på mere konkrete foranstaltninger, som vi mennesker nu engang må foretage, og specielt, at man kan mene, at det vil Gud ikke. Gud har i den seneste tid tilsyneladende accepteret en blodig krig i Ukraine, at der er rige og fattige, og at der er flygtninge, og at der er nogle af dem, som omkommer under rejser, så hvorfor Gud nu lige skulle blive så vred over, at der oprettes asylcentre i et afrikansk land for at hjælpe på det, det har jeg umiddelbart svært ved at forstå.

Dog, bag denne ironi skjuler sig ét af de spørgsmål, som teologer altid har måttet kæmpe med: Hvorfor tillader Gud tilsyneladende det onde? Har Han virkelig overladt samfundsopbygningen til os mennesker, skønt dette tilsyneladende må medfører menneskers død i millionvis?

Som vi nok véd, og som vi kan se af den virkelighed, vi har for os, har Han virkelig ladet det være op til os at finde ud af, hvordan ikke blot ét land skal styres, men hvordan menneskeheden som sådan kan komme ud af det med hinanden, uden at det hele ender i blodudgydelser, en opgave, som vi ikke har vist os særlig egnede til at løse.

Og det ser heller ikke i særlig høj grad ud til, at vi alvorlige kirkefolk søger at finde ud af, hvordan vi skal løse denne opgave. Vi synes i stort tal som Marianne Gaarden at nøjes med på farisæisk vis at tro, at det er nok at overholde nogle fine højædle principper. At tillægge ytringsfriheden og den deraf følgende tilbundsgående diskussion en opgave i den henseende falder os tilsyneladende ikke ind.

Og dog har vi jo fornylig fået lov at se et eksempel på Guds forunderlige kræfter. Jeg tænker på Sovjetunionens fald i 1989-90. Det blev afstedkommet af Gorbatjovs rene og uforfalskede menneskelighed, sandt nok, men det blev forinden godt hjulpet på vej af adskillige russiske sangere, der drog rundt i Rusland med nogle finurlige og ret uigennemskuelige sange, som ikke kunne angribes af censuren, men som folk i det store og hele godt forstod. Jeg skrev i sin tid en vise om begivenhederne i Østeuropa, se her, og i denne vise tillod jeg mig utvetydigt at give Gud æren for omvæltningerne dersteds.

Og blandt andet derudfra kan vi slutte noget om, hvordan Gud virker ind på vore samfund. Det er er os selv, der må få idéer til samfundsforandringer, det er os selv, der må forstå, at frihed og ren tale er en betingelse for et godt samfund. Men det er også os selv, der må træde i karaktér og fastholde vor frihed til at udtale vor oprigtige mening uanset de trusler, vi måtte blive udsat for. Det gjorde disse russiske sangere med deres underfundige sange. Og det gjorde Gorbatjov med sin misforståede tillid til det gamle systems ærlighed, en misforståelse, der dog bar ganske velsignet frugt. Han troede selv på, at frie valg virkelig betød frie valg, han delte ikke systemets dobbeltbundede tale. Og dèr satte Gud ind. Dèr lod han utrolig mange mennesker på én gang gribe af ærlighedens bacille, så den ikke mere lod sig undertrykke.

Altså ikke før Putin kom og gjorde ende på friheden.

Man kunne ønske sig, at den muslimske verden på lignende måde blev udsat for nogle digtere eller sangere, der kunne afsløre de ledendes forløjethed.

Og man kunne på samme måde ønske sig, at EU’s ledere og journalister ville se det som deres pligt at afsløre det før omtalte hykleri fra EU’s side, så vi kunne følge Australien i helt at lukke af for enhver migration over Middelhavet. Så ville vi ganske vist ikke mere kunne sole os i bevidstheden om at gøre en god gerning, men derved kunne vi måske vækkes op til at gøre noget, der virkelig battede i verdenspolitikken. Vi kunne tage imod de mange FN-flygtninge, der vansmægter i forskellige flygtningelejre, vi kunne kikke på vore toldregler – EU er jo en toldunion – om ikke vi kunne hjælpe adskillige afrikanske lande bedre ved at ophæve nogle toldregler, vi kunne bruge de penge, den nuværende uorden kræver, på det langt bedre at investere i diverse u-lande, osv., osv.

Kort sagt: Der er ingen grund til at være forarget på Marianne Gaarden, fordi hun som biskop siger noget om migrantproblemet. Men der er grund til at være forarget på hende, fordi hun næsten bevidstløst følger det, hun mener, er god kristelig moral, og ikke tillader fornuften at afsløre den lange række af fejlopfattelse, der ligger i en sådan holdning. For det virkelig en fejl af de helt store at være af den opfattelse, at vore samfund bevares ved at følge det, nogle har formået at bilde os ind er crême de la crême af fin og ædel moral.

Dette indlæg blev udgivet i Luther, Ny testamente, Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.