Putins tale

Så har Putin overrasket igen. Denne gang ved ikke at være aggressiv.

Næsten hele den samlede danske verdenspresse havde forventet noget epokegørende af Putins tale ved sejrsparaden i Moskva den 9-5. Ville han gå over til at kalde invasionen i Ukraine en decideret krig i stedet for det af ham accepterede, lidt sære udtryk: En særlig militæroperation? Nej, den betegnelse ændrede han ikke på. Ville han mobilisere helt anderledes, end han hidtil har gjort? Nej, det kunne man ikke høre af talen. Ville han måske true med anvendelsen af atomvåben lidt mere tydeligt end hidtil? Nej, heller ikke på det punkt var det noget nyt at hente i talen.

Talen kan ses her i en engelsk oversættelse, vist foretaget af Kreml selv.

Jeg skal ikke gennemgå talen i detaljer, men vil dog indlede med at gøre opmærksom på, at jeg – så at sige på forhånd – betragter Putin som en løgner. Han synes at være af den overbevisning, at det i internationale forhold drejer sig om at kunne snyde modparten så meget som muligt. Jeg bygger det især på episoden med Skripal, se her, og en episode, som jeg kun kan huske, ikke henvise til, hvor han ret åbenlyst godter sig over, at han fik Vesten til at tro på det trick, han anvendte, da han tog Krim tilbage til Rusland, tricket med ”de små grønne mænd”, der jo foregav at høre hjemme på Krim, men i virkeligheden var udklædte russiske soldater.

Og fordi jeg således mener, at han ikke er bleg for uden beviser af nogen art at tillægge os i Vesten skylden for Ruslands handlinger, betragter jeg uden videre undersøgelser hans påstand om, at Ukraine i december 21 planlagde en operation i Donbas og Krim, som ren og skær løgn. Han sagde:

Det var soleklart, at man forberedte endnu en straffeoperation i Donbas, en invasion i vore historiske landområder, inklusive Krim. Kiev erklærede, at man kunne få fat på atomvåben. NATO-blokken satte gang i en militær opbygning på de territorier, der grænsede op til os. Derfor var en stadig trussel imod os af absolut uacceptable villkår under opbygning lige ved vore grænser. Alting pegede på, at et sammenstød med neo-nazisterne og banditterne, der blev understøttet af USA og deres medhjælpere, var uundgåeligt.

Opspind!

Dog synes han trods alt at måtte bøje sig for den sandhed, at det var russerne, der affyrede det første skud:

Rusland iværksatte et præventivt slag mod angriberen. Det var vi tvunget til af tidspresset, og det var den eneste rigtige beslutning. En beslutning, foretaget af et stærkt, suverænt og uafhængigt land.

Men nej, det er kun ordet ”præventivt” (pre-emptive), der kunne antyde, at det var russerne, der bærer skylden for den ”særlige, militære operation”. Straks efter er det os i Vesten, der kaldes ”angriberen”, og han skælder USA ud for at ville være noget særligt, især efter Sovjetunionens sammenbrud, og så hedder det:

Men vi er et anderledes land. Rusland har en anden karakter. Vi vil aldrig opgive vores kærlighed til fædrelandet, vores tro og vores traditionelle værdier, vore forfædres skikke og respekten for alle folk og kulturer.

Men det ser imidlertid ud til, at Vesten opløser disse tusind år gamle værdier. Sådan en moralsk degradering ligger bag den kyniske falsifikation af Anden Verdenskrigs historie, bag russofobien, bag det, at man priser forrædere, gør nar af ofrenes lidelser og sætter streg over modet hos dem, der vandt sejren gennem deres lidelser.

Gennem sådanne udtalelser kan man se forskellen på Rusland og Vesten. Putin véd, at han ikke bliver afkrævet bevis for nogle af disse påstandes rigtighed, for han har lukket fuldstændig ned for alle kritiske røster i Rusland. Men han véd også, at han meget let kan få medier i Vesten til at gå påstandene igennem og spørge sig selv, om der mon ikke er noget om det, Putin her siger.

Nogle kommentatorer har lagt mærke til, at Putin tilsyneladende anerkender Vestens delagtighed i sejren i Anden Verdenskrig. Men man skal nok føje til, at han ikke gør det uden samtidig at komme med hints om beskidte tricks fra Vestens side:

Vi véd godt, at der var veteraner fra USA, som gerne ville deltage i paraden i Moskva, men som fik forbud mod at komme. Men jeg ønsker, at de skal vide: Vi er stolte af jeres dåd og jeres delagtighed i vor fælles sejr. Vi ærer alle soldater fra de allierede hære – amerikanere, englændere, franskmænd, modstandsfolk, tapre soldater og partisaner i Kina – alle dem, som bekæmpede nazismen og militarismen.

Ærlig talt, jeg aner ikke, om nogle veteraner fra USA i den sanktionsverden, som Ruslands angreb på Ukraine har medført, har fået vanskeligt ved at komme til Moskva. Men jeg gider heller ikke undersøge det. For jeg kan godt regne ud, at sådanne veteraner jo må være tussegamle, at der derfor er yderst få tilbage af dem, og at de, hvis de befinder sig i USA, nærmest må have et jernhelbred, hvis de skulle have lyst og overskud til at komme til Moskva. Men jeg kan også regne ud – ud fra det, jeg har erfaret med Putins sandhedskærlighed – at Putin gladelig ville fremsætte en påstand som ovenstående uden at undersøge, om det har sin rigtighed med det. I hans verden er ting jo sande, blot han siger det.

Men lad nu Rusland og Putins tale ligge. Lad os se på nogle af reaktionerne på talen.

Først Per Stig Møller. Han gengiver en erindring fra 2008, som nok er værd at bide mærke i:

I det gode interview i lørdags i Berlingske sagde daværende direktør i Udenrigsministeriet, Ulrik Federspiel, at »vi« var naive i 2008, fordi vi ikke havde hørt ordentligt efter, hvad Putin sagde. Men vi var ikke spor naive.

Jeg havde længe advaret mod den russiske revanchisme og støttede derfor som udenrigsminister på NATO-topmødet i april sammen med balterne og polakkerne ihærdigt USAs forsøg på at få Ukraine med i NATO og forudsagde, at Ukraine ellers ville blive ramt af den russiske revanchisme. Det blev desværre forhindret af Tyskland, Frankrig og Norge, der rigtignok var naive.

Dette er det omvendte af, hvad mange andre siger. Hvor de siger, at dette at drøfte, om Ukraine skulle med i NATO, er som en rød klud i ansigtet på Putin, dèr siger Per Stig, at dette ikke at optage Ukraine i NATO var, hvad der gav Putin blod på tanden.

Man kan selvfølgelig sige, at begge synspunkter er lige lidt underbyggede, fordi vi ikke véd, hvad der foregår i Putins hoved. Men jeg vil nu nok mene, at Putins handlinger efter 24. februar har vist, at de, der troede, at Putin tænkte ligesom vi, har været ret naive.

I en lederartikel i Berlingske har Kristian Mouritzen også nogle bemærkninger til talen, se her. Blandt andet hedder det:

Men der er absolut ingen grund til at antage, at Putin stopper nogen steder. Han vil have hele Ukraine. Men det er takket være ukrainerne og den omfattende vestlige hjælp lykkedes at trænge de russiske styrker så meget i defensiven, at der er en god chance for, at Rusland taber denne krig.

Putin skal også tabe den offensiv, han selv har sat i gang. Donbas og Krim for den sags skyld er ikke russisk. Det er ukrainsk territorium, som det også har været anerkendt af selv Rusland, da Sovjetunionen gik i opløsning.

Så Putin skal ikke alene tvinges væk fra Donbas, men fra hele Ukraine. Krim-halvøen er det kun Ukraine, som kan beslutte at give fra sig; det skal aldrig være Vestens position, at vi belønner Putins territoriale tyveri fra 2014.

Man kan forstå, at Kristian Mouritzen er enig med den amerikanske forsvarsminister, der for nogle dage siden hævdede, at målet med hjælpen til Ukraine var, at Rusland skulle svækkes så meget, at det fremover afholdt sig fra at angribe sine nabolande. Og han er samtidig uenig med pave Frans, der har bebrejdet NATO, at man som en hund har gøet op af grænsen til Rusland.

Så er der Peter Viggo Jakobsen. Han har nogle bemærkninger i Avisen Danmark, se her. Det er først og fremmest de sidste noget bekymrede udtalelser, jeg vil hefte mig ved. Han siger til sidst:

Hvis Ukrainerne – støttet af USA og Nato – bliver så stærke, at de kan køre russerne baglæns ud af Ukraine, så tror jeg, der er grund til bekymring, for det tror jeg ikke russerne vil finde sig i uden sværdslag. Jeg kan ikke se, at Putin kan acceptere et totalt nederlag i Ukraine. Og med et nederlag mener jeg, at de også mister Krim og de områder, Rusland havde inden krigens start. Så tror jeg, russerne kan finde på at bruge andre former for våben. Jeg ved godt, at de har sagt, at de aldrig kunne finde på at bruge atomvåben, men det tror jeg godt, de kunne. Det, jeg er mest bekymret for, er et russisk kollaps, for det vil sætte Putin i en meget svært situation, så det er det, jeg holder øje med. Og i den situation skal vi være bange for, hvad Putin vil gøre for at forhindre et totalt nederlag.

Det lyder jo ikke så godt. For det betyder, at hvis den amerikanske forsvarsministers strategi slår igennem, så Rusland virkelig bliver svækket, så løber vi ind i den risiko, som Peter Viggo Jakobsen her omtaler. Og den strategi er jo desværre ikke helt hen i vejret. For vi vil da nødig i gang med at hjælpe Ukraine igen om fem eller ti år.

Men jeg tror også, at vi må præcisere vor omtale af Putins brug af atomvåben. Putin er en snu rad. Han vil naturligvis ikke sådan ligefrem bruge atomvåben. Han vil skjule sin brug under noget andet, så vi ikke rigtig véd, om den røde linje, vi har opstillet, er overskredet. Hvordan han vil gøre det, véd jeg ikke. Men det bliver ikke lige på og hårdt.

Dertil kommer, at jeg er bange for, at det ikke blot er Putin, der skal lære noget. Hans løgne har jo gennemslagskraft i Rusland. Lad mig vove den påstand, at Rusland skal igennem den samme proces, som Storbritanien har været igennem: man skal affinde sig med at forvandles fra supermagt til stormagt. Op til Første Verdenskrig var Storbritanien en virkelig supermagt, havde kolonier overalt i verden, beherskede havene, og syntes i det hele taget uovervindelig. Efter Første Verdenskrig var landet stadig en stormagt, men efter Anden Verdenskrig var det blevet overgået af både Sovjetunionen og USA.

Det kom tydeligt frem i september 1944, da Roosevelt og Churchill mødtes i Canada. Der var af Roosevelts ven, Morgenthau, fremlagt en meget hård plan for det fremtidige Tyskland. Churchill var bestemt ikke tilhænger af en så hård fremtid for tyskerne. Men stillet overfor de store lån, Storbritanien havde optaget i USA, og deres afbetalingsvilkår gav han sig i alt væsentligt, se eventuelt lidt om det her. Blandt andet ved den lejlighed opdagede de britiske politikere, at de ikke mere hørte til blandt verdens supermagter, men var reduceret til stormagt.

Det er en stilling, man godt kan leve med. Og det er den stilling, Rusland må acceptere i fremtiden. Men Putins mange vrangforestillinger om Vesten tyder på, at det netop er det, han og mange af hans landsmænd har svært ved.

Det er Vestens dilemma i forholdet til Rusland. Vi skal nok passe på ikke at overskride den røde linje, der får Putin til at gribe til atomtruslen. Men vi skal også passe på ikke at lade ham få held med at bruge denne trussel til at kunne afpresse os fremover.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.